Efter at have været jorden rundt i litteraturen melder spørgsmålet sig naturligt: Hvad var de bedste bøger? Hvilke lande fostrer den bedste litteratur? Det sidste hverken kan eller vil jeg begive mig ud i at svare på. Men jeg vil gerne fremhæve nogle af mine egne største læseoplevelser på rejsen.

I denne uge vendte jeg sidste blad i den sidste bog fra det sidste land på hele turen. Med 196 FN-anerkendte nationer plus et par hangarounds er det blevet til litterære besøg i mere end 200 lande – i form af læsning af mindst én bog fra hvert land.

Da jeg tilbage i juli 2017 rundede de første 100 lande og bøger på min litterære verdensrundrejse skrev jeg et lille indlæg, hvor jeg fremhævede nogle af mine bedste læseoplevelser fra de forskellige kontinenter. Det kan du læse her.

I det følgende gentager jeg øvelsen, for så vidt angår den anden halvdel af verden, som jeg har læst mig igennem over de sidste par år.

I Afrika var jeg allerede omkring Nigeria på den første halvdel af min rundrejse, men der er så mange gode nigerianske forfattere, at jeg måtte genbesøge landet (nogle gange) i løbet af anden halvdel. Fra Nigeria kommer jeg ikke uden om at fremhæve Akwaeke Emezis originale og fremragende roman Freshwater om onde ånder, sindslidelse og transkønnethed. Køn og seksuel identitet er også et hovedtema i Diriye Osmans anbefalelsesværdige novellesamling, Fairytales for Lost Children (Somalia), der afsluttede min verdensrundrejse. Skal jeg fremhæve et eksempel på afrikansk, politisk satire, må det blive Norbert Zongos The Parachute Drop (Burkina Faso), som har brod til diktatorer i såvel Afrika som resten af verden.

I Asien var jeg blandt andet begejstret for Eka Kurniawans Man Tiger, som både er elegant komponeret og smukt skrevet og samtidig rummer bevægende livshistorier og lyriske stemningsbilleder (Indonesien). Geografisk i nærheden bød en af det 20. århundredes helt store filippinske forfattere, Nick Joaquín, også på både udfordringer og fascinerende læseoplevelser i den omfattende antologi over hans forfatterskab gennem tiden, The Woman Who Had Two Navels and Tales of the Tropical Gothic (Filippinerne).

Fra Centralasien løber Hamid Ismailovs The Dead Lake (Usbekistan) med prisen som bedste bog, jeg har læst fra “Sovjetistan”-staterne.

Bevæger vi os videre vestpå i retning mod Europa bliver jeg nødt til at gøre stop i Tyrkiet, hvor jeg har stiftet bekendtskab med adskillige, aldeles fremragende modernistiske forfattere. Skal jeg blot nævne to, må det blive Yusuf Atılgan (Motherland Hotel) og Ahmet Hamdi Tanpınar (The Time Regulation Institute), som jeg i øvrigt har en stærk forventning om også vil være at finde på min liste over årets bedste læseoplevelser i det hele taget, når jeg får det regnskab gjort op til nytår.

I Baltikum var jeg især imponeret over Nora Ikstenas Soviet Milk (Letland) – både en stærk politisk-historisk roman og en flot fortælling om moder-/datterkærlighed. I det øvrige østlige Europa lod jeg mig fascinere af Evald Flisars surrealistiske, psykologiske gyser My Fathers Dreams (Slovenien) og af den småt begavede, autistiske, racistiske og hårløse dværgs bekendelser i Daniela Kapitáňovás Samko Tále’s Cemetery Book (Slovakiet).

I det sydøstligste hjørne af Europa leverede Panos Ioannides en serie stærke, eksistentialistiske noveller i historisk klædedragt i antologien Gregory and other stories (Cypern), mens James Joyces Dubliners i et andet hjørne af kontinentet levede fuldt op til sin kanoniske klassikerstatus.

Og så er jeg fra det centrale Europa også nødt til at nævne ungarnsk-schweiziske Ágota Kristofs Det store stilehæfte, én af de allerbedste bøger, jeg læste sidste år.

I den helt anden ende af verden havde jeg ikke mange titler at fremhæve fra Oceanien efter første halvleg, og det har jeg heller ikke efter anden. Og det er vel strengt taget heller ikke så overraskende i betragtning af, at der ikke er udgivet meget litteratur i det hele taget fra de fleste af de små østater i Oceanien. Robert Barclays Meļaļ. A Novel of the Pacific var dog et positivt bekendtskab i kraft af en overraskende vellykket kombination af samtidsrealisme, mytologi og regulær fantasy (Marshalløerne). Fremhæves skal også antologien Short Stories from Small Islands. Tales shared in Palau, men mest fordi bogen udgør et af de smukkeste stykker boghåndværk, jeg ejer (Palau).

Latinamerika kom jeg ganske godt rundt i allerede i første halvleg af min læseudfordring. Ikke desto mindre har jeg også i de sidste par år fået læst en del latinamerikanske forfattere. Ikke mindst fik jeg samlet op på nogle af de mange fremragende brasilianske forfattere. En af dem, jeg helt sikkert vil vende tilbage til, er Moacyr Scliar, hvis underholdende, legende, begavede og vittige kortroman Kafkas leoparder gav mig appetit på mere.

Caribien bød på en af mine allerbedste læseoplevelser overhovedet i 2018 i form af Man Booker-prisbelønnede Marlon James’ historiske roman, The Book of Night Women, om slaveriet på Jamaica (Jamaica). Indtryk gjorde også Earl Lovelaces The Dragon Can’t Dance (Trinidad & Tobago), som viser en anden side af den årlige karnevalsfest i Trinidads slumkvarterer. Endelig kan jeg fremhæve Jean Rhys’ Wide Sargasso Sea (Dominica) med dens nyfortolkning af den mystiske, gale og lidenskabelige kreolerinde fra Charlotte Brontës klassiker Jane Eyre.

Således nogle få nedslag fra den sidste halvdel af min litterære verdensrundrejse. Jeg kunne have fremhævet mange flere bøger, for der har været mange, mange andre store, spændende, interessante, overraskende, underholdende og udfordrende læseoplevelser undervejs (og ja, bevares, også nogle mindre interessante, men de er heldigvis hurtigt glemt).

Du kan selv gå videre på opdagelse i den litterære verden via mit interaktive litterære verdenskort eller den samlede liste over alle lande med links til anmeldelser af de bøger, jeg har læst fra hvert enkelt land.

God fornøjelse og god læsning.