Interessant og på sin vis fascinerende roman om det hårde liv på en lille, ækvatorialguineansk atlanterhavsø.

Juan Tomás Ávila Laurel (f. 1966) er født og opvokset på den lille vulkanø Annobón, 350 km fra den vestafrikanske kyst. Annobón hører under Ækvatorialguinea, et af Afrikas mindste lande og det eneste officielt spansktalende land på kontinentet.

Ávila Laurel har skrevet en mængde bøger, herunder både romaner, noveller, skuespil, digte og essays. By Night the Mountain Burns (opr. 2009) er den første og hidtil eneste af hans bøger, der er oversat til engelsk.

På grund af sin kritik mod Ækvatorialguineas brutale diktatur har Ávila Laurel været udsat for politisk forfølgelse, og udvandrede i 2012 til Spanien i protest mod styret.

By Night the Mountain Burns er fortalt i en stil, der lægger sig op af øens mundtlige fortælletradition: Sproget er enkelt og rytmisk med mange gentagelser og retoriske spørgsmål fra fortælleren til læseren (tilhørerne). Der er ingen kapitler i bogen – fortællingen bølger blidt fremad som én lang, sammenhængende beretning om fortællerens barndomserindringer fra den ø, hvor han er født og vokset op.

Øen nævnes ikke ved navn i bogen, men beskrivelsen af dens geografi svarer til Ávila Laurels fødeø Annobón.

Der er ikke nogen egentlig begyndelse eller slutning på romanen. Den har en slags episodisk karakter bestående af fortællinger om vigtige begivenheder på øen, som fortælleren husker dem eller har fået dem fortalt. Episoderne bindes sammen af den rytmiske fortællestil og de mange gentagelser – som bølger, der skyller ind over en strand.

Vi hører om fortællerens hverdag i en storfamilie med flere mødre og en excentrisk bedstefar, men ingen fædre. Vi hører om traditionerne knyttet til at bygge en kano. Vi hører om kontakter med europæiske ‘fisketyve.’ Vi hører om en ødelæggende skovbrand på øen. Vi hører om en koleraepidemi, der udsletter en stor del af øens befolkning. Vi hører om det brutale mord på en kvinde, som landsbyen udpeger som syndebuk og i en kollektiv blodrus tæver til døde med stokke. Og vi hører om meget andet fra øen.

By Night the Mountain Burns er interessant for det billede, den formidler af det hårde og fattige liv på den lille atlanterhavsø. Og den er især værd at læse for sin særlige fortællestil. Der er noget beroligende, næsten hypnotiserende over de mange rytmiske gentagelser i bogen.

Men skal jeg være helt ærlig, så var den altså også lidt småkedelig. Jeg er glad for at have læst den, og den har gjort et ganske stort indtryk. Men jeg kedede mig ikke desto mindre lidt undervejs, ikke mindst på grund af de mange gentagelser, der er en del af bogens stil.

K's vurdering: