Karneval og calypso på Trinidad. Mere caribisk-romantisk bliver det vel ikke? Men der er ikke meget romantik over Earl Lovelaces portræt af livet i et af Trinidads slumkvarterer i 1960’erne. Til gengæld er The Dragon Can’t Dance en virkelig god, om end lidt tung, roman.

The Dragon Can’t Dance er en slags kollektivroman om en gruppe beboere i slumkvarteret Calvary Hill i San Juan, en forstad til Port-of-Spain, hovedstaden i Trinidad og Tobago.

Romanens alvidende fortæller veksler fortælleperspektivet mellem flere forskellige personer:

Mest centralt står Aldrick, som grundlæggende laver ingenting i løbet af året andet end at forberede sit dragekostume til det kommende års karneval, hvor han for to dage er “King of the Hill” i rollen som den frygtindgydende karnevalsdrage. Aldrick passer ellers helst sig selv og søger at undgå forpligtende forbindelser. Men den smukke Sylvia udfordrer hans reservation.

En anden hovedperson er Fisheye, hvis status i kvarteret primært af skabt af hans hårdtslående næver, som han i en årrække har anvendt i det lokale steelband – i en tid, hvor hvert kvarter havde sit eget band, som ikke kun konkurrerede på musik, men også på næver, og som havde karakter af en slags rivaliserende bander, der kæmpede om gadeterritorier.

På tidspunktet for romanens handling har nye tider imidlertid holdt deres indtog. De traditionelle steelbands er blevet ofre for kommercialiseringen: Flere og flere af dem laver kontrakter med sponsorer, der til gengæld for økonomisk bistand stiller krav om nul vold i gaden. De nye tider rammer også Fisheyes band, som ender med at smide ham ud af bandet, fordi han laver for meget ballade.

Også Aldricks gode ven, calypsosangeren Philo, indfnges af de nye tider. Han opgiver de traditionelle, krigeriske, klassebevidste calypsosange og slår i stedet ind på et mere folkeligt spor i sine calypsokompositioner, hvilket bringer ham berømmelse og en vis rigdom, men på bekostning af den gamle fortrolighed og venskabet med beboerne på “the Hill.”

Aldrick selv begynder også at tænke og tvivle på sin egen hidtidige bane, på hvilken mening det overhovedet giver én gang om området at give den som drage i karnevalsoptoget. Han begynder at indse, at han blot spiller en prædefineret rolle i, ja, et karneval, en maskerade, et teater, denne ene gang om året, hvor de fattige og de magtesløse opfører et skuespil om modstand, som imidlertid ingen reel effekt har, andet end at tage noget af dampen ud af klassekampen.

Og så er der inderen Paraig, som er flyttet til kvarteret sammen med sin unge kone fra deres landsby inde på øen. Paraig kæmper romanen igennem sin egen kamp for at blive anerkendt, for i det mindste at blive set, af de andre beboere i kvarteret. Med Paraigs figur demonstrerer Lovelace, at der også inden for gruppen af fattige gælder et sæt af hårde hierarkiske regler dikteret af race og diverse statusmarkører.

Earl Lovelace (f. 1935). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

The Dragon Can’t Dance er en roman om klasseskel i Trinidad og Tobago omkring 1960’erne (og karakteristikken ville givetvis kunne udstrækkes til en del andre lande i Caribien og omegn).

Det er også en historie om fællesskabet blandt beboerne i et fattigt skumkvarter. Men man møder ikke nogen forloren fattigdoms- eller revolutionsromantik hos Earl Lovelace om særlige, “ægte” fællesskaber blandt de dårligst stillede klasser. Lovelace tematiserer ganske vist de stærke følelser af fællesskab og sammenhold i barakbyen på the Hill, men han peger også på de interne hierarkier og syndebukkemekanismer, som er på spil i alle fællesskaber.

Det er også så som så med håbet om forandring til det bedre for de fattigste i romanen. Tværtimod synes Earl Lovelaces hovedærinde i The Dragon Can’t Dance mest af alt at være en demaskering af et sådant håb. Det spæde forsøg på et oprør, som udvikler sig i bogens sidste halvdel, ender således også forudsigeligt i ingenting – bortset fra fængselsstraffe og resignation for de involverede.

Nu får jeg det måske til at lyde som en trist bog, men det er det faktisk ikke. Det er masser af farver og følelser i Lovlaces beskrivelser af livet på the Hill. Men det er også en lidt tung roman at læse.

Lovelace skriver godt, men han er ikke glad for punktummer. Hans lange sætninger snørkler sig ikke sjældent hen over en halv til en hel side uden et punktum. Dertil kommer en forkærlighed for at skrive i konjunktiv, hvilket så bestemt har en litterær effekt, men også bidrager til at skabe en vis distance mellem tekst og læser.

For mig var det således en lidt hård omgang at komme igennem The Dragon Can’t Dance, men jeg er glad for at have læst den. Ikke mindst fordi jeg lærte meget om det caribiske karneval, dets forskellige klassiske figurer og hvordan karnevallet ikke bare er en glad udklædnings- og dansefest, men også har en samfundsmæssig funktion ved symbolsk at gennemspille forskellige sociale modsætningsforhold mv.

K's vurdering: