Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
En samling uhyre velskrevne og veloversatte, veldoserede og veltænkte noveller af italienske Antonio Tabucchi. Om tid, om erindring, om historiens gang og om ikke at kunne undslippe selv samme historie, hverken den store eller den lille personlige.
Vi snupper lige en Tabucchi mere, nu vi er i gang, i forlængelse af Pereira Maintains (opr. 1994) og Little Misunderstandings of No Importance (opr. 1985). >> Læs videre
Godt tænkte og dygtigt udførte noveller. Novellesamlingen Little Misunderstandings of No Importance fra 1985 efterlader ikke tvivl om Antonio Tabucchis høje niveau som forfatter. Jeg blev bare ikke rigtig grebet af ret mange af disse historier, som talte lidt for meget til mit intellekt og lidt for lidt til maven og hjertet.
Jeg var i sidste uge meget begejstret for italienske Antonio Tabucchis roman, Pereira Maintains (opr. 1994). Forvetningerne var derfor også høje til Tabucchis novellesamling Little Misunderstandings of No Importance (opr. 1985). De blev kun delvist indfriet. >> Læs videre
En lille, stramt komponeret, eksistentialistisk (og alligevel humoristisk!) roman om moral og pligten til at handle – også selv om man bare er kulturredaktør på en katolsk avis i Lissabon i 1938 og en overvægtig enkemand med lidt for stor hang til lemonade og omelette aux fines herbes og fransk litteratur.
Der findes næppe nogen finere litterære oplevelser end det uventede møde med en fremragende bog af en fremragende forfatter, man ikke kender eller overhovedet har hørt om, men som man kun tilfældigt støder på, mens man oser rundt i en boghandel i en fremmed by, og som man læser, mens man stadig er på ferie. >> Læs videre
Noveller og essays om håb og håbløshed i efterkrigstidens Napoli. De bedste tekster i Anna Maria Orteses samling, Havet når ikke Napoli, er aldeles fremragende. Andre dele af bogen er imidlertid så tids- og personbundne, at det var meget svært for denne læser at fatte interesse for dem.
Anna Maria Ortese (1914-1998) var født i Rom, men voksede op i blandt andet Napoli. Havet når ikke Napoli blev hendes litterære gennembrud som forfatter i Italien. Bogen er oprindeligt udgivet i 1953, men genudgivet på italiensk i 1994 med et nyt forord af forfatteren selv og en lille supplerende tekst. Oversat til intenst dansk af Siri Rønne Christiansen efter 1994-udgaven. >> Læs videre
Seriøst morsom og latterligt alvorlig. Familien Toth er grotesk satire, når den er bedst – i en samtidig udstilling af både den arrogante magt og den latterlige, lille undersåt.
István Örkény (1912-1979) hører til blandt ikonerne i efterkrigstidens litteratur i Ungarn, kendt og elsket for sin dramatik og noveller. Hans mest kendte værk er kortromanen Familien Toth (opr. 1966), som også har haft stor succes som teaterstykke i Ungarn, hvor det stadig opføres (ifølge oversætter Leif Martin Sands forord til den danske udgave af bogen). >> Læs videre
Edgar Allan Poes eneste roman er en noget ueffen størrelse, men den er slet ikke dårlig. Læseren skal forberede sig på en pudsig blanding af en drabelig ramasjangroman fra de syv have, en fantasi om en besynderlig, skjult verden nær Sydpolen med indlagte essaylignende digressioner om faktiske, historiske ekspeditioner til Antarktis.
Edgar Allan Poe (1809-1849) er mest kendt for sine fortællinger, men han gjorde også et enkelt forsøg i romangenren, Arthur Gordon Pyms eventyr (opr. 1838). Jeg vil nok ikke kalde den en decideret vellykket roman, dertil er den for ujævn i sin fortællestruktur. Men jeg var på en del strækninger egentlig ganske godt underholdt, idet jeg følte mig sat tilbage til min barndoms læsning af nogle af de klassiske søfarerromaner og andre røverhistorier. >> Læs videre
Poe er klassiker. Han er sjov at læse, fordi hans gyser- og horrorfortællinger, hans detektivhistorier og hans forsøg ud i science fiction-genren på mange måder peger fremad i litteraturhistorien og populærkulturen i bredere forstand, hvor Poe har sat sig talrige og uudviskelige spor. Læst for sig selv fremstår de fleste af Poes mere end 175 år gamle fortællinger dog også noget støvede.
På trods af Edgar Allan Poes (1809-1849) klassikerstatus har jeg med skam at melde faktisk aldrig tidligere læst noget af ham (ikke hvad jeg husker af, ihvertfald, men jeg skal ikke udelukke, at jeg har været henover et par af hans fortællinger via de samlinger af klassiske gyserhistorier og skæbnefortællinger, jeg en overgang dyrkede som ganske ung, men dem har jeg i så fald glemt). >> Læs videre
Agota Kristof er bedst kendt for sine romaner, men hun begik sig også i den helt korte novelleform, som samlingen Det er lige meget demonstrerer. Der er fine (virkelig fine) historier iblandt, men samlingen præsenterer ikke Kristof, når hun er bedst. Lidt for mange af teksterne fremstår for mig som eksperimenter og ufærdige udkast.
Jeg er en stor fan af Agota Kristof (1935-2011), som mine anmeldelser af andre af hendes værker bevidner. Jeg er også glad for den helt korte novelleform, som kan noget særligt i de rigtige hænder. Mine forventninger var derfor store til samlingen Det er lige meget, som udkom på dansk sidste år på det lille forlag Aleatorik i oversættelse ved Malte Damgaard Hansen. >> Læs videre
Et tysk kammerspil til søs fra efterkrigstiden. En psykologisk dyst mellem to markante personligheder – og et indre drama stillet over for et moralsk og eksistentielt valg.
Jeg faldt tilfældigt over Fyrskibet, da jeg bladrede rundt for at finde den næste lydbog at lytte til under transport. Jeg har tidligere (i mine meget unge dage) læst enkelte romaner af Siegfried Lenz, som jeg husker som udmærkede, uden at de på det tidspunkt gjorde varigt indtryk. >> Læs videre
Man kommer i en omtale af den japanske forfatter Ryūnosuke Akutagawa (1892-1927) ikke uden om en henvisning til filminstruktøren Akira Kurosawa (1910-1998). Akutagawas to noveller Rashomon og I et krat udgør således en væsentlig inspirationskilde for Kurosawas film Dæmonernes port (1950).
Begge fortællinger indgår i den lille samling af tre Akutagawa-noveller, oversat til dansk af Shannon Færch, som forlaget Escho udgav i slutningen af 2023. >> Læs videre
En menneskeklog, hjertevarm og spraglet familieroman med vid og lune, som genbekræfter colombianske Tómas González’ høje litterære standard – selv om romanen efter min smag savner lidt fortællemæssigt drive.
Tomás González (f. 1950) er en mangefacetteret forfatter, men han er altid god. De af hans elleve romaner og fire novellesamlinger, jeg har læst, spænder vidt både tematisk og stilmæssigt: >> Læs videre
En grum beretning fra en grum periode i Colombias voldsplagede historie om både bødler og ofre og om deres familier. Og i det hele taget om at leve i et samfund, hvor mord og lemlæstelser af en del af hverdagen for almindelige mennesker. Ikke den bedste Tomás González-roman, men bestemt værd at læse. Lidt mere kærlighed i oversættelsen og korrekturen ville dog have gjort den danske udgave godt.
Jeg har haft flere lejligheder til at prise den colombianske forfatter Tomás González (f. 1950). Dette er endnu én, også selv om Abraham blandt banditter (opr. 2010/2017) ikke er det bedste, jeg har læst af ham. >> Læs videre
Henvender sig nok mest til læsere med en historisk interesse for udviklingen af den tyske, avantgardistiske science fiction-litteratur i starten af 1900-tallet med særlig vægt på den imaginære, ekstraterrestriske lys- og glasarkitekturs filosofiske implikationer for formuleringen af en kommende interplanetær utopi.
Kan du identificere dig med dét læsersegment, så kan jeg absolut anbefale Lesabéndio (opr. 1913, da. 2022) af Paul Scheerbart. Er du derimod – ligesom jeg – ikke helt dér, så skal du nok forberede dig på en lidt tung læseoplevelse. Dette uagtet, at Scheerbarts fantastiske sci-fi-univers isoleret set er et overflødighedshorn af pudseløjerlige og fabulerende ideer med et filosofisk vingefang af galaktiske – og bibelske (babelske) – dimensioner. >> Læs videre
Flere lumre dage. Sådan kunne titlen på denne nye samling på dansk af tre af Eduard von Keyserling sene fortællinger også passende have lydt med reference til von Keyserlings lidt tidligere mesterfortælling.
For stemningen, scenografien og karaktertyperne er i høj grad de samme som dem, vi her på bloggen med begejstring husker fra Lumre dage (opr. 1906). >> Læs videre
“Kill the beast! Cut his throat! Spill his blood!”
Der er ikke nogen uskyldige børn. Ondskaben er i os alle fra barnsben. Børn er potentielle monstre, som skal opdrages til at blive mennesker. Hvis du tror noget andet, så må du aldrig blive forælder. Uenig? Så læs William Goldings Lord of the Flies. Hvis du tør.
Lord of the Flies. Fluernes herre. Nu, hvor jeg som meget voksen genlæser romanen, er den lige så skræmmende, måske faktisk endnu mere skræmmende, end jeg husker den, da jeg læste den som barn for snart fyrre år siden. Og ikke bare skræmmende, men skræmmende god. En velfortjent klassiker, som fortjener at bliver genlæst igen og igen. Men det er altså hård kost, selv om den er både gammel, og historien er velkendt. >> Læs videre
”Jeg spurgte mig selv, ikke hvorfor jeg levede, men hvorfor jeg havde levet. Jeg formodede, det var på grund af håbet, og tænkte, om jeg stadig håbede på noget. Det gjorde jeg. Man venter altid noget mere.”
Det er en stor ting, at denne latinamerikanske nyklassiker endelig er udkommet på dansk. Selv har jeg længe haft den engelske oversættelse af argentinske Antonio Di Benedettos Zama (opr. 1956) stående på min at-læse-på-et-tidspunkt-liste, så det var en gave, at Skjødt Forlag her for nylig udgav den i dansk oversættelse ved altid gode Ane-Grethe Østergaard. >> Læs videre
Efter at have tilbragt fire bind og mere end ti år i den samme attende november sammen med Tara Selter i de første fire bind af Om udregning af rumfang, kommer det ikke som nogen overraskelse, at vi heller ikke i det femte bind kommer ud af den attende.
Jeg var fuld af lovord og næsegrus beundring over det intellektuelle vingefang i Solvej Balles samtidig underholdende og letlæste opus magnum efter læsningen af de første fire bind. Det er jeg stadig, og jeg skal ikke trætte læseren med at gentage dem her, kun henvise til min anmeldelse af Om udregning af tid I-IV. >> Læs videre
“Det er nu femogtyve år, siden jeg sidst har myrdet nogen. Eller er det seksogtyve år? Det er i hvert fald længe siden. Jeg var ikke, som nogen tror, besat af en trang til at slå ihjel eller styret af en seksuel perversion. Det var skuffelse over mig selv, der fik mig til det. En utilfredsstillet længsel efter at udføre det perfekte mord. Hver gang jeg begravede endnu et offer, spirede et nyt håb frem om, at det ville lykkes mig næste gang. Men til sidst mistede jeg troen på mig selv, og derfor stoppede jeg med at slå folk ihjel.”
Kim Byeongsu er halvfjerds år gammel og pensioneret seriemorder. Og hans sind er ved at blive ædt op af Alzheimer. Samtidig får han mistanke om, at en ny seriemorder, der tilsyneladende huserer i området, hvor han bor, har fået udkig på hans datter som det næste offer. Den gamle morder sætter sig derfor for at forebygge dette mulige drab. Men det er ikke så nemt, når ens hjerne føles som “en slimet, glat søpølse med åbent gab,” hvorigennem ordene langsomt glider ud af ens tanker. >> Læs videre
K’s bognoter ønsker alle følgere en glædelig jul – som for K og konens vedkommende (igen) i år forbigås uden julesalmer i Thailand. Det skal selvfølgelig markeres med et stykke thailitteratur.
Thailandske Prabda Yoon stiftede jeg bekendtskab med, sidst jeg var i Thailand i 2019, i form af hans novellesamling The Sad Part Was (opr. 2000, eng. 2017), og jeg var ret begejstret. I feriekufferten havde jeg allerede dengang også den senere samling, Moving Parts (opr. 2002, eng. 2018), men jeg nåede ikke at få den læst ved den lejlighed. Men nu er jeg tilbage i Thailand og med mig har jeg Prabda Yoon. >> Læs videre
“Det er kun på havet og på steppen om natten i måneskin man kan dømme om himlens umådelige dybde og uendelighed. Den er frygtindgydende, smuk og blid, den ser smægtende og lokkende på en, og man bliver svimmel af dens kærtegn.”
Anton Tjekhov (1860-1904)er blandt historiens allerstørste dramatikere, og det er som sådan, han er bedst kendt. Tjekhov skrev dog også prosa. Som ung producerede han hundredevis af korte, humoristiske historier, som han solgte til aviser for at tjene til føden. Senere gav han sig i kast med at skrive mere “seriøs” litteratur, og han har udgivet adskillige novellesamlinger og en række kortromaner og romaner. >> Læs videre
Hvilke mekanismer skaber en menneskehob? Hvad kan gøre almindelige mennesker til delagtige i vilkårlige lynchninger? Og hvornår er man – i moralsk forstand – medskyldig, når en menneskemasse begår vold og drab? Skal man selv have kastet den første sten eller bare én sten? Hvilken skyld påhviler den, der ganske vist ikke aktivt medvirker, men passivt ser til og ser væk? Og hvordan finder man et sprog for at tale om kollektive traumer i en ikke alt for fjern fortid?
Sådanne spørgsmål er blandt dem, den ungarnske forfatter Pál Závada (f. 1954) stiller sig og forsøger at indkredse svar på i romanen En torvedag (opr. 2016), som netop er udkommet på dansk på Skjødt Forlag i en lydefri oversættelse ved Leif Sand. >> Læs videre
Jeg læste velsagtens Mus og mænd (opr. 1935) for op mod 40 år siden som meget ung teenager. Holder den stadig – eller er det bare en kanoniseret klassiker? Den holder, i dén grad!
Jeg kunne ved min genlæsning (lytning) konstatere, at billederne af de to centrale figurer i romanen, et af verdenslitteraturens mest berømte par, stadig stod knivskarpt:
Den store kleppert, Lenny, som ikke er for kvik i hovedet, men er så god, som dagen er lang, og desværre bare alt for stærk til at kæle for de små bløde mus og hundehvalpe. Og hans ven og følgesvend, den lille, smarte George, som uafvendeligt skælder ud på Lenny, men ikke desto mindre er knyttet til ham via et bånd, der er stærkere, end han vil indrømme for sig selv. >> Læs videre
“På dagen i går, her i byen Agustín de Tango, så jeg om formiddagen endelig et skue, jeg så længe havde længtes efter at overvære: at se en person blive guillotineret.”
Således lyder den første sætning i den latinamerikanske klassiker, Juan Emars Dagen i går (opr. 1935). Og derfra går det ellers bare derudad. Den med længsel ventede guillotinering går mere skævt end glat og udvikler sig til en vidunderligt grotesk og langtrukken scene, som blandt andet omfatter en stor folkemængdes lidet kristelige omgang med den henrettedes ikke helt rent afhuggede hoved og hans stadig levende krop. Og festen fortsætter … >> Læs videre
En på mere end én måde virkelig ubehagelig roman. Og en på mere end én måde virkelig god roman. Om brutale folkemord på indianske befolkninger i Mellemamerika. Fortalt i et tempofyldt, rablende og svidende satirisk format tilsat frastødende sexscener. Værsgo, jeg præsenterer: Horacio Castellanos Moya.
Salvadoranske Horacio Castellanos Moyas Sanseløshed (opr. 2004) handler om de bevidst fortrængte folkemord på indianske befolkninger i Mellemamerika. Og om de mekanismer, der får også selv de velmenende intellektuelle, der skal forestille at arbejde med at formidle folkemordenes rædsler, til at distancere sig fra dem. >> Læs videre
Argentinske Dolores Reyes’ debutroman, Jordspiser (opr. 2019), som i år er udkommet på dansk, er en hård, men også poetisk samtidsroman om fattigdom, vold og fortabte ungdomsgenerationer i Argentina. Handlingen rummer magiske elementer, men romanen fremstår ikke desto først og fremmest som et stykke hård realisme.
Jordspiser handler om vold mod piger og kvinder i Argentina. Men også bredere om det hårde liv i Argentinas fattigste kvarterer, hvor børn og unge overlades til sig selv i et miljø præget af vold, misbrug og almindelig trøstesløshed. >> Læs videre
En ganske fin kortroman om fortrængte familietragedier, fordækte forhistorier og forskudte erindringer. Og om de sandheder, der kan gemme sig i erindringer baseret på misforståelser.
Sorg (opr. 2017, da. 2023) er den anden udgivelse på dansk af den guatemalanske forfattter Eduardo Halfon. Tidligere har vi på dansk stiftet bekendtskab med romanen Canción (opr. 2021, da. 2022), som jeg har anmeldt her. Begge bøger er oversat til flydende dansk af Pia Sloth Poulsen og udgivet på forlaget Aurora Boreal. >> Læs videre
Ferdinand Oyonos nyklassiske kortroman er en ironisk, men også realistisk-grum, kritisk kommentar til fransk kolonialisme i det vestlige Afrika i 1950’erne. På en gang humoristisk og hjerteskærende brutal.
Ferdinand Oyonos Houseboy (fr. Une Vie de Boy, opr. 1956) indledes med en kort rammefortælling placeret i det daværende Spansk Guinea (senere Ækvatorialguinea). Her bliver en ferierende camerouner hidkaldt til dødslejet for en anden camerouner, som er blevet fundet fysisk mishandlet. På den unge mands krop finder rammefortælleren to stilehæfter, som indeholder den afdødes dagbogsnotater. Og det er disse dagbogsnotater, skrevet af den unge camerouner Toundi, der udgør den roman, vi herefter læser. >> Læs videre
Semi-historisk roman om dannelsen af staten Liberia i det 19. århundrede – tilsat magisk realisme og deciderede fantasyelementer. Liberiansk-amerikanske Wayétu Moore skal have point for et modigt forsøg på genrefornyelse. For mig virkede det dog ikke, og jeg kedede mig ærlig talt igennem det meste af romanen.
Wayétu Moore (f. 1985) er født i Liberia i det vestlige Afrika. Da hun var fem år gammel flygtede hendes familie med hende fra borgerkrigen i Liberia via Sierra Lenoe til USA, hvor hun har boet siden. Det kan man læse om i hendes selvbiografiske bog The Dragons, the Giant, the Women (2020). Hendes litterære debut var imidlertid romanen She Would Be King (opr. 2018). >> Læs videre
A Girl Called Eel er mig bekendt den første oversatte roman nogensinde fra Comorerne. Og den er slet ikke ueffen. Velskrevet og original. Rørende og endda helt sjov. Men for lang.
Da jeg for nogle år siden læste mig gennem bøger fra alle verdens lande i læseudfordringen Verden rundt i bøger, havde jeg svare problemer med at finde en repræsentant for den lille, afrikanske østat Comorerne i Det Indiske Ocean. >> Læs videre
En melankolsk – men alligevel mere humoristisk end sørgmodig – roman om at søge efter sig selv i en tabt fortid. Om at blive skabt og genskabe eller omskabe sig selv. Om forskellen på at skabe kunst og gøre kunst(er). Og også noget om kærlighed og venskab.
Den sydafrikansk fødte, britiske forfatter Deborah Levy (f. 1959) har været et af dette læseårs spændende og for mit vedkommende nye bekendtskaber. Tidligere på året læste jeg således med stor fornøjelse hendes selvbiografiske romantrilogi, Ting jeg ikke vil vide (opr. 2013, da. 2022), Livets omkostninger (opr. 2018, da. 2022) og Fast ejendom (opr. 2021, da. 2023).
Seneste udgivelse fra Levys hånd er romanen August Blue, som udkom her i foråret 2023. Den holder det høje niveau fra de førnævnte bøger. >> Læs videre
