Solidt romanhåndværk. Graham Greenes kortroman fra 1955 om spillelidenskabens og andre menneskelige dårskabers fælder er en klassisk, gedigent fortalt historie, som stadig kan læses.
Jeg har læst Loser Takes All som repræsentant for Monaco i min læseudfordring, Verden rundt i bøger. Briten Graham Greene (1904-1991) kan ganske vist ikke på nogen måde gå for at være monegasker, men romanen foregår i Monaco ved og omkring spillebordene i Monte Carlo, og det må være godt nok. >> Læs videre
Så lykkedes det endelig at finde et stykke litteratur, jeg kan bruge til at krydse San Marino af på listen over alle lande i verden, som jeg arbejder på at læse en bog fra.
Den lille republik San Marino midt i Italien er med sine kun 61 km² og godt 30.000 indbyggere verdens femtemindste land. San Marino har vist sig at være en af de sværeste nødder at knække i min læseudfordring, Verden rundt i bøger. Der er udgivet meget lidt skønlitteratur af sanmarinesiske forfattere, og stort set intet er oversat til et sprog, jeg kan læse. >> Læs videre
Krybende ubehagelig, spansk roman om mørket i hjertet af vores forestillinger om den uskyldsrene barndom. Meget speciel i stil og tema. Og meget god.
I den lille (fiktive) latinamerikanske by, San Christóbal, dukker på et tidspunkt i 1994 en gruppe på 32 børn i alderen 9-13 år op i byens gader. Ingen ved, hvorfra de kommer. De taler et sprog, der minder om spansk, men som ingen forstår. I starten registrerer indbyggerne i byen knap nok børnene og skelner dem ikke fra de indianerbørn, de er vant til at se tigge i gaderne. >> Læs videre
Charmerende, sjov, underfundig og velskrevet ‘rejsebeskrivelse’ fra argentinsk-franske Julio Cortázar og canadiske Carol Dunlop – men også en udgivelse, der mest fremstår som et lidt parentetisk ‘sideprojekt’ i Cortázars store produktion.
Autonauterne på kosmostradaen. Allerede titlen giver jo én lyst til at læse denne denne bog – ligesom det smukke og sjove omslagslayout af Mille Gøttsch Jacobsen baseret på Juan Pablo Cambarieres illustrationer. Og når den ene af forfatterne så tilmed hedder Julio Cortázar, og der er tale om en spritny udgivelse fra Skjødt Forlag, oversat til dansk af Ane-Grethe Østergaard, så føles det jo næsten som en nødvendighed for denne læser at kaste sig over bogen. >> Læs videre
For den, der måtte have kategoriseret Julio Cortázar i en snæver genrekasse som (kun) forfatter af fantastisk litteratur, må denne fremragende samling af oversatte noveller give anledning til en revurdering.
Som Martin Zerlang skriver i sin indledning til samlingen (læs den til sidst, hvis du ikke vil have din læsning forudindtaget af Zerlangs i øvrigt glimrende, korte analyser af teksterne), så har Cortázar skrevet “i de fleste eksisterende plus et antal hidtil ikke-eksisterende genrer,” og det er afspejlet i udvalget. >> Læs videre
“Hvilken vidunderlig beskæftigelse at rive et ben af en edderkop, anbringe det i en konvolut, skrive Udenrigsministeren uden på den, tilføje adressen, springe ned ad trappen, sende brevet fra postkontoret nede på hjørnet.”
Dette er blot én af mange vidunderlige og underlige beskæftigelser, argentinsk-franske Julio Cortázar (1914-1984) inviterer læseren til at deltage i i tekstsamlingen Historier om kronoper og famøser (opr. 1962). >> Læs videre
En costaricansk, historisk roman fra conquistadorernes tid. Indholdsmæssigt egentlig fyldt med handling, et spraglet persongalleri og masser af historiske konflikttemaer, der burde være spændende. Den fangede mig bare aldrig. Til gengæld føltes den meget, meget, meget lang.
Romanen udspiller sig primært i Costa Rica i 1700-taller med enkelte tilbageblik til scener i Spanien, hvorfra protagonisten, lykkeridderen Pedro Albaran er flygtet fra et mellemværende med Den spanske Inkvisition. >> Læs videre
Finsk-kosovoalbanske Pajtim Statovcis debut fra 2014 om en ung kosovalbansk immigrant i Finland i skyggen af krigen i eks-Jugoslavien udviser lovende takter, men romanen vil lidt for meget på en gang og lykkes måske derfor ikke fuldt ud med det.
Romanen er fortalt i to spor, som historien springer frem og tilbage imellem. I det ene følger vi jeg-fortælleren Bekim. I det andet hans mor, som hun vokser op i en landsby i Kosovo og senere som voksen kvinde og mor i Finland, hvortil familien flygter fra krigen i Kosovo i 1990’erne. >> Læs videre
Den fremragende albanske forfatter Ismail Kadarés elegier for Kosovo er også en generel, symbolsk klagesang over drømmen om Europa, som forliste, allerede inden den blev undfanget. Og med budskaber også til vores lille del af Europa i dag.
På Solsortesletten i Kosovo tørnede to store hære sammen den 28. juni 1389. En kristen hær bestående af serbiske, albanske, bosniske og rumænske styrker under ledelse af den serbiske prins Lazar var stillet op for at stoppe de fremtrængende osmannerne under sultan Murad I. >> Læs videre
Gregor von Rezzoris erindringsroman med den ubehagelige titel, En antisemits erindringer, er en fremragende skildring fra det splittede Østrig-Ungarn efter Første verdenskrig. Om den farlige melankolske drøm om “verden af i går.” Og ikke mindst om antisemitismen som et dybt indgroet træk i Europa.
Gregor von Rezzori (1914-1998) blev født som østriger i det daværende øsrig-ungarnske kejserrige. Da hans hjemegn Bukovina efter Østrig-Ungarns opløsning i forlængelse af Første verdenskrig blev indlemmet i dels Ukraine, dels Rumænien, blev han rumænsk statsborger. Siden sovjetborger, så statsløs, indtil han døde som igen østrisk statsborger. >> Læs videre
Intens, hektisk og forvirrende. Barsk og skræmmende. Menneskeligt og politisk deprimerende. Byen vinder altid er en markant og hård roman om det arabiske forår, som det udspillede sig i Cairo.
Omar Robert Hamilton (f.1984) er født i London, søn af en egyptisk mor og en britisk far. I 2011 tog han til Cairo sammen med sin mor for at deltage i den egyptiske revolution. Her blev han en del af et mediekollektiv og producerede blandt andet adskillige kortfilm om revolutionen, der blev formidlet på internettet. >> Læs videre
Alexandre Dumas’ klassiker holder! Det er en knaldroman, den er kulørt, den er melodramatisk, den er for lang. Men det er og bliver en af verdenslitteraturens allerbedste historier.
Greven af Monte Cristo behøver ingen introduktion. Hvem kender ikke historien om den unge lovende sømand Edmond Dantes fra Marseille, som på sin forlovelsesdag med den skønne Mercedes forrådes så forsmædeligt af sine skjulte fjender og kastes i hullet på fangeøen If i fjorten år – for senere at vende tilbage fra de døde og glemte som den mystiske, stenrige greve af Monte Cristo og tage en udspekuleret hævn? >> Læs videre
Brasilianske Clarice Lispectors noveller er komplekse, fascinerende, urovækkende og svære at fastholde. Og det er det, der gør dem gode.
Clarice Lispector (1920-1977) er blandt de mest anerkendte forfattere i hjemlandet Brasilien og også en af landets internationalt bedst kendte forfattere – selv om det måske ikke siger så meget, for brasiliansk litteratur forekommer mig at være noget overset herhjemme (og måske også i resten af verden). Og det er en skam, som man kan overbevise sig om ved at dykke ned i nogle af de – alle gode, men i øvrigt meget forskellige – bøger af brasilianske forfattere, jeg har læst henover de sidste par uger. >> Læs videre
Fermt komponeret brasiliansk roman om at miste sig selv i sproget og skriften – i en slags lingvistisk variant over Fausttemaet.
Chico Buarque (f. 1944) er i hjemlandet Brasilien især kendt som sanger og musiker, men han har også en hel del skuespil og bøger på samvittigheden. En af dem er romanen Budapeste, der udkom på dansk i 2015 under titlen Fortabt i Budapest i Tine Lykke Prados glimrende oversættelse (Jensen & Dalgaard).
Protagonisten og jegfortælleren i romanen er den midaldrende José Costa. Med base i Rio de Janeiro ernærer han sig som succesfuld ghostwriter, dvs. en anonym forfatter, der lever af at skrive i andres navn. >> Læs videre
Lille og let, men særdeles velfortalt, veloplagt og vittig. Brasilianske Jorge Amados kortroman om vandbrægeren Quincas’ dobbelte død er først og fremmest underholdende, men Amados socialistiske klassebevidsthed slår igennem og tilfører kant.
Jorge Amado (1912-2001) har klassikerstatus i Brasilien og også i resten af verden, selv om han måske nok ikke er så meget læst. Han har efterladt et imponerende stort forfatterskab, hvoraf enkelte romaner også er oversat til dansk, men i dag vist kun kan findes antikvarisk eller på biblioteket. The Double Death of Quincas Water-Bray er mig bekendt dog aldrig oversat til dansk, så her må man ty til den engelske oversættelse, hvos man ikke behersker det originale portugisiske. >> Læs videre
Stærkt vidnesbyrd i fiktionens form om en fars kafkaske søgen efter sin datter, der er en af de mange, som “forsvinder” under militærregimet i Brasilien efter kuppet i 1964.
Fra Moacyr Scliars Kafkas leoparder, som jeg omtalte forleden, bevæger vi os til en anden fremragende forfatter og repræsentant for den jødiske litterære tradition i Brasilien, Bernardo Kucinski (f. 1937). >> Læs videre
Brasilianske Moacyr Scliars kortroman, Kafkas leoparder, er en lille perle. Underholdende, legende, begavet, grinagtigt vittig og samtidig med en underliggende, vemodig alvorstone.
Dette er mit første bekendtskab med den brasilianske forfatter Moacyr Scliar (1937-2011), men jeg kan love, at det ikke blive det sidste. >> Læs videre
Guadalupe Nettels delvist selvbiografiske roman om at vokse op som en pige-udgave af Kafkas kakerlakkede Gregor Samsa i Mexico City i 1970’erne har tematisk potentiale, men formår desværre ikke at engagere på grund af fladt og kedsommeligt sprog.
Mexicanske Guadalupe Nettels (f. 1973) Kroppen jeg blev født i er en, må man forstå, delvist selvbiografisk roman over forfatterens barndom. >> Læs videre
En kort, men intens, boliviansk roman baseret på historiske begivenheder om den tyske familie Ertls liv i spændet fra nazistisk propagandaæstetik til marxistisk guerillakrig i Bolivia. Velfortalt, men ikke uforglemmelig.
Den tyske kameramand og bjergbestiger Hans Ertl (1908-2000) arbejdede i 1930’ernes Nazityskland sammen med blandt andre filminstruktøren Leni Riefenstahl, der er berømt for sin fornyelse af filmæstetikken – og berygtet for at bruge sit talent i nazipropagandaens tjeneste, hvorfor hun også er kendt som “Hitlers chefinstruktør.” >> Læs videre
Tretten noveller fra fantastikkens grænseland mellem virkelighed og uvirkelighed, liv og død, kærlighed og sex, Gud og mennesker.
Den panamanske forfatter Enrique Jaramillo Levi (f. 1944) har mere end 50 bøger bag sig inden for flere genrer, men han har i særlig grad dyrket novellen som form. Enkelte af hans novellssamlinger er oversat til engelsk, En af dem er Ahora que soy él fra 1994, som har titel efter en af de tretten noveller i samlingen. >> Læs videre
Daniel Kehlmanns seneste roman, Tyll, som udkom på dansk for nylig, er en ambitiøs historisk roman om Trediveårskrigen i 1600-tallets Tyskland. Vanligt velskrevet og af ubetvivlelig høj kvalitet i mange henseender – men alligevel formåede den ikke at engagere mig på nær i få, forbigående passager.
Tyll Ulenspiegel, på dansk også omtalt som Tiile Ugelspegel eller Till Uglspil, er en tysk litterær figur, en gøgler og narreskikkelse, kendt fra en serie folkehistorier, første gang udgivet samlet som folkebog i 1400-tallet og siden genfortalt i mange variationer. Det er blevet hævdet, at de litterære fortællinger om Tyll Ulenspiegel, skulle have udspring i en historisk person fra midten af 1300-tallet, men det er vist en omstridt sandhed. >> Læs videre
Daniel Kehlmann har for længst demonstreret sin alsidighed som forfatter. Med denne lette, men fermt fortalte kortroman føjer han endnu nogle alen til sin spændvidde ved at kombinere ægteskabsdramaet og spøgelsesgyset i en slags parafrase over Stephen Kings/Stanley Kubricks The Shining.
August måned var en god måned for os mange Kehlmann-fans med nyudgivelsen af hele to af hans romaner på dansk. Tilmed to meget forskellige af slagsen: Den stort anlagte historiske roman, Tyll, fra Trediveårskrigen (opr. 2017) og så den lille gyserfortælling, Du skulle være gået (opr. 2016). >> Læs videre
Den kontroversielle, schweiziske forfatter Christian Krachts seneste roman, som udkom på dansk for et par måneder siden, er en ironisk tour-de-force fra 1930’ernes Tyskland og Japan, veloplagt fortalt i sublimt sprog.
Vi er i begyndelsen af 1930’erne, kort før formørkelsen for alvor begynder at sænke sig over Europa. >> Læs videre
En tysk, vegansk nudist grundlægger et alternativt utopisk samfund og en ny religiøs orden baseret på kokosnøddediæt, soldyrkelse og nøgenhed på en lille ø i det nuværende Papua Ny Guinea i starten af det forrige århundrede.
Stop en halv, den må du længere i Stillehavet med, forfatter Christian Kracht, tænker du måske. Det gjorde jeg ihvertfald – indtil jeg fik læst lidt op på historien.
For den schweiziske forfatter Christian Krachts (f. 1966) roman Imperium bygger rent faktisk på virkelige begivenheder. >> Læs videre
Peter Adolphsen kan ikke huske, hvornår han “begyndte at se skævt til den såkaldte autofiktion.” Men det har heldigvis ikke forhindret ham i at skrive denne lille, lette (men også lidt letkøbte) pastiche over genren. Det er stedvist temmelig underholdende, endda morsomt, men heller ikke mere. Adolphsen får desværre ikke helt så meget ud af konceptet, som man kunne have håbet.
Den spritnye udgivelse fra Peter Adolphsens hånd, Jeg kan ikke huske, som udkom på Gyldendal tidligere på ugen, består af omtrent 160 korte tekster, alle skåret over samme retoriske form, for så vidt de alle begynder med ordene “Jeg kan ikke huske …” >> Læs videre
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal mene om denne roman. På den ene side er det en velskrevet, læsevenlig og på mange måder skøn og livsbekræftende, rørende fortælling med masser af liv og farver om kraften i den gode fortælling. På den anden side er den en rædderlig kliché fuld af stereotyper.
Først lidt om romanens ramme:
Hovedparten af historien foregår på øen Bougainville i 1991-1993. Bougainville er geografisk den største af øerne i Salomonøgruppen i Stillehavet, men tilhører politisk Papua Ny Guinea. I 1990 erklærede Bougainville sig ensidigt uafhængigt af Papua Ny Guinea, hvilket regeringen i Papua Ny Guinea i 1991 besvarede med en invasion af øen. >> Læs videre
Dickens holder. Hans måske mest lovpriste roman om den forældreløse Pip og hans uventede opstigning i samfundet til at blive en fin herre, er og bliver en god historie. Og så er Dickens’ sprog og ironiske persontegninger intet mindre end en frydefuld fornøjelse.
Det kan altid være lidt vanskeligt at anmelde en klassiker. Det gælder ikke mindst, når der er tale om én af de allerstørste som Charles Dickens’ Store forventninger (opr. Great Expectations, 1860-1861), der allerede for flere generationer siden er blevet kanoniseret som måske den bedste af Dickens’ romaner, er blevet fortolket i hundredevis af versioner for film, tv og teater og optræder som reference i formentlig endnu flere andre romaner (jeg skal på disse sider straks vende tilbage til en nærmere omtale af en nyere én af slagsen, nemlig newzealandske Lloyd Jones’ Mister Pip, som faktisk var anledningen til, at jeg greb tilbage til Dickens’ klassiker). >> Læs videre
Papuansk roman om en gruppe studerende fra Papua Ny Guinea og deres oplevelser af fremmedgørelse i Sydney, Australien, blandet op med en kulørt historie om onde ånder, skjulte familieforbindelser og optrevlingen af en pædofiliring. Alt sammen ret ringe fortalt i et fladt sprog og en ubehjælpsom komposition. Og så løber der en lidt ubehagelig undertone af racisme og homofobi gennem romanen.
Min litterære verdensrundrejse har bragt mig til Papua Ny Guinea repræsenteret ved romanen Mata Sara (Crooked Eyes) af den papuanske forfatter Regis Tove Stella (1960-2012). Som antydet ovenfor var det desværre ikke en af årets bedste læseoplevelser. >> Læs videre
Jón Kalman Stefánsson kan åbenbart ikke skrive andet end rasende gode bøger. Historien om Asta, der udkommer på dansk i dag på forlaget Batzer & co., er endnu en i rækken.
Astas historie er en på mange måder sørgmodig fortælling om ikke helt at passe ind i livet, om at møde store sorger og skuffelser. Men det er samtidig en fortælling fuld af livskraft, der også rummer store glæder, ja, ligefrem lykke. Og så er historien fuld af humor og poesi. Og frem for alt forrygende velskrevet, her i Kim Lembeks vanligt veloplagte oversættelse til dansk. >> Læs videre
Roman om de forsvundne under militærdiktaturet i Argentina i 1976-1983, om eksilet og om det, man kunne kalde glemslens politik på både mikro- og makroplan – fortalt gennem to subtilt sammenvævede personhistorier, fortællerens og den fortaltes.
Skærsild (spansk: Purgatorio) blev den argentinske forfatter Tomás Eloy Martínez’ (1934-2010) sidste roman. Den udkom oprindeligt på spansk i 2008 og er oversat til flere sprog. I dag udkommer den så også på dansk på forlaget Apuleius’ Æsel, oversat af Viveca Tallgren, som også har forsynet bogen med et glimrende forord, der sætter romanen i historisk kontekst. Af Martínez er på dansk tidligere udkommet Santa Evita (1995, da. 1996) og Tangosangeren (2004, da. 2006). >> Læs videre
