Roberto Bolaño: Fjern stjerne

Efter succeserne med De vilde detektiver og 2666 er der kommet gang i oversættelsen af chilenske Roberto Bolaños (1953-2003) tidligere værker til dansk. Seneste udgivelse af den relativt korte roman Fjern Stjerne (oprindeligt udgivet i 1996).

Fjern stjerne er en litterær udforskning af de intrikate forbindelser mellem kunst og politik, æstetik, (selv)iscenesættelse og vold. Bogens omdrejningspunkt er den fiktive chilenske digter, fotograf, pilot og massemorder Alberto Ruiz-Tagle alias Carlos Wieder.

Bogen starter i et poesiværksted i Santiago de Chile i begyndelsen af 1970’erne under Salvador Allende, før Pinochets militærkup i 1973. Her møder bogens unavngivne jeg-fortæller den mystiske Alberto Ruiz-Tagle, som skriver middelmådige, upersonlige digte, men alligevel fascinerer de andre digterspirer, især de kvindelige.

Efter militærkuppet transformerer Ruiz-Tagle sig til Carlos Wieder, der i en ny rolle som diktaturets digter udfolder en fascistisk æstetik i form af himmelskrift skrevet efter hans lille Messerschmittfly på himlen over Chile og makabre fotoudstillinger af myrdede kvinder.

Bogen folder sig ud som jeg-fortællerens forsøg på at efterspore Ruiz-Tagle/Carlos Wieders meritter. Hvis man skal svinge sig højt op bliver den til en slags gravskrift over kunsten i diktaturets tjeneste. Men det er en kringlet sag, der stritter i mange retninger.

Bogen har næsten ikke noget plot, den er fyldt med opremsninger af navne og detaljerede redegørelser for fiktive og virkelige chilenske digteres gøren og laden, som egentlig ikke har noget direkte at gøre med den smule plot, der trods alt er, og Bolaño tillader sin fortæller at bevæge sig langt ud af den ene tangent efter den anden. Det lyder ikke ligefrem som et vinderkoncept for en roman, og den har da også sine udfordringer.

Men alligevel er det givende og på sin egen besynderlige vis også underholdende læsning hele vejen. Det må have at gøre med Bolaños sprog, som egentlig ikke gør meget væsen af sig, og ofte endda er martret af lange indskudte sætninger og pedantiske sidebemærkninger i parenteser. Men alligevel skriver han med en særlig nerve, der gør hver eneste af de små sidespring i historien nærværende og vedkommende.

Stilen med de mange opremsninger og tilsyneladende ikke sammenhængende begivenheder og personer giver bogen et dokumentaristisk præg – også selv om det fremgår, at det meste af fortællerens historie om Carlos Wieder/Ruiz-Tagle er baseret på det pure gætværk.

Jeg nød at læse bogen, men var ikke bjergtaget. Alligevel har den skærpet appetitten på at læse mere Bolaño, f.eks. De vilde detektiver, som står i bogreolen og skuler, lidt småfornærmet over at være blevet påbegyndt for et år siden, men lagt væk igen, da den ikke lige fangede mig på det tidspunkt.

K's vurdering: