Maxim Billers novelle er en mesterligt velskrevet, vittig og alvorlig, surrealistisk reflektion over både Bruno Schulz’ liv og forfatterskab og nyere tysk kulturhistorie.

Den polsk-jødiske forfatter og maler Bruno Schulz (1892-1942) nåede ikke at udgive meget, før han blev myrdet i 1942. Men produktionens omfangsmæssige lidenhed udlignes så rigeligt af storheden i kvaliteten og intensiteten i Schulz’ kompakte noveller.

Vi er i genren (hvis man kan tale om en sådan): Fiktiv fortælling med virkelig forfatter i hovedrollen inspireret af forfatterens litterære stil og biografi med implicitte referencer til værket. Som et andet eksempel i “genren” kan jeg nævne J. M. Coetzees også mesterlige roman, Mesteren fra Petersborg, inspireret af Fjodor M. Dostojevskij værk (omend skrevet i en aldeles anden stil – jf. forskellen på Schulz og Dostojevskij som forfattere).

Maxim Billers (f. 1960) novelle foregår over en aften, hvor Bruno Schulz sidder i sin gale søsters kælder i sin fødeby Drohobycz og skriver et brev til sin samtidige, den tyske forfatter Thomas Mann. I det oplysende efterord af oversætterne Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad kan man læse, at der er historisk belæg for, at Bruno Schulz rent faktisk skrev et brev til Mann. Om det nåede frem, og om det blev besvaret, er uvist – men jeg vil tro, at man kan regne for sikkert, at det ihvertfald ikke var et brev som det, Maxim Biller lader Schulz skrive.

I Billers novelle skriver Bruno sit brev på en aften, hvor han om dagen har skulket fra sit job som tegne- og matematiklærer på den lokale skole. Overalt på væggene i kælderens tusmørke hænger Brunos gamle tegninger og bliver “krøllede som gamle kvinders hud af den konstante fugt.”

Bruno er i Billers gestalt en kafkask figur, hjemsøgt af tvangstanker og paranoide angstforestillinger. Denne aften er dog bedre end de fleste:

For første gang i dag, nej, for første gang i flere måneder, måske endda i flere år, havde han ikke længere en følelse af at der hvert øjeblik kunne krybe store, sorte øgler og fælt grinende, skeløjede, petroleumsgrønne slanger ud af væggene omkring ham. Han hørte ikke længere, som han plejede, hvert andet øjeblik en basken og en brusen fra kæmpemæssige arkæopteryxvinger bag sig, og han frygtede ikke længere, at der snart, meget snart, ville ske noget ufattelig forfærdeligt. Men så snart det gik op for ham, gik han igen i panik, for det kunne kun være en fælde som skæbnen havde lagt for ham.

Novellen veksler mellem “citater” fra Brunos brev til Thomas Mann og fortællingen om Bruno selv, som han sidder i kælderen og skriver. Undervejs lærer vi blandt andet, at den eneste, der kan få Brunos angst til at forsvinde, er hans lærerkollega Helena Jakubowicz (“lille, atletisk og behåret i ansigtet som en klog chimpansehun”).

Virkelighedens Bruno Schulz havde et angstpræget forhold til kvinder og kvinders kroppe, hvilket man kan aflæse i hans værker. Hos Billers Bruno kommer det blandt andet til udtryk i en form for bizart sado-masochistisk erotisk forhold til denne “smukke Helena, hvis tætte, blonde og ofte sjusket redte hår uheldigvis udsendte en skarp lugt af urin ligesom den der kommer fra et dyrebur med fugtigt, fladtrampet halm.”

Så sent som dagen før har Helena på frydfremkaldende vis straffet Bruno ved at spærre ham inde i en hel undervisningstime “i det lille rum uden lys med de ødelagte gymnastikredskaber ved siden af gymnastiksalen”, og hun har antydningsvist stillet ham i udsigt, at hun næste gang måske vil gå med ham ind i rummet med et par ting “som hun længe havde haft lyst til at afprøve.”

Denne Helena lyder jo ikke umiddelbart som et billede på sin navnesøster fra den homeriske mytologi, men “hvilket blidt, kærligt kvindeligt væsen gemmer sig netop ikke bag de ildelugtende abedun på hendes ansigt” ifølge Billers Bruno.

Udover de halvt gennemtænkte fantasier om Helena hjemsøges Bruno også af sine elever, der har taget form af ækle duer, der kommer og plager ham i kælderen. Op mod kælderruden kan han se, “hvordan adskillige små næb bankede og krattede mod det snavsede glas.” Senere i novellen trænger eleverne ind i Brunos kælderværelse, hvor de flakser rundt og skider på hans notater. Bruno er ikke en lærer, der hviler trygt i sin gerning.

Når Bruno Schulz skriver til Thomas Mann på netop denne aften er det for at advare mesteren om, at han har en dobbeltgænger, der er ankommet til Drohobycz og udgiver sig for at være Thomas Mann selv. Byen har taget imod dobbeltgængeren, som var han den store tyske ånd, og man fornemmer i Brunos brev en fortsat usikkerhed om, hvorvidt den falske Thomas Mann faktisk er falsk eller ægte.

Det er ikke tilfældigt, at det netop er Thomas Mann, der optræder i Maxim Billers novelle. Mann gjorde en noget tvetydig figur i 1930’erne, hvor han efter manges opfattelse ventede alt for længe med at tage eksplicit afstand fra nazismen. Så sent som i februar 1938 udtalte Thomas Mann ved sin ankomst til New York på et spørgsmål fra en journalist om forfatterens holdning til Hitlers dengang netop fremsatte trusler overfor Østrig: “Hvor jeg er, er Tyskland. […] Jeg bærer den tyske kultur i mig” (her citeret fra oversætternes efterord).

Den falske Thomas Mann er hos Biller et udtryk for nazismens depraverede vulgarisering af den tyske kultur. Han installerer sig i byen som en lille despot og optræder blandt andet i “en blodrød persisk chalat, der kun blev holdt sammen af en stump gardinsnor, og i slidsen kom hans nøgne bryst og den lille, sitrende slange mellem hans ben til syne.” Han lader sig fragte rundt i byen af en af dens fremmeste spidsborgere, hoteldirektør Hasenmass, som lader sig “spænde for en droske […] og trækker så nøgen og stille vrinskende sin mester fra bar til bar.”

Maxim Biller (f. 1960)

Som man måske fornemmer, knytter Maxim Biller særligt an til de kafkaske og surrealistiske elementer i Schulz’ forfatterskab, og skrivestilen lægger sig da også i lige høj grad op af Kafka som af Schulz selv. Novellen er i det hele taget guddommeligt morsom og vidunderligt velskrevet. Næsten hver eneste sætning kalder på at blive citeret. Maxim Biller demonstrerer, at han i allerhøjeste grad er værdig til at skrive en historie inde fra mesteren Bruno Sculz’ hoved.

I hovedet på Bruno Schulz er oversat til smukt og præcist dansk af oversætterparret Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Hos dem er man altid i sikre hænder.

Jeg faldt helt tilfældigt over den lille bog i Politikens Boghal tidligere på måneden. Maxim Biller var et ukendt navn for mig, men jeg har efterfølgende kunnet læse mig til, at han ikke er noget helt lille navn i Tyskland. Jeg har fluks bestilt hans gennembrud fra 1994, Fædrenes og forrædernes land, som vist kun fås antikvarisk nu om stunder. Den vender vi tilbage til, og det kan ikke vare længe. Først skal jeg dog lige læse noget mere Bruno Schulz.

• Lignende indlæg

Irmgard Keun: Barn af verden

Judith Hermann: Lettipark

Keiichirō Hirano: The Transparent Labyrinth

Misumi Kubo: Mikumari