Hvad er sandheden om et menneske? Hviler den hos den enkelte selv, skaber vi vores egen identitet i kraft af vores egne handlinger, ønsker og drømme? Eller er sandheden om et menneskes liv i virkeligheden et broget kludetæppe sammensyet af andres forestillinger, rygter og sladderhistorier om dette menneske?

Dette grundlæggende identitetsfilosofiske spørgsmål er omdrejningspunktet for Agymah Kamaus roman om livet i en lille caribisk østat, der forbliver anonym romanen igennem, men meget vel kunne være inspireret af Kamaus fødeland, Barbados.

Pictures of a Dying Man begynder med en død mand. Gladstone Augustus Belle findes død i sit hjem, hængende i et reb fra en loftsbjælke. Spørgsmålet er: Hvorfor har han begået selvmord? For at svare på dét spørgsmål må fortælleren i romanen først afsøge svaret på et andet: Hvem var Gladstone Augustus Belle?

Belle var i live en stor mand i lokalområdet: Indtil kort tid før sin død var han vice-premiereminister i regeringen. Alle kendte til ham, og alle havde en mening om ham.

Opinions are like genitals – everyone has them. So, though no one knew why Gladstone Augustus Belle slung a rope around a ceiling joist in his bedroom and hanged himself, everyone had an opnion on the matter.

Fortællingen om Gladstone Belle er pakket ind i en spinkel rammefortælling med en jeg-fortæller, som af den afdødes far har fået overdraget den afdødes efterladte dagbogsoptegnelser. Med udgangspunkt i disse optegnelser og interviews med en mængde mennesker, som har haft noget med Gladstone Belle at gøre i live, forsøger jeg-fortælleren atsamamenstykke et samlet billede af personen Gladstone Belle og afdække baggrunden for hans død.

Resultatet er den roman, vi læser, som består af en blanding af citater fra Belles dagbogsoptegnelser, herunder enkelte digte, og vidnesbyrd fra menneskene omkring ham. Det er en spraglet forsamling, som omfatter blandt andet Belles længe forsvundne far, hans mor, en tidligere kæreste og hans datter fra det forhold, hans kone, en tidligere elskerinde, et par gamle skolekammerater, tidligere medarbejdere, landets premierminister, en lyssky håndgangen mand, en taxachauffør, diverse lokale tosser og mange flere.

Hovedparten af romanens rammefortælling foregår den dag, Gladstone Belle skal begraves. På skift gives ordet – ihvertfald indirekte via jegfortællerens genfortælling – til de mange forskellige vidner. Og deres perspektivers mandens liv, hans dyder og laster, er bestemt ikke overensstemmende.

Jeg-fortælleren selv er heller ikke ganske uvildig – allerede på de første sider afsløres, at han har en affære med den afdødes kone. Dette forhold synes dog ikke at spille den store rolle for den måde, Agymah Kamau udfolder romanen på, andet end som en slags påmindelse til læseren om, at noget sådant som en objektiv, udenforstående observatør og forfatter aldrig findes.

De mange forskellige perspektiver, vi får på hovedpersonens liv, er vi som læsere i et vist omfang henvist til selv at stykke sammen til et samlet, om end ikke entydigt, billede af manden Gladstone Belle. Denne måde at bygge romanen op på, er ikke kun et fortælleteknisk greb. Det er også udtryk for en identitetsfilosofisk pointe hos Agymah Kamau om, at et menneske aldrig er en entydig størrelse. Og at vores identiteter som enkeltindivider i mindre grad er vores egne frembringelser og måske i højere grad er det sammensatte resultat af fortællingerne om os i vores omverden.

[…] one’s identity is less a fabric of one’s own weaving and more a patchwork of perceptions, quilted fragments of rumor, gossip and opinions that could very well be erroneous. And if they are, what then?

Var Gladstone Belle som politiker for eksempel det agtværdige, moralske fyrtårn midt i et hav af magtarrogance, korruption og politisk vold, som nogle ser ham som? Eller var han selv lige så magtbegærlig, kynisk og korrumperet som de andre politikere – sådan som andre rygter vil have det?

Uden at afsløre for meget af handlingen, kan jeg godt røbe, at Agymah Kamau ikke giver svaret på alle spørgsmål, og det er netop en grundpointe i romanen.

Der er point til Kamau for kompositionen og grundideen, altså dette at en mands liv fortælles efter hans død i brudstykker set gennem andres øjne – alle med hver deres særligt farvede syn på manden, som ikke nødvendigvis er forenelige.

Forlaget beskriver Pictures of a Dying Man som en caribisk Citizen Kane (Den store mand). Og det kan jeg godt forstå. Der er en del i form og tema, der kan give associationer til Orson Welles’ filmklassiker, som på tilsvarende vis handler om at stykke et portræt sammen af en betydningsfuld person i samfundet efter hans død.

Pictures of a Dying Man kommer dog næpppe i eftertiden til at rage lige så højt op i det litterære landskab som Welles’ filmklassiker. Ikke at det er en dårlig bog. Tværtimod, den er endda god. Udover de nævnte styrker i kompositionen er den sådan set også glimrende skrevet i et sprog, der finder en god balance mellem standardengelsk (som gør den ligetil at læse) og kreolsk dialekt (som tilfører noget lokalkolorit og troværdighed i dialogen).

Agymah Kamau (f. 1948)

Alligevel blev jeg ikke rigtigt fanget af historien, og romanen var mig noget tung og langsommelig at komme igennem. Hovedårsagen hertil skal nok findes i, at hovedpersonen Gladstone Belle aldrig for alvor fangede min interesse.

Svagheden ved Agumah Kamaus fortælletekniske greb – sådan som han i praksis udfører det – er således, at romanens omdrejningspunkt, den døde mand, trods alt forbliver lidt for langt væk i fortællingen. Gladstone Belle smutter fra Kamau som forfatter og mig som læser, lige som han – i døden eller allerede i livet – er smuttet fra menneskene omkring ham.

Der er mange stemmer i romanen, som alle rækker ud efter en forståelse af personen Gladstone Belle. Eller rettere sagt, og heri ligger både en styrke og en svaghed i romanen: De får alle en lejlighed til at give deres besyv med i fortællingen om Gladstone Belle, men i sidste ende er det primært deres egen historie, de fortæller.

Det kan meget vel være en pointe og en bevidst strategi fra Agymah Kamaus side, at bogen er skrevet sådan: Kun på overfladen, som et påskud, handler romanen om at afdække et billede af, hvem Gladstone Belle var, og hvad der førte til hans angivelige selvmord, mens romanens egentlige ærinde er at male et portræt af det farverige, mangefacetterede liv i et mindre caribisk samfund på godt og ondt.

Den ambition får Kamau sympatipoint for at søge at indløse. Men det lykkes ikke til et tolvtal. For ligesom jeg aldrig helt fattede interesse for hovedpersonen selv, så var det også kun de færreste af de mange bipersoner, der formåede at engagere mig som læser.

Det har derfor taget mig uforholdsmæssigt lang tid at læse bogen. Den var fint nok skrevet – der var bare ikke meget, der drev mig til at vende siderne.

K's vurdering: