K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Boganmeldelser / Skønlitteratur / Romaner og noveller

Han Kang: Human Acts

Af ,
Skriv en kommentar

Human Acts er en sjældent stærk roman. Ubarmhjertigt hård og brutal og samtidig paradoksalt smuk. En roman om en konkret, traumatisk begivenhed i sydkoreansk historie, og samtidig et universelt monument over menneskeheden i dens på én gang mest forfærdende grusomhed og smukkeste storhed.

Jeg var umiddelbart lidt overrasket over valget af sydkoreanske Han Kang (f. 1970) til årets Nobelpris i litteratur, som blev uddelt i sidste uge. Hun har da skrevet nogle både fine, originale og ganske interessante bøger, tænkte jeg, men jeg havde ikke lige set nobelprisen for mig. Dertil kommer, at hendes samlede oevre trods alt er begrænset. Så læste jeg Human Acts (opr. 2014, eng. 2017), og nu er jeg ikke overrasket længere. >> Læs videre

Peter Flamm: Mig?

Af ,
2 kommentarer

“Det er ikke mig, ærede dommere, det er en død mand, der taler gennem min mund. Det er ikke mig, der står her, ikke min arm, der bliver løftet, ikke mit hår, der er blevet hvidt, ikke min handling, ikke min handling.”

Mig? (opr. 1926, da. 2024) er tæt på at have 100-års fødselsdag, men som et psykologisk portræt af et splintret sind, traumatiseret af krigens rædsler, er bogen i dén grad stadig vedkommende. Som læser suges man ind i romanens desperat-hektiske, smerteligt-skizofrene stemning, og man er under læsningen lige så forvirret og tvivlende som protagonisten selv. >> Læs videre

Moacyr Scliar: Max og kattene

Af ,
Skriv en kommentar

Det er ikke Moacyr Scliars allerbedste bog. Men når man er Moacyr Scliar, så kan mindre end bedst stadig være fremragende. Og Max og kattene er en rigtig god bog. Den udkom på dansk i den forgangne uge. Jeg har læst den før, men nu har jeg genlæst den. Også denne gang med fornøjelse.

Jeg har for ikke så mange år siden læst Moacyr Scliars roman om Max og kattene i en engelsk oversættelse (anmeldt her) om den unge, tyske mand, der på flugt fra nazisterne i Tyskland forulykker med et skib på vej til Brasilien og pludselig befinder sig i en lille jolle midt på havet i selskab med en sulten jaguar. >> Læs videre

Robert Seethaler: Fælleden

Af ,
Skriv en kommentar

Ved hjælp at tredive stemmer fra graven tegner østrigsk fødte Robert Seethaler et flimrende portræt af en østrigsk landsby i det tyvende århundrede. Hvor bogen er bedst, formår Seethaler med få pennestrøg at give sine karakterer liv og blod og nærvær. Men formen gør også romanen lidt for flimrende samlet set.

Af Robert Seethaler (f. 1966) har jeg på disse sider tidligere været svært begejstret for hans internationale gennembrudsroman, Et helt liv (opr. 2014, da. 2016). Jeg havde på den baggrund også pæne forventninger til Fælleden (opr. 2018, da. 2019), som er den anden bog af Seethaler på dansk. De blev delvist indfriet. >> Læs videre

Annemarie Schwarzenbach: Død i Persien

Af ,
2 kommentarer

“Denne bog vil ikke være læseren til megen glæde,” skriver Annemarie Schwarzenbach selv som indledning til Død i Persien (1935/36). Det er selvfølgelig skrevet med et vist koketteri, og det er da heller ikke rigtigt. Der er meget for læseren at glæde sig over i den lille bog. Men den er også for ufokuseret, for uforklaret og for nonchalent i sin komposition til at gøre denne læser rigtig glad.

Annemarie Schwarzenbach (1908-1942) var en schweizisk forfatter, journalist og fotograf. Han var ud af en schweizisk rigmandsfamilie, og levede et bohemeagtigt liv i Berlin i begyndelsen af 1930’erne, hvor hun blandt andet blev nære venner med Klaus Mann (søn af Thomas Mann). Som journalist skrev hun talrige antifascistiske artikler, men til sidst tvang nazismen hende til at forlade Tyskland. I Berlin grundlagde hun også et morfinmisbrug, som i de følgende år skulle tage mere og mere om sig. >> Læs videre

Thomas de Quincey: Immanuel Kants sidste dage

Af ,
Skriv en kommentar

Thomas de Quinceys næsten 200 år gamle fiktivt-biografiske essay om filosoffen Immanuel Kants liv og sidste dage er ikke kun litteraturhistorisk interessant, men i høj grad værd at læse i egen ret, også i dag. Et sine steder særdeles vittigt og ironiserende, men alligevel respektfuldt og endda kærligt og medfølende portræt af filosoffen, hvis store ånd i sidste ende må bukke under for kroppens skrøbelighed.

Den engelske forfatter Thomas de Quincey (1785-1859) er især berømt og berygtet for gennembrudsværket, den selvbiografiske skildring Confessions of an English Opium-Eater (1821), som af nogle betragtes som en litteraturhistorisk spydspids for det, man kan kalde “misbrugslitteraturen.” >> Læs videre

Tarjei Vesaas: Tusten og andre noveller

Af ,
Skriv en kommentar

Tarjei Vesaas’ noveller er som at læse en lang kæde af nordiske haiku-digte: Der er en årstidsreference, der er en situation, der er øjeblikkets stemning, det hele er indfanget i få stavelser. Sproget strækker sig, mens det hviler i sig selv. Evigheden berøres. Magi opstår.

Vesaas’ prosa er ligetil og simpel. Den skærer blidt, men bestemt gennem alle livets kompleksiteter og direkte ind til det egentlige. Vesaas’ enkle sprog slår strenge an i læserens sjæl, der vibrerer nænsomt og kraftfuldt gennem tider og verdener og forbinder mennesket med naturen. Det er litteratur, når den er mest magisk og samtidig mest enkel. >> Læs videre

Natsume Sōseki: And Then

Af ,
Skriv en kommentar

Klassisk, japansk romanværk af én af Japans mest respekterede romanforfattere. Fint skrevet, fine refleksioner over skismaerne mellem tradition og modernitet og over individualisme uden sikkerhedsnet i en traditionel, hierarkisk, nationalistisk kultur under hastig modernisering (læs: vestliggørelse). Men også utrolig langsommelig på kedsommelig vis.

Natsume Sōseki (1867-1916) har i Japan status som landets klassiske romanforfatter nr. 1 – endda rangerende over navne som Yasunaru Kawabata, Yukio Mishima og Junichiro Tanizaki. I Danmark og Europa nyder han ikke helt samme status, og så vidt jeg ved, er ingen af hans værker oversat til dansk. Til gengæld er han i høj grad oversat til engelsk, herunder værket And Then (opr. 1909). >> Læs videre

László Krasznahorkai: Den sidste ulv

Af ,
3 kommentarer

En falleret forfatter sidder på et tarveligt udskænkningssted i en centraleuropæisk by og fortæller om et besøg i spanske Extremadura og historien om regionens sidste ulve. Og litterær magi opstår.

Ungarnske László Krasznahorkai er vi her på bloggen tidligere stødt på i form af hans mesterlige roman Modstandens melankoli (opr. 1989, da. 2015). I min reol står også den danske oversættelse af hans Satantango (opr. 1985, da. 2019), som jeg ser frem til at læse, når jeg tager mig sammen til at kaste mig ind i den. >> Læs videre

Hiromi Kawakami: Nakanos genbrugsbutik

Af ,
Skriv en kommentar

Hiromi Kawakami kan skrive, det ved vi fra hendes tidligere værker. Nakanos genbrugsbutik er også velskrevet, men den mangler den gnist, der kunne gøre den til andet end forglemmelig.

Hiromi Kawakami (f. 1958) er blandt Japans mest populære, nutidige forfattere. Hun har skrevet flere, virkelig fine bøger, hvoraf en del er oversat til dansk. Jeg var begejstret for den afdæmpet smukke Senseis mappe (opr. 2001, da. 2013) og også for novellerne At træde på en slange og Forsvindinger (opr. 1996, da. 2019). >> Læs videre

Junichiro Tanizaki: The Secret History of the Lord of Musashi & Arrowroot

Af ,
Skriv en kommentar

Afhuggede samuraihoveder uden næser som genstand for erotiske fantasier. Som romantema lyder det måske nok en kende både makabert og aparte. Det er det jo også. Men når det er Junichiro Tanizaki, der fører pennen, kan der ikke desto mindre komme en afdæmpet, æstetisk fintfølende og sanselig fortælling ud af det.

Junichiro Tanizaki (1886-1965) er én af de helt store i moderne japansk litteratur. Jeg stødte på ham første gang i form af hans måske mest berømte værk, Some Prefer Nettles (opr. 1955). Måske ramte jeg lige præcis dén bog på en dårlig dag dengang – i hvert fald var jeg ikke så begejstret, som traditionen tilsiger, at man skal være. >> Læs videre

Osamu Dazai: No Longer Human

Af ,
2 kommentarer

En klassiker i moderne japansk litteratur, som stadig er i høj grad læseværdig. Om ikke at føle sig hjemme i denne verden – og om de fatale konsekvenser af ikke at tage sit liv på sig.

Osamu Dazai (1909-1948) var kunstnernavnet for den japanske forfatter Shuji Tsushima, som hører til blandt de mest betydelige japanske romanforfattere i det 20. århundrede. Osamu Dazai forsøgte fem gange i sit liv at begå selvmord, herunder flere gange sammen med en kæreste eller elskerinde. Første gang som 29-årig, sidste gang som 38-årig. Den sidste gang havde han succes. >> Læs videre

Annie Ernaux: Årene

Af ,
Skriv en kommentar

Mesterligt erindringsværk. Annie Ernaux favner sin generations erindringer fra den umiddelbare efterkrigstid frem til begyndelsen af det nye årtusinde – med særligt fokus på kvindernes erfaring. Med udblik til de store verdensbegivenheder, men med særlig optagethed af de små dagligdags detaljer.

Franske Annie Ernaux (f. 1940) modtog i 2022 Nobelprisen i litteratur for sit litterære værk, der i overvejende grad bygger på hendes egne, personlige erindringer. Årene (opr. 2008, da. 2021) betragtes gerne som hendes hovedværk og indtog da også en central placering i nobelpriskomiteens begrundelse. >> Læs videre

Emi Yagi: Dagbog fra et tomrum

Af ,
Skriv en kommentar

En letlæselig, humoristisk og samtidig begavet roman om graviditet som både subjektiv erfaring og social konstruktion i det moderne Japan.

Dagbog fra et tomrum er japanske Emi Yagis debutroman, som har høstet mange roser i Japan siden udgivelsen i 2022 – og nu også fortjent gør det i Danmark efter udgivelsen af den danske oversættelse ved Hanne Arnold tidligere i år. >> Læs videre

Katixa Agirre: Mens vi venter på opklaring

Af ,
2 kommentarer

Anbefalelsesværdig baskisk roman om personlige og nationale forsoningsprocesser i forlængelse af de endnu ikke helede sår, som den baskiske terrororganisation ETAs attentater gennem et halvt århundrede har efterladt det moderne Spanien med. Samtidig en roman om kærlighed, skyld og skam. Og om sol og regn i det baskiske sommerland.

Vi tager med andre lige en basker mere – i forlængelse af Bernardo Atxagas Huse og gravsteder. Katixa Agirre (f. 1981) er imidlertid mere min smag. Lidt sjovere, lidt vildere, lidt mere eksperimenterende end Atxaga. >> Læs videre

Bernardo Atxaga: Huse og gravsteder

Af ,
Skriv en kommentar

En baskisk mursten, som består af fem mere eller mindre sammenhængende fortællinger om venskaber og fjendskaber, knudrede familieforhold, politik og populærkultur over fire årtier. Ikke en dårlig bog, men heller ikke af den slags, der får denne læser til at kaste armene over hovedet i begejstring.

K og konen ferierer i Baskerlandet, og der er selvfølgelig lidt baskisk litteratur med i feriekufferten.

Bernardo Atxaga (f. 1951) er et nyt bekendtskab for mig, men Huse og gravsteder (opr. 2029, da. 2021) er faktisk kun én ud af seks udgivelser på dansk fra hans hånd. Til gengæld er Atxaga én af kun ganske få baskiske forfattere overhovedet, der er oversat til dansk. >> Læs videre

Ottessa Moshfegh: Lapvona

Af ,
1 kommentar

Ottessa Moshfegh skriver fremragende. Det gør hun i alle sine bøger, og det er dét, der får mig til at vende tilbage til hende. Det var også dét, der fik mig til at læse hendes seneste roman, Lapvona, til ende. Såvel personkaraktererne som historien var mig imidlertid for karikerede og fjollede til, at jeg på noget tidspunkt kunne fatte egentlig interesse for romanen.

Romanen foregår i et fiktivt fyrstendømme kaldet Lapvona i en ikke nærmere bestemt historisk tid. Det kunne være et sted i det centrale Europa på et tidspunkt i middelalderen. Men det er på ingen måde en historisk roman, snarere søger Ottessa Moshfegh at etablere et fiktivt univers uden for historisk tid. >> Læs videre

Brigid Brophy: Hackenfeller’s Ape

Af ,
Skriv en kommentar

Britiske Brigid Brophy (1929-1995) var blandt nogle af de første, markante aktivister for dyrevelfærd og dyrerettigheder tilbage i 1950’erne. Hendes kortroman, Hackenfeller’s Ape, fra 1953 kan i høj grad læses som et skønlitterært indlæg i dén politiske kamp.

Romanens handling har Londons zoologiske have som omdrejningspunkt. Her finder vi professor Darrelhyde, som studerer to eksemplarer af en (fiktiv) art af særligt intelligente aber, i romanen kaldet Hackenfeller’s Ape. >> Læs videre

Moussa Ould Ebnou: Barzakh: The Land In-Between

Af ,
Skriv en kommentar

En filosofisk, spekulativ, dystopisk science fiction-roman fra Mauretanien om en tidsrejsende i Sahara. Det lød så tilpas mærkeligt, at det lige kunne være noget for mig. Men det var det ikke.

Moussa Ould Ebnous Barzakh (opr. 1994, eng. 2022) er vitterligt også mærkelig. Desværre mere mærkelig end egentlig god. Og i sidste ende derfor alligevel ikke rigtig noget for mig. Jeg ved faktisk ikke helt, hvilken slags læser, jeg kan anbefale den til. Men den er virkelig mærkelig. >> Læs videre

Zoyâ Pirzâd: Som alle andre eftermiddage

Af ,
Skriv en kommentar

Små stilfærdige, men ikke desto mindre intense noveller om almindelige menneskers hverdagserfaringer i det moderne Iran. Absolut værd at læse.

Iranske Zoyâ Pirzâd (f. 1952) har tre novellesamlinger og to romaner bag sig. Som alle andre eftermiddage (opr. 1991) er hendes første novellesamling og den hidtil eneste eneste af hendes bøger, der er udkommet på dansk. >> Læs videre

Miguel de Unamuno: Tåge

Af ,
Skriv en kommentar

En ironisk, filosofisk skælmeroman fra begyndelsen af det tyvende århundrede om kærlighed, liv og skæbne og om forholdet mellem fiktion og virkelighed. En postmodernistisk roman fra længe før, nogen havde opfundet begrebet postmodernisme.

Tåge (opr. 1914) regnes for den spanske forfatter Miguel de Unamunos (1864-1936) hovedværk. >> Læs videre

João Gilberto Noll: Quiet Creature on the Corner

Af ,
Skriv en kommentar

João Gilberto Noll kan skrive, men han vælger at skrive for mærkeligt for min smag. Mærkeligt for mærkelighedens skyld. Eller også er jeg bare ikke kvik nok til at fange subtiliteterne.

For nogle år siden havde jeg en blandet oplevelse ved at læse brasilianske João Gilberto Nolls Atlantic Hotel (opr. 1986, eng. 2017). Bolls senere kortroman Quiet Creature on the Corner (opr. 1991, eng. 2016) er måske lidt mindre sammensat, men den lider under samme mangel på dechifrerbar mening. >> Læs videre

Clarice Lispector: Stjernens time

Af ,
Skriv en kommentar

”Tilgiv mig, men jeg vil fortælle lidt mere om mig selv da jeg er ukendt for mig selv, og når jeg skriver, bliver jeg overrasket over at opdage at jeg har en skæbne.”

Jeg har endnu til gode at læse noget af Clarice Lispector, som ikke benover, berører og begejstrer – og samtidig mystificerer mig. Hendes sidste bog, Stjernens time, som hun færdiggjorde kort før sin død i 1977, er ingen undtagelse. >> Læs videre

Fernanda Trías: Tagterrassen

Af ,
Skriv en kommentar

Fernanda Trías skriver godt. Pia Sloth Poulsen oversætter fint. Terrassen er som roman udmærket komponeret. Historien er egentlig også fængende fortalt. Og man kan ikke anklage Fernando Trías for at gå udenom tabuer. Men historien er i sin kerne simpelthen for ubehagelig – og ja, jeg medgiver det: for mig måske simpelthen for tabu-overskridende – til, at jeg kan elske denne roman.

Spoiler-alert: Jeg kommer i det følgende til at afsløre handlingsmæssige pointer i romanen, som læseren ellers først bliver bekendt med efter de første ti sider i romanen. Så hvis du vil læse romanen og holde spændingen intakt de første ti sider, skal du ikke læse videre her. Men jeg kan ikke skrive noget meningsfuldt om romanen ud over ovenstående, hvis jeg ikke må røbe mere. >> Læs videre

Sara Mesa: Kærlighed af en slags

Af ,
Skriv en kommentar

Kærlighed af en slags er den anden udgivelse på dansk af spanske Sara Mesa. Den første var Måneansigt (opr. 2018, da. 2020). Efter læsningen af den skrev jeg, at jeg gerne ville læse mere Sara Mesa. Det vil jeg stadig gerne og nu endnu mere. Hun har en særlig stemme.

I referat forekommer historien i romanen ganske vist så banal og så ofte tidligere gennemspillet, at den nærmer sig en kliché:

Ung kvinde forlader sit job i større by på grund af traumatisk oplevelse og lejer sig ind i et faldefærdigt hus i en gudsforladt flække af en landsby, hvor alle kender alle, og alle lurer på hinanden og især på nytilkomne, og hvor det hele viser sig at være langt fra så idyllisk og afstressende, som protagonisten forestillede sig, og langt fra giver hende roen til at fuldføre den litterære oversættelse, hun har sat sig for at arbejde med. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Netotjka Nezvanova

Af ,
2 kommentarer

Dostojevskijs ufuldendte roman, Netotjka Nezvanova (opr. 1849), er fint nyoversat af Trine Søndergaard. Og er man til Dostojevskij (og hvem er ikke det?), så skal man selvfølgelig have værket med, selv om det mest er litteraturhistorisk interessant for de spor, det lægger ud i retning af hans fremtidige, helt anderledes store romaner.

Netotjka Nezvanova betragtes gerne som det sidste af Dostojevskijs ungdomsværker. Dostojevskij havde nået at skrive og få udgivet de første dele af romanen i tidsskriftsform, da han i 1849 blev arresteret for at deltage i konspirationer mod zarregimet og senere – efter at have været udsat for en fingeret henrettelse – blev sendt til en sibirsk fangelejr. Her mistede han interessen for at færdiggøre romanen. De i tidsskriftform allerede publicerede dele blev efterDostojevskijs frigivelse i 1860 udgivet i en lettere redigeret form som en samlet roman, men han skrev den aldrig færdig. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Spilleren

Af ,
1 kommentar

Engang imellem kan jeg godt få det sådan, at nu trænger jeg bare til at læse noget, jeg på forhånd ved, vil være godt. Til sådanne situationer bør man altid have noget af Dostojevskij stående i reolen.

Dostojevskijs korte roman, Spilleren (opr. 1866), havde jeg tilmed ikke læst tidligere, så det var jo rent kræs. Også selv om romanen ikke hører til det bedste, han har præsteret. >> Læs videre

Italo Svevo: Zenos bekendelser

Af ,
Skriv en kommentar

“Med sin kriser og daglige svingninger kan livet minde lidt om en sygdom. Men til forskel fra andre sygdomme er livet altid dødeligt. Det tåler ingen helbredelsesforsøg.”

Zenos bekendelser (opr. 1926) er en modernistisk klassiker i den tunge ende. Desværre ikke kun tung i betydningen litterært vægtig, men også i betydningen kedelig og svær at komme igennem. Dette på trods af, at den har ry for at være morsom. >> Læs videre

Cesare Pavese: The House on the Hill

Af ,
Skriv en kommentar

En afdæmpet, moralsk og eksistentialistisk kortroman om (ikke) at tage stilling og engagere sig aktivt, også når der er noget på spil, og man risikerer noget. I dette tilfælde under krigen i 1940’erne i Italien.

Jeg har tidligere omtalt Cesare Pavese (1908-1950) i forbindelse med Natalia Ginzburg. Pavese omgikkes i 1930’erne den samme intellektuelle, antifascistiske kreds som Ginzburg omkring forlæggeren Giulio Einaudi. Pavese selv var aldrig specielt politisk aktiv, men blev ikke desto mindre fængslet et par måneder i 1935 og sendt i “internt eksil” i det sydlige Italien i et års tid (det var for fascisterne åbenbart en styg straf at dømme nogen til at opholde sig i Sydtalien). Pavese modtog den anerkendte italienske litteraturpris Strega i 1950. Kort efter tog han sit eget liv. >> Læs videre

Natalia Ginzburg: Voices in the Evening

Af ,
Skriv en kommentar

Jeg var meget begejstret for Natalia Ginzburgs essay- og novellesamling The Little Virtues (opr. 1962). Samme entusiasme kan jeg ikke mobilisere for romanen Voices in the Evening (opr. 1961, eng. 1963), selv om den ikke er uden kvaliteter.

Jeg skal advare mod afsløringer af visse dele af handlingen i det følgende. Men hvis du er typen, hvis læseglæde er betinget af udfoldelsen af et handlingsmæssigt plot, så vil du under alle omstændigheder næppe synes om Natalia Ginzburg. >> Læs videre