Surrealistisk, psykologisk gyser om sindets krinkelkroge, grænserne mellem drømme og virkelighed og en drengs traumatiske seksuelle fødsel som et psykologisk overgreb og et mentalt sammenbrud. Sær og udfordrende, men også læseværdig slovensk roman.

Den slovenske romanforfatter og dramatiker Evald Flisar (f. 1945) havde jeg aldrig hørt om, før jeg stødte på My Fathers Dreams i min søgen efter litteratur fra Slovenien. Efterfølgende har jeg dog fundet ud af, at han har et ganske stort og tilsyneladende varieret forfatterskab bag sig, hvoraf en del er oversat til engelsk (men ikke, så vidt jeg har kunnet afdække, til dansk). My Fathers Dreams (opr. 2001, eng. 2015) er oversat af forfatteren selv og Alan McConnell-Duff.

My Fathers Dreams er særdeles læseværdig, både underholdende og for så vidt letlæselig, idet den er skrevet i et relativt enkelt, godt og flydende sprog. Det er dog så langt fra det samme som, at den er nem at få hold på. Faktisk kan man undervejs have mere end svært ved overhovedet at forstå, hvad meningen er, og hvor historien bærer hen. Der er dog en historie, selv om det ikke nødvendigvis er historien som sådan, der er Flisars egentlige ærinde.

“God, if this is a dream, I want to wake up.” […] “God, if this is real, I want to start dreaming.”

Lacans ideer om fantasmet og Det Reelle, Jungs arketyper og Freuds drømmetydning og begrebet om det ubevidste spiller alle med i romanen – omend i forvrængede og ironiske udgaver. Ikke mindst Freuds teori om Ødupuskomplekset udsættes hos Flisar på implicit ironisk vis for forskydning og omvending (for nu at bruge nogle af Freuds termer).

Dermed er også antydet, at det er en fordel – om end ikke en decideret forudsætning – at have et i det mindst basalt kendskab til nogle af psykoanalysens grundbegreber, hvis man vil kunne følge alle raffinementerne hos Flisar. Og det er en fordel, hvis man som læser kan finde fornøjelse i at prøve at identificere nogle af de implicitte referencer til psykoanalysen, som Flisar leger ironiserende med.

Den slags synes jeg jo så faktisk er lidt sjovt – især fordi Flisar samtidig skriver godt og formår at fortælle en historie, man bliver suget ind i, og hvor man som læser sendes ud på glatis: Lige som romanens hovedperson og jeg-fortæller befinder man sig som læser hurtigt i en grundlæggende utryg tilstand af tvivl om, hvad der egentlig er romanens og fortællerens virkelighed, drøm eller fantasi. Samtidig med, at der indsniger sig en snigende uhygge og rugende fornemmelse af, at noget skæbnesvangert er på vej. Og det er der også.

Evald Flisar (f. 1945).
Foto: Nataša Juhnov (Vestnik)

My Fathers Dreams er fortalt i jeg-form af den 14-årige Adam, enebarn, lidt af en enspænder og en drømmertype. Moren er en tilsyneladende fordringsløs og underkuet kvinde, der i det daglige på bedste beskub forsøger at manøvre efter den dominerende og temperamentsfulde fars luner. Faren, som Adam forguder, er læge i deres lille landsby i et ikke nærmere identifceret land i en ikke nærmere identificeret tid.

Adam forelsker sig i begyndelsen af romanen i den ét år ældre Eva, der ofte tilbringer sommeren i landsbyen hos sin bedstefar. Den fremmelige Eva er en eftermiddag tæt på at tage Adams mødom, da faren imidlertid bryder ind og slår Adam bevidstløs (måske). I en drøm (eller i virkeligheden?) overværer Adam derefter faren have sex med pigen.

Sidenhen viser det sig, at pigen er stofmisbruger, som faren forsyner med morfin fra lægeklinikken til gengæld for seksuelle ydelser. Adam overværer faren og pigen i aktion adskillige gange, men overbeviser hver gang sig selv om, at der må være tale om den samme gentagne drøm: Adam kan ikke få sit virkelighedsbillede af faren til at stemme med det, han ser. Og måske er der virkelig også tale om drømme – heller ikke læseren kan være sikker.

Eller er det faren, der bevidst manipulerer med sønnens sind for at få ham til at tro, at han drømmer (herunder at han midt på dagen akut kan falde i søvn og ned i en drømmetilstand), hvorved faren dækker over sit eget misbrug af pigen og bedrag af familien? Påfaldende er det ihvertfald, at drømmene forsvinder, når pigen ikke er i byen.

På et tidspunkt foranstalter faren blandt andet et eksperiment, hvor han og sønnen skal drømme en fælles drøm. Angiveligt er det led i en terapi for sønnen for at helbrede ham for de sygelige og gentagne drømme, men reelt er det nok nærmere endnu et element i farens manipulationer. Effekten bliver da også kun at drive sønnen et skridt længere frem mod et mentalt sammenbrud.

   “He said that we were both only dream images now, with uncertain and possibly overlapping identities. “But that’s not important,” he added. “We’re on our way. Everything we see, hear and smell is a dream. Everything’s happening, but nothing is real. Isn’t that nice?”

Adams eneste ven og fortrolige er hans angivelige bror, Abortus, som er et næsten fuldt udviklet foster, faren opbevarer i et glas formaldehyd i sit hemmelige laboratorium i kælderen under landsbyens sundhedscenter. Lyder det en kende bizart? Ja, det er det, men romanen rummer skam flere og endnu mere groteske indslag.

Efterhånden som romanen skrider frem, bryder Adams mentale verden mere og mere sammen. Han drives ud i en decideret psykose og tvangsindlægges af sine forældre på et tidspunkt på et afsidesbeliggende, psykiatrisk hospital. Hans drømme og syner ved højlys dag bliver værre og værre. Her for eksempel fra en scene, hvor han i et spejl ser sit eget ansigt disintegrere:

First the hair disappeared as if melting away, and my scalp turned shiny white; then a dark hollow appeared in my forehead, or, to put it more accurately, the hollow did not appear in my forehead but simply replaced it; then my lower jaw began to wobble and melt like butter in a frying pan. Then, one after annother, the remaining parts of my face disappeared; they did not fall off or crumble, they simple paled and sank into themselves, became less and less visible, until they turned into vibrating air. In the end only eyes remained on to of the brain stem jutting out from my trunk, large, wide-open, tear-swollen eyes.

Den gotiske uhygge kulminerer i en dramatisk finale, hvor Flisar måske nok giver den lige en tand for meget på alle tangenter, men underholdende er det.

Romanen lægger ikke skjul på, at dens ærinde er at fortælle én eller anden form for symbolsk, psykologisk urhistorie, omend i Flisars særlige forvrængede form. Allerede romankarakternes navne udgør tydelige vink med vognstangen om, at læseren skal passe på med at tage for meget for pålydende:

De to unge hovedpersoner hedder Adam og Eva, de første mennesker. Adams forældre er Maria og Josef, Guds mor og stedfar. Romanens femte hovedkarakter, Evas bedstefar, søkaptajnen Dominic, som Adam knytter sig til, optræder også med mytologiske træk som en tilsyneladende alvidende, uudgrundelig vismand, hvis hjem er fyldt med store træskulpturer af afrikanske guder med truende øjne og gigantiske falloser.

Ja, der er nok at tage fat på for den psykoanalytisk inspirerede tekstanalyse, men jeg vil tilråde at bruge grundmanualen med forsigtighed, for Flisar bruger den selv med befriende ironi og respektløshed.

   “I wish this was no more [than] a bad dream.”
   “It is,” Father said. “Only much worse than any of us expected.”

K's vurdering: