Lidt sær, meget litterær og muligvis ikke for enhver – men for pokker, hvor er han rent faktisk god, ham Roberto Bolaño, som jeg er gået uden om lidt for længe!

Det er han ihvertfald her i Nocturne fra Chile (opr. 2000, på dansk 2013). Romanen er fortalt som én lang rablende, febersyg enetale af den katolske pater Sebastián Urrutia Lacroix, som ligger på sit dødsleje og ser sit liv passere forbi. Med pateren som prisme får vi fortalt Chiles moderne historie og ligesom i Bolaños tidligere roman, Fjern Stjerne (opr.1996), er der fokus på litteraturen og diktaturet, på kunsten i politikkens tjeneste.

Bogen er pater Urrutias bekendelser – han taler til læseren og til en mystisk dommerfigur, ‘Den ældede unge mand’, som kan tolkes på flere måder: som paterens eget, bedre jeg, måske en ukorrumperet version af ham selv – eller måske som et billede på hele det forrådte, chilenske folk – eller endnu mere abstrakt som et billede på den sande litteratur, som pater Urrutia elsker så højt, men også kommer til at forråde i sit liv.

Pater Urrutia er litteraturelsker – han drømmer gennem sit liv om selv at skrive et stort digterværk, men skaber sig i stedet et navn som litteraturkritiker. Men han er også den katolske kirkes tjener (medlem af den stærk konservative, katolske organisation Opus Dei) – ligesom han bliver tjener for general Pinochets morderiske diktatur. F.eks. bliver han på et tidspunkt i romanen hyret til undervise selveste general Pinochet og resten af hans militærjunta i marxisme (Pinochet vil lære sin fjende at kende).

I en central del af bogen bliver Urrutia hyret af et par mistænkelige typer, der lyder navnene Hr. Odeim og Hr. Oido (stavet bagfra på spansk betyder det henholdsvis Frygt og Had). De sender Urrutia til det gamle Europa på en mission for at lære om de nyeste teknikker til at bekæmpe kirkernes forfald.Overalt, hvor Urrutia kommer i Europa, viser det sig, at den største trussel mod kirkerne er duelort. Og midlet til bekæmpe duelortene er falke: I hver eneste kirke, Urrutia besøger, har præsten en bibeskæftigelse som falkoner, og stort set ingen af præsterne synes at have skrupler over at lade deres trænede rovfugle massakrere løs på de duer, der ganske vist skider på kirken, men samtidig er det universelle symbol på fred….

Symbolikken er tydelig – og bliver endnu mere tydelig, da Urrutia vender hjem lige tids nok til at få valget af Salvador Allende til Chiles nye præsident med, efterfulgt af Pinochets militærkup. Militærjuntaen er selvfølgelig falkene, men historie om falkene og duerne siger også, at præsterne spiller en aktiv rolle i barbariet – og at diktaturets metoder i øvrigt ikke er en særlig latinamerikansk opfindelse, men hentet fra civilisationens vugge i det gamle Europa.

I Chile indtager Pater Urrutia rollen som den passive tilskuer til, men dermed også medskyldige i diktaturet. Allende kommer til magten og væltes, mens Urrutia læser sine græske klassikere, i løbet af én lang sætning over tre sider. Det er fremragende skrevet:

… og jeg genlæste også Demosthenes og Meneander og Aristoteles og Platon (som altid er udbytterig), og der var strejker, og en oberst i et panserregiment gjorde et kupforsøg, og en kameramand døde, mens han filmede sin egen død, og så blev Allendes flåderådgiver dræbt, og der var uroligheder, grimme ord, chilenerne bandede, overmalede husmurene, og så deltog næsten en halv million mennesker i en stor støttemarch for Allende, og så kom kuppet, oprøret, militæropstanden, og La Moneda blev bombarderet, og da bombardementet holdt op, begik præsidenten selvmord, og alt var forbi. Så sad jeg stille med en finger på den side, jeg var ved at læse, og tænkte: hvilken fred (s. 114).

Romanen er i det hele taget læsset med symbolik, men noget af det fine hos Bolaño er, at symbolikken aldrig bliver helt entydig, ligesom hans personer aldrig bare er enten gode eller onde. Der er hele tiden en udefinerlig ubestemthed på spil, som gør, at man som læser adskillige gange undervejs kan blive i tvivl om, hvad der egentlig sker i teksten, og hvad Bolaño er i færd med at forføre os som læsere til. For eksempel lykkedes det ham næsten at lokke os til at finde forsonende træk hos general Pinochet ved at portrættere ham som litteraturelsker (i modsætning til Allende, hvis værste træk i Pinochets øjne nærmest synes at være, at manden angiveligt ikke læste bøger, kun tidsskrifter!).

En anden klassisk metafor, som Bolaño bringer i spil, er kælderen – kælderen under de fine stuer, hvor Chiles kunstneriske elite mødes til selskaber og diskuterer litteratur, mens de lukker øjnene for diktaturets uhyrligheder. I bogen går hele Santiagos litterære parnas således til populære soiréer hos den kvindelige forfatter María Carnales, mens hendes mand torturerer politiske fanger i husets kælder. Pater Urrutia opsøger hende nogle år efter regimets fald til kaffeslabberas i hjemmet:

Sommetider når jeg sad og så tv med børnene, gik elektriciteten ud et stykke tid. Vi hørte ingen skrig, elektriciteten forsvandt bare pludselig og kom så igen. Vil De se kælderen? (s.173)

Tak for kaffe. Og nej tak.

Bolaños bog er både let og svær at læse. Let, fordi sproget bare flyder: Bolaño skriver i en form, hvor han blander små, korte, fyndige sætninger med meget lange, nærmest messende stream-of-consciousness-agtige sætninger, der giver teksten karakter af en rablende talestrøm eller en messe fra den døende katolske pater. Teksten er hele vejen igennem en nydelse at læse, og man fristes til at fare igennem den. Men det vil være synd, for man bør give sig tid til at nyde Bolaños mesterlige stilbeherskelse – som kan virke lige præcis så henkastet, som kun en stilistisk mester i kontrol med sine virkemidler formår det. Og her må det i øvrigt også være passende at applaudere oversætter Iben Hasselbalch for en flot fordanskning.

Bogen kan dog også være svær på den måde, at det er let at fare vild i handlingen. På den ene side følger vi nogenlunde kronologisk pater Urrutias i hans livshistorie, så langt så godt. På den anden side er den historie fyldt med små, kompakte sidehistorier, som blander fiktion med historiske fakta og virkelige personer (herunder diktatoren Pinochet, den chilenske digter Pablo Neruda og den tyske soldat og forfatter Ernst Jünger). Nocturne fra Chile er dog nemmere at gå til end den tidligere Fjern stjerne.

Den flotte forside af den danske udgave af romanen er prydet af et sløret billede i manipulerede kradse, orange farver af en flok fugle (duer og måske også en falk?) flaksende hen over noget, der kunne være taget af en kirke (det kunne også ligne en af statuerne på toppen af de søjlegange, der omkranser Peterspladsen i Rom). Det er meget passende, jf. historien om falkene og duerne, og lige så passende, at billedet kan give associationer til nogle af Goyas raderinger af krigens katastrofer med deres fugle- eller flagermuselignende monstre.

Mit næste skud Bolaño må blive De vilde detektiver.

K's vurdering:

• Lignende indlæg
• Af Roberto Bolaño

Machado de Assis: Brás Cubas’ posthume erindringer

Carlos Fonseca: Colonel Lágrimas

Tomás González: Det vanskelige lys

César Aira: The Seamstress and the Wind

Roberto Bolaño: The Return

Roberto Bolaño: A little lumpen novelita

Roberto Bolaño: De vilde detektiver

Roberto Bolaño: Fjern stjerne