Tag med til en helt igennem forrygende, sprudlende, rablende, dansende, syngende, larmende, bling-bling-glitrende landsbyfestival i Myanmar med både de rige og de fattige, tiggerne, luderne og lommetyvene og ikke mindst en hær af transvestit-åndemanere.

Smile as they Bow er en veritabel fest af bog. Og samtidig et fascinerende indblik i en del af den burmesiske kultur og religiøse praksis, som ihvertfald denne læser ikke kendte meget til på forhånd.

Den dominerende religion i Myanmar er therevadabuddhisme. Som en del af den folkelige buddhistiske praksis spiller dyrkelsen af skytsånder (nat) imidlertid også en stærk rolle.

Helt tilbage fra 1000-tallet har regimet i Myanmar (Burma) sanktioneret en religiøs kult knyttet til 37 særligt væsentlige ånder, kaldet nat (og dertil et utal af mindre fashionable ånder), typisk knyttet til myter om personer, der døde en voldelig og uretfærdig død.

Hver af de forskellige hovedånder har sin egen kult i form af blandt andet forskellige nat-festivaler rundt omkring i landet i løbet af året.

Blandt de største åndefestivaler hører festen for de to åndebrødre, Shwepyingui og Shwepyinlei, i den lille landsby Taungbyon 20 km nord for Mandalay. Titusinder af burmesere, rige som fattige, valfarter årligt til byen for at deltage i den ugelange festival og ofre til ånderne i håbet om lykke, succes og rigdom.

Et centralt element i åndekulten udgøres af de såkaldte natkadaw (ordret oversat: åndens kone), som er en slags åndemanerne eller åndemedier. Rollen som natkadaw‘er har traditionelt været spillet af kvinder, men siden 1980’erne er professionen i stigende grad blevet overtaget af mandlige transvestitter, som i dag helt dominerer den burmesiske natkadaw-business.

I sig selv et interessant kulturelt fænomen, at transkønnethed accepteres indenfor rammerne af denne særegne religiøse praksis i et land, hvor homoseksualitet ellers er forbudt, og hvor bøsser i perioder er blevet – og bliver – forfulgt og fængslet.

En natkadaw in action i Taungbyon

Smile as the Bow udspiller sig over nogle dage i løbet Taungbyonfestivalen i det nutidige Myanmar. Bogen er befolket af et spraglet galleri af personer, og teksten skifter ubesværet og glidende fortælleperspektiv mange gange undervejs, mens den bevæger sig ind og ud af hovederne på en mængde bi- og hovedpersoner.

Først og fremmest præsenterer bogen os imidlertid for en af de mest fascinerende karakterer, jeg husker at være stødt på i verdenslitteraturen: Den 50+ årige transvestit, bøsse og natkadaw U Ba Su med tilnavnet Daisy Bond (ja, efter James Bond).

Daisy Bond er i sin profession som natkadaw ikke ligefrem drevet af religiøs fromhed, snarere af fest og farver og muligheden for at danse og hore natten lang. Han er den fødte entertainer og leverer et af de bedste shows blandt de mange konkurrende natkadaw‘er i Taungbyon. En uforbederlig hedonist med verdens største primadonnanykker. Føj dertil kynisk svindler, manipulator, besidderisk egoist og en snes andre usympatiske egenskaber, så nærmer vi os et billede af ham/hende.

Daisy Bond er i næsten alle henseender en rædsom person. Hans relationer til andre mennesker er grundlæggende drevet af et forsøg på at udnytte dem til egne hedonistiske formål. Hans foretrukne omgangstone består i at overøse verden omkring ham med eder og forbandelser og obskøniteter, især når han er fuld, og det er han tit.

Alligevel fatter man som læser undervejs en sympati for Daisy Bond. For han er inderst inde også en ulykkelig sjæl. En kvinde spærret inde i en mands krop, som ligesom alle andre i vrikeligheden bare længes efter kærlighed og hengivenhed.

Den bilder han sig ind at have fundet hos sin unge assistent og elsker, Min Min. Men Min Min (som af sin mor blev solgt til den meget ældre Daisy Bond om 16-årig dreng) er ved at være træt af rollen som den gamle transvestits personlige ejendom, han er begyndt at kigge efter unge piger og drømme om et andet liv. Hovedhandlingen i Smile as they Bow udfolder sig således omkring dette spirende opgør mellem den gamle natkadaw og hans unge elsker.

Min eneste reservation overfor bogen er, at den handlingsmæssigt er lidt tynd og især taber lidt luft til sidst. Man skal ikke læse Smile as the Bow for handlingens skyld, men for det forrygende og farverige persongalleri og indtrykkene fra den gakkede Taungbyonfestival. Det er til gengæld også rigeligt med grunde til at bruge nogle timer på denne lille bog.

• Lignende indlæg

Sergij Zjadan: Mesopotamien

Begenas Sartov: When the Edelweiss Flowers Flourish

Irmgard Keun: Barn af verden

Judith Hermann: Lettipark