Yōko Tawada: Udsendingen

Yōko Tawada har fået en spændende idé i form af en dystopisk fremtidsvision om et samfund, hvor det meste af verden er blevet giftig, hvor børnene fødes syge og skrøbelige, mens de gamle bare bliver ældre og ældre og må forsørge de unge. Desværre har hun ikke samtidig fået en idé til en god historie i denne fremtidsverden. Og det gør i sidste ende Udsendingen til en noget kedsommelig affære.

Japanske Yōko Tawada (f. 1960) kender vi her på bloggen fra hendes fine kortroman Brudgommen var en hund og novellen Time Differences. Udsendingen (opr. 2014) er den seneste udgivelse af Tawada på dansk – oversat til lydefrit dansk af Mette Holm.

Romanen foregår i en ikke tidsfastsat fremtid. Verden har gradvist udviklet sig til en økologisk katastrofe, hvor mange dyr og planter efterhånden er blevet giftige. Menneskene degenererer. Nationerne lukker sig om sig selv.

I Japan, hvor romanen foregår, er man vendt tilbage til tidligere tiders isolationistiske politik i en endnu mere ekstrem form end førhen. Grænserne er lukkede, udenlandske ord er forbudte, elektroniske apparater er forbudte.

Menneskene undgår en sælsom generationsbestemt forandring: De gamle bliver ældre og ældre, måske er de nærmest blevet udødelige, og det er dem, der arbejder og holder samfundet i gang. Børnene fødes omvendt svagelige, deres tænder falder ud, de kan knap nok gå, de fleste er i kørestol, inden de når teenagealderen.

Romanens univers er således en samfundsmæssig metafor for ideen om, at de ældre generationers økologiske leven over evne efterlader de yngre generationer med en ubetalelig gæld. Men med pay-back til de gamle, som tilsyneladende ikke kan dø og bare må blive ved med at arbejde.

Dette dystopiske fremtidssamfund udfoldes gradvist i romanen gennem et portræt af en 100+ årig mand, som lever sammen med sit svagelige oldebarn. Generationerne i mellem dem er døde, forsvundet eller bortrejst.

Romanens styrke er oprulleringen af den dystopiske idé om dette økologiske og samfundsmæssige sammenbrud. Stemningen i romanen er som sådan både fascinerende og skræmmende og rummer et potentiale for en samfundskritik.

Problemet er, at det er som om, Yōko Tawada er gået i gang med at skrive romanen kun med idéen til dette fremtidssamfund. Og så fik hun aldrig undervejs en egentlig idé til en historie, som kunne udspille sig inden for dette samfunds rammer.

Ihvertfald er der ikke rigtig nogen historie i romanen. Der er et portræt af en gammel mand og hans oldebarn. Det er faktisk ganske rørende. Og det gælder også tilbageblikket på den gamle mands fortid. Der er også punktvist sjove og samfundskritisk skarpe øjeblikke og enkeltstående poetisk fine formuleringer. Men det er for tyndt til at bære en roman.

Jeg kedede mig ærlig talt lidt gennem store dele af bogen, som dog heldigvis er ret hurtigt læst. Hvis du vil læse Yōko Tawada, så vil jeg så absolut anbefale i stedet at starte med Brudgommen var en hund.

K's vurdering: