Et sprudlende og farverigt portræt af den jødiske bydel Bom Fim i Porto Alegre, Brasilien, i 1940’erne. Med masser af humor, satire og nogle stænk magisk realisme.

Jeg bliver lige hængende lidt ved Moacyr Scliar (1937-2011). Denne gang ved hans første roman fra 1972, The War in Bom Fim (oversat til engelsk fra det originale portugisiske af David William Foster i 2010).

The War in Bom Fim er et sprudlende portræt af den jødiske bydel Bom Fim i den brasilianske storby, Porto Alegre, hvor Scliar selv er vokset op. Men i romanen er Bom Fim også et mikrokosmos, en miniatureversion af hele verden.

Vi er i 1940’erne, Anden verdenskrig raser i Europa og store dele af resten af verden. Brasilien gik relativt sent ind i krigen på de allieredes side, og det brasilianske landsterritorium gik fri af krigen. Men det var der dengang i 1943, hvor romanen tager sin begyndelse, strengt taget ingen, der kunne være sikre på. Bekymringen for en nazistisk invasion ligger således under overfladen romanen igennem – en bekymring, som naturligt får en særlig tone i det jødiske kvarter, hvor de fleste er efterkommere af askenaziske jøder, der er flygtet fra pogromer i Østeuropa ikke mange år tideligere.

Romanen myldrer med farverige typer. I centrum står drengen Joel og hans familie og den drengebande, han er leder af. Drengene udkæmper i deres lege drabelige slag i Bom Fims gader mod invaderende, tyske nazister. Imens får de voksne hverdagen til at hænge sammen på bedste beskub.

Genren er komedien og satiren, men iblandet elementer af magisk realisme og med diasporaens melankoli klingende som en slags grundstemning. I Scliars fortælling flyder drengenes fantasier, de voksnes drømme, gadens rygter og sladderhistorier og de virkelige, dagligdags begivenheder sammen i en grad, så man som læser aldrig kan være helt sikker på, hvilket virkelighedsplan historien aktuelt befinder sig på.

For eksempel er det ikke helt til at vide, om man som læser skal tolke det som en fantasi hos nogle af personerne eller tage det for pålydende – i romanens virkelighedsunivers, forstås – når vi hører om Dona Ientes oprørske datter Rosa, der havde to rækker af skarpe tænder i sin vagina. En fysisk anomali, der selvsagt giver hende visse problemer med mændene …

Og er det kun i drengenes leg, eller kan Joels bror, Nathan, virkelig flyve – som en af de violinspillende figurer på himlen i mange af Marc Chagalls malerier?

Krematorieovnene på den anden side af Atlanten resonerer med i baggrunden i flere små, groteske scener fra gaderne i Bom Fim. Som da moren i familien ved et uheld kommer til at stege familiens kat levende i køkkenovnen, hvor den åbenbart havde gemt sig (hvorefter faren i huset bliver så rasende over konens distræte fejltagelse, at han tæver hende med den hårdt stegte kat, indtil den taber halen og dernæst – med Scliars sans for at lade associationerne flyde frit – bliver til en figur i et Chagallmaleri).

Eller som i en kortromanens mest groteske scener, hvor sønnerne til en af af kvarterets få tyskere som hævn for den mobning, faren som tysker er udsat for, vil skræmme en af de gamle jøder i kvarteret, men ved et uheld kommer til at slå ham ihjel og for at skjule udåden parterer ham og lægger kropsdelene på den store grill – hvorefter deres mor kommer hjem og kræver at få serveret det lækre kød, de har på grillen … (ja, Scliar har noget med kannibalisme, som vi husker det fra The Collected Stories of Moacyr Scliar)

Romanen er oprindeligt skrevet under militærdiktaturet i Brasilien, hvor man som forfatter gjorde klogt i at skjule eventuel kritik af regimet grundigt, hvis den skulle gøre sig håb om at passere censuren. Den disciplin har Scliar excelleret i i mange af sine noveller, jf. The Collected Stories. De politiske undertoner i The War in Bom Fim er ikke primært rettet mod Brasiliens militærstyre, men der er dog små satiriske stikpiller at finde rundt omkring. For eksempel i omtalen af, hvordan de modige borgere i Bom Fim taler helt åbent om vejret:

They talked openly about the weather, without fear, for they were in a free country. They said, for example, that it hadn’t been so hot in many years. And if some made this comment in somewhat whispered toners, others, to the contrary, stated out loud and clearly to anyone who wanted to listen the temperature announced on the big radios with tubes: 96 degrees.

The War in Bom Fin er en smule tungere at læse end Scliars noveller og senere romaner, primært fordi den er ret tætpakket med person- og stednavne, men når man lige får hul på den, flyder læsningen fint.

Derudover er skrivestilen præget af en mængde, rituelle gentagelser – lidt som man kender det fra for eksempel folkeeventyr. Jeg gætter på, at Scliar med sin stil implicit refererer til nogle askenazisk-jødiske kulturelle koder, men jeg skal ikke kunne sige det, for jeg har ikke selv disse referencer. Det behøver man dog heller ikke at have for at læse bogen med fornøjelse.

The War in Bom Fin er ikke det bedste, jeg har læst af Moacyr Scliar, men den var bestemt de få timer værd, som det tog mig at læse den denne søndag. Som sådan kan den anbefales til fans Scliar, men har du ikke læst noget af ham endnu, så start et andet sted.

K's vurdering: