Elvira Dones: Sworn Virgin

Albanske Elvira Dones har skrevet en uhyre interessant roman fra de fattige bjergegne i det nordlige Albanien om fænomenet “edsvorne jomfruer.” Romanen kommer omkring temaer som socialt vs. biologisk og seksuelt køn, tradition vs. modernitet, øst vs. vest, land vs. by og mere til. Og så er den samtidig underholdende og letlæst.

I de nordlige bjergegne i Albanien overlever den dag i dag det gamle sædvaneretssystem Kanun som et parallelt sæt af moralske og retslige regler i konkurrence med den officielle retsorden. Det kommunistiske regime forsøgte officielt at få bugt med Kanun – men så i praksis igennem fingre med den, så længe den ikke kolliderede alt for åbenlyst med regimet.

Kanun regulerer en omfattende del af samfundet i nogle af de små landsbysamfund på den albanske højslette og i bjergene. Det nok mest omtalte aspekt af Kanun’en er de ødelæggende blodfejder mellem klaner, som er vækket til live igen efter det kommunistiske regimes sammenbrud i Albanien, og som for eksempel er skildret i romanen Ufuldendt april af den fremragende albanske forfatter Ismail Kadaré (som i øvrigt har skrevet et kort og fyndigt forord til Sworn Virgin).

Elvira Dones (f. 1960) tager i sin roman fat i et andet element i Kanun’en, nemlig forholdet mellem kønnene generelt og mere specifikt det særlige fænomen “edsvorne jomfruer.”

Dones skildrer i romanen de traditionelle, ekstremt patriarkalske landsbysamfund i det nordlige Albanien. Arvefølgen er patrilineær; unge kvinder giftes væk af deres far eller anden mandlig værge i arrangerede ægteskaber; kun mænd har lov til at bære våben, sidde på café, drikke alkohol og ryge tobak; og kun mænd kan deltage i forsamlingen af ældre, der er landsbysamfundets myndighed.

Men samtidig sanktionerer sædvanen den mulighed, at en kvinde (hvis hun endnu er jomfru) frivilligt kan vælge at blive mand – i social forstand. Det er for så vidt simpelt: Hun erklærer sig som mand, tager sig et mandenavn, ifører sig mandeklæder og er herefter i kulturel, social og retlig forstand at betragte som mand – og bliver angiveligt også betragtet og respekteret som sådan af såvel mænd som kvinder i landsbysamfundet. Hun kan nu sidde på café med de andre mænd, ryge og drikke, gå på jagt, blive en del del af samfundets besluttende forsamling og påtage sig mænds arbejde.

Fænomenet har ikke noget med seksualitet at gøre, for så vidt de pågældende kvinder ikke er homoseksuelle eller transvestitter (ja, det kan den enkelte kvinde selvfølgelig godt være, går jeg ud fra, men det er ikke en del af konceptet som sådan). Kønskiftet er alene socialt.

Muligheden for at aflægge sig kvindeklæder og dermed opnå sociale rettigheder som mand kan for en overfladisk betragtning således ligne en måde, hvorpå en kvinde kan erobre sig frihed i et ellers dybt traditionelt, mandsdomineret samfund. Men prisen er høj: Kvinden skal sværge, at hun til evig tid vil forblive jomfru, det vil sige afsværge sin seksualitet – med trussel om ellers at blive slået ihjel. Der er ikke nogen fortrydelsesret. Og på den måde har seksualitet alligevel alt med sagen at gøre – som altid i patriarkatet.

Er de albanske “edsvorne jomfruer” et uventet eksempel på kønsskiftetolerance i et ellers dybt patriarkalsk samfund? Nej, man skal ikke læse meget om fænomenet – i Dones’ roman eller andre steder – før man indser, at der reelt er tale om blot endnu en af de raffinerede måder, hvormed de patriarkalske strukturer reproducerer sig selv:

“De albanske jomfruer” opfylder således en funktion i samfundet, der blandt andet muliggør, at en slægts ejendom kan forblive på klanens hænder, selv om der ikke er en mandlig arving. Og som det fremgår, er der netop ikke tale om, at kvinden tildeles rettigheder – hun får dem kun, for så vidt hun frasiger sig sin kvindelighed og bliver mand.

Men jeg må hellere komme tilbage til romanen, inden der går alt for meget kønssociologi i den:

Elvira Dones (foto fra forfatterens hjemmeside)

På første side i Elvira Dones’ roman møder vi hovedpersonen Hana i en afgørende overgangsfase i et fly på vej fra hjembyen i Albanien til USA, hvortil hun har besluttet sig for at emigrere, ligesom hendes kusine gjorde for år tilbage. Året er 2001, kort efter terrorangrebet på World Trade Center i New York, og det kommunistiske diktatur i Albanien er for længst gået under.

Kvinden Hana, som vi møder i flyet i den første scene, er samtidig manden Mark. Men Hana har besluttet sig for at blive kvinde igen – det er en del af formålet, hvis ikke hovedformålet med at emigrere til USA.

I tilbageblik får vi i løbet af romanen historien om pigen Hanas opvækst i en lille bjerglandsby i det nordlige Albanien. Hendes forældre er begge døde tidligt, og hun opfostres af sin onkel og tante. Onklen er (relativt) progressiv og sender hende til Tirana, så hun kan få en uddannelse. Hun er intelligent, smuk og har tilsyneladende livet for sig. Alligevel ender hun – som vi forstår allerede på romanens første sider (så der er ikke noget unødigt røbet her) – med at erklære sig som mand og lever som sådan i landsbyen fra hun er 19 til 34 år. Jeg skal ikke her afsløre mere om forløbet, der leder hende frem til den beslutning.

I USA følger vi den voksne Hanas kamp for at blive den kvinde, som hun knap nok nåede at blive i sin ungdom – en kamp, hun skal kæmpe samtidig med, at hun som indvandret bjerglandsbybeboer skal lære at begå sig i USA i begyndelsen af det 21. århundrede.

De dele af romanen, der foregår i Albanien, er de bedste. De amerikanske kapitler fungerer fint nok, men de mangler den tyngde og nerve, der er i scenerne i Albanien, hvor den tunge tradition manifesteres fysisk af bjergene og kulla’erne (traditionelle, mørke, fæstningsagtige boliger) i landsbyen.

    ‘How did you live alone all these years?’
    Hana lets the minutes go by. ‘I wasn’t alone,’ she answers. ‘If anything, the opposite.’
    ‘What do you mean?’
    Hana does not shift her gaze from the row of grapes.
    ‘Have you forgotten the mountains, Lila?’
    ‘The mountains?’
    ‘Yes. Mountains made of eyes that observe and forbid, mountains made of silence …’

Romanen er især værd at læse for sit interessante tema, men også ud fra en isoleret litterær betragtning er den udmærket: Den er let at læse, ganske underholdende og man lever sig let ind i hovedpersonen Hana.

Udover romanen Sworn Virgin har Dones også lavet en dokumentarfilm om fænomenet, som dokumenterer, at der den dag i dag stadig lever “edsvorne jomfruer” som mænd i det albanske højland. Hvis du er interesseret, så prøv at google “sworn virgins” for hurtig adgang til en del interessante artikler om emnet. Eller følg dette link og se fotografen Jill Peters flotte billedserie fra 2009-2013 af nutidige “albanske jomfruer.”

Jeg havde egentlig udset mig en roman (mere) af Ismail Kadaré som repræsentant for Albanien i min litterære rejse verden rundt. Men så faldt jeg tilfældigt over Elvira Dones’ Sworn Virgins i en udsalgsrodekasse i Politikens Boghal til en sølle 20’er – og tænkte, at det alligevel var sjovere at prøve noget nyt.

Elvira Dones lader jeg således gå for en albansk repræsentant i denne sammenhæng. Hun har ganske vist boet en del år i Schweiz (hvor hun hoppede af i 1988) og bor i dag i USA, men hun er født i Albanien, og temaet i Sworn Virgins er, som det fremgår, i den grad albansk, selv om immigrationen til USA også fylder en del.

Sworn Virgins er (i modsætning til mange andre af Dones’ romaner) ganske vist ikke skrevet på albansk, men på italiensk. Ifølge Ismail Kadarés oplysende forord er dette imidlertid også en gammel albansk tradition, som går tilbage til senmiddelalderen, hvor osmannerne forbød brugen af albansk som skriftsprog, hvorfor de albanske forfattere måtte ty til latin.

K's vurdering: