Fascinerende, forførende, foruroligende – og fremragende. Brødrene Strugatskijs russiske sci-fi-nyklassiker er for første gang udgivet på dansk. Endelig, fristes jeg til at sige, selv om jeg må tilstå, at jeg ikke kendte til den på forhånd.
Det lille, nye, danske forlag Kosmos, som ifølge forlagets hjemmeside satser på science fiction fra ikke-angelsaksiske sprogområder, er virkelig kommet godt fra start. >> Læs videre
Stanisław Lems Kyberiade er for dig, der har hang til humor á la Monty Python, kan lade dig fascinere af gakkede sci-fi-fantasterier, er nørdet nok til gnægge over filosofiske og matematisk-fysiske finurligheder og ikke mindst ynder at nyde fabulerende, humoristiske, sproglige neologismer.
I sidste uge læste jeg Stanisław Lems (1921-2006) Solaris. Jeg vidste på forhånd, at det var en klassiker og læste den med den forventning, der hører sig til. Jeg blev indfanget af romanens gyserhistorie og for så vidt også benovet over og fascineret af Lems poetiske og i særklasse fantasifulde udfoldelse af en mulig verden i en anden galakse. Men Solaris er også en noget tung sag, der kræver et særligt, klassisk sci-fi-gen hos læseren. >> Læs videre
Stanisław Lems psykologiske og filosofiske science fiction-gyser fra 1961, klassikeren Solaris, holder stadig, selv om Lem gør hvad han kan for at afbryde den ellers elementært spændende handling med lange og tunge teoretiske kapitler.
Solaris (opr. 1961) af polske Stanisław Lem (1921-2006) fremhæves ofte som en milepæl i det 20. århundredes science fiction-litteratur. >> Læs videre
Klassisk Vonnegut-roman om, at der vitterligt ikke er nogen mening med noget som helst i universet – ud over, at det er en god idé at elske den, der er i nærheden. Og nej, du skal ikke først spørge din lokale præst eller politiker om, hvem der er i nærheden.
Jeg plejer at tælle Kurt Vonnegut blandt mine yndlingsforfattere. Ikke desto mindre har jeg aldrig tidligere læst The Sirens of Titan, Vonneguts anden roman, oprindeligt fra 1959 og i dag at regne for en klassiker. >> Læs videre
Det her er en bog til jer, der voksede op i 1980’erne med arkadespil, de første hjemmecomputere og de tekstbaserede rollespil. Ready Player One er forrygende 80’er-nostalgi for afdankede spil- og computernørder. Og så heller ikke ret meget mere.
Var du også teenager i 1980’erne, og var du også en af dem, der hang ud i arkaden eller på grillbaren og spillede Galaga, Defender, Robotron: 2084, Dig-Dug, Zaxxon eller Donkey-Kong? >> Læs videre
Mere cubansk science fiction. Agustín de Rojas, der er blevet kaldt cubansk science fictions fader, lægger i det stemningsfulde rumepos, A Legend of the Future, en overbevisende billet ind som arvtager til Arthur C. Clarke.
Forlaget Restless Books udgiver en serie med oversat cubansk science fiction. Som eksponent for Cubas yngre generation af science fiction-forfattere læste jeg i den serie forleden Yoss’ gakkede Super Extra Grande (opr. 2014).
Med den ældre Agustín de Rojas (1949-2011) bevæger vi os en generation tilbage og over i den mere seriøse og klassiske afdeling af genren. Faktisk er de to så forskellige, at det egentlig er misvisende at tale om samme genre – de har således ikke meget andet tilfælles end netop det futuristiske element. >> Læs videre
Og nu til noget helt andet, som man siger: José Miguel Sánchez Gómez. Uddannet biolog. Forsanger i det cubanske heavy metal-band Tenaz. Med en fysisk fremtoning, der matcher. Og ikke mindst: Science fiction-forfatter under navnet YOSS. Med en rablende fantasi og en grovkornet humor uden hæmninger. Men også med vid og begavet satirisk kant.
Jeg har ikke lige haft lejlighed til at tjekke Yoss’ metalband, Tenaz, så jeg kan udtale mig om hans evner som rocksanger. Men lad der ikke være tvivl: Han rocker som forfatter. >> Læs videre
Sayaka Muratas internationale bestseller om den socialt utilpassede Keiko, der er mislykket som menneske, men perfekt som døgnkioskmedarbejder, fortjener hypen. En sympatisk og charmerende lille historie med et mildt kritisk-satirisk potentiale. God sommerstrandlæsning.
Japanske Sayaka Murata (1979) har selv arbejdet på deltid i et supermarked, hvilket angiveligt gav hende ideen til Døgnkioskmennesket, som netop er blevet udgivet på dansk på forlaget Grif, oversat af den rutinerede Mette Holm. >> Læs videre
Modernitet og tradition brydes i Junichiro Tanizakis klassiker fyldt med japansk dukketeater, geishaer, raslende silkekimoner og tavst ægteskabsdrama.
Jeg er stadig i gang med det japanske læsetema, som jeg – uden at have planlagt det på forhånd – udfolder i disse dage. Hertil hører selvfølgelig også Junichiro Tanizaki (1886-1965), som ved siden af Yasunari Kawabata er en at Japans mest anerkendte forfattere fra første halvdel af det 20. århundrede. Some Prefer Nettles (opr. 1955) er det første, jeg læser af ham. >> Læs videre
Kan en reportage fra en seks måneder lang dyst i det japanske brætspil go fungere som en roman? Ja, i dén grad, hvis du er klar til en meditativ læseoplevelse, som ikke handler om drama eller udfald, men snarere er at læse som en elegi over en forsvindende tids æstetik og etik.
Efter at have snuset til otte forskellige nutidige japanske forfattere via udgivelsesserien Kesihiki må det være passende også at besøge et par nyklassiske japanske forfattere. >> Læs videre
Der er gode ideer i denne modernistiske, erotiske historie á la Eyes Wide Shut, men Keiichirō Hirano forklarer og analyserer sine egne personer for meget efter min smag – og så bliver dét, der starter interessant og intellektuelt pirrende pludselig bare lidt fladt og kedeligt.
En japansk mand på forretningsrejse i Budapest fascineres på en bar af en ung japansk kvinde i selskab med en italiensk kvinde. De lokker ham med til et eksklusivt selskab, som viser sig at være alt andet end uskyldigt. Den japanske kvinde og mand udsættes sammen med et antal andre turister for et seksuelt dominansshow med dem selv i de ufrivillige hovedroller. Manden kommer hjem med mere end én slags skrammer på sjælen. >> Læs videre
Der er utroligt mange væsker i Misumi Kubos erotiske novelle Mikumari. Vand i swimmingpools og floder. Kropsvæsker fra fødende kvinder og ejakulerende kvinder og mænd. Sex og fødsler. Safter, sperm, blod. Ud over det hele.
Historien er fortalt af en ung mand, der gør sig sine første erotiske erfaringer med en tolv år ældre, gift kvinde i et rent seksuelt og ret saftigt forhold. Når de mødes er det altid efter et manuskript, hun har skrevet, som indbefatter japanske tegneseriekostumer og diverse øvrige rekvisitter. >> Læs videre
De kan noget, de dér japanere. The girl who is getting married er endnu en fin novelle i Strangers Press’ fine serie af chapbooks med historier af oversatte, nutidige, japanske forfattere.
Det fascinerende ved novellen The Girl Who Is Getting Married af Aoko Matsuda (f. 1979) skyldes især den notorisk ustabile fortællerstemme. Historien er fortalt af en anonym kvinde, der er på vej hen for at se “pigen, der skal giftes,” som befinder sig på toppen af en fem etagers bygning. Pigen, der skal giftes, omtales heller aldrig ved navn, men konsekvent kun netop sådan: “The girl who is getting married.” >> Læs videre
Sære. Mærkelige. Foruroligende. Grænsende til skræmmende. Men også fulde af kærlighed. Og båret af smukt, smukt sprog, som hele tiden dirrer, truer med at bryde sammen, på grænsen mellem virkelighed og mareridt.
Sådan var min oplevelse af de to tæt sammenhængende noveller (som også kunne betragtes som to kapitler af samme historie), der udgør At the Edge of the Wood af japanske Masatsugo Ono, femte chapbook i Strangers Press’ serie med smagsprøver fra nutidig japansk litteratur, Keshiki – new voices from Japan. >> Læs videre
Hvem er jeg, og hvad skal jeg gøre? Disse to sociologisk set mest grundlæggende spørgsmål for ethvert menneske i alle samfund til alle tider gør sig også gældende for den japanske kulturantropolog, der forelsker sig i jetski-pigen på stranden på en Stillehavsø. Og det kan der godt komme en fængende historie ud af.
Natsuki Ikezawa (f. 1945) er født på Hokkaido, Japans nordligste ø, men har tilbragt store dele af sit liv andre steder i verden – i Grækenland, Frankrig, Okinawa og forskellige stillehavsøer. Ikke mindst erfaringerne fra Oceanien slår igennem i hans novelle Mariko/Mariquita. >> Læs videre
Søvnløshed i Japan ifølge Kyoko Yoshida: En sygdom, der smitter ved fysisk berøring og gradvis sletter den søvnløses hukommelse, mens han forsvinder længere og længere ind i en verden, hvor virkelighed og drøm flyder sammen og opløses.
Pamflet nummer tre i udgivelsesserien Keshiki – new voices from Japan fra Strangers Press er Springless Sleepers af Kyoko Yoshida (f. 1969). Den lille chapbook består af tre tekster (udover et forord af Brian Evenson): >> Læs videre
Chapbook nr. 2 i den smukke udgivelsesserie Keshiki med smagsprøver på nyere japansk litteratur rummer tre fine historier om menneskets ustabile og modsætningsfyldte væren og om det umulige i at være “sig selv.”
Nao-Cola Yamazaki (f. 1978) debuterede som forfatter i 2004, men har allerede mere end ti romaner bag sig, hvortil kommer noveller, essaysamlinger og en børnebog. I Keshiki-serien er hun repræsenteret af tre selvstændige, kun meget løst forbundne historier, samlet i en chapbook under titlen Friendship for Grown-Ups. >> Læs videre
Den spændende udgivelsesserie Keshiki, der præsenterer et udvalg af nyere japanske forfattere i engelsk oversættelse, lægger udmærket fra land med et fint fortalt og utraditionelt trekantsdrama mellem tre mænd på hvert sit kontinent og i hver sin tidszone.
Sommeren er over os, og jeg har taget hul på min sommerferie – ferie fra mit prosaiske arbejdsliv, forstås, ikke ferie fra litteraturen. Sommerferiens ankomst syntes mig dog at være en passende anledning til at forlade det russiske litteraturlandskab, som jeg har opholdt mig i her i juni måned. Jeg var egentlig gået i gang med Mikhael Bulgakovs Den hvide garde, men den ville ikke rigtigt fænge – og passede på én eller anden måde heller ikke rigtigt til det smukke solskinsvejr i dag. Det gjorde til gengæld de små chapbooks i glade farver i den smukke udgivelsesserie Keshiki – new voices from Japan. >> Læs videre
Læseren skal spænde sikkerhedsbæltet og holde godt fast, når Ljudmila Petrusjevskaja giver los for sin rablende og fabulerende fantasi i en bizar vision fra det postkommunistiske Rusland, hvor virkelighed og computerspil blandes sammen i en cocktail af mafiosoer og andre kynikere, sibiriske urfolk, afskyelige snemænd, shamanisme, sjælevandring og kannibalisme – og meget mere.
Russiske Ljudmila Petrusjevskaja (f. 1938) er nok mest kendt for sine noveller, men hun har også skrevet flere romaner. En af dem er Nummer Et eller I andre muligheders haver, som oprindeligt udkom på russisk i 2004, og siden er oversat til adskillige sprog, herunder dansk (ved Helle Dalgaard, Forlaget Vandkunsten, 2015). >> Læs videre
Hvad skal man i grunden mene om et værk som Tolstojs Kreutzersonaten? Det mørkekristne budskab om seksuel afholdenhed som moralsk forpligtelse er håbløst. Menneskesynet i almindelighed og kvindesynet i særdeleshed er decideret oprørende. Seksualitetsopfattelsen er fuldstændig forkvaklet.
Men samtidig skriver Tolstoj, så det gnistrer. Og portrættet af en mand i sine lidenskabers vold er medrivende, selv om de færreste moderne mennesker vil kunne tegne abonnement på Tolstojs underliggende moraliserende verdensbillede. >> Læs videre
“ – der trænges til, at folk får øjnene op for, hvad de i grunden er og forfærdes derover.” Tjekhovs psykologiske portrætter af de gale – inden for og uden for de gales hus – i et galt samfund er stadig værd at læse.
Som trofaste læsere af disse bognoter måske vil have noteret sig, så gik jeg efter afslutningen af min litterære verdensrundrejse for omtrent tre uger siden i lag med at læse bøger fra min reolhylde med ulæst russisk litteratur. Og så er jeg ligesom ikke rigtigt kommet videre siden. Det er nu også et godt sted at opholde sig, hylden med russisk litteratur, uanset om det er i den klassiske eller nyere afdeling. Så her bliver jeg nok lidt endnu. >> Læs videre
Sovjetisk, dystopisk science fiction-klassiker om det ultimative totalitære overvågnings- og kontrolsamfund – fra før både Huxleys Fagre nye verden og Orwells 1984.
Jeg tror ikke, at jeg tager munden for fuld ved at antage, at navnet Jevgenij Zamjatin kun er de færreste danske læsere bekendt. Og ihvertfald tør jeg regne for sikkert, at færre kender til Zamjantin end til George Orwell og Aldous Huxley.
Ikke desto mindre kan Zamjantins roman Vi (1924) ses som en forløber for de to nævntes klassiske fremtidsdystopier, 1984 (1949) og Fagre nye verden (1932). George Orwell har selv fremhævet Vi som en direkte inspirationskilde til 1984. >> Læs videre
Moderne russisk science fiction med elementer af fantastik og horror. Anna Starobinets’ noveller er mørke, makabre og foruroligende, men også humoristiske og kritisk eftertænksomme.
Jeg faldt tilfældigt over The Icarus Gland i en boghandel for et par år siden eller tre, jeg husker ikke helt hvor. Og så faldt jeg igen over den i min reol med ulæste bøger her forleden, da jeg gik den igennem efter at have afsluttet mit læseprojekt, Verden rundt i bøger. >> Læs videre
Permafrost. Is. Jord. Sten. Mørke. Død. Tavshed. Især tavshed. Men også tindrende smukt sprog. Ved glemslens rand er en tung og dyster, men umanerlig flot skrevet roman om en del af Ruslands fortiede fortid.
Russiske Sergej Lebedevs (f. 1981) debutroman fra 2011, som udkom på dansk for et halvt års tid siden, er ikke ligefrem en feel good-roman. Men den er pokkerme god. Selv om den er tung. Og selv om den fortaber sig lidt i sig selv og sine mange ord ind i mellem. >> Læs videre
Et læsested er det fysiske sted, du opholdt dig, da du læste en bog. Et læsested kan også være det mentale sted i livet, hvor du befandt dig dengang. Eller det kan være et bestemt sted i en bog, forstået fysisk-konkret som for eksempel det sted i bogen, du ikke kan genfinde, men hvor du bare véd, at du har læst en særlig prægnant formulering.
Martin Glaz Serup kommer omkring alle disse betydninger og flere endnu af begrebet “læsesteder” i sin charmerende, lille bog af samme navn. >> Læs videre
En sengeliggende, psykotisk mand er i sine hallucinationer omgivet af en hær af lilleputianere. En kvinde begraver sit nyfødte barn levende under en stendynge. En mand kaster sig ud ad vinduet i desperation over at blive forladt af sin kone (eller var det influenzaen?). To alkoholikere mødes i en kø til en ølkælder og kærlighedsforholdet varer en nat, til hun opdager, at han er sengevæder.
Ljudmila Petrusjevskajas noveller emmer af sort, grotesk humor. Men ikke for dens egen skyld. Gennem hver eneste historie løber en tråd spundet af sort alvor. >> Læs videre
Den sene Tolstojs roman om den tjetjenske frihedshelt Khadzji-Murat skal selvfølgelig læses, hvis man er Tolstoj-fan og vil have det hele med. Og den har højdepunkter nok til, at jeg kan anbefale den. Men der er helt sikkert andre og bedre steder at starte, hvis man stadig har sit første møde med mesteren til gode.
“Verdens bedste historie,” er den amerikanske litteraturhistoriker Harold Bloom citeret for at have kaldt Lev Tolstojs roman om den tjetjenske oprørshelt Khadzji-Murat. Det er jo noget af et skudsmål. Nu kender jeg ikke den fulde sammenhæng, som Blooms citat er revet ud af, men det er nok ikke et udtryk, jeg selv ville have brugt. >> Læs videre
Somalisk, muslimsk LGBT-fiktion. Ikke noget, jeg plejer at gøre det så meget i. Måske derfor overraskede somalisk-britiske Diriye Osmans novellesamling mig så meget mere positivt. Samlingen fremstår måske en smule rå og upoleret, men til gengæld også frisk, intens, energifyldt og troværdig. Diriye Osman har noget på hjerte. Og han kan skrive.
Fairytales for Lost Children består af elleve noveller, varierende i længde fra blot to sider og op til 34. I novellerne giver Diriye Osman (f. 1983) stemme til unge bøsser, lesbiske, crossdressere og transvestitter med somaliske rødder. Nogle af dem udspiller sig i Somalia, hvor Osman selv er født. Andre i Kenya, hvortil hans familie flygtede fra borgerkrigen i Somalia i begyndelsen af 1990’erne. Og atter andre i London, hvor familien senere flyttede til i 2001, og hvor Osman i dag er bosiddende. >> Læs videre
Mordet i Orientekspressen tilsat undergangsstemningen fra Titanic. Sådan forestiller jeg mig, at den liechtensteinske forfatter Armin Öhri gerne havde set sin kortroman om zeppelineren Hindenburgs katastrofale sidste rejse i 1937 beskrevet. Men ambitioner er ikke alt, og de indfris desværre ikke her.
Det hører til sjældenhederne, at jeg læser bøger på tysk, endsige forsøger at anmelde dem her på siden. Det skyldes, jeg ikke er særlig god til tysk. Hvilket egentlig ærger mig lidt, da tysk er et smukt sprog, ikke mindst på skrift. >> Læs videre
Litterært eksperimenterende armensk-fransk roman om fremmedgørelse og rodløshed blandt armenske studerende i Paris i 1920’erne. Særdeles velskrevet, tematisk og formmæssigt interessant. Men også lidt mere udfordrende komponeret end den måske havde behøvet at være.
I april læste jeg en række modernistiske tyrkiske forfattere (alle virkelig gode eller aldeles fremragende – tjek mine anmeldelser af Atılgan, Tanpınar, Karasu og Pamuk, hvis du ikke allerede har været der).
The Candidate (opr. 1967) af den fransk-armensk-tyrkiske forfatter Zareh Vorpouni (1902-1980) ligger i fin forlængelse heraf både stilistisk og tematisk. Stilmæssigt er der således tale om et i allerhøjeste grad modernistisk og litterært eksperimenterende værk ikke ulig de nævnte tyrkiske forfattere. >> Læs videre
