Jules Archers små historier er netop det, titlen antyder: Little Feasts, små festmåltider, der kun tager et par minutter af gnuffe i sig, men som man kan være noget længere om at fordøje. Og nogle af dem kræver en stærk mave, der er tilvænnet det groteske, så er du advaret.

De fleste af de 19 korte historier i Little Feasts (2020) er det, man med et smart begreb kan kalde flash fiction – små historier, der er for korte til at være noveller. Nogle af dem har dog lige akkurat normal novellelængde. De fleste af teksterne har været bragt før i diverse tidsskrifter og udgives her samlet i en – tro mod tekstformatet – billig, hurtig paperbackversion (med med et flot forsidedesign af Carolyn Brandt).

På bagsiden er forfatter Josh Denslow citeret for, at “Jules Archer is a madwoman. She does not have your best interests at heart.” Og dén karakteristik kan jeg godt følge. Læseren bliver ikke strøget med hårene – ligesom Jules Archers personer i historierne heller ikke bliver det.

Archers personer er piger og kvinder i en moderne, mandsdefineret verden. De er i den ene eller anden forstand udgrænsede, forsømte, forfordelte eller udnyttede. Men kun i vis forstand, for Archer giver sine historier et twist og lader de fleste (ikke alle) sine karakterer tage magten på deres egen måde, om det så kun er i fantasien.

Jules Archer

I alle tilfælde er Archers univers mildest talt bizart. Der bliver kredset meget om mad og det at spise, ofte kædet sammen med sex og nogle gange vold i forskellige former. Mens mange af historier således er til den groteske side, er andre følsomt hjerteskærende.

Blandt mine favoritter i den lille samling er “Everlasting Full” om en kvinde, der i sin barndom altid sultede og som voksen derfor bare vil have en kok, som kan fylde hendes mave. Og det lykkedes også, indtil han annoncerer, at han ikke vil være kok længere, men bare læge. Den første sætning i historien afslører, hvor det må ende (desværre – det ville have været en perfekt lille groteske, hvis Archer havde gemt den pointe for læseren til sidst):

Cold, only cold; hungry, always hungry. Only after she met and ate Eddy did Elizabeth begin to warm up.

I Prettier Things belurer en kvinde sin muskuløse genbo, Bob, når han slår græs. Hun holder øje med alle de kvinder, han bringer med sig hjem, men hun ser aldrig nogen af dem forlade huset igen, men han bærer mange affaldssække ud …:

I practice the story I’ll tell the press when the cops find him out.

But until then he’s mine.

I remove my sunglasses when he exits his house. I wave and Bob waves back, our hands lingering, knowing, in the sticky air of a sticky afternoon.

Garbage Girl handler om en pige, hvis menstruationscyklus er synkroniseret med lyden af skraldebilen. Efterhånden som hun bliver ældre, lærer hun at bruge sin menstruation som en slags “trash detector:” Når en skolekammerat lyver for hende, eller når en dreng bedyrer, at han elsker hende, blot for komme i seng med hende, så styrter blodet.

I “Hard to Carry and Fit in a Trunk” drømmer klassens buttede pige om at blive bortført, bagbundet og smidt ned i bagagerummet på en bil – og allermest drømmer hun om seriemorderen Buffalo Bill i filmen Ondskabens øjne (du ved nok, ham, der bortfører unge, buttede piger og sulter dem, indtil de er klar til at blive flået …). Men hun ved, at det må blive ved drømmene, for i virkelighedens verden går de brutale mænd kun efter de tynde piger.

Archer er dog efter min smag bedst, når hun holder sin forkærlighed for det abjekte og grotesk grænseoverskridende i ave.

Samlingens højdepunkt er efter min mening således “Backseat Blues,” en fin, melankolsk historie om en forsømt pige, hvis mor har hægtet sit liv så meget op på faren, at hun går helt i opløsning, da han dør, uden tanker for sin datter.

Mama always drives. Daddy always gets the passenger seat. And I always take the backseat. Mama loves Daddy more than me. But I don’t mind.

Sometimes I love Daddy more than me, too.

Jeg var ikke lige begejstret for alle historierne i samlingen. Nogle af dem var mig lidt for smarte, andre manglede (i for høj grad) en pointe. Nogle af dem har formentlig gjort sig bedre i den oprindelige sammenhæng som et par minutters tidsfordriv, man læser på bagsiden af en avis. Men det er også fair nok.

Archer har tydeligvis potentiale, så jeg vil holde øje med fremtidige udgivelser fra hendes hånd. I mellemtiden kan man læse både historierne i Little Feasts og flere andre på hendes blog julesjustwrite.com.

K's vurdering: