K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Boganmeldelser / Skønlitteratur / Romaner og noveller

Marcial Gala: Call Me Cassandra

Af ,
Skriv en kommentar

En god idé, fortællemæssigt interessant udført, kreativ og velskrevet. Der er gode ting at sige om Marcial Galas roman om en ung, cubansk transvestit med synske evner, der indrulleres i Fidel Castros krig i Angola. Desværre afmonterer bogens egen grundidé den spænding, historien ellers kunne have opretholdt. I stedet føles bogen med sine mange gentagelser alt for lang.

Romanens hovedperson og fortæller, den unge cubanske mand Raúl Iriarte, har hele sit liv vidst, at han var født i en forkert kønnet krop. Allerede som barn yndede han at klæde sig i pigetøj, og som ung går han i byen forklædt som pige. En ikke ufarlig fornøjelse, da homoseksualitet i Cuba i 1970’erne er forbudt ved lov og strafbart. >> Læs videre

Leonardo Pandura: Den ulastelige cubaner

Af ,
Skriv en kommentar

Det bliver nok ikke Leonardo Padura, der omvender mig til krimigenren. Heller ikke selv om hans Havanakvartet om kriminalkommissær Conde for så vidt rummer interessante kig ind i cubansk kultur og samfund i 1980’erne. Krimiintrigen er kedelig, persontegningerne er klichéfyldte og forudsigelige, og de ellers udmærkede stemningsbilleder fra Havana er ikke nok til at kompensere herfor.

Man ferierer i Cuba i disse uger, og det er selvfølgelig en lejlighed til at læse op på noget cubansk litteratur. Jeg lagde ud med Alejo Carpentiers klassiker The Kingdom of This World. Og nu går vi til noget helt andet, som man siger: >> Læs videre

Alejo Carpentier: The Kingdom of This World

Af ,
Skriv en kommentar

Cubansk romanklassiker om den haitianske revolution omkring år 1800 og den gale konge, Henri I af Haiti. Alejo Carpentiers mesterværk er uomgængelig inden for caribisk litteratur som en visionær forløber for den latinamerikanske magiske realisme og fantastik. Men romanen er meget mere end pligtlæsning for litteraten. Her 75 år efter den første udgivelse står den stadig stærkt i egen ret med sin intense, tætpakkede prosa og mørke, surrealistiske stemning.

Alejo Carpentier (1904-1980) blev født i Schweitz af fransk-russiske forældre, men emigrerede med sine forældre som otteårig til Cuba, hvor han voksede op og endte med at blive en af Cubas nationalforfattere og i det hele taget en af de helt store latinamerikanske forfattere i det tyvende århundrede. The Kingdom of This World (spa. El reina de este mundo) fra 1949 var Carpentiers anden roman og er et af hans mest kendte og læste værker. Den har status af cubansk klassiker, selv om romanen hovedsagelig forgår på Haiti. >> Læs videre

Billy-Ray Belcourt: Coexistence

Af ,
Skriv en kommentar

Noget af det, god litteratur kan, er at give adgang til livsverdener og perspektiver, som ellers er meget langt fra ens egne. For eksempel fra mennesker, der lever under helt andre økonomiske, sociale, kulturelle og geografiske forhold end én selv. Eller fra mennesker med andre politiske, religiøse, etniske eller seksuelle identititer.

Canadiske Billy-Ray Belcourts novellesamling Coexistence (2024) kan noget af netop dét. Billy-Ray Belcourt (f. 1994) har sine rødder i det indianske cree-folk (the Driftpile Cree Nation) og er samtidig homoseksuel. Mange af novellerne i samlingen Coexistence (1994) tematiserer netop dette at være “queer indigenous” i vores tid. >> Læs videre

Georges Perec: Livet en brugsanvisning

Af ,
Skriv en kommentar

Hovedværket af den vilde franske forfatter, Georges Perec, er en imponerende litterær bedrift. Et stort og kompliceret projekt i udførelsen, og også lidt af et projekt at læse. Det er et monstrøst værk. Men det er samtidig både fascinerende og underholdende. Med god grund en moderne klassiker. Men frygtelig lang.

Georges Perec (1936-1982) var et af de mere prominente medlemmer af det franske, eksperimenterende forfatterkollektiv, der går under navnet OuLiPo, en forkortelse for Ouvroir de littérature potentielle (Værksted for den mulige litteratur), grundlagt i 1960 af Raymond Queneau (1903-1976). >> Læs videre

Leïla Marouane: The Sexual Life of an Islamist in Paris

Af ,
Skriv en kommentar

Satirisk roman om at være splittet mellem forskellige kulturelle identiteter og loyaliteter. Og om et gakket kvindesyn (og mandesyn, for den sags skyld) i islamiske indvandrermiljøer i Frankrig.

Romanens hovedperson og jeg-fortæller er Mohamed Ben Mokhtar, en 40-årig parisisk bankmand. Han har succes i sit arbejde, er velhavende og ser godt ud (i hvert fald ifølge ham selv). Han er født i Frankrig af algierske forældre og bor stadig hjemme hos sin mor, som traditionen foreskriver for endnu ugifte algierske, muslimske mænd. Og så er han stadig jomfru. >> Læs videre

Hisham Matar: In the Country of Men

Af ,
Skriv en kommentar

En velskrevet roman om Libyen under Gadaffi i 1979 og især et stærkt og vedkommende portræt af forholdet mellem en dreng og hans mor – og af moren som eksponent for libyske kvinder.

Hovedhandlingen i den libysk-britiske forfatter Hisham Matars roman, In the Country of Men (opr. 2006), udspiller sig over nogle få uger i sommeren 1979 i Tripoli, Libyen, under oberst Moammar Gadaffis 42 år lange diktatur. >> Læs videre

Nnedi Okorafor: Who Fears Death

Af ,
Skriv en kommentar

Afrikansk post-apokalyptisk futurisme og fantasy om en power-trolddomskvinde i den sudanesiske ørken. Det ville måske skræmme nogle væk, men jeg syntes egentlig, at det lød helt sjovt. Det var det ikke.

Man finder ikke mange fantasy-romaner på mine boghylder. Det kommer man næppe heller til fremover. Men en sjælden gang i mellem – typisk i en feriesituation – kan jeg godt blive grebet af en lyst til at flade ud med en eller anden helt uforpligtende, letbenet ramasjangroman.

Det var nok i en sådan sindstilstand, at Nnedi Okorafors Who Fears Death (opr. 2010) smuttede ned i indkøbskurven i en lufthavnsboghandel for nogle år siden. Samtidig lød afrikansk futurisme og fantasy i mine ører som sjove genrer at stifte bekendtskab med. Siden fik bogen lov at stå i reolen med de ulæste derhjemme i nogle år, men nu kom den så med i kufferten her på nytårsferien. >> Læs videre

Judith Hermann: Hjem

Af ,
2 kommentarer

Hvis man lige har brug for at læse noget, der med sikkerhed er godt, så er det godt at have en bog af Judith Hermann ved hånden. Hun har endnu ikke sveget mig og gør det heller ikke her i romanen Hjem.

Hjem (ty. Daheim) er Judith Hermanns anden roman (den første var Al kærligheds begyndelse (opr. 2014, da. 2016), som jeg endnu har til gode). Hermann er ellers mest kendt for sine noveller – og bedømt på Hjem, så er det også novelleformen, der passer hende bedst. Den form mestrer hun til gengæld også på et niveau, som er svært at overgå, hvilket jeg har haft lejlighed til at falde i svime over ved flere lejligheder her på siden. >> Læs videre

Juan Emar: Ten

Af ,
1 kommentar

Chilensk surrealisme for fuld udblæsning – uden filter eller bremse. Originalt, vildt, imponerende fantasifuldt, modigt, sjovt – men også for mærkeligt og for usammenhængende for min smag.

Jeg var egentlig fan på forhånd – efter mit første møde med Juan Emar i form af den forrygende samling Dagen i går. Jeg har derfor virkelig arbejdet undervejs, og efterfølgende, for også at kunne begejstres for Ten (opr. 1937, eng. 2024). Men … jeg kan ikke. Ikke for alvor. >> Læs videre

Joris-Karl Huysmans: Mod strømmen

Af ,
Skriv en kommentar

“I en periode, hvor literaturen næsten udelukkende begrundede livets pinefuldhed med gengældt kærlighed eller med jalousi afstedkommet af utroskab, havde han ignoreret disse infantile dårligdomme og udforsket de mere uhelbredelige, vedvarende og dybere sår opstået på grund af overmæthed, desillusionering, foragt, i ødelagte sjæle, der er plaget af nutiden, væmmes ved fortiden, og som skræmmes og fortvivles ved tanken om fremtiden.”

Citatet ovenfor er en karakteristik Charles Baudelaire ifølge aristokraten og æstetikeren des Esseintes, protagonist i Joris-Karl Huysmans’ roman Mod strømmen (opr. 1884). Og Huysmans roman kan selv betragtes som en udforskning af et muligt svar på, hvad man stiller op med symptomerne på sådanne ødelagte sjæle. I dette tilfælde et æstetisk svar, som fører ud i ekstravagant dekadence. >> Læs videre

Robert Walser: Jakob von Gunten. En dagbog

Af ,
2 kommentarer

“Man lærer meget lidt her, der er mangel på lærerkræfter, og vi drenge fra Institut Benjamenta vil ikke drive det til noget, det vil sige, vi bliver alle noget meget småt og underordnet senere i livet.”

Således lyder den første sætning i Robert Walsers pudseløjerlige kortroman Jakob von Gunten, og det kan med en vis ret hævdes, at denne første sætning rummer hele romanen i sig, resten er så at sige blot en udfoldning i lidt flere detaljer eller en serie af eksemplificeringer, om man vil. >> Læs videre

Daniel Defoe: Robinson Crusoe

Af ,
5 kommentarer

Daniel Defoes Robinson Crusoe er nærmest romanklassikeren over dem alle, for så vidt det formentlig kun er få mennesker på jorden, der ikke i det mindste kender til ideen om Robinson Crusoe. Men når det kommer til selve romanværket, så må jeg bare sige: Nøøøjjj, hvor er den kedelig. Den er besvimende kedelig!

Jeg begyndte faktisk at lytte til Robinson Crusoe som lydbog, mens jeg kørte bil. Men det var simpelthen for farligt: Den er så kedelig, at jeg konstant var i risiko for at falde i søvn i morgentrafikken på Ring 4. Så jeg indstillede lytningen, og har læst langt det meste af romanen i mit foretrukne medie: Den gode, gammeldags papirbog, her i Mogens Boisens uforkortede oversættelse til dansk efter den engelske førsteudgave fra 1719. Af princip og stædighed, fordi jeg kun meget sjældent kaster en bog fra mig, når jeg først er begyndt. >> Læs videre

Annette von Droste-Hülshof: Jødebøgen. En sædeskildring fra det bjergrige Westfalen

Af ,
Skriv en kommentar

Baronesse Anna Elisabeth Franziska Adolphine Wilhelmine Louise Maria von Droste zu Hülshoff (1797-1848), også kendt som Annette von Droste-Hülshof, ringer måske ikke klokker hos så mange danske læsere. Men i Tyskland er hun veletableret i den litterære kanon.

For mig selv var hun et helt nyt navn indtil Forlaget Ti Vilde Heste for en måned siden udgav en ny dansk oversættelse af kortromanen Jødebøgen med undertitlen En sædeskildring fra det bjergrige Westfalen (opr. 1842). Forlaget Ti Vilde Heste var i øvrigt også et nyt forlagsnavn for mig – med skam at melde, da jeg kan se, at mikroforlaget har været på banen med udgivelser siden 2021. >> Læs videre

Keiichiro Hirano: Eclipse

Af ,
Skriv en kommentar

En alkymistisk og filosofisk kortroman placeret i det sydlige Frankrig, tidsmæssigt på grænsen mellem middelalder og renæssance. Der er mange interessante elementer i bogen, som imidlertid knækker under vægten af sine egne ambitioner, unødigt overlæsset med historiske, filosofiske og religiøse referencer og name dropping.

Eclipse var den japanske forfatter Keiichiro Hiranos (f. 1975) ambitiøse romandebut fra 1998. Den indbragte ham i sin tid til prestigefyldte japanske litteraturpris, Akutagawa-prisen. Først nu foreligger den i engelsk oversættelse. Vi har endnu til gode at læse noget af Hirano på dansk. Men her på bloggen er vi stødt på ham tidligere i form af novellen The Transparent Labyrinth (opr. 2014, eng. 2017). >> Læs videre

J. M. Coetzee: Scener af livet i provinsen (Drengeår – Ungdom – Sommertid)

Af ,
Skriv en kommentar

Den sydafrikanske nobelpristagers fiktionaliserede erindringstrilogi er en blandet landhandel. De to første bøger er glimrende, men så heller ikke mere, mens den tredje bog i trilogien er et finurligt og legesygt mesterværk.

Det er på sin vis oplagt at samle J. M. Coetzees tre fiktionaliserede, selvbiografiske romaner, Drengeår (opr. 1997), Ungdom (opr. 2002) og Sommertid (opr. 2009) i én udgivelse. Og så vidt jeg forstår, er det også sket med forfatterens billigelse, måske endda efter hans egen idé, ihvertfald har han medvirket ved en revision af alle tre værker i forbindelse med den samlede udgivelse af trilogien på engelsk i 2011. >> Læs videre

Sigrid Undset: Kristin Lavransdatter

Af ,
Skriv en kommentar

Sigrid Undsets store hovedværk er klassiker med stort K. Et hovedværk i nordisk litteratur – og i verdenslitteraturen. En episk klassiker forankret i hverdagslivet i middelalderens Norge befolket af stærke og nuancerede romankarakterer, der taler direkte til os i dag. Den er god. Men den er knageme lang – og ærlig talt også en noget tung omgang at komme igennem.

Det er ikke svært at forstå, at denne roman var udslagsgivende for, at Sigrid Undset fik tildelt Nobelprisen i litteratur i 1928. Og det er kun passende, at Gyldendal i anledning af romanens ethundrede års fødselsdag valgte at genudgive den. Om man også havde haft nødig at genoversætte den til dansk, ved jeg ikke, men nogen skade har det nok ikke gjort. Jeg har ikke sammenlignet Niels Brunses nyoversættelse systematisk med Peder Hesselaas version fra 1940, men jeg har foretaget nogle tilfældige nedslag uden at finde nævneværdige forskelle. >> Læs videre

J. M. Coetzee: The Pole

Af ,
1 kommentar

En afdæmpet, men ikke desto mindre intensiv og uhyre velskrevet kortroman om menneskets grundlæggende ensomhed, om muligheden af en slags kærlighed og om muligheden af kommunikation og forståelse mellem mennesker via sproget i det hele taget.

The Pole er den sydafrikanske forfatter J. M. Coetzees (f. 1940) seneste bog. Forhåbentlig bliver det ikke hans sidste, for den (ved den første udgivelse i 2022) 82-årige forfatter demonstrerer her, at han stadig har fuld kontrol over sit medium. >> Læs videre

Ge Fei: Usynlighedskappen

Af ,
Skriv en kommentar

En skæv, stemningsfuld og humoristisk kinesisk roman om en mand, der kan ligne en taber, men har øre for skønheden i kunst.

Det går ikke alt for godt for hovedpersonen i Ge Feis roman Usynlighedskappen (opr. 2012, da. 2024). Cui er en mand i starten af 40’erne, som stadig går rundt og er forelsket i sin utro ekskone, der har forladt ham – præcis som hans mor forudså allerede første dag, hun blev præsenteret for hende. Han bor i en lejlighed, hvor vinden og kulden piver ind gennem en revne i væggen. Lejligheden har han lånt af sin søster og hendes trælse mand, som vil sætte ham ud før jul. >> Læs videre

Natsuko Imamura: Asa – The Girl Who Turned into a Pair of Chopsticks

Af ,
Skriv en kommentar

Tre historier om fremmedgørelse, udstødelse og forvandling. Fortalt i en legende tone i et univers på grænsen mellem virkelighed og fantasi – som i alle tre tilfælde dog ender mørke og meget alvorlige steder. Ikke en egentlig dårlig bog, men heller ikke helt vellykket, og i hvert fald ikke i min smag.

Nogle kunne måske finde på at hævde, at jeg allerede på grundlag af titlen og det barnligt udseende omslag kunne have forudset, at Asa: The Girl Who Turned into a Pair of Chopsticks ville være en lidt for fjollet bog for min smag.

Men den kom med en anbefaling fra og et efterord af Sayaka Murata (det var hende med Døgnkioskmennesket). Og jeg kendte Natsuko Imamura i forvejen fra Kvinden i den lilla nederdel, som forlaget Korridor udgav tilbage i 2019 i Mette Holms oversættelse. Den var jeg ganske vist ikke ukritisk begejstret for, men den havde dog tilstrækkeligt gode takter til, at jeg var villig til at give Natsuko Imamura en chance mere. Den har hun så fået nu. >> Læs videre

Han Kang: Lektioner i græsk

Af ,
3 kommentarer

Lektioner i græsk rummer øjeblikke af stor sproglig skønhed, der er vokset ud af den fineste sans for menneskelig skrøbelighed. Men jeg småkedede mig også lidt undervejs, og som helhed fremstod romanen for mig en lille smule kunstlet.

Den koreanske forfatter Han Kang (f. 1970) er både kvinde og fra det østlige Asien. Nogle har spekuleret i, om disse to forhold har været afgørende for, at hun i sidste uge blev tildelt nobelprisen i litteratur. Det Svenske Akademi er notorisk berygtet for at tage den slags politiske hensyn, og det ville nok være naivt at tro, at de ikke har spillet ind også i år. Til gengæld er det efter litterære kriterier uden for diskussion, at Han Kang er en værdig modtager af prisen. >> Læs videre

Anna Kavan: Is

Af ,
Skriv en kommentar

”Jeg var blevet usikker på virkelighedens natur, hvad angik både mine omgivelser og mit eget indre. Intet af det, jeg så, havde nogen substans, det hele var gjort af tåge og nylon, der var intet inde bagved.”

Således skriver jeg-fortælleren et sted i Anna Kavans hovedværk fra 1967, Ice, som udkom på dansk tidligere på året. Og sådan kan læseren også få det med romanen undervejs i læsningen. >> Læs videre

Ariane Koch: Siden gæstens ankomst

Af ,
3 kommentarer

”Siden gæstens ankomst har man været gammel og syg, og der har samlet sig alt muligt snavs på vinterfrakken, som man godt nok har i sinde at fjerne med en fnugrulle, men hvormed man begiver sig ud i et udsigtsløst forehavende.”

Siden gæstens ankomst er noget så vidunderligt og sjældent som en virkelig morsom roman – fyldt med sprogligt og idémæssigt sprudlende overskud og gakkede absurditeter, der hos Ariane Koch får bund af en filosofisk iagttagelsesevne med sans for det finurlige. >> Læs videre

Shinya Tanaka: Cannibals

Af ,
Skriv en kommentar

Et fattigt havnekvarter langs en stinkede flod, silende regn og mudder, der trænger ind alle vegne og bringer gigantiske ål og snegle med sig. Det udgør scenen for dette intense, japanske kammerspil af shakespearske dimensioner, involverende ubehagelig seksuel vold.

Man skal passe på med at lade sig lokke af et elegant coverdesign. Man risikerer, at der følger litterært ubehag med i købet. Kortromanen Cannibals (opr. 2012, eng. 2024) af japanske Shinya Tanaka (f. 1972) er et eksempel. Jun Kawanas design af omslag, inkl. for- og bagklapper er virkelig elegant og indbydende og var dét, der fangede mit blik i boghandlen og i sidste ende også det udslagsgivende for, at den lille bog kom med hjem i tasken. >> Læs videre

Sarah Kofman: Rue Ordener, Rue Labat

Af ,
Skriv en kommentar

Et meget personligt erindringsværk fra nogle afgørende år som jødisk pige i Frankrig i 1940’erne i skyggen af Holocaust og i splittelse mellem to mødre og to religioner. Og måske noget andet. Slet ikke et dårligt værk, bare lidt … for lidt.

Den franske filosof Sarah Kofman (1934-1994) nåede i sin tid at udgive et stort antal filosofiske værker, angiveligt især inspireret af Freud og Nietzsche. Rue Ordener, Rue Labat er en anden slags tekst, et ganske kort selvbiografisk værk om Kofmans opvækst under nazisternes besættelse af Frankrig i 1940’erne. Det blev også hendes sidste værk – Sarah Kofman begik selvmord kort efter udgivelsen i 1994. >> Læs videre

Jon Fosse: Det er Ales

Af ,
Skriv en kommentar

Jon Fosse skriver her – som altid – i et musikalt, messende sprog, du som læser kan læne dig ind i som i en tryg favn, der blidt vugger dig, ikke i søvn, men ind i en verden, hvor nutid og fortid går i ét forbundet af stemninger og erindringsbilleder, hvor alting på én gang foregår langsomt og roligt, men samtidig udløser hjertebanken og intens knugen i maven og halsen.

Med andre ord: Fosse har gjort det igen, var jeg lige ved at sige, men så rettede jeg mig selv til: Fosse gjorde det altså også allerede for 21 år siden og har så gjort det igen og igen lige siden. For den nyeste Fosse-udgivelse på dansk, som Batzer & Co. udsendte i sidste måned i oversættelse ved altid gode Karsten Sand Iversen, stammer nemlig oprindeligt fra 2003 og er således kun ny for danske læsere. >> Læs videre

Han Kang: Human Acts

Af ,
Skriv en kommentar

Human Acts er en sjældent stærk roman. Ubarmhjertigt hård og brutal og samtidig paradoksalt smuk. En roman om en konkret, traumatisk begivenhed i sydkoreansk historie, og samtidig et universelt monument over menneskeheden i dens på én gang mest forfærdende grusomhed og smukkeste storhed.

Jeg var umiddelbart lidt overrasket over valget af sydkoreanske Han Kang (f. 1970) til årets Nobelpris i litteratur, som blev uddelt i sidste uge. Hun har da skrevet nogle både fine, originale og ganske interessante bøger, tænkte jeg, men jeg havde ikke lige set nobelprisen for mig. Dertil kommer, at hendes samlede oevre trods alt er begrænset. Så læste jeg Human Acts (opr. 2014, eng. 2017), og nu er jeg ikke overrasket længere. >> Læs videre

Peter Flamm: Mig?

Af ,
2 kommentarer

“Det er ikke mig, ærede dommere, det er en død mand, der taler gennem min mund. Det er ikke mig, der står her, ikke min arm, der bliver løftet, ikke mit hår, der er blevet hvidt, ikke min handling, ikke min handling.”

Mig? (opr. 1926, da. 2024) er tæt på at have 100-års fødselsdag, men som et psykologisk portræt af et splintret sind, traumatiseret af krigens rædsler, er bogen i dén grad stadig vedkommende. Som læser suges man ind i romanens desperat-hektiske, smerteligt-skizofrene stemning, og man er under læsningen lige så forvirret og tvivlende som protagonisten selv. >> Læs videre

Moacyr Scliar: Max og kattene

Af ,
Skriv en kommentar

Det er ikke Moacyr Scliars allerbedste bog. Men når man er Moacyr Scliar, så kan mindre end bedst stadig være fremragende. Og Max og kattene er en rigtig god bog. Den udkom på dansk i den forgangne uge. Jeg har læst den før, men nu har jeg genlæst den. Også denne gang med fornøjelse.

Jeg har for ikke så mange år siden læst Moacyr Scliars roman om Max og kattene i en engelsk oversættelse (anmeldt her) om den unge, tyske mand, der på flugt fra nazisterne i Tyskland forulykker med et skib på vej til Brasilien og pludselig befinder sig i en lille jolle midt på havet i selskab med en sulten jaguar. >> Læs videre

Robert Seethaler: Fælleden

Af ,
Skriv en kommentar

Ved hjælp at tredive stemmer fra graven tegner østrigsk fødte Robert Seethaler et flimrende portræt af en østrigsk landsby i det tyvende århundrede. Hvor bogen er bedst, formår Seethaler med få pennestrøg at give sine karakterer liv og blod og nærvær. Men formen gør også romanen lidt for flimrende samlet set.

Af Robert Seethaler (f. 1966) har jeg på disse sider tidligere været svært begejstret for hans internationale gennembrudsroman, Et helt liv (opr. 2014, da. 2016). Jeg havde på den baggrund også pæne forventninger til Fælleden (opr. 2018, da. 2019), som er den anden bog af Seethaler på dansk. De blev delvist indfriet. >> Læs videre