Ariane Koch: Siden gæstens ankomst

”Siden gæstens ankomst har man været gammel og syg, og der har samlet sig alt muligt snavs på vinterfrakken, som man godt nok har i sinde at fjerne med en fnugrulle, men hvormed man begiver sig ud i et udsigtsløst forehavende.”

Siden gæstens ankomst er noget så vidunderligt og sjældent som en virkelig morsom roman – fyldt med sprogligt og idémæssigt sprudlende overskud og gakkede absurditeter, der hos Ariane Koch får bund af en filosofisk iagttagelsesevne med sans for det finurlige.

Siden gæstens ankomst (opr. 2021, da. 2024) er schweiziske Ariane Kochs (f. 1988) romandebut, som allerede har indbragt hende flere litteraturpriser. Tidligere har hun også skrevet dramatik, performanceteater og radioteater.

Romanen er fortalt af en unavngiven ung kvinde, der bor alene i et hus med ti værelser – hendes barndomshjem, som nu både hendes forældre og søskende er fraflyttet. Hun lever ensomt og bruger det meste af sin tid på at hænge ud på den lokale bar og udsprede gnæggende sarkastisk forbitrelse over verden.

En dag støder hun på baren ind i en fremmed, Gæsten, som hun efter en pludselig indskydelse inviterer til at bo i ét af de ledige ti værelser i hendes hus, sammen med hendes samling af mere eller mindre besjælede støvsugere.

Gæsten er meget fin, så fin, at han næsten blæser fra hinanden. Først lagde jeg ikke mærke til det, fordi han er god til at skjule det. Den, der er så fin som gæsten, er i stor fare. Han kunne let komme i kløerne på en eller anden vanvittig person.

“I kløerne på en vanvittig person” er muligvis lige præcis det, gæsten kommer, da han flytter ind hos fortælleren. Selv om det ikke er helt så nemt at afgøre, hvem der egentlig kommer i kløerne på hvem.

Under alle omstændigheder ændres fortællerens hverdag drastisk fra det øjeblik, gæsten flytter ind, hvorefter alt i hendes liv kommer til at dreje sig om ham og hans “penselfingre.” Bliver de elskere eller er han bare en mærkværdig lejer? Uanset hvad indvikler de hinanden i forskellige former for afhængighed og interne magtspil.

Jeg er i stigende grad af den mening, at gæsten har det bedst, hvis han styres af en fast hånd og altså kan vokse op langs strukturerne. At han vokser, er rigtignok ikke mit primære mål per se, men pyt. Jeg ville egentlig foretrække, at han blev ved med at være så lille, som han er nu. Derfor vil det være nødvendigt at bandagere ham stramt i håbet om, at det vil nedsætte tempoet i hans vækst og gøre det nemmere at bære hans lille krop. Så ville jeg en dag kunne transportere ham gennem verden i en kuffert, og skulle han se særligt gruopvækkende ud som mumie, ville jeg gøre holdt på markeder.

Uanset hvad, er det virkelig, virkelig morsomt og i passager også virkelig, virkelig gakket, gående i retning af det surrealistiske eller decideret absurde. Men det er ikke kun gøgl og pjank, under morskaben ligger også små finurlige, filosofiske pointer gemt. Og især i nogle tilbageblik til fortællerens barndom åbner hun op for en sårbar side.

Uden at ødelægge læseoplevelsen for nogen, tør jeg godt røbe så meget, at efterhånden som læsningen skrider frem, går det op for os som læsere, at det surrealistiske billedsprog og den sarkastiske distance til alt og alle, inklusive sig selv, også kan tolkes som fortællerens strategi til at opretholde det panser mod omverdenen og andre mennesker, som hun siden barndommen har lært sig at etablere for at undgå at blive set, for at undgå at etablere relationer, for at undgå at blive svigtet.

Ariane Koch minder mig lidt om østrigske Thomas Bernhard – hun er lige så sjov, hendes romankarakter har noget af den samme sarkastiske brod vendt mod verden – men hun er mere let på tå, mere legende og mere gakket. Mens Bernhard som et dostojevskijsk kældermenneske sidder nede i mørket og skælder ud, så danser Kochs figur lidt lettere rundt og lader ting kommer til live (når hun da ikke sidder nede på den lokale i tilvalgt ensomhed og spytter i tynde øl).

Jeg har også sans for skrumpehoveder og for frøer indsat i glasflasker.

Fem stjerner til Siden gæstens ankomst kan i en kommede eftertids tilbageblik meget vel vise sig at have været i overkanten, men jeg morede mig så godt i selskab med Ariane Kochs vid og fantasi, at jeg lige nu er helt overgiven.

K's vurdering: