KH Lim: Written in Black

Muligvis den eneste engelsksprogede roman på markedet, der foregår i Brunei og er skrevet af en bruneisk forfatter. Lider desværre under mangler i både plot, struktur og eksekvering. Resultatet er grundlæggende lidt småkedeligt.

Handlingen i Written in Black er ganske simpel. Den tiårige Jonathans bedstefar er død og skal begraves. Jonathan bor alene med sin far og to søskende. Moren er bortrejst til Australien – ifølge farens forklaring, fordi hun er syg og har brug for behandling andetsteds i længere tid, men som læsere fornemmer vi tidligt, at det nok snarere er fordi, hun har forladt familien. Den ældste, sekstenårige storebror er smidt ud hjemmefra.

Jonathan er i stigende grad bekymret, gående mod panik, over morens langvarige fravær, og midt under forberedelserne til bedstefarens begravelse stikker han af fra resten af familien for at finde sin storebror, som han tror måske kan sætte ham i telefonisk forbindelse med moren. Det bringer ham i løbet af en dag rundt i dele af den lille stat, Brunei, hvor han oplever forskelligt, inden han kommer tilbage igen for at deltage i resten af begravelsesritualerne, der udspiller sig over nogle dage.

Det er sådan set dét, og det er ikke nok. Romanen er ikke egentlig dårligt skrevet, omend sproget ind i mellem forekommer lidt tungt. Den formåede dog ikke på noget tidspunkt at fange min interesse, selv om jeg som udgangspunkt var positivt stemt.

Det har blandt andet at gøre med, at romanen som helhed ikke virker ikke rigtig gennemtænkt og er temmelig ujævn i sin opbygning.

Den del af romanen, der består af Jonathans tur rundt i Brunei i forsøget på at finde broren, har en noget episodisk karakter: Han gemmer sig i en kiste på ladet af en bil; han går ind i et uhyggeligt hus, hvor han bliver skræmt; han bliver forfulgt af nogle bidske hunde; han støder ind i en gruppe limsniffende poklans (som er betegnelsen for nogle bander af afvigende unge i Brunei); han møder en underlig butiksindehaver med mistænkelige særheder, som ikke desto mindre viser flink og hjælpsom.

Ingen af disse begivenheder virker specielt afgørende for den overordnede handling eller drengens udvikling. De fleste kunne enten have været helt undværet eller udfoldet helt anderledes, uden at det ville have gjort den store forskel. Jeg får det indtryk, at forfatteren har været mere optaget af at give læserne en guidet rundtur i Brunei end af at skrive en sammenhængende roman.

Undervejs er der indlagt adskillige små mystiske elementer, som tjener til at pirre læserens nysgerrighed (Hvad er der i den tilsyneladende hjælpsomme butiksindehavers sæk på bagsædet? Hvorfor finder Jonathan et avisudklip med sit eget kontrafej i det mystiske hus?). Men der bliver kun delvist fulgt op på dem, og dermed bidrager de kun til den generelle indtryk af en noget uforløst roman.

Hele drivkraften i handlingen er, at drengen gerne vil tale i telefon med sin mor (og i sidste ende gerne vil vide, hvorfor hun er rejst og have en forsikring om, at hun kommer tilbage). Det kan man selvfølgelig godt sætte sig ind i, men det er for tyndt til at bære romanen.

Og så hjælper det altså ikke på min velvilje, at KH Lim allerde på romanens første side forfalder til den kliché at lade den tiårige hovedperson – der skal forestille at være på vej ud på sin egen lille dannelsesfærd i livet – være optaget af en passende, litterær klassiker, her Huckleberry Finn (selvfølgelig i en godt slidt udgave for at fuldende klichéen). Suk.

Den mest interessante del af bogen er den beskrivelse af de kinesisk-bruneiske begravelsesriter (familien stammer fra kinesiske indvandrere), som udfoldes ret detaljeret i bogens sidste del.

Det redder dog ikke bogen, som jeg mest af alt fandt lidt småkedelig, må jeg indrømme.

Den lille stat, Brunei, der ligger omgivet af Malaysia på nordkysten af Borneo, er endnu et af de lande, hvorfra der er udgivet meget lidt skønlitteratur på engelsk. Så jeg var meget begejstret, da jeg fandt frem til KH Lims Written in Black, som både er skrevet af en bruneisk forfatter og foregår i Brunei. Selv om jeg ikke var så begejstret for romanen, som jeg havde håbet, så er jeg dog sikker på, at den er en mere værdig repræsentant for Brunei i min læseudfordring, Verden rundt i bøger, end f.eks. en af Christopher Suns selvudgivne trivialromaner, som jeg har konstateret, at andre verdenslitteraturlæsere har været tvunget til at nøjes med (det gælder f.eks. Ann Morgan i hendes projekt, A year of reading the world).

K's vurdering: