Thailandske Prabda Yoons novellesamling, The Sad Part Was (opr. 2000), er et frisk og vittigt pust, som afmonterer de fordomme, den vesteuropæiske læser måtte have om thailandsk litteratur som lidt tung og traditionsbunden.

K og konen ferierer igen i Thailand her henover jul og nytår, og derfor er der selvfølgelig også en smule thailandsk ferielitteratur med i kufferten.

Prabda Yoon (f 1973) krediteres i oversætter Mui Poopoksakuls interessante, korte efterord for at have igangsat intet mindre end en ny æra i thailandsk litteratur, som ellers angiveligt har været domineret af realismen. Det er jo noget af et skudsmål, som jeg ikke kender nok til thailandsk litteratur til at kunne efterprøve. Men værd at læse, det er denne samling ihvertfald – også selv om man ikke nødvendigvis har nogen særlig interesse i Thailand.

Prabda Yoon blander i denne samling af meget forskelligartede noveller både forskellige skrivestile og genrer i en herligt respektløs blanding. Hans overordnede stil kan i nogle henseender vel kaldes postmodernistisk, for så vidt mange af novellerne leger selvironisk med sin egen form og dyrker ordspil og den kitschede overflade.

Men der indgår nu også elementer af realisme, og novellerne bidrager samlet set til et mere nuanceret billede end det, man typisk får som turist, af det moderne Thailand og især af middelklassens Bangkok.

Novellernes største kvalitet er dog at finde i, at de netop ikke er tids- og stedbundne stykker skrevet med henblik på at lære udlændige noget om Thailand. Prabda Yoon skriver på thai og tydeligvis for og til samtidige thailandske læsere.

Det betyder også, at jeg som læser ind i mellem havde en fornemmelse af, at der var nogle betydninger, der gik mig forbi. Men det er bare en del af charmen ved at læse litteratur fra andre dele af verden.

Prabda Yoon (f. 1973). Portræt på bagsiden af “The Sad Part Was.”

Snow for Mother er en af de mest poetiske og smukkeste historier i samlingen og handler om en kvinde, hvis nu trediveårige søn er en smule tilbage og hele sit liv stolt har bragt sin mor “sne” som kærlighedsgaver (i form af alle mulige andre objekter end sne, som han aldrig har set, da de aldrig har været uden for Thailand). Hun sparer derfor sammen til at rejse med ham til “A-las-sa-ka,” så han endelig kan se ægte sne – og måske blive helbredt for sin forstyrrelse?

Miss Space er charmerende lille historie om en ung mand, der i bussen tilfældigt kommer til at kigge en fremmed, ung kvinde over skulderen, mens hun skriver i sin dagbog. Han fascineres af hendes måde at skrive på, eller rettere af hendes usædvanlige måde at bruge afstand mellem linjerne i teksten (traditionel thaiskrift bruger hverken mellemrum eller anden tegnsætning). Det fører ham ud i lange, teoretiske og akademiske analyser af, hvilke begivenheder i hendes barndom, der kan have affødt denne vane. Men i sidste ende skærer Prabda Yoon igennem og viser, at alting ikke behøver at være så kompliceret: Nogle gange er det bare en simpel dreng-møder-pige-historie.

I Shallow/Deep, Thick/Thin holder Prabda Yoon sig ikke tilbage for at blande elementer af science fiction ind, idet han lader “et stykke hemmelighed” fra det ydre rum lande på jorden i en thailandsk skov. Historien udvikler sig dog hurtigt til ikke så meget at være science fiction som et stykke veloplagt og ret morsom satire over nyhedsmediernes krav om offentlig afdækning af enhvers allerinderste hemmeligheder – drevet af kommerciel sensationalisme og kun ringe skjult under påberåbelse af “offentlighedens interesse.”

Novellens første sætninger, som har en vis simpel charme:

There are no secrets in this world.
   But once you leave this planet, secrets float in abundance, outnumbering scraps of meteorites many times over.
   One fine day, a bit of secret the size of a thumb flew through the earth’s atmosphere and landed in the heart of a forest reserve in this country’s southern region.
   A traveler stumbled upon that piece of secret from outer space, and his story spread by word of mouth to become front-page news all over the kingdom.
   Reporters unanimously declared that a great discovery had occured, but the traveler could not reveal what it was, because it was a secret.

Prabda Yoon er bedst, når han formår at give sine personer liv og derigennem fortælle universelle historier om mennesker. Hans leg med form og ord (for så vidt, det har været muligt at oversætte til engelsk) har dog også sin charme. I en del af novellerne kan den eksperimenterende form ganske vist godt forekomme mig dog en smule forceret og ikke i alle tilfælde vellykket. Heldigvis går det kun i få tilfælde for meget ud over historien.

Hele den første historie, Pen in Parentheses, er f.eks. skrevet inden i en parentes i en enkelt sætning om et stykke notespapir, der falder på gulvet, og i samme øjeblik giver fortælleren associationer til dele af sit liv, hvilket udgør historien. Jo, jo, det er da sjovt nok med den parentes, men det virker også lidt kunstlet. Historien inden i parentesen om en ung mands erindringer fra sin barndom i bedsteforældrenes hjem er ikke desto mindre en af samlingens bedste.

Marut at the Sea er den tekst, der mest åbenlyst leger postmodernistisk med sin egen form. Her lader Prabda Yoon en endnu-ikke udfoldet novellefigur (Marut) overtage ordet, som han bruger til at svine forfatteren til, som den talentløse, litterære opkomling, Prabda Yoon ifølge hans egen fiktive figur i virkeligheden er. I sig selv er det selvfølgelig et noget affekteret greb af Prabda Yoon at skrive en sådan tekst, der postulerer at dekonstruere ham selv som forfatter, og det er næppe en af de noveller, der kommer til at trække dybe spor i min erindring. Men jeg morede mig nu ret godt over den indignerede endnu-kun-i-overskriften-eksisterende novellefigurs harmdirrende spotten af sin forfatter.

Enkelte af novellerne ville jeg dog nok have sorteret fra, havde jeg været redaktør:

Something in the Air virker som et skriveeksperiment, hvor Prabda Yoon for at fordrive kedsomheden har moret sig med at skrive dialogen i en gammeldags teatralsk form. Det eksperiment skulle nok bare været blevet i skuffen.

The Disappearance of a She-Vampire in Pattaya om en kvindelig vampyr, der forsvinder i Pattaya – muligvis bortført og myrdet, muligvis flygtet til et bedre liv med sin halvblodssøn til udlandet – er sikkert tænkt som en parabel over go-go-pigerne i Pattayas snuskede nattelivsmiljø, men den fungerer ikke rigtigt, og også den havde jeg gerne været foruden.

Samlet set skygger disse enkelte nitter blandt samlingens i alt tolv noveller dog ikke for en sjov og charmerende læseoplevelse. Og det var heldigt, for jeg har en bog mere af Prabda Yoon med i feriekufferten. Først skal jeg dog lige læse noget andet.

K's vurdering: