Helle Helle: Hvis det er

Den nye Helle Helle-roman er meget Helle Helle-agtig. Og det er godt, for der er ikke mange, der skriver bedre dansk hverdagsrealisme end Helle.

Det er som altid en fornøjelse af læse Helle Helles knappe, præcise prosa. Hun kan noget særligt med sproget. Helles sprog gør sig ikke til, er ikke tynget af kunstlet selvbevidsthed om sin egen fortræffelighed, det forekommer let og ubesværet, men er ikke desto mindre skarpt og uhyre præcist doceret. På linjerne står lige præcis, hvad der skal stå, og ikke mere.

Jeg har noteret mig, at nogle anmeldere har gjort et vældigt nummer ud af, at Hvis det er i modsætning til Helles tidligere bøger udspiller sig i Jylland og i en skov, og at det skulle gøre det ud for et vældigt nybrud.

Tjoh, sådan kan man vel godt se på det. For mig at se er der nu først og fremmest tale om, at Helle fortsætter i den solide realistiske genre kendetegnet ved præcise og indlevede portrætter af almindelige menneskers helt almindelige og helt unikke liv.

I Hvis det er udforsker Helle det tilfældige møde: En mand og en kvinde møder tilfældigt hinanden i en skov i Jylland. De er begge ude at løbe, kvinden er en nogenlunde erfaren motionsløber, manden er nybegynder i forkerte sko. Begge er faret vild og ender med at måtte overnatte i et shelter i skoven.

Romanen veksler mellem på den ene side scenerne i skoven mellem de to, der langsomt knytter et slags bånd via den slags fællesskab, der kan opstå, når mennesker nødtvungent sættes i samme situation under nogle bindende rammer. På den anden side får vi i en række kortere og længere tilbageblik tegnet konturerne af de to personers livsbaner indtil nu. Almindelige liv med almindelige drømme, skuffelser, kærlighed, arbejde, familieliv, børn og forældre.

Helle forsøger sig som noget nyt med en mandlig jeg-fortæller, og det går fint nok, men det er alligevel portrættet af kvinden, der står stærkest og også fylder mest i bogens tilbageblik.

Hvis det er er – som vi er vante til fra Helles hånd – en kort roman, der læses på bare et par timer. Mere kan historien nok heller ikke bære, for så interessante er de to personer trods alt heller ikke. Men som den er, er Hvis det er en rigtig fin roman, der kan anbefales, hvis du er til hverdagsrealisme i høj kvalitet.