Eka Kurniawan: Man Tiger

Elegant komponeret og smukt skrevet. Troværdige personskildringer, bevægende livshistorier og lyriske stemningsbilleder fra landsbyliv i Indonesien – kontrasteret med en bestialsk voldshandling. Indonesiske Eka Kurniawans Man Tiger er en roman i høj klasse.

Bogens bagsidetekst og promoveringen af den mange steder lægger meget vægt på det magisk-fantastiske element i romanen, der består i, at hovedpersonen Margio inden i sig har en overnaturlig, hvid huntiger, et åndedyr, der er gået i arv igennem generationer i den unge mands familie og nu har taget bolig i ham.

Hvis du ikke er til fantasy eller magisk-realisme, bør du imidlertid ikke lade dette skræmme dig væk. De magiske elementer fylder meget lidt, og den hvide huntiger har i romanen mest karakter af en metafor for den ukontrollable vrede, der griber den tyveårige Margio og fører til den forbrydelse, der er romanens omdrejningspunkt.

Man Tiger starter med slutningen. Romanens åbningssætning lyder som følger:

On the evening Margio killed Anwar Sadat, Kyai Jahro was blissfully busy with his fishpond.

Vi er i en lille, stilfærdig, indonesisk landsby, måske på den vestlige del af Java, men landsbyen navngives ikke og stedfæstes ikke nærmere. Den tyveårige Margio, som ellers er kendt som en rolig fyr og er vellidt af alle i landsbyen, har i et pludseligt raserianfald og tilsyneladende uden anden grund dræbt sin ældre nabo, Anwar Sadat (og nej, der er ikke nogen forbindelse til den tidligere egyptiske præsident). Og den ellers så fredelige Margio har ikke alene dræbt Anwar Sadat, han har som et rovdyr bidt struben over på ham med sin egne tænder og halvvejs gnavet den ældre mands hoved af.

Selve hovedafgnavningen udpensles over 3-4 sider og er ikke for læsere med sarte maver, men er ikke desto beskrevet i næsten lyriske toner.

Margio sank his teeth once more into the dark red wet hollow, a second kiss more lethal than the first, and driven by a vast desire. He clenched his jaws more tightly, tore off another lump of flesh, and spat it out. He kept at it, biting repeatedly, as though driven by an unfathomable hunger, making the hole deeper and messier, bubbles and waves of bloog freely spattering the floor.

Romanen udfolder sig herfra i en serie af cirkulære tilbageblik, hvorigennem Eka Kurniawan gradvist opruller historien om dels Margios familie, hans søstre, forældre og bedstefar, og dels den myrdede nabos familie. Først på romanens allersidste side er vi tidsmæssigt tilbage ved dens indledning og får forklaringen på Margios utæmmelige vrede og hans chokerende, bestialske handling.

Skulle man blive grebet af højstemthed, kunne man næsten fristes til at kalde set-up’et homerisk: ”Syng os, gudinde, om vreden der greb Peleïden Achilleus.” Men udover, at Man Tiger uomtvistligt er verdenslitteratur af høj klasse, er der nu ikke noget hverken højstemt eller støvet, gammel græker over Eka Kurniawan.

Man Tiger er først og fremmest et indlevet, troværdigt og medrivende portræt af en indonesisk familie og et lille indonesisk landsbysamfund. Handlingsmæssigt bevæger romanen frem og tilbage i tid, men Kurniawan får springene i tid til at virke som rolige, rullende bevægelser i den sammenhængende historie.

Vi får ikke nogen præcise tidsangivelser undervejs, men på grundlag af nogle få kulturelle referencer (f.eks. til Rambo-filmene, som dregen Margio ser på video hos naboen), gætter jeg på, at vi er i 1990’erne. Det vil også gøre hovedpersonen Margio nogenlunde jævnaldrende med Eka Kurniawan selv, og andre referencer i bogen stemmer med Kurniawans egen biografi (ifølge Bendecit Andersons portræt af Kurniawan, der er optrykt som forord til den engelske udgave af bogen, jeg har læst).

Kurniwan tager sig god tid til at dvæle ved sine personer og de enkelte scener, men romanen føles på intet tidspunkt langsom, for han skriver med stort nærvær i et fortættet, men alligevel letlæst sprog. Og idet, vi som læsere når frem til sidste side, sidder vi tilbage i en slags forklarelsens lys, den slags forklarelse, der ikke kommer af et afsløret krimiplot, men af dybe, troværdige portrætter af romanens personer og deres livshistorier.

Undervejs tager Kurniawan sig også tid til med sin lyriske prosa at male rolige, stemningsfulde billeder fra det indonesiske landsbyliv. Som her i et eksempel fra fortællingen om Margios mor som ung pige fra dengang, hun stadig havde drømme om kærlighed, før hun blev gift med en ufølsom og voldelig mand:

The sun rose as Nuraeni finished the dishes and tossed the kitchen leftovers into the pond, the fish competing for the remnants of rice and stale food making the water bubble. Sunlight dappled the ground. Some villagers in tattered shirts and worn-out shorts walked by carrying hoes with which to wrestle the earth, while others checked their dry fields and gathered wood with machetes. A floating mist crept up towards the hilltops, as the shrill voices of girls chatting across the distance between two watersprouts drowned out the sparrows and woodpeckers.

Men hvad er det så med den tiger? Kurniawan trækker her på referencer til indonesisk folklore, hvor man finder myter om magiske tigre, som beskytter udvalgte familier eller landsbyer. I disse myter en den magiske åndetiger imidlertid typisk en hantiger og holder til i junglen afsides fra landsbyen (hvilket man kan læse om i Benedict Andersons forord til romanen). Kurniawan giver myten et twist, dels ved at gøre tigeren til en hun, dels ved at lade den opholde sig inden i Margio som en slags anden natur, han kun delvist har kontrol over.

Man Tiger er en overordentlig elegant komponeret og særdeles velfortalt roman. Den chokerende voldsomme mordscene i starten af romanen, hvor tigerrovdyret i Margio tager kontrollen fra ham, fungerer som en effektiv kontrast til det rolige tempo i resten af bogen. Og det er en ikke ringe bedrift af Kurniawan, at det lykkes ham at tegne et så troværdigt og nuanceret billede af sine personer, at den groteske og blodige raserieksplosion i starten af romanen fremstår forståelig ved dens slutning.

Og så gør det ikke noget, at jeg som læser udover en god historie samtidig oplevede at få et kig ind i et levende hverdagsliv fra et hjørne af verden, der ikke er mig så bekendt.

Man Tiger (oprindeligt fra 2004) er Eka Kurniawans anden roman. Den er mig bekendt ikke oversat til dansk, men det er hans debutroman, Beauty is a Wound fra 2002, til gengæld ved at blive under den danske arbejdstitel Skønhed er et sår (forventet udgivelse i november 2017 på Batzer & Co.)

Med Man Tiger sætter jeg et flueben ud for Indonesien i min læseudfordring, Verden rundt i bøger.

K's vurdering: