En østrigsk Stoner. Afdæmpet, men indtrængende, rørende og meget, meget fin, næsten forunderlig, østrigsk roman om… ja, et helt liv.

Af anmeldercitaterne på bogens omslag kan man læse, at nogle anmeldere har sammenlignet Et helt liv med John Williams’ Stoner fra 1965. Det er ikke helt ved siden af. Tematisk har de to bøger ihverfald det fællestræk, at de begge er et portræt af et enkelt menneske fra barndom til død. De kan også minde om hinanden i sprog og tone: Et helt liv er ligesom Stoner fortalt i et afdæmpet og smukt sprog, som er en fornøjelse at læse.

Der er selvfølgelig også forskelle: Hvor John Williams i Stoner bevæger sig i den amerikanske, akademiske verden, så tager østrigskfødte Robert Seethaler (f. 1966) os i Et helt liv til en afsides dal i de østrigske alper. Og mens Williams’ hovedperson Stoner er universitetsprofessor, så møder vi i Et helt liv den lettere enfoldige og fattige arbejdsmand Andreas Egger.

Robert Seethalers roman adskiller sig også fra Williams’ Stoner ved sin længde. Med kun cirka 150 relativt små sider er det en kort roman, som er ganske hurtigt læst. 150 sider er ikke meget til et helt liv, og romanen er kompakt i den forstand, at Seethaler kommer omkring meget på de få sider. Men den opleves på ingen måde som kompakt læsning takket være Seethalers evne til at slå ned på nogle få nøglebegivenheder i Andreas Eggers liv og dvæle ved dem med lige præcis det udmålte antal ord, der skal til for at få Eggers liv til at fremstå levende og vedkommende.

Seethaler skriver i et omhyggeligt og bevidst lidt gammelmodigt sprog, som passer godt til stemningen i romanen. Men det gør den ikke tung at læse, tværtimod flyder det let og medrivende derudaf i Anneli Høiers glimrende oversættelse.

Bogens første sætning kan tjene som eksempel på stilen:

En februarmorgen i 1933 løftede Andreas Egger den døende gedehyrde Johannes Kalischka, som folkene i dalen altid bare kaldte Hornjohannes, op fra hans gennemvædede og temmelig surt lugtende halmmadras for at bære ham ned til landsbyen ad den tre kilometer lange, under et tykt lag sne begravede bjergsti.

Bortset fra den indledende scene i 1933, hvor Andreas Egger er omtrent 35 år gammel, udfolder romanen sig hovedsagelig kronologisk fra den dag, Egger som ganske lille bliver anbragt som fosterbarn hos en brysk bonde i en lille landsby i en dal i de østrigske alper omkring århundredeskiftet.

Robert Seethaler (2014). Foto: Annette Pohnert, Carl Hanser Verlag (fra Kristeligt Dagblads Forlags pressemateriale)

Vi følger Egger gennem hans hårde og ukærlige barndom, hvor han får så mange tæv med hasselstokken, at det efterlader ham invalideret for livet. “Haltefanden” kalder de ham, men han er stærk og ernærer sig uden megen kny hele livet ved hårdt og nøjsomt arbejde.

Han arbejder livet igennem især for det store entreprenørfirma, som bygger den første gondollift i dalen til den gryende skiturisme, som samtidig bringer elektricitet til dalen. Siden bliver det til mange lifte, og med den lidt enfoldige Egger som prisme er bogen også en roman om moderniseringen i det 20. århundrede.

Egger bygger et lille hus på den stenede bjergskråning, han møder kærligheden og mister den igen, han deltager i Anden Verdenskrig ved den russiske front, han vender tilbage som turistfører for turister på bjerget, og han gør sig sin tanker om livet og døden. Og især lever han i og med naturen i det barske bjerglandskab, som både giver ham alt og tager alt.

Et helt liv lever på smukkeste vis op til sin titel. Så kort bogen end er, sidder man som læser tilbage med oplevelsen af at have fået den gave at få indblik i et levet menneskes hele liv. Det er en lille litterær bedrift, og jeg kan kun anbefale bogen.

Min eneste indvending skulle være den, at Seethaler i passager bevæger sig på grænsen til det pietistisk salvelsesfulde (selv om Gud ikke fylder meget) i sin hyldest til dette enfoldige, nøjsomme liv, som med bøjet nakke og uden mange klager tager imod det, som naturen og menneskene byder ham. Men jeg bærer over med det, fordi bogen er så fint skrevet.

K's vurdering: