Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
João Gilberto Noll kan skrive, men han vælger at skrive for mærkeligt for min smag. Mærkeligt for mærkelighedens skyld. Eller også er jeg bare ikke kvik nok til at fange subtiliteterne.
For nogle år siden havde jeg en blandet oplevelse ved at læse brasilianske João Gilberto Nolls Atlantic Hotel (opr. 1986, eng. 2017). Bolls senere kortroman Quiet Creature on the Corner (opr. 1991, eng. 2016) er måske lidt mindre sammensat, men den lider under samme mangel på dechifrerbar mening. >> Læs videre
”Tilgiv mig, men jeg vil fortælle lidt mere om mig selv da jeg er ukendt for mig selv, og når jeg skriver, bliver jeg overrasket over at opdage at jeg har en skæbne.”
Jeg har endnu til gode at læse noget af Clarice Lispector, som ikke benover, berører og begejstrer – og samtidig mystificerer mig. Hendes sidste bog, Stjernens time, som hun færdiggjorde kort før sin død i 1977, er ingen undtagelse. >> Læs videre
Fernanda Trías skriver godt. Pia Sloth Poulsen oversætter fint. Terrassen er som roman udmærket komponeret. Historien er egentlig også fængende fortalt. Og man kan ikke anklage Fernando Trías for at gå udenom tabuer. Men historien er i sin kerne simpelthen for ubehagelig – og ja, jeg medgiver det: for mig måske simpelthen for tabu-overskridende – til, at jeg kan elske denne roman.
Spoiler-alert: Jeg kommer i det følgende til at afsløre handlingsmæssige pointer i romanen, som læseren ellers først bliver bekendt med efter de første ti sider i romanen. Så hvis du vil læse romanen og holde spændingen intakt de første ti sider, skal du ikke læse videre her. Men jeg kan ikke skrive noget meningsfuldt om romanen ud over ovenstående, hvis jeg ikke må røbe mere. >> Læs videre
Kærlighed af en slags er den anden udgivelse på dansk af spanske Sara Mesa. Den første var Måneansigt (opr. 2018, da. 2020). Efter læsningen af den skrev jeg, at jeg gerne ville læse mere Sara Mesa. Det vil jeg stadig gerne og nu endnu mere. Hun har en særlig stemme.
I referat forekommer historien i romanen ganske vist så banal og så ofte tidligere gennemspillet, at den nærmer sig en kliché:
Ung kvinde forlader sit job i større by på grund af traumatisk oplevelse og lejer sig ind i et faldefærdigt hus i en gudsforladt flække af en landsby, hvor alle kender alle, og alle lurer på hinanden og især på nytilkomne, og hvor det hele viser sig at være langt fra så idyllisk og afstressende, som protagonisten forestillede sig, og langt fra giver hende roen til at fuldføre den litterære oversættelse, hun har sat sig for at arbejde med. >> Læs videre
Dostojevskijs ufuldendte roman, Netotjka Nezvanova (opr. 1849), er fint nyoversat af Trine Søndergaard. Og er man til Dostojevskij (og hvem er ikke det?), så skal man selvfølgelig have værket med, selv om det mest er litteraturhistorisk interessant for de spor, det lægger ud i retning af hans fremtidige, helt anderledes store romaner.
Netotjka Nezvanova betragtes gerne som det sidste af Dostojevskijs ungdomsværker. Dostojevskij havde nået at skrive og få udgivet de første dele af romanen i tidsskriftsform, da han i 1849 blev arresteret for at deltage i konspirationer mod zarregimet og senere – efter at have været udsat for en fingeret henrettelse – blev sendt til en sibirsk fangelejr. Her mistede han interessen for at færdiggøre romanen. De i tidsskriftform allerede publicerede dele blev efterDostojevskijs frigivelse i 1860 udgivet i en lettere redigeret form som en samlet roman, men han skrev den aldrig færdig. >> Læs videre
Engang imellem kan jeg godt få det sådan, at nu trænger jeg bare til at læse noget, jeg på forhånd ved, vil være godt. Til sådanne situationer bør man altid have noget af Dostojevskij stående i reolen.
Dostojevskijs korte roman, Spilleren (opr. 1866), havde jeg tilmed ikke læst tidligere, så det var jo rent kræs. Også selv om romanen ikke hører til det bedste, han har præsteret. >> Læs videre
“Med sin kriser og daglige svingninger kan livet minde lidt om en sygdom. Men til forskel fra andre sygdomme er livet altid dødeligt. Det tåler ingen helbredelsesforsøg.”
Zenos bekendelser (opr. 1926) er en modernistisk klassiker i den tunge ende. Desværre ikke kun tung i betydningen litterært vægtig, men også i betydningen kedelig og svær at komme igennem. Dette på trods af, at den har ry for at være morsom. >> Læs videre
En afdæmpet, moralsk og eksistentialistisk kortroman om (ikke) at tage stilling og engagere sig aktivt, også når der er noget på spil, og man risikerer noget. I dette tilfælde under krigen i 1940’erne i Italien.
Jeg har tidligere omtalt Cesare Pavese (1908-1950) i forbindelse med Natalia Ginzburg. Pavese omgikkes i 1930’erne den samme intellektuelle, antifascistiske kreds som Ginzburg omkring forlæggeren Giulio Einaudi. Pavese selv var aldrig specielt politisk aktiv, men blev ikke desto mindre fængslet et par måneder i 1935 og sendt i “internt eksil” i det sydlige Italien i et års tid (det var for fascisterne åbenbart en styg straf at dømme nogen til at opholde sig i Sydtalien). Pavese modtog den anerkendte italienske litteraturpris Strega i 1950. Kort efter tog han sit eget liv. >> Læs videre
Jeg var meget begejstret for Natalia Ginzburgs essay- og novellesamling The Little Virtues (opr. 1962). Samme entusiasme kan jeg ikke mobilisere for romanen Voices in the Evening (opr. 1961, eng. 1963), selv om den ikke er uden kvaliteter.
Jeg skal advare mod afsløringer af visse dele af handlingen i det følgende. Men hvis du er typen, hvis læseglæde er betinget af udfoldelsen af et handlingsmæssigt plot, så vil du under alle omstændigheder næppe synes om Natalia Ginzburg. >> Læs videre
Min anbefaling til fans af de to første bøger i Thomas Korsgaards Tue-trilogi er at stoppe dér. Tredje bog er stadig velskrevet, bevares. Den lider bare under at være temmelig kedelig og dertil i mange passager tåkrummende pinagtig i handlingen – på en træls måde.
Thomas Korsgaards to første bøger om Tue fra Nørre Ørum på Skiveegnen, debuten Hvis der skulle komme et menneske forbi og efterfølgeren En dag vil vi grine af det, hentede især deres kvalitet i insider-portrættet af Tues dysfunktionelle udkantsfamilie. >> Læs videre
”En dag vil vi grine af det, tænkte jeg. Ikke i morgen eller i overmorgen. Ikke dagen efter den dag, men en eller anden dag om noget tid ville vi grine af det. Af dét eller af noget andet.”
Anden bog om drengen Tue i Thomas Korsgaards trilogi fra Udkantsdanmark holder det høje niveau fra den første. Som læsere tror vi stadig på Tue, hvis han dog bare ville gøre sig selv det gode at holde op med altid at tage de nemmeste valg – og nogle gange de sværeste. >> Læs videre
”Nørre Ørum hed den flække, vi boede i. En forstad til mørket, klemt inde mellem utallige andre ligegyldige småbyer. Jeg tror ikke, det er godt for nogen at være der i længere tid.”
Vi er i Udkantsdanmark. En depressiv mor, der spiller computer hele dagen. En dominerende far med voldelige tendenser, der er ved at miste det økonomiske greb om familiegården. Moster Bitten, der er socialbedrager. Mormors fede mand med hjertesygdommene, som bare bliver ved med at æde. >> Læs videre
“I have come here to disappear, in this desolate and abandoned village where I’m the sole inhabitant.”
Sådan lyder første sætning i italienske Antonio Morescos filosofiske spøgelsesroman, Distant Light (opr. 2013, eng. 2016), om liv og død og grænselandet derimellem, om naturens gang, om vækst og forgængelighed, om mennesket, dyrene og planterne i universet. En ret speciel roman, der ikke er så nem at kategorisere. >> Læs videre
En samling uhyre velskrevne og veloversatte, veldoserede og veltænkte noveller af italienske Antonio Tabucchi. Om tid, om erindring, om historiens gang og om ikke at kunne undslippe selv samme historie, hverken den store eller den lille personlige.
Vi snupper lige en Tabucchi mere, nu vi er i gang, i forlængelse af Pereira Maintains (opr. 1994) og Little Misunderstandings of No Importance (opr. 1985). >> Læs videre
Godt tænkte og dygtigt udførte noveller. Novellesamlingen Little Misunderstandings of No Importance fra 1985 efterlader ikke tvivl om Antonio Tabucchis høje niveau som forfatter. Jeg blev bare ikke rigtig grebet af ret mange af disse historier, som talte lidt for meget til mit intellekt og lidt for lidt til maven og hjertet.
Jeg var i sidste uge meget begejstret for italienske Antonio Tabucchis roman, Pereira Maintains (opr. 1994). Forvetningerne var derfor også høje til Tabucchis novellesamling Little Misunderstandings of No Importance (opr. 1985). De blev kun delvist indfriet. >> Læs videre
En lille, stramt komponeret, eksistentialistisk (og alligevel humoristisk!) roman om moral og pligten til at handle – også selv om man bare er kulturredaktør på en katolsk avis i Lissabon i 1938 og en overvægtig enkemand med lidt for stor hang til lemonade og omelette aux fines herbes og fransk litteratur.
Der findes næppe nogen finere litterære oplevelser end det uventede møde med en fremragende bog af en fremragende forfatter, man ikke kender eller overhovedet har hørt om, men som man kun tilfældigt støder på, mens man oser rundt i en boghandel i en fremmed by, og som man læser, mens man stadig er på ferie. >> Læs videre
Noveller og essays om håb og håbløshed i efterkrigstidens Napoli. De bedste tekster i Anna Maria Orteses samling, Havet når ikke Napoli, er aldeles fremragende. Andre dele af bogen er imidlertid så tids- og personbundne, at det var meget svært for denne læser at fatte interesse for dem.
Anna Maria Ortese (1914-1998) var født i Rom, men voksede op i blandt andet Napoli. Havet når ikke Napoli blev hendes litterære gennembrud som forfatter i Italien. Bogen er oprindeligt udgivet i 1953, men genudgivet på italiensk i 1994 med et nyt forord af forfatteren selv og en lille supplerende tekst. Oversat til intenst dansk af Siri Rønne Christiansen efter 1994-udgaven. >> Læs videre
Seriøst morsom og latterligt alvorlig. Familien Toth er grotesk satire, når den er bedst – i en samtidig udstilling af både den arrogante magt og den latterlige, lille undersåt.
István Örkény (1912-1979) hører til blandt ikonerne i efterkrigstidens litteratur i Ungarn, kendt og elsket for sin dramatik og noveller. Hans mest kendte værk er kortromanen Familien Toth (opr. 1966), som også har haft stor succes som teaterstykke i Ungarn, hvor det stadig opføres (ifølge oversætter Leif Martin Sands forord til den danske udgave af bogen). >> Læs videre
Edgar Allan Poes eneste roman er en noget ueffen størrelse, men den er slet ikke dårlig. Læseren skal forberede sig på en pudsig blanding af en drabelig ramasjangroman fra de syv have, en fantasi om en besynderlig, skjult verden nær Sydpolen med indlagte essaylignende digressioner om faktiske, historiske ekspeditioner til Antarktis.
Edgar Allan Poe (1809-1849) er mest kendt for sine fortællinger, men han gjorde også et enkelt forsøg i romangenren, Arthur Gordon Pyms eventyr (opr. 1838). Jeg vil nok ikke kalde den en decideret vellykket roman, dertil er den for ujævn i sin fortællestruktur. Men jeg var på en del strækninger egentlig ganske godt underholdt, idet jeg følte mig sat tilbage til min barndoms læsning af nogle af de klassiske søfarerromaner og andre røverhistorier. >> Læs videre
Poe er klassiker. Han er sjov at læse, fordi hans gyser- og horrorfortællinger, hans detektivhistorier og hans forsøg ud i science fiction-genren på mange måder peger fremad i litteraturhistorien og populærkulturen i bredere forstand, hvor Poe har sat sig talrige og uudviskelige spor. Læst for sig selv fremstår de fleste af Poes mere end 175 år gamle fortællinger dog også noget støvede.
På trods af Edgar Allan Poes (1809-1849) klassikerstatus har jeg med skam at melde faktisk aldrig tidligere læst noget af ham (ikke hvad jeg husker af, ihvertfald, men jeg skal ikke udelukke, at jeg har været henover et par af hans fortællinger via de samlinger af klassiske gyserhistorier og skæbnefortællinger, jeg en overgang dyrkede som ganske ung, men dem har jeg i så fald glemt). >> Læs videre
Agota Kristof er bedst kendt for sine romaner, men hun begik sig også i den helt korte novelleform, som samlingen Det er lige meget demonstrerer. Der er fine (virkelig fine) historier iblandt, men samlingen præsenterer ikke Kristof, når hun er bedst. Lidt for mange af teksterne fremstår for mig som eksperimenter og ufærdige udkast.
Jeg er en stor fan af Agota Kristof (1935-2011), som mine anmeldelser af andre af hendes værker bevidner. Jeg er også glad for den helt korte novelleform, som kan noget særligt i de rigtige hænder. Mine forventninger var derfor store til samlingen Det er lige meget, som udkom på dansk sidste år på det lille forlag Aleatorik i oversættelse ved Malte Damgaard Hansen. >> Læs videre
Et tysk kammerspil til søs fra efterkrigstiden. En psykologisk dyst mellem to markante personligheder – og et indre drama stillet over for et moralsk og eksistentielt valg.
Jeg faldt tilfældigt over Fyrskibet, da jeg bladrede rundt for at finde den næste lydbog at lytte til under transport. Jeg har tidligere (i mine meget unge dage) læst enkelte romaner af Siegfried Lenz, som jeg husker som udmærkede, uden at de på det tidspunkt gjorde varigt indtryk. >> Læs videre
Man kommer i en omtale af den japanske forfatter Ryūnosuke Akutagawa (1892-1927) ikke uden om en henvisning til filminstruktøren Akira Kurosawa (1910-1998). Akutagawas to noveller Rashomon og I et krat udgør således en væsentlig inspirationskilde for Kurosawas film Dæmonernes port (1950).
Begge fortællinger indgår i den lille samling af tre Akutagawa-noveller, oversat til dansk af Shannon Færch, som forlaget Escho udgav i slutningen af 2023. >> Læs videre
En menneskeklog, hjertevarm og spraglet familieroman med vid og lune, som genbekræfter colombianske Tómas González’ høje litterære standard – selv om romanen efter min smag savner lidt fortællemæssigt drive.
Tomás González (f. 1950) er en mangefacetteret forfatter, men han er altid god. De af hans elleve romaner og fire novellesamlinger, jeg har læst, spænder vidt både tematisk og stilmæssigt: >> Læs videre
En grum beretning fra en grum periode i Colombias voldsplagede historie om både bødler og ofre og om deres familier. Og i det hele taget om at leve i et samfund, hvor mord og lemlæstelser af en del af hverdagen for almindelige mennesker. Ikke den bedste Tomás González-roman, men bestemt værd at læse. Lidt mere kærlighed i oversættelsen og korrekturen ville dog have gjort den danske udgave godt.
Jeg har haft flere lejligheder til at prise den colombianske forfatter Tomás González (f. 1950). Dette er endnu én, også selv om Abraham blandt banditter (opr. 2010/2017) ikke er det bedste, jeg har læst af ham. >> Læs videre
Henvender sig nok mest til læsere med en historisk interesse for udviklingen af den tyske, avantgardistiske science fiction-litteratur i starten af 1900-tallet med særlig vægt på den imaginære, ekstraterrestriske lys- og glasarkitekturs filosofiske implikationer for formuleringen af en kommende interplanetær utopi.
Kan du identificere dig med dét læsersegment, så kan jeg absolut anbefale Lesabéndio (opr. 1913, da. 2022) af Paul Scheerbart. Er du derimod – ligesom jeg – ikke helt dér, så skal du nok forberede dig på en lidt tung læseoplevelse. Dette uagtet, at Scheerbarts fantastiske sci-fi-univers isoleret set er et overflødighedshorn af pudseløjerlige og fabulerende ideer med et filosofisk vingefang af galaktiske – og bibelske (babelske) – dimensioner. >> Læs videre
Flere lumre dage. Sådan kunne titlen på denne nye samling på dansk af tre af Eduard von Keyserling sene fortællinger også passende have lydt med reference til von Keyserlings lidt tidligere mesterfortælling.
For stemningen, scenografien og karaktertyperne er i høj grad de samme som dem, vi her på bloggen med begejstring husker fra Lumre dage (opr. 1906). >> Læs videre
“Kill the beast! Cut his throat! Spill his blood!”
Der er ikke nogen uskyldige børn. Ondskaben er i os alle fra barnsben. Børn er potentielle monstre, som skal opdrages til at blive mennesker. Hvis du tror noget andet, så må du aldrig blive forælder. Uenig? Så læs William Goldings Lord of the Flies. Hvis du tør.
Lord of the Flies. Fluernes herre. Nu, hvor jeg som meget voksen genlæser romanen, er den lige så skræmmende, måske faktisk endnu mere skræmmende, end jeg husker den, da jeg læste den som barn for snart fyrre år siden. Og ikke bare skræmmende, men skræmmende god. En velfortjent klassiker, som fortjener at bliver genlæst igen og igen. Men det er altså hård kost, selv om den er både gammel, og historien er velkendt. >> Læs videre
”Jeg spurgte mig selv, ikke hvorfor jeg levede, men hvorfor jeg havde levet. Jeg formodede, det var på grund af håbet, og tænkte, om jeg stadig håbede på noget. Det gjorde jeg. Man venter altid noget mere.”
Det er en stor ting, at denne latinamerikanske nyklassiker endelig er udkommet på dansk. Selv har jeg længe haft den engelske oversættelse af argentinske Antonio Di Benedettos Zama (opr. 1956) stående på min at-læse-på-et-tidspunkt-liste, så det var en gave, at Skjødt Forlag her for nylig udgav den i dansk oversættelse ved altid gode Ane-Grethe Østergaard. >> Læs videre
Efter at have tilbragt fire bind og mere end ti år i den samme attende november sammen med Tara Selter i de første fire bind af Om udregning af rumfang, kommer det ikke som nogen overraskelse, at vi heller ikke i det femte bind kommer ud af den attende.
Jeg var fuld af lovord og næsegrus beundring over det intellektuelle vingefang i Solvej Balles samtidig underholdende og letlæste opus magnum efter læsningen af de første fire bind. Det er jeg stadig, og jeg skal ikke trætte læseren med at gentage dem her, kun henvise til min anmeldelse af Om udregning af tid I-IV. >> Læs videre
