Gangstere, mordere, knivstikkere, løgnere, kvindehadere … Jorge Luis Borges’ noveller i Brodie’s Report er fyldt med usympatiske typer. Men fortælle en fortættet, god historie, det kan han.
Brodie’s Report (El informe de Brodie) hører til blandt Borges’ seneste udgivelser – fra den periode, hvor han var blevet blind og dikterede sine skrifter. >> Læs videre
“Jeg mener ikke, at man nødvendigvis bør anse en drøm for at være virkelig, ej heller virkeligheden som galskab.”
Morels opfindelse (opr. 1940) af Adolfo Bioy Casares (1914-1999) regnes for en af de absolutte klassikere inden for argentinsk og latinamerikansk litteratur. Den har tidligere været udgivet på dansk (1988), men genudgives nu af forlaget Sidste århundrede i en spritny oversættelse ved Maria Louise Albjerg Ravnholt og Jon Albjerg Ravnholt. >> Læs videre
“For mig er det at gå ned i metroen forbundet med en svag ængstelse, en flygtig, fysisk anspændthed, mens det at gå op af den hver gang betyder et udefinerligt afkald, en tilbagevenden til gadens feje tryghed; som at have unddraget sig en meddelelse, et system af tegn, der måske kunne tolkes, hvis man ikke altid foretrak det overfladiske.”
Timingen af denne lille, charmerende udgivelse fra Skjødt forlag kunne dårligt være bedre: Bogen udkom i mandags, dagen efter åbningen af Københavns nye metroring. >> Læs videre
“Vi går alle oven på knogler, det er et spørgsmål om at grave dybt nok og nå ned til de tildækkede døde. Jeg må grave, med en skovl, med hænderne, ligesom hundene, der altid finder ben, der altid ved hvor de gemte dem, hvor de efterlod dem glemte” (Mariana Enriquez, fra novellen Intet kød, kun knogler).
Argentinske Mariana Enriquez (f. 1973) regnes ifølge forlagets klaptekst blandt de bedste, nyere argentinske forfattere. Og det forstår jeg godt på baggrund af Ting vi mistede i ilden (2015, da. 2017 ved Tine Lykke Prado & Niels Tryde Munch). Romanen er den første og hidtil eneste af hendes bøger, der er udkommet på dansk, men forhåbentlig bliver det ikke den sidste. >> Læs videre
Chilenske Alia Trabucco Zeráns debut er en sprogligt spændende og også i andre henseender interessant roman om diktaturets børn. Men for uforløst og ufokuseret til at få mig helt op at ringe.
Flere markante chilenske, skønlitterære forfattere har bearbejdet tiden under Pinochets militærdiktatur i perioden 1973-1990. Her på bloggen har jeg tidligere omtalt f.eks. Roberto Bolanos Nocturne fra Chile og Fjern stjerne og flere andre. >> Læs videre
Is, sne, polarekspeditioner og familiefortrædeligheder. Catalanske Alica Kopfs debutroman er et spændende og velskrevet, semiselvbiografisk formeksperiment, som i nogle henseender fascinerede mig, i andre ikke.
Alica Kopf er pseudonym for den catalanske forfatter og kunstner Imma Ávalos Marqués (f. 1982). Hendes debutroman fra 2016, Hermano de hielo (eng. Brother in Ice, 2018, oversat af Mara Faye Lethem) tager afsæt i hendes tydeligvis store fascination af polarekspeditioner. >> Læs videre
Fiktion forklædt som litteraturhistorie og religiøst inspireret litterær eksegese. Den litterære spasmager Mario Bellatin fortsætter sin selvrefererende leg med historiske, litterære og personlige sandheder og andre konstruktioner.
Jacob the Mutant er en litterær og en personlig fortolkning af et af de mindst kendte værker af den østrigske forfatter Joseph Roth (1894-1939), som følgere af disse bognoter vil være godt bekendt med. >> Læs videre
En biografi over den japanske forfatter Yukio Mishimas liv – vel at mærke som det formede sig efter, at hans hoved blev hugget af i forbindelse med hans rituelle selvmord i 1970 … Og en collage af historier om mangler og deformiteter – med thalidomidskandalen i 1960’erne som omdrejningspunkt.
Dette er den tredje bog, jeg læser af mexicanske Mario Bellatin, og jeg er ved at lære, at fra hans side kan man lige så godt indstille sig på at blive udsat for noget, der er endnu mere mærkeligt, end man havde indstillet sig på … Således også i Flowers & Mishima’s Illustrated Biography / Flores y biografía ilustrada de Mishima. >> Læs videre
At læse Mario Levreros Paris er lidt som at være på tur i en kafkask og klaustrofobisk, mørk og mareridtsagtig version af en tivoliforlystelse, noget i retning af spøgelsestoget, rutchebanen og hurlumhejhusets spejlkabinet i ét. Det er sært, svært at følge med, nogle gange næsten skræmmende – men også ret sjovt og under alle omstændigheder uimodståeligt dragende.
I dag udkom endelig uruguayanske Mario Levreros roman Paris i dansk oversættelse (ved Liv Camilla Skjødt, Skjødt Forlag). Endelig, fordi jeg har glædet mig til at læse mere Levrero, lige siden samme forlag udgav Byen for små tre år siden i 2016. >> Læs videre
“I’m not interested in finding answers any more, not in the slightest. For now the questions are enough, and maybe I don’t even need them.”
I 2016 fik vi på dansk en oversættelse af den sære, uruguayanske forfatter Mario Levreros debutroman, den Kafka-inspirerede Byen (opr. 1970), den første af de tre bøger, Levrero selv i restrospekt kaldte sin utilsigtede triologi. >> Læs videre
En roman eksploderet til atomer, men fyldt med østeuropæisk, galgenhumoristisk ghettotristesse, sproglig kant og universel menneskekundskab.
Seeing People Off af slovakiske Jana Beňová (f. 1974) er en af den slags bøger, som minder mig om, hvordan dét at skrive anmeldelser på denne blog ikke alene er sjovt i sig selv, men også bidrager til at forøge og uddybe min egen læseoplevelse. >> Læs videre
Det postsovjetiske Ukraine i 2010’erne er i Sergij Zjadans gestaltning et på mange måder trøstesløst samfund præget af arbejdsløshed, forfald, korruption, kriminalitet og håbløshed. Men midt i det hele er der samtidig masser af liv – vildt, råt, hårdt og brutalt liv, men også liv drevet af tro, håb og kærlighed.
Zjadans Mesopotamien (opr. 2014) er en roman om en by i Ukraine, men det er især en roman om mennesker, som kunne være fra mange forskellige steder i verden. Det er mennesker med håb og drømme om et bedre liv og især om kærlighed – også selv om de ofte selv forveksler hurtig sex med den kærlighed, det venskab, den nærhed, som de i virkelighed søger. >> Læs videre
Kirgisisk science fiction – hvor tit læser du lige noget af dét? Ikke ret tit, vel? Måske skal du bare blive ved med det.
Ja, jeg ved det godt, jeg erklærede for ganske nylig, at jeg nu havde lagt sommerens science fiction-tema bag mig. Men så dumpede denne bog ned i postkassen. Jeg havde ærlig talt glemt, at jeg havde bestilt den for lang tid siden fra et eller andet obskurt antikvariat på den anden side af jorden, men nu bød den sig jo så til (og er det i øvrigt ikke fantastisk, at man kan sidde hjemme i sin sofa og finde frem til sjældne, mærkværdige bøger, der kun er tilgængelige antikvarisk, og med bare et par klik bestille dem hjem til levering på adressen i den københavnske forstad?). >> Læs videre
Fin lille roman fra 1930’ernes Europa om livet som emigranter fra Nazityskland i den kommende krigs skygge, velfortalt fra et barns synsvinkel med alvor, men også charme og humor.
Irmgard Keun har et ganske stort forfatterskab bag sig, primært romaner, hvoraf en god del også er oversat til dansk og kan findes på bibliotekerne. Ikke desto mindre gætter jeg på, at navnet Irmgard Keun for flertallet af danske læsere i dag er forholdsvis ukendt (eller også projicerer jeg her bare min egen ignorance ud på alle andre, i så fald skal jeg beklage). >> Læs videre
Det burde jo ikke være kommet som en overraskelse – i betragtning af hvor mange, der har anbefalet mig at læse Judith Hermann. Og alligvel blev jeg slået bagover i benovelse over disse sublime fortællinger. Dét her, det er novellekunst, når den er allerbedst.
Judith Hermann (f. 1970) har for længst slået sit navn fast som en af det moderne Tysklands vigtigste forfattere. Hermann har fem bogudgivelser bag sig, fire novellesamlinger og en roman, som alle er udkommet på dansk på Batzer & co. >> Læs videre
Fascinerende, forførende, foruroligende – og fremragende. Brødrene Strugatskijs russiske sci-fi-nyklassiker er for første gang udgivet på dansk. Endelig, fristes jeg til at sige, selv om jeg må tilstå, at jeg ikke kendte til den på forhånd.
Det lille, nye, danske forlag Kosmos, som ifølge forlagets hjemmeside satser på science fiction fra ikke-angelsaksiske sprogområder, er virkelig kommet godt fra start. >> Læs videre
Stanisław Lems Kyberiade er for dig, der har hang til humor á la Monty Python, kan lade dig fascinere af gakkede sci-fi-fantasterier, er nørdet nok til gnægge over filosofiske og matematisk-fysiske finurligheder og ikke mindst ynder at nyde fabulerende, humoristiske, sproglige neologismer.
I sidste uge læste jeg Stanisław Lems (1921-2006) Solaris. Jeg vidste på forhånd, at det var en klassiker og læste den med den forventning, der hører sig til. Jeg blev indfanget af romanens gyserhistorie og for så vidt også benovet over og fascineret af Lems poetiske og i særklasse fantasifulde udfoldelse af en mulig verden i en anden galakse. Men Solaris er også en noget tung sag, der kræver et særligt, klassisk sci-fi-gen hos læseren. >> Læs videre
Stanisław Lems psykologiske og filosofiske science fiction-gyser fra 1961, klassikeren Solaris, holder stadig, selv om Lem gør hvad han kan for at afbryde den ellers elementært spændende handling med lange og tunge teoretiske kapitler.
Solaris (opr. 1961) af polske Stanisław Lem (1921-2006) fremhæves ofte som en milepæl i det 20. århundredes science fiction-litteratur. >> Læs videre
Klassisk Vonnegut-roman om, at der vitterligt ikke er nogen mening med noget som helst i universet – ud over, at det er en god idé at elske den, der er i nærheden. Og nej, du skal ikke først spørge din lokale præst eller politiker om, hvem der er i nærheden.
Jeg plejer at tælle Kurt Vonnegut blandt mine yndlingsforfattere. Ikke desto mindre har jeg aldrig tidligere læst The Sirens of Titan, Vonneguts anden roman, oprindeligt fra 1959 og i dag at regne for en klassiker. >> Læs videre
Det her er en bog til jer, der voksede op i 1980’erne med arkadespil, de første hjemmecomputere og de tekstbaserede rollespil. Ready Player One er forrygende 80’er-nostalgi for afdankede spil- og computernørder. Og så heller ikke ret meget mere.
Var du også teenager i 1980’erne, og var du også en af dem, der hang ud i arkaden eller på grillbaren og spillede Galaga, Defender, Robotron: 2084, Dig-Dug, Zaxxon eller Donkey-Kong? >> Læs videre
Mere cubansk science fiction. Agustín de Rojas, der er blevet kaldt cubansk science fictions fader, lægger i det stemningsfulde rumepos, A Legend of the Future, en overbevisende billet ind som arvtager til Arthur C. Clarke.
Forlaget Restless Books udgiver en serie med oversat cubansk science fiction. Som eksponent for Cubas yngre generation af science fiction-forfattere læste jeg i den serie forleden Yoss’ gakkede Super Extra Grande (opr. 2014).
Med den ældre Agustín de Rojas (1949-2011) bevæger vi os en generation tilbage og over i den mere seriøse og klassiske afdeling af genren. Faktisk er de to så forskellige, at det egentlig er misvisende at tale om samme genre – de har således ikke meget andet tilfælles end netop det futuristiske element. >> Læs videre
Og nu til noget helt andet, som man siger: José Miguel Sánchez Gómez. Uddannet biolog. Forsanger i det cubanske heavy metal-band Tenaz. Med en fysisk fremtoning, der matcher. Og ikke mindst: Science fiction-forfatter under navnet YOSS. Med en rablende fantasi og en grovkornet humor uden hæmninger. Men også med vid og begavet satirisk kant.
Jeg har ikke lige haft lejlighed til at tjekke Yoss’ metalband, Tenaz, så jeg kan udtale mig om hans evner som rocksanger. Men lad der ikke være tvivl: Han rocker som forfatter. >> Læs videre
Sayaka Muratas internationale bestseller om den socialt utilpassede Keiko, der er mislykket som menneske, men perfekt som døgnkioskmedarbejder, fortjener hypen. En sympatisk og charmerende lille historie med et mildt kritisk-satirisk potentiale. God sommerstrandlæsning.
Japanske Sayaka Murata (1979) har selv arbejdet på deltid i et supermarked, hvilket angiveligt gav hende ideen til Døgnkioskmennesket, som netop er blevet udgivet på dansk på forlaget Grif, oversat af den rutinerede Mette Holm. >> Læs videre
Modernitet og tradition brydes i Junichiro Tanizakis klassiker fyldt med japansk dukketeater, geishaer, raslende silkekimoner og tavst ægteskabsdrama.
Jeg er stadig i gang med det japanske læsetema, som jeg – uden at have planlagt det på forhånd – udfolder i disse dage. Hertil hører selvfølgelig også Junichiro Tanizaki (1886-1965), som ved siden af Yasunari Kawabata er en at Japans mest anerkendte forfattere fra første halvdel af det 20. århundrede. Some Prefer Nettles (opr. 1955) er det første, jeg læser af ham. >> Læs videre
Kan en reportage fra en seks måneder lang dyst i det japanske brætspil go fungere som en roman? Ja, i dén grad, hvis du er klar til en meditativ læseoplevelse, som ikke handler om drama eller udfald, men snarere er at læse som en elegi over en forsvindende tids æstetik og etik.
Efter at have snuset til otte forskellige nutidige japanske forfattere via udgivelsesserien Kesihiki må det være passende også at besøge et par nyklassiske japanske forfattere. >> Læs videre
Der er gode ideer i denne modernistiske, erotiske historie á la Eyes Wide Shut, men Keiichirō Hirano forklarer og analyserer sine egne personer for meget efter min smag – og så bliver dét, der starter interessant og intellektuelt pirrende pludselig bare lidt fladt og kedeligt.
En japansk mand på forretningsrejse i Budapest fascineres på en bar af en ung japansk kvinde i selskab med en italiensk kvinde. De lokker ham med til et eksklusivt selskab, som viser sig at være alt andet end uskyldigt. Den japanske kvinde og mand udsættes sammen med et antal andre turister for et seksuelt dominansshow med dem selv i de ufrivillige hovedroller. Manden kommer hjem med mere end én slags skrammer på sjælen. >> Læs videre
Der er utroligt mange væsker i Misumi Kubos erotiske novelle Mikumari. Vand i swimmingpools og floder. Kropsvæsker fra fødende kvinder og ejakulerende kvinder og mænd. Sex og fødsler. Safter, sperm, blod. Ud over det hele.
Historien er fortalt af en ung mand, der gør sig sine første erotiske erfaringer med en tolv år ældre, gift kvinde i et rent seksuelt og ret saftigt forhold. Når de mødes er det altid efter et manuskript, hun har skrevet, som indbefatter japanske tegneseriekostumer og diverse øvrige rekvisitter. >> Læs videre
De kan noget, de dér japanere. The girl who is getting married er endnu en fin novelle i Strangers Press’ fine serie af chapbooks med historier af oversatte, nutidige, japanske forfattere.
Det fascinerende ved novellen The Girl Who Is Getting Married af Aoko Matsuda (f. 1979) skyldes især den notorisk ustabile fortællerstemme. Historien er fortalt af en anonym kvinde, der er på vej hen for at se “pigen, der skal giftes,” som befinder sig på toppen af en fem etagers bygning. Pigen, der skal giftes, omtales heller aldrig ved navn, men konsekvent kun netop sådan: “The girl who is getting married.” >> Læs videre
Sære. Mærkelige. Foruroligende. Grænsende til skræmmende. Men også fulde af kærlighed. Og båret af smukt, smukt sprog, som hele tiden dirrer, truer med at bryde sammen, på grænsen mellem virkelighed og mareridt.
Sådan var min oplevelse af de to tæt sammenhængende noveller (som også kunne betragtes som to kapitler af samme historie), der udgør At the Edge of the Wood af japanske Masatsugo Ono, femte chapbook i Strangers Press’ serie med smagsprøver fra nutidig japansk litteratur, Keshiki – new voices from Japan. >> Læs videre
Hvem er jeg, og hvad skal jeg gøre? Disse to sociologisk set mest grundlæggende spørgsmål for ethvert menneske i alle samfund til alle tider gør sig også gældende for den japanske kulturantropolog, der forelsker sig i jetski-pigen på stranden på en Stillehavsø. Og det kan der godt komme en fængende historie ud af.
Natsuki Ikezawa (f. 1945) er født på Hokkaido, Japans nordligste ø, men har tilbragt store dele af sit liv andre steder i verden – i Grækenland, Frankrig, Okinawa og forskellige stillehavsøer. Ikke mindst erfaringerne fra Oceanien slår igennem i hans novelle Mariko/Mariquita. >> Læs videre
