Eugen Ruge (f.1954) var ham med den eminente generationsroman om DDR’s historie, I tider med aftagende lys (2012, på dansk 2013). Så det var med ret høje forventninger, jeg gik i gang med Ruges seneste, Cabo de Gata.

Forventningerne indfris, også selv om Cabo de Gata er “en lille bog” sammenlignet med forgængeren I tider med aftagende lys. Her finder man ikke det store persongalleri eller det historiske swung – om end historien i form af opløsningen af DDR klinger svagt med i baggrunden som en del af bogens stemning af desillusion og melankoli).

Men det er ikke desto mindre en meget velfortalt, meget fin og meget ren, lille historie, som det er en fornøjelse af læse.

Handlingen i bogen er enkel: Den navnløse jeg-fortæller er en 40-årig mand, kunstertype in spe, nyligt fraskilt og på vej ind i en stilfærdig midtvejskrise i Prenzlauerberg i Berlin på et tidspunkt kort efter den tyske genforening. En vinter beslutter han sig for at sige sin lejlighed op, han skiller sig af med alle sine ting (ihvertfald de fysiske) og tager toget sydpå, i første omgang til Barcelona. Uden at det egentlig var planlagt, ender han i den lille stillestående fisker- og ferieby Cabo de Gata i Andalusien (på dansk: Kattens horn), hvor han langtidslejer et værelse med ambitionen om at skrive en roman.

Det med romanskrivningen går nu ikke så godt, og i det hele taget lever mødet med verden sydpå ikke helt op til de romantiske forestillinger. Men gradvist finder han en ro og bevæger sig frem mod en slags afklarethed med sig selv.

Der er med andre ord ikke meget handling. Men Ruge kan til gengæld det dér med i kun få sætninger og i et helt enkelt og rent sprog uden dikkedarer at skabe levende stemningsbilleder og troværdige personportrætter.

Efter kaffen lægger jeg en mønt i billardbordet og spiller en omgang mod mig selv, de hele mod de halve, men uanset hvordan det ender, har jeg altid følelsen af at tabe (s.110).

Romanen er skrevet, som om fortælleren en del år efter husker tilbage på begivenhederne og nu søger at genfortælle dem, præcis som de står i hans erindring. Mange sætninger starter således med “Jeg husker, at…”. Jeg kunne ikke lade være med at have Marcel Prousts store erindringsroman, På sporet af den tabte tid, klingende med i baghovedet. Der er mange paralleller, hvis man først begynder at kigge efter dem:

En navnløs jeg-fortæller, som dykker ned i erindringerne; tekstens udforskning af erindringens natur; undersøgelserne af det ofte skuffende møde mellem forventninger og forventningernes genstand; fortællerens ambition om at blive forfatter; en delvis spejling af den geografiske og rumlige rammesætning i form af en fortæller, der fuld af forventning tager fra Berlin (hhv. Paris) til Cabo de Gata i Andalusien (hhv. feriestedet Balbec i Normandiet), hvor han gradvist lærer de ansatte på hotellet og beboerne i området at kende over en sæson (dvs. Prousts fortæller er i Balbec hele feriesæsonen, mens Ruges omvendt er der uden for sæsonen).

I den sammenhæng kan man næsten læse Ruges korte, enkle og let læste bog som en slags drillende kommentar til Prousts mange tusind sider lange monstrum af en roman med dens sidelange sætninger og mange eksplicitte filosofiske og psykologiske reflektioner. Som om Ruge her på næsten 100 års afstand i tid står og råber tilbage til Proust: “Se hvor elegant, hvor kort, hvor enkelt, det kan gøres!”

Jeg har ingen anelse om, hvorvidt Ruge har læst Proust eller haft På sporet af den tabte tid i tankerne, da han skrev Cabo de Gata. Det er sådan set også ligemeget, og der er ingen grund til at risikere overfortolkning her. Cabo er en fin bog under alle omstændigheder – og kun som et biprodukt har den mindet mig om, at jeg selv snart må tilbage på sporet af Proust.

Som en ekstra bonus er der – ihvertfald i den danske udgivelse fra Batzer&Co, som jeg har læst – tale om en rigtig lækker lille bog i et passende lille format og med et smukt omslag.

K's vurdering: