Moacyr Scliars roman om den jødisk-brasilianske kentaur Guedali Tartakovsky – halvt menneske, halvt hest – er en underholdende fabel om at være splittet mellem forskellige identiteter, om at være anderledes og længes efter at blive som de andre – og om længslen efter det, man tabte, når det endelig lykkes at blive “normal.”

Nej, jeg var ikke helt færdig med Moacyr Scliar. Men nu lover jeg, at det er den sidste (ihvertfald i et godt stykke tid). Til gengæld er det også en af de bedste, jeg har læst af ham. The Centaur in the Garden (opr. 1980, eng. 2003) omtales ofte som Scliars hovedværk, og det forekommer mig ikke uretfærdigt.

Romanen er den utrolige beretning om Guedali Tartakovskys livshistorie, fortalt af ham selv på hans 38-års fødselsdag.

Guedalis forældre er russiske jøder, som i begyndelsen af det tyvende århundrede flygter fra de russiske pogromer og udvandrer til Brasilien for at begynde et nyt liv som farmere på en gård uden for Porto Alegre i den brasilianske region Rio Grande Do Sul.

Det er et hårdt liv, og det bliver ikke mindre hårdt, da de får deres fjerde barn, Guedali, som til forældrenes chok fødes med en menneskelig overkrop og en hests underkrop – med fire ben, hove og hale og det hele. Guedali er med andre ord en virkelig, levende udgave af det mytologiske væsen, kentauren, selv om hans forældre ikke kender begrebet på det tidspunkt.

Moacyr Scliar har om The Centaur in the Garden selv udtalt, at han ser kentauren som metafor for sin egen erfaring med at vokse op som søn af jødiske indvandrere: På én gang en del af det moderne Brasilien og del af en jødisk diaspora. Og kentaurens historie fungerer fint i en sådan fortolkning.

En af styrkerne ved romanen er dog, at den er åben for an langt bredere fortolking – den er også en universel fortælling om at søge efter sin identitet splittet mellem forskellige kulturer, som kunne være alle mulige andre end jødisk og brasiliansk.

Det er en roman om smerten ved at være stemplet som anderledes og være udgrænset, om længslen efter at blive normal. Men også om følelsen af tab ved at give afkald på dele af sin identitet i forsøget på at falde ind blandt de andre.

Romanen er stilmæssigt imidlertid ikke fortalt som en symbolsk fabel, men i en magisk-realistisk stil, som tager fortællerens kentaurhed for et givet faktum – men dog også som noget i allerhøjeste grad chokerende for alle i Guedalis omverden.

The Centaur in the Garden flyder over af Moacyr Scliars underspillede, let satiriske humor, som kendetegner hans øvrige værker.

En af flere mageløse scener udspiller sig f.eks. da den lille kentaur-dreng som enhver god jøde skal omskæres. Hans far har lokket en uafvidende mohel (en religiøst uddannet jøde, autoriseret til at foretage den rituelle omskæring) med hjem for at forestå ritualet. Mohel’en får selv sagt et chok over at blive konfronteret med en kentaur med hestekrop og hove, men størst indtryk gør dog alligevel størrelsen på det organ, der er centrum for festen:

And there they are, face to face, the penis and the mohel […]. He senses that this will be a transcendent experience, the greatest circumcision in his life, the memory of which will go with him to his grave. Horse or not, it matters little. There is foreskin, and he will do what the Law prescribes for Jewish foreskins. He takes up the knife, drawing a big breath …

I romanen følger vi den lille Guedali vokse op, holdt skjult for verden af de bekymrede forældre. Indtil han en dag springer over hegnet til haven og galopperer ud i verden. Her sker det utrolige, at han møder en kentaurinde, som han forelsker sig i. Og sammen rejser de til Marokko, hvor en genial kirurg hævder, at han er i stand til operere dem, så de kan blive rigtige mennesker.

Scliar skriver fremragende og ganske enkelt – sproget flyder let og ubesværet her i Margaret A. Neves’ oversættelse fra det oprindelige portugisiske. Jeg var basalt underholdt samtidig med, at romanen indeholder en mængde avancerede betydningslag, finurlige raffinementer og fortolkningsmuligheder.

Der er elementer i romanen, der ikke fungerer helt optimalt efter min mening. F.eks. virker det lidt for fjollet, at Guedali bliver ved med i forskellige faser af livet igen og igen at støde ind i dels nabogårdens uvorne knægt fra hans barndom og dels den kvindelige løvetæmmer, som han på et tidspunkt – da han arbejdede i et cirkus – næsten havde sin først seksuelle erfaring med (men kun næsten, for intimiteten stoppede brat, da løvetæmmeren opdagede, at han virkelig var en kentaur, og ikke kun var klædt ud som en sådan i cirkusmanegen).

Men da både den uvorne naboknægt og løvetæmmeren udfylder symbolske roller i fortællingen, mere end de er realistiske personer, så tilgiver vi Scliar – selv om jeg ikke desto mindre gerne havde set ham skrue lidt ned for de to karakterer.

Samlet set er det tæt på at være den bedste af Scliars romaner, jeg har læst. Kafkas leoparder er dog lige et hak bedre, og det er fortsat den, jeg vil anbefale til førstegangslæsere af Scliar. Og så er det jo heldigt, at det samtidig er den eneste Scliar-bog, der er oversat til dansk.

K's vurdering: