Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Flere lumre dage. Sådan kunne titlen på denne nye samling på dansk af tre af Eduard von Keyserling sene fortællinger også passende have lydt med reference til von Keyserlings lidt tidligere mesterfortælling.
For stemningen, scenografien og karaktertyperne er i høj grad de samme som dem, vi her på bloggen med begejstring husker fra Lumre dage (opr. 1906). >> Læs videre
“Kill the beast! Cut his throat! Spill his blood!”
Der er ikke nogen uskyldige børn. Ondskaben er i os alle fra barnsben. Børn er potentielle monstre, som skal opdrages til at blive mennesker. Hvis du tror noget andet, så må du aldrig blive forælder. Uenig? Så læs William Goldings Lord of the Flies. Hvis du tør.
Lord of the Flies. Fluernes herre. Nu, hvor jeg som meget voksen genlæser romanen, er den lige så skræmmende, måske faktisk endnu mere skræmmende, end jeg husker den, da jeg læste den som barn for snart fyrre år siden. Og ikke bare skræmmende, men skræmmende god. En velfortjent klassiker, som fortjener at bliver genlæst igen og igen. Men det er altså hård kost, selv om den er både gammel, og historien er velkendt. >> Læs videre
”Jeg spurgte mig selv, ikke hvorfor jeg levede, men hvorfor jeg havde levet. Jeg formodede, det var på grund af håbet, og tænkte, om jeg stadig håbede på noget. Det gjorde jeg. Man venter altid noget mere.”
Det er en stor ting, at denne latinamerikanske nyklassiker endelig er udkommet på dansk. Selv har jeg længe haft den engelske oversættelse af argentinske Antonio Di Benedettos Zama (opr. 1956) stående på min at-læse-på-et-tidspunkt-liste, så det var en gave, at Skjødt Forlag her for nylig udgav den i dansk oversættelse ved altid gode Ane-Grethe Østergaard. >> Læs videre
Efter at have tilbragt fire bind og mere end ti år i den samme attende november sammen med Tara Selter i de første fire bind af Om udregning af rumfang, kommer det ikke som nogen overraskelse, at vi heller ikke i det femte bind kommer ud af den attende.
Jeg var fuld af lovord og næsegrus beundring over det intellektuelle vingefang i Solvej Balles samtidig underholdende og letlæste opus magnum efter læsningen af de første fire bind. Det er jeg stadig, og jeg skal ikke trætte læseren med at gentage dem her, kun henvise til min anmeldelse af Om udregning af tid I-IV. >> Læs videre
“Det er nu femogtyve år, siden jeg sidst har myrdet nogen. Eller er det seksogtyve år? Det er i hvert fald længe siden. Jeg var ikke, som nogen tror, besat af en trang til at slå ihjel eller styret af en seksuel perversion. Det var skuffelse over mig selv, der fik mig til det. En utilfredsstillet længsel efter at udføre det perfekte mord. Hver gang jeg begravede endnu et offer, spirede et nyt håb frem om, at det ville lykkes mig næste gang. Men til sidst mistede jeg troen på mig selv, og derfor stoppede jeg med at slå folk ihjel.”
Kim Byeongsu er halvfjerds år gammel og pensioneret seriemorder. Og hans sind er ved at blive ædt op af Alzheimer. Samtidig får han mistanke om, at en ny seriemorder, der tilsyneladende huserer i området, hvor han bor, har fået udkig på hans datter som det næste offer. Den gamle morder sætter sig derfor for at forebygge dette mulige drab. Men det er ikke så nemt, når ens hjerne føles som “en slimet, glat søpølse med åbent gab,” hvorigennem ordene langsomt glider ud af ens tanker. >> Læs videre
K’s bognoter ønsker alle følgere en glædelig jul – som for K og konens vedkommende (igen) i år forbigås uden julesalmer i Thailand. Det skal selvfølgelig markeres med et stykke thailitteratur.
Thailandske Prabda Yoon stiftede jeg bekendtskab med, sidst jeg var i Thailand i 2019, i form af hans novellesamling The Sad Part Was (opr. 2000, eng. 2017), og jeg var ret begejstret. I feriekufferten havde jeg allerede dengang også den senere samling, Moving Parts (opr. 2002, eng. 2018), men jeg nåede ikke at få den læst ved den lejlighed. Men nu er jeg tilbage i Thailand og med mig har jeg Prabda Yoon. >> Læs videre
“Det er kun på havet og på steppen om natten i måneskin man kan dømme om himlens umådelige dybde og uendelighed. Den er frygtindgydende, smuk og blid, den ser smægtende og lokkende på en, og man bliver svimmel af dens kærtegn.”
Anton Tjekhov (1860-1904)er blandt historiens allerstørste dramatikere, og det er som sådan, han er bedst kendt. Tjekhov skrev dog også prosa. Som ung producerede han hundredevis af korte, humoristiske historier, som han solgte til aviser for at tjene til føden. Senere gav han sig i kast med at skrive mere “seriøs” litteratur, og han har udgivet adskillige novellesamlinger og en række kortromaner og romaner. >> Læs videre
Hvilke mekanismer skaber en menneskehob? Hvad kan gøre almindelige mennesker til delagtige i vilkårlige lynchninger? Og hvornår er man – i moralsk forstand – medskyldig, når en menneskemasse begår vold og drab? Skal man selv have kastet den første sten eller bare én sten? Hvilken skyld påhviler den, der ganske vist ikke aktivt medvirker, men passivt ser til og ser væk? Og hvordan finder man et sprog for at tale om kollektive traumer i en ikke alt for fjern fortid?
Sådanne spørgsmål er blandt dem, den ungarnske forfatter Pál Závada (f. 1954) stiller sig og forsøger at indkredse svar på i romanen En torvedag (opr. 2016), som netop er udkommet på dansk på Skjødt Forlag i en lydefri oversættelse ved Leif Sand. >> Læs videre
Jeg læste velsagtens Mus og mænd (opr. 1935) for op mod 40 år siden som meget ung teenager. Holder den stadig – eller er det bare en kanoniseret klassiker? Den holder, i dén grad!
Jeg kunne ved min genlæsning (lytning) konstatere, at billederne af de to centrale figurer i romanen, et af verdenslitteraturens mest berømte par, stadig stod knivskarpt:
Den store kleppert, Lenny, som ikke er for kvik i hovedet, men er så god, som dagen er lang, og desværre bare alt for stærk til at kæle for de små bløde mus og hundehvalpe. Og hans ven og følgesvend, den lille, smarte George, som uafvendeligt skælder ud på Lenny, men ikke desto mindre er knyttet til ham via et bånd, der er stærkere, end han vil indrømme for sig selv. >> Læs videre
“På dagen i går, her i byen Agustín de Tango, så jeg om formiddagen endelig et skue, jeg så længe havde længtes efter at overvære: at se en person blive guillotineret.”
Således lyder den første sætning i den latinamerikanske klassiker, Juan Emars Dagen i går (opr. 1935). Og derfra går det ellers bare derudad. Den med længsel ventede guillotinering går mere skævt end glat og udvikler sig til en vidunderligt grotesk og langtrukken scene, som blandt andet omfatter en stor folkemængdes lidet kristelige omgang med den henrettedes ikke helt rent afhuggede hoved og hans stadig levende krop. Og festen fortsætter … >> Læs videre
En på mere end én måde virkelig ubehagelig roman. Og en på mere end én måde virkelig god roman. Om brutale folkemord på indianske befolkninger i Mellemamerika. Fortalt i et tempofyldt, rablende og svidende satirisk format tilsat frastødende sexscener. Værsgo, jeg præsenterer: Horacio Castellanos Moya.
Salvadoranske Horacio Castellanos Moyas Sanseløshed (opr. 2004) handler om de bevidst fortrængte folkemord på indianske befolkninger i Mellemamerika. Og om de mekanismer, der får også selv de velmenende intellektuelle, der skal forestille at arbejde med at formidle folkemordenes rædsler, til at distancere sig fra dem. >> Læs videre
Argentinske Dolores Reyes’ debutroman, Jordspiser (opr. 2019), som i år er udkommet på dansk, er en hård, men også poetisk samtidsroman om fattigdom, vold og fortabte ungdomsgenerationer i Argentina. Handlingen rummer magiske elementer, men romanen fremstår ikke desto først og fremmest som et stykke hård realisme.
Jordspiser handler om vold mod piger og kvinder i Argentina. Men også bredere om det hårde liv i Argentinas fattigste kvarterer, hvor børn og unge overlades til sig selv i et miljø præget af vold, misbrug og almindelig trøstesløshed. >> Læs videre
En ganske fin kortroman om fortrængte familietragedier, fordækte forhistorier og forskudte erindringer. Og om de sandheder, der kan gemme sig i erindringer baseret på misforståelser.
Sorg (opr. 2017, da. 2023) er den anden udgivelse på dansk af den guatemalanske forfattter Eduardo Halfon. Tidligere har vi på dansk stiftet bekendtskab med romanen Canción (opr. 2021, da. 2022), som jeg har anmeldt her. Begge bøger er oversat til flydende dansk af Pia Sloth Poulsen og udgivet på forlaget Aurora Boreal. >> Læs videre
Ferdinand Oyonos nyklassiske kortroman er en ironisk, men også realistisk-grum, kritisk kommentar til fransk kolonialisme i det vestlige Afrika i 1950’erne. På en gang humoristisk og hjerteskærende brutal.
Ferdinand Oyonos Houseboy (fr. Une Vie de Boy, opr. 1956) indledes med en kort rammefortælling placeret i det daværende Spansk Guinea (senere Ækvatorialguinea). Her bliver en ferierende camerouner hidkaldt til dødslejet for en anden camerouner, som er blevet fundet fysisk mishandlet. På den unge mands krop finder rammefortælleren to stilehæfter, som indeholder den afdødes dagbogsnotater. Og det er disse dagbogsnotater, skrevet af den unge camerouner Toundi, der udgør den roman, vi herefter læser. >> Læs videre
Semi-historisk roman om dannelsen af staten Liberia i det 19. århundrede – tilsat magisk realisme og deciderede fantasyelementer. Liberiansk-amerikanske Wayétu Moore skal have point for et modigt forsøg på genrefornyelse. For mig virkede det dog ikke, og jeg kedede mig ærlig talt igennem det meste af romanen.
Wayétu Moore (f. 1985) er født i Liberia i det vestlige Afrika. Da hun var fem år gammel flygtede hendes familie med hende fra borgerkrigen i Liberia via Sierra Lenoe til USA, hvor hun har boet siden. Det kan man læse om i hendes selvbiografiske bog The Dragons, the Giant, the Women (2020). Hendes litterære debut var imidlertid romanen She Would Be King (opr. 2018). >> Læs videre
A Girl Called Eel er mig bekendt den første oversatte roman nogensinde fra Comorerne. Og den er slet ikke ueffen. Velskrevet og original. Rørende og endda helt sjov. Men for lang.
Da jeg for nogle år siden læste mig gennem bøger fra alle verdens lande i læseudfordringen Verden rundt i bøger, havde jeg svare problemer med at finde en repræsentant for den lille, afrikanske østat Comorerne i Det Indiske Ocean. >> Læs videre
En melankolsk – men alligevel mere humoristisk end sørgmodig – roman om at søge efter sig selv i en tabt fortid. Om at blive skabt og genskabe eller omskabe sig selv. Om forskellen på at skabe kunst og gøre kunst(er). Og også noget om kærlighed og venskab.
Den sydafrikansk fødte, britiske forfatter Deborah Levy (f. 1959) har været et af dette læseårs spændende og for mit vedkommende nye bekendtskaber. Tidligere på året læste jeg således med stor fornøjelse hendes selvbiografiske romantrilogi, Ting jeg ikke vil vide (opr. 2013, da. 2022), Livets omkostninger (opr. 2018, da. 2022) og Fast ejendom (opr. 2021, da. 2023).
Seneste udgivelse fra Levys hånd er romanen August Blue, som udkom her i foråret 2023. Den holder det høje niveau fra de førnævnte bøger. >> Læs videre
Age of Iron er angiveligt en af de mest læste af sydafrikanske Coetzees romaner. Efter min mening er den dog langt fra at være blandt hans bedste. Men mindre kan gøre det, Coetzees mesterlige grundform taget i betragtning, så læs den alligevel.
J. M. Coetzee (f. 1940) kunne jeg i en højstemt situation finde på at nævne blandt mine top 10-favoritforfattere. Det harmonerer så ganske vist ikke helt med mine egne anmeldelser her på bloggen af diverse af hans værker (retfærdigvis mangler nogle af de bøger, jeg har læst af ham, på bloggen, især den mesterlige Dostojevskij-pastiche, Mesteren fra Petersborg). >> Læs videre
Doris Lessings debutroman fra 1950 er en stærk beretning om nedbrydningen af en kvinde, om følelsesmæssige magtrelationer på tværs af og i kraft af race, køn og stand og en social kritik af det racistiske samfund i det sydlige Afrika.
Med skam at melde, har jeg aldrig tidligere fået læst noget af nobelpristageren Doris Lessing (det vil sige: jeg har ikke gentaget forsøget, siden min dansklærer i syvende klasse i et velment, men misforstået forsøg på at understøtte min allerede dengang veludviklede læselyst anbefalede mig at læse Shikasta fra Lessings Canopus in Argos-serie – det var trods alt lige lovlig voksent for den dengang trettenårige, som måtte give op). >> Læs videre
Et fint, lille, moderne korrektiv til den klassiske myte om Pygmalion – denne gang fortalt fra den besjælede statues perspektiv.
Den amerikanske forfatter Madeline Miller (f. 1978) har haft ganske stor succes med sine gendigtninger af historier fra den klassiske, græske mytologi. I debutromanen, The Song of Achilles (2011), genfortæller hun kærlighedshistorien mellem Achilleus og Patroklos, kendt fra Homers Iliaden, men fortalt fra Patroklos’ perspektiv. I romanen Circe (2018) gør hun troldkvinden Kirke (som optræder som bifigur i Homers Odysseen) til hovedperson frem for Odysseus. >> Læs videre
Hafni fortæller er meget Helle Hellesk – og det er godt. Måske en kende mere eksperimenterende i formen, end jeg har oplevet hende før – men det kommer der også kun godt ud af.
Forleden skrev jeg i min anmeldelse af Katrine Marie Guldagers Birgithe med th, at jeg måske bare ikke er til romaner om helt almindelige menneskers helt almindelige liv.
Det udsagn vil jeg gerne trække tilbage: For hvis det er Helle Helle, der skriver om helt almindelige menneskers helt almindelige liv, så kan det lige pludselig blive ikke alene vedkommende og spændende, men også litterært nyskabende. >> Læs videre
En svær anmeldelse. Fiaskoen har mange fremragende kvaliteter, endda mesterlige. Jeg har ikke svært ved at genkende den Imre Kertész, hvis andre bøger, jeg tidligere har været benovet over. Samtidig er jeg bare nødt til at indrømme, at jeg kedede mig. Midt i alt denne litterære kvalitet kedede jeg mig massivt.
Den ungarnske nobelpristager Imre Kertész (1929-2016) er nok især kendt for den selvbiografiske Auschwitz-roman, De skæbneløse (opr. 1975), men hans omfattende forfatterskab rummer mange andre perler. Fiaskoen (opr. 1988), som først nu er oversat til dansk, kan i en vis forstand ses som en fortsættelse af De skæbneløse. >> Læs videre
Birgithe med th er et portræt af en kvinde midt i livet. Som ikke orker mere pis og ikke lægger meget bånd på sin irritation og vrede. Men som under overfladen er lige så skrøbelig som alle os andre. En ganske fin, lille roman, men så heller ikke mere. Sine steder både morsom og også rørende. Hurtigt læst – men nok også hurtigt glemt.
Birgithe med th er vred. Og der er nok at være vred over: Alle dem, der ikke tager klimaforandringerne alvorligt og bare fortsætter deres umådeholdne overforbrug. Forældre, der ikke opdrager deres børn. Unge drenge, der mobber hjemløse på gaden. Trælse fyre, der lufter sexistiske kommentarer i kassekøen i supermarkedet. Cyklister, der ikke kender forskel på en fodgængerovergang og en cykelsti. Birgithes lillesøster, der har ondt i livet, men ærlig talt godt kunne prøve at tage sig lidt mere sammen. >> Læs videre
En roman om venskab og kærlighed mellem to kvinder i 1950’erne. Samtidig et portræt af en italiensk landsby på kanten af at udvikle sig til en turistdestination. Og et tidsbillede af dele af Italien. En på flere måder fin og meget velskrevet bog. Men ærlig talt også lidt kedelig.
Goliarda Sapienza (1924-1996) er formentlig ikke kendt af så mange danske læsere. Jeg havde ærlig talt heller ikke hørt om hende, før jeg faldt over denne nylige udgivelse på dansk af hendes sidste roman (oprindeligt skrevet i 1984, men først udgivet efter hendes død). Forlaget Grønningen 1 har dog også tidligere udgivet Sapienzas hovedværk, Kunsten at glædes (da. 2021). >> Læs videre
Hekseri, hjemsøgelser, åndemaneri og ondsindede forbandelser. Døde, rådnende spædbørn, der går igen. Kannibalistisk nekrofili. Seksuel fetichistisk besættelse af døende, menneskelige organer. Og såmænd også et par gotiske spøgelseshistorier i næsten klassisk stil. Det hele serveret med et feministisk twist og et strejf af samfundskritik. Mariana Enriquez’ noveller er ikke for sarte maver, men de giver appetit på at læse mere.
Argentinske Mariana Enriquez (f. 1973) fik sit store, internationale gennembrud med novellesamlingen Ting vi mistede i ilden (opr. 2015, da. 2017), som her på bloggen udløste fem stjerner, da jeg anmeldte den tilbage i 2019. >> Læs videre
Lad os bare tage det up front: Leoparden er en siciliansk, italiensk og europæisk klassiker. Men romanen er også en noget tung omgang. Faktisk tenderende til det småkedelige. Jeg havde ærlig talt lidt svært ved at komme igennem den, og jeg var glad, da den sluttede.
Som følgere af disse bognoter vil vide, hører jeg ikke til de læsere, der kræver af en bog, at den er pakket med action, ydre handling eller på anden vis er en decideret pageturner. >> Læs videre
Stenstrandzen. En bog for fossilsamlere og fans af Dorte Karrebæks geniale streg. Man skal nok være en hel del af begge dele for at elske denne bog. Jeg er en hel del af begge dele.
Jeg er ud af en stensamlerfamilie. Jeg er opdraget med, at sandstrande, hvor man bader og soler sig, er tarvelige og kedelige steder for pøblen. En god strand er en stenstrand, hvor man kan finde fossiler. Rigtig strandaktivitet er at gå langsomt langs vandet i dét spor, hvor der er sten, med blikket rettet nedad og med såvel øjne som sind i den perfekte fossilfinderbalance: Dedikeret og fokuseret, men samtidig åben for indtryk fra millionårgamle aftryk i sten. >> Læs videre
Charmerende, lille, chilensk roman om fascinationen af filmens magiske verden og om fortællingens kraft.
Hernán Rivera Leteliers kortroman fra 2009 (på dansk i 2013 ved altid sikre Rigmor Kappel Schmidt) udspiller sig i en lille salpeterminelandsby langt ude på pampaen i det nordlige Chile. Her er en af de få og højt skattede fornøjelser at gå i biografen. Vi er i en tid, hvor Hollywoodfilm med Marilyn Monroe, John Wayne og Charlton Heston er i høj kurs – men dog ikke nær så populære som mexicanske musikalske melodramaer. >> Læs videre
”Det er verdens ende; man kan ikke komme videre. Den menneskelige elendighed har fundet sin grav her.”
Albert Cosserys noveller udgør fremragende stemningsbilleder fra slumkvartererne i Kairo i de første årtier af det 20. århunderede. Samtidig er de en hyldest til dovenskaben og til de fattigste af de fattige. Fortalt med såvel indlevelse i elendigheden og med en humor, der gør det til at holde ud – og med en ikke ringe sans for det ækles æstetik. >> Læs videre
“Jeg lugtede af lig, af råddent kød. Man skulle tro, at jeg altid havde ligget i en sort kiste, altid lugtet af lig, altid var blevet kørt rundt af en gammel og krumrygget mand, hvis ansigt jeg ikke kunne se, mellem tågebanker og omflakkende skygger.”
Det her er altså virkelig syret og virkelig hårdt. Det er Kafka på iranske stoffer. Den blinde ugle har snart et helt århundrede på bagen, men hvis det skulle få nogle til at tænke, at romanen så sikkert er en tam omgang, så kan de godt tro om. >> Læs videre
