Hos vietnamesiske Nguyễn Huy Thiệp går underspillet humor hånd i hånd med harsk kritik af et samfund, der har mistet sine moralske pejlemærker, hvor ansvar og familiefølelse er veget for egoisme og grådighed, hvor børn kynisk lader deres forældre dø for at spare pengene til operationen, og hvor en læge ikke ser noget galt i at fodre sine hunde og grise med blendede, aborterede fostre fra klinikken.

Nguyễn Huy Thiệp (f. 1950) går for at være en af Vietnams betydeligste, moderne forfattere. Uden konge – og andre noveller er en samling af tolv af hans noveller fra forskellige dele af forfatterskabet (fra debuten i 1987 til 2002), oversat til dansk af Arne Herløv Pedersen, Ngo Thi Hoa og Niels Fink Ebbesen og udgivet af forlaget Hjulet i 2015.

Udgivelsen er forsynet med et glimrende og meget interessant efterskrift af Niels Fink Ebbesen, som perspektiverer Nguyễn Huy Thiệps forfatterskab i lyset af vietnamesisk litteraturhistorie i øvrigt.

Som Niels Fink Ebbesen gør opmærksom på i efterordet, er Nguyễn Huy Thiệps Vietnam langt fra både turistbrochurernes romantiserende forestillinger og fra den “socialistiske realisme,” som i årevis var det officielle vietnamesiske regimes sanktionerede litterære stil.

Nguyễn Huy Thiệp leverer ingen glansbilleder. Her er drøje hug til både socialistisk ideologi, korrupte embedsmænd og til markedsøkonomisk tingsligørelse af sociale relationer helt ind i familierne. Stort set alle hans personer er præget af grådighed, egoisme og hykleri.

Romantiske forestillinger om respekten og omsorgen for de ældre og børnene i familien er afløst af diskussioner mellem de voksne børn af, hvorvidt det kan betale sig at bruge penge på en operation af den syge, gamle far. En senil bedstemor låses inde på sit værelse, hvor hun kun kan spise sin egen afføring og sulte ihjel (så sparede man rottegiften). Børn afstraffes med tørre tæsk og indespærring. Handicappede familiemedlemmer ydmyges og overlades til at klare sig selv. Både mænd kvinder prostituerer sig i parodier på kærlighed.

I den lange novelle, En dråbe blod, om slægten Pham fingerer familiefaren et maveonde, da han er på pilgrimsfærd sammen med sin hustru til Den duftende Pagode, så han kan blive tilbage i et kloster for med den buddhistiske abbeds (købte) velsignelse at bedøve og voldtage en ung nonne for derefter at tage hende som sin tredje hustru.

Nguyễn Huy Thiệp viger ikke tilbage for det endog særdeles groteske, som for eksempel her i en af hans mest berømte noveller, Da generalen gik på pension, der også hører til blandt samlingens bedste. Den pensionerede generals svigerdatter, kone til jeg-fortælleren, lader ikke noget gå til spilde:

Fødselsstiftelsen hvor min kone arbejder, udfører aborter. Hver dag kom hun resterne af moderkagerne i en termoflaske og tog dem med hjem. Hr. Co kogte dem til hundene og grisene. Faktisk vidste jeg det godt, men da det ikke var noget af betydning, havde jeg ignoreret det. Min far tog mig med ud til køkkenet og pegede på en gryde fuld af mos, hvori der lå nogle små fosterdele og også nogle små lyserøde fingre.

Det er alligevel for meget for svigerfaren, men hans svigerdatter reagerer blot ved at skose tjeneren: “‘Hvorfor kom du dem ikke i blenderen? Hvorfor lod du ham se det?’ Hr. Co sagde: ‘Jeg glemte det. Jeg beder dem undskylde, Frue.’” Og så bliver der ikke sagt eller skrevet mere om dén sag.

Den pensionerede general når til den desillusionerede erkendelse, at hans familie og det samfund, han tror at have forsvaret i alle årene i hæren, er mindre moralsk og humant end krigen og soldaterlivet.

Forfaldstemaet går igen i mange andre af novellerne. Nguyễn Huy Thiệp beskriver et samfund i moralsk opløsning, et samfund uden konge – hvor konge først og fremmest skal forstås i netop denne overførte betydning som moralsk holdepunkt eller rettesnor.

Mens Nguyễn Huy Thiệps historier således alle kan kaldes moralske, er de langt fra at være moraliserende. De er kendetagnet ved, at ingen personer er entydigt gode eller onde (eller: ihvertfald ikke entydigt gode), og det er sjældent, at han forfalder til vurderende forfatterkommentarer.

I det hele taget er Nguyễn Huy Thiệps stil meget nøgtern. Sproget er fritskrabet for floromvundne vendinger, og der bliver ikke brugt mange ord på at beskrive personernes følelser.

Nguyễn Huy Thiệp (f. 1950). Foto fra forfatterens goodreads-profil

Det tog mig lidt tid at vænne mig til skrivestilen. Efter de første noveller tænkte jeg, at der måske var et problem ved oversættelserne, eller at der gjorde sig en kulturel barriere gældende, som fik historierne til at fremstå med dette udvendige præg.

Men når man først har vænnet sig til sproget og stilen og er blevet opmærksom på, hvad der er Nguyễn Huy Thiệps ærinde, bliver man også i stand til at værdsætte hans form (og oversættelsen).

Nedslagene ovenfor kan måske give det indtryk, at der er tale om en sortsynet og dyster novellesamling. Det kan være rigtigt for så vidt angår det sortsynede, men Nguyễn Huy Thiệp er bestemt ikke dyster. Tværtimod løber der en underspillet, ironisk humor gennem alle historierne, som både er med til at få de hårde menneskebeskrivelser til at glide ned og i sig selv tjener Nguyễn Huy Thiệps samfundskritiske ærinde.

Det betyder ikke, at jeg var begejstret for alle noveller i samlingen, som godt kan fremstå lidt ujævn. Det sidste er måske ikke så mærkeligt, eftersom den som nævnt er et udvalg af hans noveller skrevet over en lang periode. Men der er tilpas mange fascinerende historier imellem til, at jeg bestemt kan anbefale samlingen.

Hvis du hører til blandt de faste følgere af K’s bognoter, kan du i øvrigt se frem til flere vietnamesiske indslag i den kommende tid. K og konen ferierer således i Vietnam, og jeg har naturligvis pakket ferierygsækken med litteratur fra Vietnam og andre dele af Sydøstasien.

• Lignende indlæg
• Hjulet

Keiichirō Hirano: The Transparent Labyrinth

Misumi Kubo: Mikumari

Aoko Matsuda: The Girl Who Is Getting Married

Masatsugo Ono: At the Edge of the Wood

Moacyr Scliar: Kafkas leoparder

Tété-Michel Kpomassie: En afrikaner i Grønland

Witi Ihimaera: Hvalrytteren