Roberto Bolaños (1953-2003) anmelderroste De Vilde Detektiver fra 1998 er et vildt og voldsomt, vittigt og vanvittigt monstrum af en roman. Den stritter i alle mulige retninger og er ikke helt nem at fange ind i en anmeldelse.

Men jeg kan jo starte med at slå fast, at bagsideteksten på den danske udgave af romanen ihvertfald ikke giver meget hjælp til at finde ud af, hvad den egentlig handler om. Her hedder det således plat dramatiserende: “Arturo Belano og Ulises Lima, stifterne af en avantgardistisk poesikreds, forlader Mexico City. Deres mål er at finde den hemmelighedsfulde digter Cesárea Tinajero, der årtier tidligere forsvandt i Sonora-ørkenen. Men de to detektiver er selv jaget vildt, og deres forsøg på at indhente fortiden ender i vold, flugt og permanent eksil.”

Det er ikke, fordi denne beskrivelse er decideret forkert. Som beskrivelse af bogens ydre handling dækker den imidlertid stort set kun de sidste 50 ud af 600 sider. På et symbolsk plan kan man muligvis tolke jagten på Cesárea Tinajero som et billede, der favner en større del af romanens ærinde. Det er i denne sammenhæng passende bolañosk ironiserende, at den (af de to unge selvhøjtidelige digtere selv) myteomspundne Tinajero, da de endelig finder hende, viser sig at være blevet til en fed, afdanket vaskekone i et glemt og støvet hjørne af verden – nærmest en antitese til de unges billede af en revolutionerende (og måske også revolutionær), avantgardistisk, ultramodernistisk poesi.

Men romanen er langt fra at være den actionmættede detektivhistorie, som bagsideteksten kunne foregøgle. Romanens egentlige hovedpersoner er således for det første i virkeligheden ikke de nævnte unge digtere Ulises Lima og Arturo Belano (Bolaños alter ego, som vi allerede kender som fortælleren i Fjern stjerne, og som deler mange biografiske træk med Bolaño selv). Hovedpersonen er snarere litteraturen, den latinamerikanske litteratur og især poesien, og drømmene om dens forløsende og frihedsskabende kraft i en verden præget af revolution og diktatur.

De Vilde Detektiver er heller ikke nogen pageturner eller i det hele taget en let roman at gå til. Bolaño kræver noget af sin læser.

Kompositorisk er romanen delt i tre distinkte dele: Første og tredje del (på i alt ca. 200 sider) er de mest traditionelt fortalte og udgør en – så nogenlunde – sammenhængende historie fortalt i dagbogsformat af den 17-årige Juan García Madero henover tre måneder i 1975-1976.

Dét med tidsangivelserne skal man dog være forsigtig med at støtte sig for meget til. Tiden er en plastisk størrelse hos Bolaño. Kigger man nøjere efter de mange tilsyneladende nøjagtige steds- og tidsangivelser undervejs i romanen, er der flere ting, der ikke helt passer sammen. Bolaño giver os et hint herom i den første dagbogsnote i romanens tredje del:

Den 1. januar
I går opdagede jeg at det jeg skrev i går, det skrev jeg i virkeligheden i dag. Alt det fra den 31. december skrev jeg den 1. januar, altså i dag, og det jeg skrev den 30. december, skrev jeg den 31., altså i går. Det jeg skriver i dag, skriver jeg i virkeligheden i morgen der for mig bliver i dag og i går og også på en eller anden måde i morgen: en usynlig dag. Sådan da.

Pointen er måske noget med, at litteraturens tid og tiden i litteraturen altid både er i går, i morgen og i dag. Citatet ovenfor kan i den sammenhæng læses som én blandt flere påmindelser fra Bolaño til læseren om, at det man læser netop er litteratur og som sådan fiktion, uanset hvor mange elementer fra virkeligheden den er iblandet.

Romanen starter med, at dagbogsforfatteren García Madero optages i Ulises Limas og Arturo Belanos avantgardistiske “digterbevægelse” visceralrealisterne (eller realvisceralisterne, bereberne bruges i flæng). Ikke at han rigtigt ved, hvad realvisceralisme er, men det synes der på den anden side heller ikke rigtig at være nogen andre, der gør. Læseren bliver heller ikke egentligt klogere på det i løbet af romanens 600 sider, som ellers kredser tilbagevendende om denne visceralrealisme. Men det er en del af pointen i bogen.

Den lille gruppe af visceralrealister virker som en litteraturktitisk spejling af 1970’ernes mange universitetsmarxistiske (eller trotskistiske, leninistiske, maoistiske osv.) revolutionære politiske grupperinger, som udefra kunne synes mest optaget af at afgrænse sig fra de nærmeste og ekskludere sine egne. For visceralrealisterne synes det definerende kriterium således at være foragt overfor de dominerende digterbevægelser i tidens Mexico omkring Octavio Paz’ og Gabriel García Marquez’ magiske realisme og de såkaldte bondedigtere.

Der er dog også en underliggende drivkraft hos personerne og i romanen som sådan i form af en reel og dybfølt kærlighed til poesien – som et mål i sig selv og som potentiel samfundsforandrende kraft (om end det sidste forbliver underspillet og tvetydigt tematiseret hos Bolaño).

Udover at være spækket med referencer til latinamerikanske forfattere, jeg aldrig har hørt om (og hvoraf jeg gætter på, at de fleste er virkelige, mens nogle måske er fiktive), og et stort og farverigt persongalleri af mestendels unge digtere og et par ludere og lommetyve, så er historien om den unge dagbogsforfatter García Madero for så vidt en klassisk blive-voksen-historie med alt, hvad det nu indebærer af personlig usikkerhed og konkurrence om at have sex med de fleste og så i dette tilfælde altså også om at skrive digte.

Første del ender der, hvor bagsideteksten starter, med at García Madero ræser ud af Mexico City sammen med Ulises Lima og Arturo Belano og en ung prostitueret på flugt fra sin alfons. Romanens anden og største del (på ca. 400 sider) er af en helt anden karakter. Her får vi et portræt af de to realvisceralister Lima og Belano i årene fra 1976 til op i starten af 1990’erne, hvor de forsvinder af syne, mens de rakker rundt i verden, mest i Europa, men også i Afrika og tilbage i Mexico.

Historien fortælles nogenlunde kronologisk gennem en serie af “mikrofonholderinterviews” med mere end halvtres forskellige personer, hvoraf nogle kun optræder en enkelt gang, andre gentagne gange. Vi hører aldrig interviewerens stemme, måske er det García Madero, måske er det Arturo Belano, måske Bolaño selv, måske slet og ret læseren – Bolaño lægger små ledetråde ud undervejs, men de modsiger hinanden og tjener i sidste ende først og fremmest til at sætte spørgsmålstegn ved forholdet mellem forfatter, læser og romanpersoner.

Hvert af disse “interviews” er i sig selv en lille novelle i egen ret, nogle bare på en side, andre på tyve, hvor man får et indblik i et stykke liv – i Mexico City, Paris, Barcelona, Liberia, Angola og andre steder. I nogle af historierne spiller Lima eller Belano en hovedrolle for den interviewede person, i andre en birolle, i nogle optræder de ikke engang med navn. Nogle af interviewpersonerne er de to unge mænds venner, andre er fjender, nogle hader eller foragter dem, andre er bange for dem, nogle er eller var forelskede i dem, mens andre knap nok husker dem.

På denne vis tegnes efterhånden et mere og mere nuanceret billede af de to knægte, der langsomt vokser op. De er ganske vist svære at elske. Mage til selvoptagede, selvovervurderede, arrogante, sjuskede, uvaskede, hovne og dovne typer skal man lede længe efter. Alligevel fatter man efterhånden en vis forkærlighed for dem og deres defaitistiske tro på poesien. Et sted i romanen refereres der en passant til Thomas Manns Trolddomsbjerget, og jeg havde det ved endt læsning med Lima og Belano faktisk lidt ligesom med Manns unge Castorp på lungeklinikken: Efter et langt og ind i mellem tungt bekendtskab var jeg alligevel helt trist ved at se dem gå og ikke kende deres skæbne.

Bolaño benytter den samme litterære teknik i De vilde detektiver, som vi kender fra andre af hans romaner (Nocturne fra Chile og Fjern stjerne). Han skriver i små og store cirkler rundt om sit emne på flere niveauer. Dels er der portrættet af hovedpersonerne Ulises Lima og Arturo Belano, som vi udelukkende lærer at kende gennem andres direkte eller indirekte beskrivelser.

På et andet niveau er der litteraturen, den latinamerikanske poesi, som der tales utroligt meget om hele tiden, men som omvendt ikke på noget tidspunkt gribes an direkte. Det er således symptomatisk, at der henover de godt 600 store og kompakte sider om Limas og Belanos visceralrealisme ikke citeres én eneste gang fra et af deres digte.

Endelig er der endnu mere uudtalt under det hele også en historie om den politiske situation i Mexico og Latinamerika. Det er i den sammenhæng en pointe hos Bolaño, at litteraturen aldrig er uskyldig; uanset om forfattere og læsere er bevidste om det eller ej, så indgår litteraturen aktivt eller passivt i et samspil med sin tid og kan som sådan virke såvel legitimerende eller delegitimerende for politiske regimer. Igen et tema, Bolaño også har udforsket i andre dele af forfatterskabet.

Bolaño er blevet kaldt en forfatternes forfatter, og det kan der være noget om. Man kunne også fristes til at kalde ham en anmeldernes forfatter, for så vidt hans bøger er fyldt med den slags litterære og metalitterære referencer, som anmeldere elsker, fordi de kan føle sig kloge, hvis de fanger dem (selverkendelse nr. 1: heller ikke undertegnede kan sige sig fri for denne last). Omvendt kan der, hvis anmelderen opdager, at der er referencer på spil i teksten, som han/hun imidlertid ikke kan gennemskue, være lagt i brændeovnen til en kritik af forfatteren for prætentiøst, litterært snobberi (selverkendelse nr. 2: undertegnede er formentlig heller ikke helt undtaget fra denne tendens).

Det ville dog være uretfærdigt at sige om Bolaño, at han skriver for anmelderne. Han har meget mere på hjerte end som så. Men han kommenterer ikke desto mindre ironisk på forfatterernes og anmelderernes gensidigt afhængige forhold i en af romanens mange forrygende bizarre scener, hvor Arturo Belano udfordrer en litteraturanmelder til en fysisk duel på sabler til første blodsdråbe – alene på grundlag af Belanos forventning om en dårlig anmeldelse. Anmelderen accepterer selvfølgelig udfordringen, og de duellerer, med sekundanter og det hele, til de begge er for trætte til at løfte sablen.

Romanen er fyldt med denne slags galsindede indfald, som efter sindelag alle kan tolkes mere eller mindre symbolsk. Bolaño skriver bogen igennem med stort vid og humor. Romanen er dog mere end den rene finlitterære, selvrefererende stiløvelse. Hans personer – og romangalleriet er stort, meget stort – er for de flestes vedkommende også portrætteret som levende og troværdige mennesker. Samtidig er romanen et portræt af en tid, primært sidste halvdel af 1970’erne, og et land, primært Mexico, men med hele det latinamerikanske kontinent og eksillatinamerikanere i Europa klingende med i baggrunden. En tid præget af revolution og kontrarevolution, diktatur og drømmen om frihed.

Og så skriver Bolaño jo altså med en gylden pen, som hele vejen igennem gør det til en sproglig nydelse at læse ham. Det er denne samlede pakke, der løfter De vilde detektiver op i den tunge Spitzenklasse af litteratur. Den er i dén grad værd at læse.

Men hold da op, hvor er den dog også lang. Også for lang efter min smag. Selv om det ikke ligger lige for at pege på, hvad der skulle have været taget ud. Eller rettere sagt: man kunne næsten have taget hvad som helst i den midterste lange del ud, uden at vi som læsere ville have manglet noget. Blandt de mange enkeltstående, anekdotiske historier om Ulises Limas og Arturo Belanos liv er der således kun et mindretal, der i sig selv er decideret afgørende for at forstå deres personligheder og udvikling, selv om de alle sammen lægger lidt til. Og selv om de næsten alle er gode i egen ret.

Bolaño kunne således have valgt at fortsætte interviewdelen 600 sider mere, eller han kunne være stoppet 200 sider før. Personligt ville jeg nok have stemt for det sidste. Af samme grund foretrækker jeg også Bolaños kortere romaner, Fjern stjerne og især Nocturne fra Chile, som forekommer mig at stå skarpere.

Men nu er litteratur jo ikke et afstemningsdemokrati og godt for det, for i så fald havde vi næppe nogensinde fået dette fremragende værk. Og jeg skal da også have læst Bolaños posthumt udgivne og ufuldendte monstrum 2666 på et eller andet tidspunkt, selvom den er endnu længere. Men jeg tror nu, at jeg kaster mig over nogle af hans noveller først. Og allerførst over noget helt andet.

Tak til Søren S. og flere andre for anbefalingen.

K's vurdering: