Markus Werner: On the Edge

On the Edge af schweiziske Markus Werner (1944-2016) kan karakteriseres som et lille kammerspil i romanform. Den vil gerne være et intenst psykologisk drama med livsfilosofiske overtoner turneret omkring at skæbnesvangert, overraskende plot – men den er egentlig mest lidt kedelig.

Plottet er enkelt. To mænd hinanden ubekendte mænd mødes tilfældigt på en restaurant i de schweiziske alper og falder i snak. Hovedparten af romanen udspiller sig over to aftener som en samtale mellem to mænd med et kort efterspil på den tredje dag.

Jeg-fortælleren, Thomas Clarin, er forfatter og opholder sig i området for at arbejde, indlogeret i en lille afsidesliggende hytte. Han fremstiller sig selv som lidt af en libertiner, en hedonistisk og kynisk skørtejæger uden moralske eller etiske illusioner om livet.

Hans modpart, den lidt ældre Loos, er på stedet for at markere dødsdagen for sin elskede kone og livsledsager, der et år tidligere døde på et sanatorium i nærheden. Loos er en noget selvhøjtidelig excentriker, en idealist, hvis verdensbillede imidlertid er blevet formørket og indsnævret i sorgen over konens død.

Begge mænd elsker at tale, og trods deres forskelligheder fascineres Clarin af den ældre excentriker. Over to aftener taler de om livet og især kærligheden og kommer tæt på hinanden.

Historien fortælles af Clarin i retrospekt, og fra romanens første linjer ved vi, at den fører til en eller anden form for intens kulmination. Romanens første sætninger:

Everything’s turning. And everything’s turning around him. It’s insane. I’m even tempted to think that he’s sneaking around the home right now – with or without a dagger.

Disse første skæbnesvangre linjer glemmer man dog snart som læser – for at vende tilbage til dem ved romanens afslutning.

Romanen udgøres næsten udelukkende af dialogen mellem de to mænd. Den er såmænd udmærket skrevet (her i Robert E. Goodwins oversættelse til engelsk – mig bekendt er den ikke oversat til dansk). Men den er ærlig talt også noget tung i det.

Med sine kun 120, ganske vist tætskrevne, sider er det ikke en lang roman, men jeg havde svært ved at kæmpe mig igennem den.

Jeg har indtryk af, at Markus Werner gerne vil have romanen til at være en viis, livsfilosofisk ting, men jeg følte mig ærlig talt mere tynget af kedsomhed end af visdom. Jeg blev aldrig ikke rigtig fanget, og det var lidt en viljesakt at læse den til ende.

Det store clue i romanens plot gættede jeg mig til omtrent på halvvejen – om end jeg for mig selv i første omgang afviste gættet, fordi det forekom mig for plat og for usandsynligt. Historiens finale, hvor gættet i store træk viste sig rigtigt, blev mig derfor lidt flad.

K's vurdering: