Prabda Yoon: Moving Parts

K’s bognoter ønsker alle følgere en glædelig jul – som for K og konens vedkommende (igen) i år forbigås uden julesalmer i Thailand. Det skal selvfølgelig markeres med et stykke thailitteratur.

Thailandske Prabda Yoon stiftede jeg bekendtskab med, sidst jeg var i Thailand i 2019, i form af hans novellesamling The Sad Part Was (opr. 2000, eng. 2017), og jeg var ret begejstret. I feriekufferten havde jeg allerede dengang også den senere samling, Moving Parts (opr. 2002, eng. 2018), men jeg nåede ikke at få den læst ved den lejlighed. Men nu er jeg tilbage i Thailand og med mig har jeg Prabda Yoon.

Lad det være sagt med det samme, at jeg ikke var lige så begejstret for Moving Parts som for forgængeren. Prabda Yoon har nogle sjove ideer, men han har lidt svært ved at få dem fulgt til dørs, og derfor falder lidt for mange af historierne i denne samling til jorden.

Moving Parts består af elleve noveller, som samlet set trækker på flere forskellige litterære genrer, herunder science fiction, horror, fantasy, magisk realisme og fantastik. De enkelte noveller er helt selvstændige, men de er dog (meget løseligt) bundet sammen af det tema, som titlen antyder. Hver af historierne har på én eller anden måde således en kropsdel i centrum, og i hvert tilfælde på en skæv og overraskende måde:

I én historie må en mand hele livet trækkes med en “yucking finger,” som med et højlydt “Yuck!” (Adr!) udtrykker sit mishag med mange af hans valg i livet – herunder hans ægteskab, som heller ikke går så godt, da han vælger at bekende over for sin kone, at hans finger taler til ham.

I en anden historie myrder og parterer en mand sin mor for at komme hendes onde tunge til livs. I en tredje er de prostituterede på et bordel fascinerede af en kunde, som ifølge rygterne ikke har “den-dér-ting-dernede.”

“New hand” er en fin historie om den første og yngste kærlighed, hvor Prabda Yoon morer sig over at tage udtrykket “at give hånd” bogstaveligt og i øvrigt gøre det til en naturlig del af kulturen:

      “Can I hold your hand?” […]
      The girl sat there awhile, charmed by the idea, before she gave her answer with enthusiasm: “Sure, take it.”
      She gave him her left hand.
      He took it nervously.
      And then the girl sprinted off, disappearing into the luscious flow of the evening sun, leaving the boy to sit there in a rangle of emotions, staring at the third hand he held in his right hand.

Der er også historien om den unge pige, der efter tre års nobelt kurmageri overvejer endelig at give sig fysisk hen til sin kæreste – men er lidt bekymret for hans reaktion, når han opdager, at hun er en af de foragtede “Mock-Tails,” der ikke har en ægte hale, som alle andre rigtige mennesker ellers har.

I horror-genren er der en historie om en ung mand, der går igennem Bangkoks gader opslugt af at læse en sci-fi-horror-tegneserie, da hans fødder pludselig får eget liv og hjælper ham til at flygte for sit liv – hvis han ellers kan, i betragtning af antallet af blodtørstige zombier i Bangkok …

Og så videre, og så videre. Prabda Yoon har en god fantasi. Han har også gode ideer. Og han skriver faktisk godt – her i engelsk oversættelse ved Mui Poopoksakul.

Men når jeg nu skal være ærlig – og det skal jeg jo, selv om det er juleaftensdag i Thailand – så faldt de fleste af historierne for mig lidt fladt ned som fesne maveplaskere.