Vietnamesisk-canadiske Kim Thúys sansemættede roman Mãn er en stilfærdig, men intens og insisterende fortælling om vietnamesiske piger og kvinders liv i og udenfor Vietnam, fra start til slut bundet sammen af duften og smagen af mad og madlavning.

Det er uhyre sjældent, at jeg tager mig selv i at ønske, at en bog var længere, end den er. Jeg tror faktisk ikke, at det er sket de sidste tyve år. En god bog har den længde, den skal have, hverken kortere eller længere. Og alt for mange bøger er desværre alt for lange.

Kim Thúys (f. 1968) fine, lille roman har også præcis den længde, den skal have – men alligevel oplevede jeg det sjældne, at jeg gerne ville have den til at blive ved. Mãn er en bog, man ikke bare læser fra ende til anden. Det er en bog, men kan tage ophold i, som i en poetisk og fremmedartet verden af dufte, smage og farver.

Ikke at der ikke er en fremadskridende handling i bogen. Det er der bestemt, endda en fin historie om pigen Mãn, der vokser op i Vietnam, indtil hun som ganske ung giftes bort til en ældre vietnamesisk mand, der er udvandret til Canada. I Canada assisterer hun sin mand i hans lille restaurant, men hun ender med at åbne sin egen vietnamesiske gourmetrestaurant, hun udgiver en succesrig kogebog og bliver inviteret som gæstekok til blandt andet Paris – hvor hun for første gang bliver forelsket.

Undervejs får vi også historien om Mãns plejemor, som i korte glimt giver indblik i blandt andet Vietnamkrigen set fra en ung kvindes synsvinkel.

Portrættet af den unge piges opvækst er sine steder hjerteskærende, uden på noget tidspunkt at blive sentimentaliserende. Livet er, som det er, og bliver, som det bliver. Læs for eksempel denne korte og nøgterne opsummering af Mãns barndom og ungdom, som samtidig er et lille indblik i betydningen af navne i Vietnam:

[M]y name is Mãn, which means ‘perfectly fulfilled,’ or ‘may there be nothing left to desire,’ or ‘may all wishes be granted.’ I can ask of nothing more because my name imposes on me that state of satisfaction and satiety. Unlike Guy de Maupassant’s Jeane, who dreamed of grasping all the joys in life when she left the convent, I grew up without dreams.

Det billede, Kim Thúy tegner af piger og kvinders status i Vietnam, er et billede af ydmyghed og underdanighed. Pigen Mãn opdrages ligesom alle andre vietnamesiske piger til som sit væsentligste mål i livet at gøre livet let og lykkeligt for sin mand. Allerbedst udfylder hun sin rolle, hvis manden end ikke opdager, at det er hende, der sørger for ham.

Kim Thúy serverer ikke sit budskab larmende eller politiserende. Historien fortælles lige så stilfærdigt, som kvinderne er opdraget til at begå sig, ved hjælp af få og korte nøglescener. Men det gør den kun så meget mere intens og effektfuld. Thúy behøver for eksempel ikke mere end en enkelt scene og et par sætninger for at give et fuldtonet billede af det strukturelle forhold mellem kvinder og mænd i forbindelse med arrangerede ægteskaber:

One of her friends, acting as matchmaker, brought him to visit us one afternoon. Maman asked me to serve the tea, that was all. I did not look at the face of the man even when I set the cup in front of him. My gaze wasn’t required, it was only his that mattered.

Bogen er fortalt i helt korte kapitler, de fleste kortere end én side. Selv om historien er sammenhængende på tværs af kapitlerne, så er opdelingen i de korte kapitler – som ikke er tilfældig – med til at give romanen og hver enkelt scene sin egen stilfærdige intensitet. Som læser har man oplevelsen af, at hvert kapitel et et snapshot, en scene båret af et sanseindtryk, som fanges i det korte øjeblik, hvor en blænde åbner og lukker i forfatterens erindring.

Hvert kapitel har en kort overskrift, som er trykt på både vietnamesisk og engelsk (i den engelske oversættelse, jeg har læst), og som typisk kun er ét ord, ofte en madvare, som på en eller anden måde er omdrejningspunkt for scenen i kapitlet.

Dét, der især binder bogen sammen og i særlig grad giver den denne poetiske skønhed, som gjorde, at jeg bare gerne ville blive i bogen lidt længere, er imidlertid maden og madlavningen. Det er gennem madlavningen, at hovedpersonen Mãn binder tråde tilbage til Vietnam i sin egen erindring og hos restaurantens gæster, der ikke sjældent får tårer i øjnene, når duften og smagen af en traditionel vietnamesisk suppe bringer dem sansemæssigt tilbage til landsbyen i Vietnam.

Man får lyst til at besøge Vietnam og gå på grøntsagsmarkeder af at læse Mãn – og især får man lyst til at spise.

Mãn er desværre ikke oversat til dansk (jeg har læst den i engelsk oversættelse), men det er Kim Thúys forrige roman Ru, som jeg også må se at få læst på et tidspunkt.

Kan Mãn kvalificere sig som repræsentant for Vietnam i min læseudfordring Verden rundt i bøger? På den ene side opfylder bogen ikke fuldt ud alle kriterier: Kim Thúy immigrerede til Canada som tiårig som bådflygtning sammen med sine forældre, hun bor stadig i Canada og skriver på fransk, ikke på vietnamesisk. Hun er i den forstand snarere at betragte som en canadisk, end en vietnamesisk forfatter.

På den anden side handler Mãn i så høj grad om det Vietnam og det vietnamesiske køkken, hovedpersonen er rundet af, også selv om store dele af romanen handlingsmæssigt udspiller sig i Montreal og Paris, at jeg vælger at gøre brug af kriteriernes fleksibilitet for at kunne kalde Mãn en repræsentant for vietnamesisk litteratur. Også fordi den er så god, at jeg bare gerne vil have den med på listen.

Det skal dog ikke forhindre mig i at læse andet fra Vietnam. Bao Ninhs bog om Vietnamkrigen, Sorrow of War er for eksempel på ønskelisten.

Opdatering, april 2018: Jeg har siden læst lidt op på vietnamesisk litteratur, herunder et par titler, der mere rent opfylder mine kriterier for bøger fra Vietnam: Nguyễn Huy Thiệps Uden konge – og andre noveller samt antologien Wild Mustard. New Voices from Vietnam redigeret af Charles Waugh, Nguyễn Liên & Văn Giá.

K's vurdering: