Chilenske Alia Trabucco Zeráns debut er en sprogligt spændende og også i andre henseender interessant roman om diktaturets børn. Men for uforløst og ufokuseret til at få mig helt op at ringe.

Flere markante chilenske, skønlitterære forfattere har bearbejdet tiden under Pinochets militærdiktatur i perioden 1973-1990. Her på bloggen har jeg tidligere omtalt f.eks. Roberto Bolanos Nocturne fra Chile og Fjern stjerne og flere andre.

Alia Trabucco Zeráns debutroman La resta fra 2015 (eng. The Remainder, 2018), der i år var shortlistet til The Man Booker Prize, er endnu en. Ligesom for eksempel Alejandro Zambra i Måder at finde hjem på (opr. 2011) tager Zerán imidlertid udgangspunkt i diktaturets børn, generationen af chilenere, der stadig var børn, da Pinochetperioden sluttede.

The Remainder foregår i Santiago de Chile, formentlig i 2010’erne. Santiago er dækket af en grå masse af aske. Det regner aske fra et vulkanudbrud (måske inspireret af vulkanudbruddet i 2011 i bjergkæden Puyehue-Cordon-Caulle ca. 800 km syd for Santiago).

Vi følger vi tre personer, som alle vel er i slutningen af 20’erne eller begyndelsen af 30’erne. Iquela og Felipe er to barndomsvenner, der er vokset op sammen i Santiago de Chile. Det tredje hjul er Paloma, som er datter af en Iquelas mors veninder, men er vokset op i Tyskland.

Romanens hovedhandling lægger fra, da Paloma kommer retur fra Tyskland til Chile for at begrave sin mor. Men mens Paloma selv ankommer planmæssigt til Santiago, så forsvinder morens ligkiste i transit på grund af askeskyen over Chile og ender et sted i Argentina.

Det blive anledningen til, at de tre hovedpersoner begiver sig ud på et road trip i en lånt rustvogn, læsset med pisco og diverse hallucinogener, gennem et askeklædt landskab henover Andesbjergene på jagt efter liget af Palomas mor.

Historien fortælles på skift fra Iquela og Felipes perspektiver i to meget forskellige tonarter.

Felipe fremstår som en lidt småautistisk fyr med visse sociopatiske træk, måske symptomer på traumer i hans opvækst, knyttet til Chiles politiske fortid. Det skal jeg ikke røbe mere om, men jeg tør godt bringe et citat fra begyndelsen af romanen, hvor Felipe ser tilbage på en af sine barndomserindringer. Hans bedstemor har lært ham, at det ydre ikke betyder noget, og det foranlediger ham til en makaber ‘undersøgelse’ af familiens undulat, Evaristo:

[…] Gran would say, it’s what’s on the inside that counts, son, and so I began to pluck Evaristo; slowly I plucked each one of his feathers, his soft and green and superficial feathers, yeah, I stripped him little by little, placing them on the table, and he was warm and silent as the grave, cos it turns out that Evaristo was quiet on the inside, that’s what I thought as I arranged the feathers in a fan that was big and green and mine, I thought about how there was a lot more on the inside than I’d imagined, things like his screeching voice, his thoughts, and each and every one of his bones, yeah, that’s what I wanted to see most, his bones, […]

Undulatscenen fortsætter mod et endnu mere makabert klimaks. Og udover at sige noget om Felipes karakter, kunne jeg ikke lade være med at læse scenen som et billede på Pinochets torturbødler. Om den er tænkt sådan fra Zeráns side, skal jeg ikke kunne sige, men voldsom er den. Og under alle omstændigheder er den et eksempel på, hvordan volden i Chiles fortid er til stede igennem romanen, om end mestendels kun antydet.

Kapitlerne fortalt af Felipe er holdt i en slags stream-of-consciousnessstil, alle fortalt i én lang sætning over 3-5 sider. Felipe ser døde mennesker overalt, og han er besat af at tælle dem og trække dem fra et et ukendt mørketal af døde i et umuligt forsøg på at nå et magisk nul.

Felipes besættelse af at tælle og subtrahere de døde fungerer i de første kapitler som et stærkt billede på alle de forsvundne under Pinochetstyret, de tusinder af ofre fra militærjuntaen, som aldrig er blevet redegjort for. Som romanen skrider frem, fandt jeg dog Felipes rablerier i stigende grad enerverende. Der er for lidt udvikling, og jeg savnede, at Zerán fik bundet nogle flere tråde tilbage til fortiden.

Kapitlerne fortalt af Iquela er mere traditionelt fortalt og fungerede for mig bedre, og spillet mellem de tre personer er især i romanens føste halvdel interessant og medrivende.

Det første kapitel fra Iquelas perspektiv udspiller sig tidsmæssigt en hel del år forud for hovedfortællingen, nemlig den 5. oktober 1988 i Iquelas hjem, hvor hendes forældre og deres venner er samlet for at lytte til resultatet fra folkeafstemningen om, hvorvidt Pinochets styre skulle fortsætte endnu otte år. En i sandhed erindringsværdig aften, og Iquela husker den også, men uden nostalgi, for som hun siger:

I’ve learnt to tame my nostalgia (I keep it tied to a post far away), and besides, I didn’t choose to hold on to this memory. It was the fifth of October 1988, but it was my mother, not I, who decided the date would be memorable.
[…]
‘Iquela, my girl, don’t ever forget this day.’ (Because I mustn’t forget anything, ever).

Dette med erindringen, og i særlig grad påduttede erindringer, er et hovedtema i romanen. De tre hovedpersoner er for unge til at have en konkret og klar erindring om tiden under Pinochets Junta. De er henvist til de brudstykker af erindringer, de påduttes gennem deres forældregenerations historier.

Forældregenerationen er her konkret reduceret til Iquelas mor, da de øvrige forældre er enten døde eller på anden vis ude af billedet, og hendes formidling af fortiden sker gennem endeløse gentagelser af de samme få, men ikke desto mindre notorisk vage historier om modstand, forfølgelse, arrestationer og flugt. Kun delvist fortalte historier fra juntatiden, som også rummer antydninger af konflikter mellem deres respektive forældre, som vi må forstå alle på én eller anden måde var involveret i den militante modstand mod Pinochet – men – måske – alligevel fra forskellige politiske perspektiver.

De faktiske forhold i forældrenes forhistorie afdækkes aldrig, det bliver ved antydningerne. Det giver mening i romanens portræt af den nye generation, der vokser op i post-Pinochettiden i et samfund, der aldrig har fået taget et fuldstændigt opgør med fortiden. Iquelas mor bilver aldrig træt af at indskærpe vigtigheden af at huske overfor datteren, men det er uklart, hvad det er, der skal huskes.

Og de unge er egentlig ikke interesserede i denne påduttede erindring, som ikke desto mindre ligger der som en mere eller mindre afgørende faktor for deres liv, mest tydeligt i form af Felipes maniske besættelse af de døde.

Alia Trabucco Zerán (f. 1983). Foto: www.andotherstories.org

Dette er den venlige læsning af romanen. Jeg kunne dog ikke desto mindre have ønsket mig, at Zerán ville være nået frem til et lidt tydeligere billede af denne fortid. Romanen fremstår for mig således lidt uforløst. Og i den sidste del af bogen, der blandt andet er domineret af en bytur og et langt syretrip, begyndte jeg at miste interessen for personerne og historien.

Jeg kan ikke fuldstændig afvise, at den manglende forløsning kan være et udtryk for, at jeg mangler nogle kulturelle koder og noget baggrundsviden om Chiles historie, som kan have gjort, at jeg har overset nogle referencer, der kunne have bidraget til et mere sammenhængende billede af romanens historie. Men jeg tror nu ikke, at det er hele forklaringen.

Romanen største styrke er sproget. Rytmen i Felipes rablerier. Iquelas besættelse af ord, som kommer til udtryk i, at teksten er fyldt med parenteser med alternative ord for de samme fænomener.

Romanens titel, La resta, The Remainder, Resten, dét der er tilovers, er et gennemgående tema på flere niveauer. Jeg har nævnt Felipes besættelse af at subtrahere de døde, han ser i syner, fra antallet af manglende – en bestræbelse, der er dømt til altid at efterlade en rest. Men romanen er også fyldt af rester i form af ord – ord som rester fra fortiden, som for eksempel Iquelas mor bliver ved med at bruge, men i en betydning, der ikke giver samme mening for den unge generation.

Zerán bruger den tysk-chilenske Palomas forsøg på at opdatere sit lidt stive spanske til at fremhæve, hvordan ordene har forskellig betydning for generationerne. For forældregenerationen, hvis verden var modstanden mod militærregimet, betyder ordene noget andet end for den unge Paloma, der er vokset op i Tyskland:

[To] them a ‘cover’ wasn’t a ‘lid’ and a ‘rat’ wasn’t a ‘rodent’; a ‘movement’ wasn’t an ‘action’, and ‘the front’ wasn’t the opposite of ‘the back’.

Romanen rummer i det hele taget en mængde spændende billeder, som har den styrke, at de ikke er entydige, men åbne. Alia Trabucco Zerán smækker ikke færdiglavede fortolkninger i hovedet på læseren, vi er nødt til selv at arbejde med. Og det er godt. Men som sagt savnede jeg alligevel en anelse mere fokus.

Oversætter Sophie Hughes. Foto: www.ndbooks.com

Jeg har læst romanen i den engelske oversættelse af Sophie Hughes fra 2018. Og selv om jeg ikke kender – og ikke har forudsætninger for at kende – den originale tekst, så synes det åbenlyst, at det må have været en stor udfordring at oversætte til engelsk i kraft af Zeráns optagethed af sproget og sprogets rytme, herunder de sproglige forskydninger, som den tyske Palomas mangelfulde forståelse af (chilensk) spansk giver anledning til. På den baggrund kan jeg kun have næsegrus beundring for, at Sophie Hughes har formået at skabe en så flydende og sitrende engelsk tekst. Jeg vil holde øje med oversættelser fra spansk af hende fremover.

Og selv om jeg er lidt forbeholden over for The Remainder, så vil jeg bestemt også holde øje med Alia Trabucco Zerán. På trods af dens mangler er det en lovende debutroman.

K's vurdering: