Den kontroversielle, schweiziske forfatter Christian Krachts seneste roman, som udkom på dansk for et par måneder siden, er en ironisk tour-de-force fra 1930’ernes Tyskland og Japan, veloplagt fortalt i sublimt sprog.
Vi er i begyndelsen af 1930’erne, kort før formørkelsen for alvor begynder at sænke sig over Europa. >> Læs videre
En tysk, vegansk nudist grundlægger et alternativt utopisk samfund og en ny religiøs orden baseret på kokosnøddediæt, soldyrkelse og nøgenhed på en lille ø i det nuværende Papua Ny Guinea i starten af det forrige århundrede.
Stop en halv, den må du længere i Stillehavet med, forfatter Christian Kracht, tænker du måske. Det gjorde jeg ihvertfald – indtil jeg fik læst lidt op på historien.
For den schweiziske forfatter Christian Krachts (f. 1966) roman Imperium bygger rent faktisk på virkelige begivenheder. >> Læs videre
Peter Adolphsen kan ikke huske, hvornår han “begyndte at se skævt til den såkaldte autofiktion.” Men det har heldigvis ikke forhindret ham i at skrive denne lille, lette (men også lidt letkøbte) pastiche over genren. Det er stedvist temmelig underholdende, endda morsomt, men heller ikke mere. Adolphsen får desværre ikke helt så meget ud af konceptet, som man kunne have håbet.
Den spritnye udgivelse fra Peter Adolphsens hånd, Jeg kan ikke huske, som udkom på Gyldendal tidligere på ugen, består af omtrent 160 korte tekster, alle skåret over samme retoriske form, for så vidt de alle begynder med ordene “Jeg kan ikke huske …” >> Læs videre
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal mene om denne roman. På den ene side er det en velskrevet, læsevenlig og på mange måder skøn og livsbekræftende, rørende fortælling med masser af liv og farver om kraften i den gode fortælling. På den anden side er den en rædderlig kliché fuld af stereotyper.
Først lidt om romanens ramme:
Hovedparten af historien foregår på øen Bougainville i 1991-1993. Bougainville er geografisk den største af øerne i Salomonøgruppen i Stillehavet, men tilhører politisk Papua Ny Guinea. I 1990 erklærede Bougainville sig ensidigt uafhængigt af Papua Ny Guinea, hvilket regeringen i Papua Ny Guinea i 1991 besvarede med en invasion af øen. >> Læs videre
Dickens holder. Hans måske mest lovpriste roman om den forældreløse Pip og hans uventede opstigning i samfundet til at blive en fin herre, er og bliver en god historie. Og så er Dickens’ sprog og ironiske persontegninger intet mindre end en frydefuld fornøjelse.
Det kan altid være lidt vanskeligt at anmelde en klassiker. Det gælder ikke mindst, når der er tale om én af de allerstørste som Charles Dickens’ Store forventninger (opr. Great Expectations, 1860-1861), der allerede for flere generationer siden er blevet kanoniseret som måske den bedste af Dickens’ romaner, er blevet fortolket i hundredevis af versioner for film, tv og teater og optræder som reference i formentlig endnu flere andre romaner (jeg skal på disse sider straks vende tilbage til en nærmere omtale af en nyere én af slagsen, nemlig newzealandske Lloyd Jones’ Mister Pip, som faktisk var anledningen til, at jeg greb tilbage til Dickens’ klassiker). >> Læs videre
Papuansk roman om en gruppe studerende fra Papua Ny Guinea og deres oplevelser af fremmedgørelse i Sydney, Australien, blandet op med en kulørt historie om onde ånder, skjulte familieforbindelser og optrevlingen af en pædofiliring. Alt sammen ret ringe fortalt i et fladt sprog og en ubehjælpsom komposition. Og så løber der en lidt ubehagelig undertone af racisme og homofobi gennem romanen.
Min litterære verdensrundrejse har bragt mig til Papua Ny Guinea repræsenteret ved romanen Mata Sara (Crooked Eyes) af den papuanske forfatter Regis Tove Stella (1960-2012). Som antydet ovenfor var det desværre ikke en af årets bedste læseoplevelser. >> Læs videre
Jón Kalman Stefánsson kan åbenbart ikke skrive andet end rasende gode bøger. Historien om Asta, der udkommer på dansk i dag på forlaget Batzer & co., er endnu en i rækken.
Astas historie er en på mange måder sørgmodig fortælling om ikke helt at passe ind i livet, om at møde store sorger og skuffelser. Men det er samtidig en fortælling fuld af livskraft, der også rummer store glæder, ja, ligefrem lykke. Og så er historien fuld af humor og poesi. Og frem for alt forrygende velskrevet, her i Kim Lembeks vanligt veloplagte oversættelse til dansk. >> Læs videre
Roman om de forsvundne under militærdiktaturet i Argentina i 1976-1983, om eksilet og om det, man kunne kalde glemslens politik på både mikro- og makroplan – fortalt gennem to subtilt sammenvævede personhistorier, fortællerens og den fortaltes.
Skærsild (spansk: Purgatorio) blev den argentinske forfatter Tomás Eloy Martínez’ (1934-2010) sidste roman. Den udkom oprindeligt på spansk i 2008 og er oversat til flere sprog. I dag udkommer den så også på dansk på forlaget Apuleius’ Æsel, oversat af Viveca Tallgren, som også har forsynet bogen med et glimrende forord, der sætter romanen i historisk kontekst. Af Martínez er på dansk tidligere udkommet Santa Evita (1995, da. 1996) og Tangosangeren (2004, da. 2006). >> Læs videre
Min kusine Emilija er makedonsk, magisk realisme af fineste slags. En særdeles velskrevet, poetisk fremstilling af to børns oplevelse af den forandrede virkelighed i Skopje under 2. verdenskrig.
Bogen foregår i 1940’erne i Skopje, dengang en del af Serbien, senere Jugoslavien og i dag Makedonien. Den er fortalt i førsteperson i tilbageblik af en dengang stor dreng og handler om hans og hans jævnaldrende kusine Emilijas oplevelser i Skopje under 2. Verdenskrig og årene umiddelbart efter. >> Læs videre
En malaysisk splatter/horror/fantasy/noir-krimi, som udspiller sig i en verden befolket af mennesker, guder, dæmoner, vampyrer og andre monstre … med en hovedperson, der arbejder som gourmetkok og forbindelsesofficer for det kannibalistiske jet-set blandt dæmoner og monstre i Kuala Lumpurs parallelle undergrundsverden … Ja, det er lige så fjollet, som det lyder, men alligevel ikke helt dårligt, faktisk ganske vittigt sine steder.
Det hele skal jo ikke være højpandet finlitteratur her på siden. Og engang imellem skal man udfordre sine egne læsevaner ved at læse noget uden for de genrer, man normalt hæfter sin lid til. >> Læs videre
Balsam for sjælen. Tarjei Vesaas’ mesterlige roman, Fuglene (opr. 1957), opretholder fortjent sin status af klassiker, ikke bare i norsk litteratur, men i verdenslitteraturen. Hver sætning er en nydelse i den danske nyoversættelse af Jannie Jensen og Arild Batzer.
Tarjei Vesaas (1897-1970) var den første nordmand, der blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Det var for romanen Is-slottet (1963), men mon ikke priskomiteen også har skelet til Fuglene (1957) ved den lejlighed, selv om prisen uddeles for et enkelt værk, ikke det samlede forfatterskab? >> Læs videre
Muligvis den eneste engelsksprogede roman på markedet, der foregår i Brunei og er skrevet af en bruneisk forfatter. Lider desværre under mangler i både plot, struktur og eksekvering. Resultatet er grundlæggende lidt småkedeligt.
Handlingen i Written in Black er ganske simpel. Den tiårige Jonathans bedstefar er død og skal begraves. Jonathan bor alene med sin far og to søskende. Moren er bortrejst til Australien – ifølge farens forklaring, fordi hun er syg og har brug for behandling andetsteds i længere tid, men som læsere fornemmer vi tidligt, at det nok snarere er fordi, hun har forladt familien. Den ældste, sekstenårige storebror er smidt ud hjemmefra. >> Læs videre
Jazz, Perfume & the Incident er på én gang en barsk dokumentation af det indonesiske militærregimes brutale fremfærd mod uafhængighedsbevægelsen i Østtimor i begyndelsen af 1990’erne – og en slags urban samtidsroman om overfladisk kærlighed blandt jetsetterne i Jakarta – og en serie essays om jazzmusikkens historie. Forvirret? Ja, det var jeg også.
Jeg er således lidt i vildrede med, hvad jeg overhovedet skal kalde denne bog. Er det en roman? Er det journalistik? Er det noveller? Er det essays? Eller er det det hele på én gang? Jeg hælder til det sidste, men vælger alligevel at kalde Jazz, Perfume & the Incident en roman. >> Læs videre
Velskrevet, bevægende og kulturelt interessant. Thailandske Chart Korbjittis roman fra 1981 om en god mand, overfor hvem skæbnen imidlertid viser sig fra sin værste og mest uretfærdige side, er tæt på fremragende. Men det er ikke ligefrem nogen feelgood-roman.
Jeg har egentlig haft Chart Korbjittis The Judgement stående i reolen et godt stykke tid – lige siden jeg for godt tre år siden faldt over den i den lille, fine Bangkokboghandel Passport Bookshop. Siden er den blevet skubbet lidt bagud i reolen af nytilkomne bøger. Men nu, hvor K & konen igen ferierer i Thailand, var den naturligvis oplagt at pakke med i rygsækken. >> Læs videre
Spændende udvalg på i alt elleve velskrevne noveller af seks moderne forfattere fra Singapore.
Antologien Telltale: 11 Stories er redigeret af Gwee Li Sui (f. 1970), der også har forsynet samlingen med et forord og noter. Af forordet (som med fordel kan læses til sidst, så man undgår Gwee Li Suis tolkninger af novellerne, inden man selv læser dem) fremgår, at det har været et formål med samlingen at præsentere nogle moderne singaporeanske forfattere, som de temaer, der ellers angiveligt har været dominerende i litteraturen fra Singapore: Bidrag til nationsopbygning eller “exotica” om særlige asiatiske erfaringer, som ikke mindst vestlige læsere gerne efterspørger. >> Læs videre
Jeff VanderMeers Udslettelse er en slags økologisk sci-fi-/horrorroman med et pseudofilosofisk, wanna-be intellektuelt twist. Ikke entydigt dårlig. Men heller ikke for enhver. For eksempel ikke rigtigt for mig.
Jeg købte romanen i lufthavnen forleden som læsestof til en oversøisk flyvning. Det var den sådan set udmærket egnet til. Den oplevelse af kedsommelig stilstand, der gradvist suppleres af egentligt ubehag, dog fortsat domineret af kedsomhed, som de fleste sikkert kan genkende fra en langdistanceflyvning, er også en ret rammende karakteristik af min oplevelse med at læse Udslettelse. >> Læs videre
Historisk roman om den nu glemte, franske 1800-tals eventyrer Aimé Olivier de Sanderval, som satte sig for at blive konge af Fouta Djallon i det nuværende Guinea i Vestafrika – og for en kort bemærkning virkelig lykkedes med sit forehavende, ihvertfald delvist. En fascinerende fortælling, som den guineanske forfatter Tierno Monénembo imidlertid desværre kun delvist formår at omsætte til en lige så fascinerende roman.
Aimé Olivier de Sanderval (1840-1919) var opfinder, filosof, forfatter, opdagelsesrejsende og kolonisator – og en gigantisk fantast. Men en fantast af den slags, der faktisk formåede at realisere nogle af sine fantasterier – ihvertfald delvist og i en kort overgang, om end han til sidst måtte se sine drømme knuste af den franske kolonimagt. >> Læs videre
Nyklassisk liberiansk kortroman, som angiveligt stadig er obligatorisk pensum i liberianske skoler. Interessant som et indblik i liberiansk kultur, om end ikke decideret verdensklasselitteratur i sig selv – efter denne læsers ydmyge mening.
Liberia er endnu et af de lande, hvorfra udvalget af skønlitteratur er forholdsvis begrænset. De få romaner, jeg er stødt på i min research efter liberiansk litteratur til brug for min læseudfordring Verden rundt i bøger, appellerede ikke voldsomt meget til mig, så mit valg faldt i stedet på den nyklassiske kortroman/lange novelle, Murder in the Cassava Patch, af Bai T. Moore (1916-1988). >> Læs videre
Jørgen-Frantz Jacobsens klassiske, færøske kærlighedsdrama om den underskønne Barbara, der på én gang er skabt uden et gran af ondt i sig, men samtidig er prisgivet sine sanser og følelser, hvorfor hun er dømt til at volde sine omgivelser og i sidste ende sig selv stor smerte. Den er stadig værd at læse, selv om årene ikke er gået upåagtet hen over romanen.
Jørgen-Frantz Jacobsen (1900-1938) er næst efter William Heinesen vel nok Færøernes mest berømte romanforfatter – på trods af, at han i sit korte, turberkuloseplagede liv kun nåede at skrive én roman, Barbara, som udkom første gang i 1939, året efter Jacobsens død. >> Læs videre
Tanzaniansk roman, som tematiserer en immigranterfaring, men først og fremmest er en fortælling om en traumatisk familiehistorie. Ikke dårligt skrevet, men desværre temmelig kedelig at læse.
Tanzanianske Abdulrazak Gurnah (f. 1948) har ni romaner bag sig. Mit første bekendtskab med ham er hans seneste roman, Gravel Heart (2017), og jeg har en fornemmelse af, at det muligvis ikke er hans bedste. Ihvertfald har jeg svært ved at genkende lovprisningerne af ham, baseret på hans tidligere forfatterskab, i denne bog. >> Læs videre
Fools, Thieves and Other Dreamers (2001) er en mikroantologi bestående af blot tre noveller af tre forskellige fransksprogede forfattere fra henholdsvis Benin (Florent Couao-Zotti), Djibouti (Abdourahman A. Waberi) og Senegal (Seydi Sow).
Udgivelsen er et resultat af et oversættelsesprojekt forestået af tre undervisere (Tava Gwanzura, Véronique Wakerly og Birgit Schommer) sammen med en gruppe studerende fra University of Zimbabwe med støtte fra den franske ambassade i Zimbabwe. Formålet var at være med til at skabe interesse for fransksproget, afrikansk litteratur i de engelsktalende dele af kontinentet.
Det er der kommet en helt fin, omend lidt ujævn, lille udgivelse ud af. Historierne er ret forskellige: >> Læs videre
Kenyanske Peter Kimani får ikke helt indløst de store ambitioner med sit historiske og let satiriske drama, Dance of the Jakaranda, om en ellers spændende periode i Kenyas historie. Romanen er dog ikke desto mindre værd at læse.
Jeg ville virkelig gerne have denne roman til at være fremragende. Og jeg forsøgte undervejs at overbevise mig selv om, at den var det. For jeg var svært begejstret for den, allerede inden jeg gik i gang, og det af flere grunde: >> Læs videre
Efterfølgeren til Chinua Achebes klassiker, Things Fall Apart, kan læses som en roman om den kulturelle skizofreni hos en ung lovende nigeriansk mand, der vender hjem til Nigeria efter universitetsstudier i London i 1950’erne. Og om hvordan idealer og principper står for fald i det korruptionsplagede land.
Chinua Achebes (1930-2013) debutroman, Things Fall Apart, fra 1958 (udgivet første gang på dansk i 1986 som Alt falder fra hinanden) er angiveligt den mest læste afrikanske roman nogensinde, og dens klassikerstatus er uomtvistelig. Et symptom herpå er f.eks., at jeg i talrige af de afrikanske romaner, jeg har læst og omtalt andetsteds på disse sider, gang på gang støder på referencer til den korte roman. >> Læs videre
Vi var fiskere er en på mange måder gribende og rørende fortælling med mytologiske konnotationer. Romanen giver et – om end lidt flimrende – indtryk af Nigerias nyere historie. Og så er den en symbolsk fortælling om, hvordan mange nye afrikanske nationer er født af den europæiske kolonisering med deraf følgende iboende sår og konflikter. Men det er også en lidt ujævn roman, som synes at have svært ved at bestemme sig for sit eget fokus.
Nigerianske Chigozie Obiomas (f. 1986) debutroman fra 2015 (udgivet på dansk ved Ninna Brenøe i 2016) er ganske ambitiøs, og ambitionen indfries i et vist omfang, men ikke helt. Jeg kan således ikke fuldt ud lægge mig i slipstrømmen af de mange, overstrømmende anmeldelser, romanen har modtaget i både Danmark og internationalt. >> Læs videre
Lesothiske Thomas Mofolos klassiske roman om zulukongen Shaka kan stadig læses med udbytte – men alderen fornægter sig ikke, og romanen har nok mest litteraturhistorisk interesse i dag.
Shaka kaSenzangakhona (ca. 1787-1828), ofte bare omtalt som Shaka/Chaka eller Shaka Zulu, er kendt som erobreren, der i første del af det 19. århundrede skabte et stor zuluimperium i det sydlige Afrika. >> Læs videre
Elementært bevægende, enkel og ligefremt fortalt historie om en mor, der vil give alt for at sikre sin datter en fremtid – og som på trods af sin position på samfundets absolutte bund alligevel bevarer sin menneskelige værdighed.
Vi er i Zambia i 1990’erne. Efter flere års tørke og fejlslagne høster er landet på randen af en sultkatastrofe. “Den nye sygdom” fra 1980’erne, der spredes via sex og starter med hoste og diarré og udmarver sine ofre hurtigere end sulten, er i vækst (“the new, unmentionable disease of the world that came of the taste of flesh, the one that made you thin before taking you, the disease of today”). Regeringen er mere eller mindre ved at kollapse i korruption. >> Læs videre
Fremragende! Ganske anderledes end noget, jeg før har læst. En højst usædvanlig og original roman om sindslidelse og transkønnethed – fortalt indefra af de onde ånder, der fra fødslen trænger ind i pigen Adas sind og som gradvist overtager kontrollen med hende, efterhånden som hun vokser op.
Freshwater, der udkom første gang i februar tidligere på året, er nigerianske Akwaeke Emezis delvist selvbiografiske debutroman. Om at leve med skizofreni og selvdestruktive tendenser. Om at indse, at man ikke er en kvinde, selv om man er født i en kvindes krop. >> Læs videre
Ja, nu kan man så også finde omtaler af børne-/ungdomsbøger fra 1960’erne fra Den Centralafrikanske Republik her på K’s bognoter. Klik endelig videre til noget andet, med mindre denne niche umiddelbart appellerer til dig.
Jeg anerkender, at jeg ikke ville have læst denne bog, med mindre jeg havde bestemt for, at jeg bare skulle have et flueben ud for Den Centralafrikanske Republik i min personlige læseudfordring, Verden rundt i bøger. Daba’s Travels from Ouadda to Bangui er således den absolut eneste roman fra Den Centralafrikanske Republik, jeg har kunnet opspore på engelsk eller andre sprog, jeg kan læse. >> Læs videre
Nyklassisk malinesisk roman fra 1979 – langt om længe oversat til engelsk i 2017. Meget velskrevet og en overraskende underholdende læseoplevelse.
The Lieutenant of Kouta er første bog i Diabatés prisbelønnede romantrilogi, som foruden Le lieutenant de Kouta (opr. 1979) også omfatter Le coiffeur de Kouta (1980) og Le boucher de Kouta (1982).
Kun den første er hidtil oversat til engelsk (og mig bekendt ikke til dansk), men mon ikke udgiverne og oversætterne (Shane Auerbach og David Yost) har planer om en udgivelse af de næste to bind på engelsk også? Det må man håbe, for Diabaté er et ganske fornøjeligt bekendtskab. >> Læs videre
Verdenslitteraturlæseren med en ambition om at komme hele verden rundt i bøger støder ind i mellem på udfordringer med at finde repræsentative bøger fra visse lande. Den geografisk store, men litterært lille, afrikanske ørkenstat, Tchad, er så afgjort et af de lande, der byder på udfordringer.
Der er således ikke udgivet meget skønlitteratur af forfattere fra Tchad i det hele taget. Og når det kommer til oversat skønlitteratur, er der nærmest intet. Told by Starlight in Chad af Joseph Brahim Seid (oversat af Karen Haire Hoenig fra det oprindelige franske) er faktisk den eneste udgivelse på engelsk, jeg overhovedet har kunnet opspore til brug for mit læseprojekt, Verden rundt i bøger. Og jeg kan se, at også andre verdenslæsere har måttet ty til denne lille udgivelse fra 2007 for at få et flueben ved Tchad. >> Læs videre
