Annemarie Schwarzenbach: Død i Persien

“Denne bog vil ikke være læseren til megen glæde,” skriver Annemarie Schwarzenbach selv som indledning til Død i Persien (1935/36). Det er selvfølgelig skrevet med et vist koketteri, og det er da heller ikke rigtigt. Der er meget for læseren at glæde sig over i den lille bog. Men den er også for ufokuseret, for uforklaret og for nonchalent i sin komposition til at gøre denne læser rigtig glad.

Annemarie Schwarzenbach (1908-1942) var en schweizisk forfatter, journalist og fotograf. Han var ud af en schweizisk rigmandsfamilie, og levede et bohemeagtigt liv i Berlin i begyndelsen af 1930’erne, hvor hun blandt andet blev nære venner med Klaus Mann (søn af Thomas Mann). Som journalist skrev hun talrige antifascistiske artikler, men til sidst tvang nazismen hende til at forlade Tyskland. I Berlin grundlagde hun også et morfinmisbrug, som i de følgende år skulle tage mere og mere om sig.

Schwarzenbach foretog adskillige rejser rundt i verden, herunder til USA, Østeuropa og ikke mindst Mellemøsten, herunder flere rejser til Persien (det nuværende Iran), hvor hun i en periode levede med sin ægtemand i et formaliaægteskab, idet både hun og hendes mand var erklæret homoseksuelle. Schwarzenbach døede i 1942 som kun 34-årig af en hovedskade, hun pådrog sig ved et fald på cykel.

Død i Persien skrev Annemarie Schwarzenbach i 1935/1936, men den blev først udgivet i 1998, længe efter hendes død i 1942. Bogen er en roman skrevet (primært) som en rejsedagbog i jeg-form. Det er fiktion, men sammenligner man romanen med Schwarzenbachs biografi, så finder man en del tydelige sammenfald.

Bogen indledes med en såkaldt “indledende bemærkning,” hvori forfatteren søger at give det udseende, at resten af bogen er et manuskript, hun er kommet i besiddelse af, skrevet af en anden. Hun rammesætter her fortællingen således:

[D]enne bog handler om vildveje, og dens emne er håbløshed. Og selvom en forfatter ikke kender anden hensigt end at vække sine læseres deltagelse, så er netop denne deltagelse jo slet ikke opnåelig her: For vi kan kun håbe på medlidenhed og forståelse, når vores fiaskoer er forklarlige, vores nederlag modigt tilkæmpede og vores lidelser uundgåelige følger af den slags fornuftige årsager. Selvom vi nok sommetider er grundløst lykkelige, har vi absolut ikke lov at være ulykkelige på samme vis.
        Heltinden i denne lille bog er imidlertid så lidt en heltinde, at hun ikke engang kan benævne sin fjende, og så svag, at hun opgiver kampen, tilsyneladende inden hendes forsmædelige nederlag er beseglet.

Heltinden i bogen har som sagt en del biografiske træk til fælles med Schwarzenbach selv. Bogen er skrevet som dagbogsoptegnelser fra protagonistens talrige rejser til Persien. Et land, hun uforklarligt for hende selv vender tilbage til igen og igen, selv om det kun gør hende ulykkelig.

Et hovedtema er hendes gensidige, men alligevel ulykkelige forelskelse i en ung persisk kvinde, som er både alvorligt syg og holdes mere eller mindre indespærret af sin meget traditionelt tænkende far.

Annemarie Schwarzenbach
(selvportræt), Irak, 1935.

Flere kapitler i bogen har et drømmeagtigt præg, hvor hun i mysticistiske scener taler med en englelignede figur. I oversætter René Jean Jensens efterord kan man læse, at Schwarzenbach senere – under indlæggelse på en afvænningsklinik – genbesøger Død i Persien og mere eller mindre genskriver den i form af bogen Das glückliche Tal (1940). I denne udgave skulle det angiveligt være tydeligere, at konfrontationerne med englefiguren er forbundet med hendes morfinmisbrug.

Det kan give en slags mening til scenerne, men i Død i Persien er morfinforbindelsen meget utydelig, og for mig som læser fungerede disse kapitler ikke som andet end overflødige og lidt irriterende, kunstlede mellemspil.

Bogen er i det hele taget noget flagrende og ufokuseret. Men der er mange fine rejsebeskrivelser og et smukt billedsprog, som samlet set gør bogen absolut læseværdig.

Tag som eksempel et udsnit af en scene som denne, hvor fortælleren finder sin rejsefælle siddende lidt uden for lejren i ørkenen i månelys:

Månelyset lå på hendes føder som vand, der slikker op over sandet og risler tilbage igen med bølgerne. Jeg sagde ikke et ord, jeg var så glad for at have fundet Barbara igen. Jeg sad med hovedet på hendes optrukne knæ og så, hvordan de små bølger nåede op til hendes fødder.

Og så er bogen hele vejen igennem præget af en melankolsk stemning, der virker sært dragende – en slags undergangsstemning, men uden basuner (til gengæld med engle). “En desperat tristesse svæver som kølig dis over og ind i det meste, hun ser og oplever,” skriver René Jean Jensen i sit efterord, og det sætter bedre ord på denne særegne stemning end noget udtryk, jeg kan finde på.

Som samlet roman synes jeg ikke helt, at Død i Persien fungerer, men stemningen og et tilstrækkeligt antal fine scener og passager er nok til, at jeg vil anbefale den – også fordi den er kort.

Død i Persien er udgivelse nr. 24 i forlaget Korridors fine Novella-serie. Den markerer samtidig et brud med det hidtidige, karakteristiske design og layout af bogserien. Her på disse sider har vi været glade for det hidtidige design, men anerkender trangen til at afprøve noget nyt. Heldigvis – og selvfølgelig – er den nye grafiske og layoutmæssige linje af samme høje kvalitet, som vi over årene er blevet vant til at forvente fra Korridors Simon D. Kristensen, som denne gang har fået bistand fra Mia Bjergegaaard til omslagsdesignet.

K's vurdering: