A little lumpen novelita er ikke andet end en lang novelle eller en meget kort roman, som det også fremgår af titlen. Bogen er opdelt i 16 korte, skarptskårne kapitler, og med rigeligt med tom plads på siderne mellem kapitlerne svarer de 109 sider vel ikke til meget mere end 60 siders tekst.
Men man skal ikke lade sig narre: Bogen rummer mere gods, end dens klejne omfang umiddelbart tilkendegiver. Det er en sær og på overfladen underligt uforløst historie, men der er noget dragende over Bolaños måde at fortælle den på. Fra første til sidste sætning er fortællingen ladet med noget mestendels blot antydet, der skal komme, og som vi fornemmer vil være noget skidt.
Bogens første sætninger:
Now I’m a mother and a married woman, but not long ago I led a life of crime. My brother and I had been orphaned. Somehow that justified everything. We didn’t have anyone. And it all happened overnight.
For en gangs skyld hos Bolano er hovedtemaet ikke litteraturen, ihvertfald ikke eksplicit. Men som i andre af hans bøger er der også her et underliggende, om end mere skjult tema på spil, som handler om at undersøge forholdet mellem det liv, vi lever, og de historier, vi fortæller om det – til andre og os selv.
Fortælleren i den korte roman er den 15-16 årige pige Bianca. Hun og hendes bror bliver som børn forældreløse, da deres forældre dør i et biluheld. Historien følger hende og broren i en kortere, men kritisk periode i deres liv efter forældrenes dødsfald, hvor de kun lige akkurat forsøger at få et slags liv til at hænge sammen. De falder begge hen i en slags søvngængeragtig, melankolsk apati, hvor tiden synes at stå stille, og livet bare går forbi.
De bliver boende i forældrenes hus i Rom, hvor de lever nøjsomt af farens efterladte pension og forskellige småjobs. De dropper efterhånden ud af skolen, fordi det ikke synes at give mening, og bruger det meste af tiden i hinandens selskab i huset, hvor de ser pornofilm (“to learn about love”) eller tæller kaklerne i væggen.
Bianca og broren sygner gradvist hen, blandt andet fordi de ikke sover meget om natten. Siden ulykken har de begge lidt af et mystisk nattesyn, som om månen stråler lige så klart som solen. De vegeterer i et liv i skygge.
En aften flytter et par af brorens angivelige venner (“They weren’t his friends, though my brother chose to think they were”) pludselig ind i huset og indlogeres i forældrenes gamle soveværelse. Et par mystiske mænd, som ligner hinanden som brødre. På overfladen opfører de sig eksemplarisk, laver mad til dem alle, gør altid rent efter sig og er altid høflige. På et tidspunkt begynder de at besøge Biancas soveværelse om natten, hvor hun holder lyset slukket, så hun aldrig ved, om det er den ene eller den anden, hun har sex med (lige her virker nattesynet åbenbart ikke).
De to mænd skildres, som om de nærmest ikke har nogen selvstændige karaktertræk. De efterlader i det hele taget ingen spor, som om de ikke har eksisteret i virkeligheden. Og det har de måske heller ikke. Ikke engang deres navne kan Bianca huske nu, hvor hun i tilbageblik fortæller historien. Hun omtaler dem kun som bologneren og libyeren.
Så karakterløse og passive, de to mænd end skildres, er der nu alligevel noget ildevarslende over dem. Og de kommer da også til at spille deres rolle som igangsættere for en kritisk vending i fortællingen. De udtænker plottet til en sølle forbrydelse, som indebærer, at Bianca skal indlede et seksuelt forhold for penge til en gammel og fed tidligere bodybuilder og filmskuespiller.
Bianca lader sig drive med – lige så indifferent over for at prostituere sig, som over for alt andet. Indtil hun til sidst alligevel når til et punkt, hvor hun må træffe et moralsk valg.
A little lumpen novelita kan på den måde trods sin tilsyneladende uforløsthed læses som en moralsk fortælling om at tage ansvar for sit liv i krydsfeltet mellem skæbne og tilfælde.
Der er noget Paul Auster-agtigt over tonen i fortællingen. I en grad, så hvis den havde udspillet sig i Brooklyn, New York, og havde haft en anonym afsender, kunne jeg have gættet på, at Auster faktisk var forfatteren.
Men fortællingen er nu også ret bolañosk. Den har ganske vist ikke samme format som andre af hans bøger – det er en bare en lille lumpen novelita – men er ikke desto mindre ganske fin i egen ret. Den kunne i sin karakter også have passet ind som en af de mange sidehistorier i De vilde detektiver.
I den forbindelse kan man i øvrigt fundere over, om det mon er et tilfælde, at den ene af de to karakterløse venner, manden fra Bologna, rimer på Bolaño? Eller på Belano, jf. Bolaños alter ego Arturo Belano fra De vilde detektiver og Fjern stjerne? Figurerne ‘libyeren’ og ‘bologneren’ i A little lumpen novelita kan tolkes som fostre af Biancas fantasi eller måske snarere som blotte symboler på en psykisk instans i hende – eller som blege skygger af de to antihelte Arturo Belano og Ulises Lima, der i De vilde detektiver glider ind og ud af forskellige mennesker liv, oftest som næsten passive vidner eller katalysatorer for at fremkalde små og store forandringer.
Men nu bevæger jeg mig i en analyse, der bliver for omfattende for disse noter, og også ville afsløre for meget af den lille historie. Den er værd at læse, men er måske ikke det første, man bør kaste sig over af Bolaño.
Titel: A little lumpen novelitaForfatter: Roberto Bolaño
Udgiver: New Directions Books
Udgivelsesdato: 2014
Sider: 109
Originalsprog: Spansk
Oversætter: Natasha Wimmer
Originaltitel: Una novelita lumpen
Opr. udgivelsesår: 2002
Læst: April 2015
K's vurdering:
