Helle Helle: Rødby-Puttgarden

Helle Helle-klassikeren, som jeg ikke tidligere har fået læst, men ofte er blevet anbefalet. Og det sidste har der været god grund til.

Helle Helle gør det, hun gør, helt utrolig godt. Der er ikke noget at udsætte på denne lille bog. Helle leverer også her noget af det bedste nyere hverdagsrealisme, jeg har læst.

Handlingen udspiller sig i Rødby engang sidst i 1980’erne, og vi følger to søstre, den cirka tyveårige jeg-fortæller, Jane, der er droppet ud af ergoterapeutstudiet, og hendes lidt ældre søster, Tine, som for nylig er blevet mor. Jane er efter morens død flyttet ind i Tines lejlighed, og de arbejder begge i parfumebutikken på Rødby-Puttgarden-færgerne, som er den store arbejdsplads i den lille udkantsby.

Der kunne skrives mere om handlingen, men det har andre gjort, og det er heller ikke det vigtigste. Det vigtigste er derimod Helles prosa, som er knivskarp, sprød, afmålt og fuldstændig enkel, men på ingen måde simpel. Her er ikke en sætning eller et ord for meget.

Helle kan bare det dér med at levendegøre et menneske og en hel verden med ganske få sætninger. På trods af – eller på grund af – romanens sidemæssige lidenhed står alle personer, byen og livet omkring færgerne tindrende skarpt. Det er faktisk verdensklasse.

Bogens første sætninger:

På en uge døde fire, sådan var det hernede. En af dem var Martin. Han boede i blokken bag os. Vi havde talt om at invitere ham over til kaffe, men det blev aldrig til noget.

Jeg mener at huske at have læst Helle Helle nævnt i samme sætning som Herman Bang. Ham kan hun nu ikke slå (men hvem kan også det?), men sammenligningen er alligevel ikke helt skæv. For Helle bruger ligesom Bang den fortælleteknik, at hun i højere grad viser personernes følelser og sindstilstande gennem beskrivelsen af deres handlinger frem for at forklare dem. Og det har den paradoksale virkning, at den emotionelle effekt bliver så meget desto stærkere, måske fordi man som læser er nødt til selv at fylde følelserne ind og dermed automatisk lever sig mere ind i personerne.

Helle psykologiserer ikke og dømmer ikke sine hovedpersoner. Ligesom hun heller ikke dømmer det Udkantsdanmark, som de lever i, og som Helle i øvrigt karakteriserer ligeså eminent godt og efter samme model som personerne: Med ganske få anslag og uden lange, malende beskrivelser rammer hun stemningen i en semidød udkantsby.

Rødby-Puttgarden var Helle Helles store gennembrud tilbage i 2005. Mange fremhæver den stadig som hendes bedste. Det kunne jeg måske også have gjort, hvis det havde været en af de første Helle’r, jeg havde læst. Min indgang til Helles forfatterskab var imidlertid Ned til Hundene (2006), og den står stadig for mig som et nøk bedre – i kraft af en lidt større ubestemthed, en lidt større underliggende farlighed i prosaen. Men vi er ude i nuancerne.

Rødby-Puttgarden er ihvertfald stadig værd at læse. Den er faktisk decideret anbefalelsesværdig. Og da den ligesom Helles øvrige romaner er kort og hurtigt læst, så er der sådan set ikke nogen grunde til at lade være.