Giannina Braschi: United States of Banana

Puertoricansk, postmodernistisk, politisk-litterært mund-diarré featuring Zarathustra, Hamlet og hans mor, Segismundo og hans far, Sokrates, Frihedsgudinden og mange flere …

Puertoricanskfødte Giannina Braschis United States of Banana – som jeg knap nok ved, om jeg skal kalde en roman eller noget andet – er opdelt i to distinkte dele. Den første og korteste del, Ground Zero, har nærmest karakter af en række korte essays, som alle har løseligt afsæt i terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001.

Bogen åbner stærkt med kapitlet “Death of the Businessman”:

I saw a torso falling – no legs – no head – just a torso. I am redundant because I can’t believe what I saw. I saw a torso falling – no legs – no head – just a torso – tumbling in the air – dressed in a bright white shirt – the shirt of the businessman – tucked in – neatly – under the snuggly fastened – holding up his pants that had no legs.

Bogen er i en vis forstand en “11. september-roman,” hvor Giannina Braschi bruger terrorangrebet som en milepæl, en anledning til at gøre status over USAs position i verden – udadtil i forhold til andre nationer og indadtil i en reflektion over interne modsætninger og konflikter i USA selv. Og Giannnina Braschi har både grovfilen og den sylespidse satiriske pen fremme. Her er det grovfilen:

This is a serial killer nation. A nation of killers. Of bosses – not of philosophers, not of poets. This is a country of abusers and abused, of exploiters and exploited – and in between there is no music, no love, no beauty. The beauty is found in the decapitation, in the horror, in the bloodmass, bloodbath. This country likes the smell of blood – and it’s attracted to blood like bloodhounds sniffing for dead bodies – and it doesn’t know it’s limits – it stretches it’s limits to more dangerous limits until the killer becomes a suicide bomber.

Bogen kan også læses om én lang litterær, filosofisk og politisk reflektion over Puerto Ricos status som selvstyrende amerikansk territorium: Ikke fuldt ud en ægte og ligeværdig delstat i USA, men heller ikke en selvstændig stat, men noget ind i mellem, der minder om en koloni, men heller ikke helt er dét.

Som et billede herpå vender Braschi igen og igen i bogen tilbage til de sprog, der tales i Puerto Rico og blandt puertoricanerne i USA: Spanish, English og Spanglish. Dette er også en reflektion over hendes egen praksis som sprogbruger og identitet som amerikansk puertoricaner. Braschi har tidligere udgivet bøger skrevet på ‘spanglish,’ altså en mellemting mellem hendes spanske modersmål og det tillærte engelsk. United States of Banana fra 2011 er hendes første udgivelse helt på engelsk.

I got lost between languages. Dispersing my energy in code-switching. As if it were a switch, I turned off the lights of my language: Spanish. Click: Spanglish. Click: English-only now. I lost cariño and caresses. Where is the magic of the word love in the English language? Whom can I love who speaks English with an accent?

Anden del af United States of Banana (som udgør ca. tre fjerdele af bogen) er skrevet i skuespillets form. Giannina Braschi sender her sig selv (i en eller anden gestaltning) sammen med profeten Zarathustra (i den nietzcheanske version) og Shakespeares Hamlet på en mission for at befri den puertoricanske livstidsfange Segismundo, der (i en pastiche over den klassiske spanske dramatiker Pedro Calderón de la Barcas skuespil Livet er en drøm) holdes indespærret i fangekældrene under Frihedsgudinden i New York af sin far, Basilio, kongen af the United States of Banana, for den forbrydelse at være blevet født.

Undervejs får de tilslutning fra en større kavalkade af andre figurer fra verdenslitteraturen og historien, herunder klassiske græske filosoffer som Sokrates og Protagoras.

Frihedsgudinden selv får også stemme, og hun er ikke glad for den forvrængede rolle, hun (som billede på Friheden) oplever, at amerikanerne (the United States of Banana) tvinger hende til at spille:

Statue: […] They control my every step. I am under American surveillance. I am a laborer. I have to punch my hours. I am the slave of usefulness.

Giannina: What is your job?

Statue: To inform the government of the U. S. of B. about suspicious activities taking place in my domain. I supervise the undergrounds – the gutters, the subways, the channels, the tunnels. I was a monument to immigration. Now I’m a border patrol cop. I shed my torchlight on all suspicious activities taking place under my arms and my skirt – the smells that come out of my pits – my crotch – the sex scenes that I have presided over as a dominatrix – the helicopters that buzz around my crown – the head games that I have had to play with mafiosos – the scams – the galas – and the corruption that I let slip under my skirt. Oh, yes, that can all slide by – and the whipping of the prisoners of war into submission. My torch doesn’t shine on the tax scams and the robberies. You know, I’m laissez faire. But I never applied for this government job. I am not a spy. Nor a policeman. I’m a slave of liberty. My sympathies go out to all the prisoners. I am a prisoner too.

Teksten flyder over af pudsige indfald, skarpe satiriske pointer og små sprogblomster. Så vidt så godt.

Men dermed har jeg også antydet bogens problem: Nemlig præcis dette, at det hele ligesom flyder over – hvilket de relativt lange citater ovenfor måske også giver en fornemmelse af. Det bliver en tand for postmodernistisk for min smag. Jeg savnede en ramme og noget retning. Noget mådehold og en prioritering mellem alle indfaldene. Det er for meget og for rodet, og det bliver ved og ved, indtil det til sidst bliver kedeligt.

Jeg var ikke kommet ret langt ind i den del af romanen, der består af “dramaet” melllem Giannina, Hamlet, Zarathustra og Segismundo osv., før jeg var på vej til at miste interessen. Og der var vi var altså kun kommet ca. 70 sider inde i bogen.

Der er ingen tvivl om, at Giannina Braschi har noget på hjerte, og at hun har både vid og humoristisk sans og for så vidt også en skarp pen. Hun mangler bare mådehold og fokus.

Jeg har vendt alle siderne, men den sidste halvdel af dem har jeg skrålæst meget hurtigt, må jeg tilstå. Jeg er blevet for gammel til at have tålmodighed med denne slags bøger. Eller bare for gammeldags, vil nogen måske sige. Det er muligt. Hvis jeg skal læse mere Braschi på et tidspunkt, så skal det ihvertfald være i mindre doser.

Nu er Puerto Rico jo ikke en selvstændig, FN-anerkendt nation og er som sådan ikke omfattet af mine egne kriterier for, hvilke lande der er med i læseudfordringen Verden rundt i bøger. Som Giannina Braschi gør tydeligt, er Puerto Ricos status imidlertid uafklaret, og den caribiske ø får derfor lov til at klemme sig ind på en plads på listen. Der er jo også hensynet til at fylde de hvide dele af mit litterære verdenskort ud.

K's vurdering: