Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
”Det er verdens ende; man kan ikke komme videre. Den menneskelige elendighed har fundet sin grav her.”
Albert Cosserys noveller udgør fremragende stemningsbilleder fra slumkvartererne i Kairo i de første årtier af det 20. århunderede. Samtidig er de en hyldest til dovenskaben og til de fattigste af de fattige. Fortalt med såvel indlevelse i elendigheden og med en humor, der gør det til at holde ud – og med en ikke ringe sans for det ækles æstetik. >> Læs videre
Jeg er glad for, at jeg ikke er litteraturstuderende på universitetet og har fået stillet en opgave i Solvej Balles novellesamling/roman, Ifølge loven (opr. 1993). Jeg ville være temmelig meget i vildrede med, hvordan jeg skulle få skrevet noget klogt.
Heldigvis er jeg bare en almindelig læser og som sådan kan jeg slet og ret vælge at nyde Solvej Balles sprog, hendes finurlige iagttagelser, hendes fiktive, semividenskabelige udredninger, skæve vinkler og underfundige, underspillede humor. Uden at skulle stilles til regnskab i form af at levere indsigtsfulde analyser. >> Læs videre
En samling små, meget velskrevne, ganske fine, men også noget forglemmelige noveller om folk og fæ og fiskere på Bornholm og omegn. Rakel Haslund-Gjerrild demonstrerede i denne debutsamling gode takter, som hun senere har udfoldet med større dybde og tyngde.
Rakel Haslund-Gjerrild (f. 1988) er vi her på bloggen tidligere stødt på i kraft af hendes særdeles vellykkede biografiske roman om den flamboyante maler Kristian Zahrtmann, Adam i Paradis (2021). Hun debuterede imidlertid som forfatter fem år tidligere med novellesamlingen Øer (2016). >> Læs videre
Amerikanske Lydia Davis kan så afgjort noget i novelleformen og den helt korte prosaform. De bedste tekster i denne samling er skarpe, humoristiske og menneskeligt rørende. En god del af historierne var mig dog også tæt på lidt ligegyldige. Og så gør oversættelsen til dansk ikke noget godt for Davis’ enkle, men finurlige sprog, der ellers er hendes store styrke.
Jeg stødte første gang på Lydia Davis i kraft kortprosasamlingen Can’t and Won’t: Stories (2014), som jeg læste for nogle år tilbage. Den var jeg dengang lidt lunken overfor. >> Læs videre
I Jon Fosses seneste, korte fortælling, Hvidhed, viser den norske mesterforfatter sig (igen) fra sin bedste side.
Hvidhed er den første Jon Fosse-udgivelse (ihvertfald på dansk) efter hans magnum opus Septologien I-VII (2019-2021). I modsætning til det sidstnævnte værk er Hvidhed en ganske kort fortælling, egentlig en lang novelle på 54 små sider. >> Læs videre
Kort, men velfortalt og stærk novellesamling med historier fra slutningen af den portugisiske koloniale periode i Mozambique i 1950’erne og 1960’erne.
Forfatteren Luís Bernardo Honwana (f. 1942) var i 1960’erne aktiv i den militante gren af oprørsbevægelsen FRELIMO i kampen mod det portugisiske kolonistyre. Han blev arresteret flere gange og tilbragte tre år i fængsel. Efter Mozambiques selvstændighed fik Honwana en længere politisk karriere som bl.a. Chief of Staff for Mozambiques præsident og kulturminister, og siden beklædte han flere ledende poster i UNESCO frem til 2002, hvor han trak sig tilbage. >> Læs videre
På mindre end 90 små sider lykkes det på det nærmeste Parsipur at indfange hele civilisationshistorien med disse ni korte fabulerende, fantastiske historier, som er forenet af en forrygende og flydende fortælleglæde.
Hvis iranskfødte Shahrnush Parsipurs (f. 1946) mest kendte bog, Kvinder uden mænd (opr. 1989, da. 2019) genremæssigt kunne indkredses som noget i retning af magisk realisme, så har Parsipur med Mænd fra forskellige civilisationer ladt realismen helt bag sig til fordel for en slags fabulerende fantastik. >> Læs videre
Yasunari Kawabata (1899-1972) er bedst kendt for sine romaner, men skal man tage hans egne ord for gode varer, så var hans foretrukne form den helt korte historie. Han udgav i sin levetid mere end 140 af disse historier, som han (i engelsk oversættelse) selv kaldte Palm-of-the-Hand Stories, historier så korte, at de kunne ligge på en håndflade.
Den engelsksprogede udgivelse Palm-of-the-Hand Stories (opr. 1988) rummer 70 af disse korte historier, skrevet over et halvt århundrede. 43 af dem stammer fra 1920’erne, ti fra første halvdel af 1930’erne, seksten fra perioden 1944-1964 og en enkelt fra 1972. >> Læs videre
Femten noveller. Femten korte slag med kant. Om femten mere eller mindre slagne mennesker på kanten. Dorthe Nors’ noveller er en opvisning i det, novellen som form kan. Men de er ikke bare form, de er alle små stykker levende liv. På én gang mørke og humoristiske, medrivende, rørende, tragiske, tankevækkende og uhyre velskrevne. Hvorfor i alverden har jeg ikke læst noget af Nors før?
Dorthe Nors’ noveller virker nærmest henkastede, som var de hastigt nedskrevne, flygtige indtryk og associationer, der griber ind hinanden og hurtigt fører videre til de næste. Men jeg tror ikke, at jeg tager fejl i, at der kælet omhyggeligt for både komposition og hver en sætning i disse historier. Hvis ikke, altså hvis disse historier bare kommer uden videre til Dorthe Nors, så er der ingen retfærdighed til, så god har man simpelthen ikke lov til at være!
Syv medrivende noveller om – i overført betydning – syv tomme huse: Om tab, om sorg, om noget, der mangler. Samanta Schweblin kan skrive og med få greb fremmane karakterer, der fascinerer, berører og foruroliger.
Argentinske Samanta Schweblin fik sit store internationale gennembrud med den mystiske og krybende uhyggelige Redningsafstand, (2014, da. 2017), og har siden også haft succes med bl.a. den finurlige overvågningsroman Kentuki (2018, da. 2021). >> Læs videre
“There are no windmills in Basra. Where do I put all these delusions? Who am I supposed to fight?”
Ovenstående korte digt står som epigraf til flash fiction-samlingen No Windmills in Basra (opr. 2018, eng. 2022) af irakiske Diaa Jubaili (f. 1977). Med sin på én gang humoristiske, implicitte reference til Don Quixotes legendariske kamp mod vejrmøllerne og sin – med Iraks nyere krigshærgede historie i baghovedet – samtidig tragisk-sørgmodige, ja, fortvivlede tone rammer digtet ganske godt noget af grundstemningen i samlingen. >> Læs videre
Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier er ren nydelse. De er så fulde af nærvær og liv, at man som læser i hver eneste historie føler sig som en del af livet på landet blandt Jensens vidunderlige sammensurium af farverige bønder og småfolk og andet godt- og skidtfolk i Himmerland i det nittende århundrede. Det er herlig læsning.
Jeg har i mange år haft – og har stadig – Johannes V. Jensens Kongens fald (1900-01) på min liste over de bedste bøger, jeg har læst nogensinde. Men faktisk har jeg aldrig læst noget andet af hans ellers store forfatterskab (udover enkelte småtekster og digte, jeg som så mange andre blev tvunget igennem i gymnasietiden). Det har jeg rådet lidt bod på her i januar, hvor jeg har lyttet til hans klassiske Himmerlandshistorier. >> Læs videre
Ni velskrevne noveller fra Wyoming i det amerikanske vesten. Fornøjelige at læse, men de fleste af dem mangler noget for at få dem helt op at ringe hos mig.
Novellsamlingen Half an Inch of Water (2015) er mit første bekendtskab med amerikanske Percival Everett (f. 1956). En bog, jeg faldt over tilfældigt i en boghandel i Cambridge (kan jeg se på det indlagte bogmærke) for snart syv år siden, og som jeg nu genfandt i min reol med de ulæste bøger. >> Læs videre
The Wine of Youth er en samling noveller af John Fante (1909-1983). Der er godbidder iblandt, men samlet er det en noget ujævn samling, som jeg fandt noget trættende at læse i ét stræk – hvor stor en fan af Fante, jeg end betragter mig selv.
Velsagtens en tredjedel af disse noveller er oppe og ringe i nærheden af fem eller ihvertfald fire stjerner. Men for mange holder ikke niveauet. Og så er der efter min smag for mange historier, der ligner hinanden for meget. >> Læs videre
Sherwood Anderson maler i sine noveller om indbyggerne i den fiktive by Winesburg levende og indlevede billeder af mennesker. Der sker ikke meget i historierne, men de er fyldt med liv. Og så er Andersons enkle sprog en ren fornøjelse.
Sherwood Anderson (1876-1941) er i amerikansk sammenhæng klassiker med stort K. Han er måske nok ikke så meget læst i dag, men som en af de tidligste modernistiske forfattere i amerikansk litteratur har han sat sit præg på eftertiden. Blandt de forfattere, der ofte nævnes som stående i gæld til Anderson for så vidt angår skrivestil, kan for eksempel tælles William Faulkner, John Steinbeck og Ernest Hemingway. >> Læs videre
Sydkoreanske Bora Chungs forrygende novellesamling spænder over magisk realisme, horror, science-fiction og eventyr. Bundet sammen af sort humor og en smag for det groteske, tilsat et stænk patriarkatskritik.
Jeg faldt helt tilfældigt over Cursed Bunny i en boghandel. Min opmærksomhed blev fanget af det sygeligt udseende omslag og titlen, og efter at have slået op på første side og læst de første linjer af novellen “The Head,” var jeg klar over, at denne kanin skulle med mig hjem: >> Læs videre
Det, der gør Judith Hermann til så god en forfatter, er alt det, hun ikke skriver. Det mellem linjerne. Det, vi som læsere selv skal tænke os til, forestille os, gætte på.
Det har jeg skrevet noget om i min anmeldelse af Hermanns Lettipark (opr. 2016, da. 2016), og det samme gør sig gældende i den lige så gode Alice (opr. 2009, da. 2011). Judith Hermann har sat sig fast helt i toppen af min liste over mine yndlingsforfattere. >> Læs videre
Mærkelige. Foruroligende. Forvirende. Pudsige. Morsomme. Tankevækkende. Olga Tokarczuks Bizarre fortællinger kan lidt af hvert, om end ikke alle det hele på én gang. Men de alle uhyre velskrevne.
Den polske nobelprisvinder Olga Tokarczuk (f. 1962) kan skrive. Og hun kan fortælle en historie, så man fanges ind af den fra start til slut. Det gælder alle historierne i denne samling. De bedste af dem bevarer deres fascination efter læsningen, mens andre flader lidt tamt ud og fordamper hurtigt. Men de faktisk alle læseværdige. >> Læs videre
Et udvalg af fire ganske korte fortællinger, som knap nok er fortællinger, men umådeligt smukke, observante og underligt eftertænksomme tekster skrevet af en rejsende forskellige steder i verden.
Denne lille udgivelse, som af omfang ikke er andet end en pamflet, indgår i Forlaget Virkeligs fine Bestiarium-serie. Der er tale om et udvalg af fire korte tekster fra to samlinger af østrigske Peter Handke, udvalgt og oversat af Madame Nielsen, som også har skrevet et glimrende efterord. >> Læs videre
Hold nu helt op, hvor er Judith Hermann bare god! Novellerne i Alice er ligesom novellerne i samlingen Lettipark blandt de bedste, jeg erindrer at have læst af nogen forfatter.
Det her bliver en kort anmeldelse. Alt det gode, jeg skrev om Judith Hermanns sublime novellekunst i Lettipark (2016), da jeg læste den i 2019 (er det virkelig så længe siden?), kan også siges om Alice (opr. 2009), og jeg har ikke nødigt at gentage det. >> Læs videre
“Gråzoner af melankoli, vanvid og ensomhed”: Clemens J. Setz’ uhyre velskrevne og bizarre noveller rummer masser af fantasifulde ideer og sans for det poetisk groteske. Men de bliver mig også lidt for fortænkte.
Jeg har ikke haft helt let ved at bestemme mig for, hvad jeg egentlig skal mene om tyske Clemens J. Setz’ novellesamling, Kærlighed på Mahlstädterbarnets tid (opr. 2011, da. 2014). >> Læs videre
Nej åh nej, jeg er ikke noget hundemenneske. Men ja åh ja, jeg er fan af Jon Fosse. Og jeg har læst Hundemanuskripterne med mild fornøjelse – for mig selv, selv om de nok havde været sjovere at læse med et barn. Måske.
Jon Fosse (f. 1959) har skrevet mesterlige bøger, hvoraf en del er oversat til dansk. De fleste er i dén grad for voksne, men Fosse har også skrevet en del børnebøger. Hundemanuskripterne placerer sig et sted midt i mellem. Oprindeligt er de udgivet som tre separate udgivelser, men er på dansk samlet i én lille bog, oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. >> Læs videre
“Da jeg sad på toilettet og menstruerede, faldt en ret stor del af min hjerne ned i toiletkummen.”
Sådan begynder den første novelle, Fugle, i Gunnhild Øyehaugs novellesamling, Onde blomster (opr. 2020), som for nylig udkom i dansk oversættelse ved Sara Koch på forlaget Gutkind.
Lige først synes det for fortælleren, som om hun fungerer udmærket trods tabet af en betydelig del af hjernen ned i toiletkummen. Snart viser det sig dog, at det var den del af hjernen, hvor al hendes viden om fugle var placeret. Og det er jo ikke så godt, når man er ornitolog og om tre uger skal forsvare sin doktorafhandling om reumatisme i bekkasinfamilien. >> Læs videre
En lidt blandet antologi bestående af fire af Dostojevskijs mindre kendte fortællinger. Titelnovellen er det hele værd, men også Bobók, hvor de døde kommer til orde, er værd at læse.
Nu, hvor jeg lige har været omkring et par af Dostojevskijs kortere og mindre kendte fortællinger, så tager vi også de fire noveller i En fæl histore og andre fortællinger med. De er oprindeligt udgivet over den lange periode 1848-1876 og samlet i denne danske udgivelse fra 2017. >> Læs videre
Bare fordi man er en af verdenslitteraturhistoriens største forfattere, betyder det jo ikke, at alt, hvad man har skrevet, er guld. Et latterligt menneskes drøm er mest af alt en demonstration af, at Dostojevskij ikke begik sig så godt i den forkyndende genre (hvem der så end gør det …).
I februar 2022 genudgav forlaget Batzer & co. to små fortællinger af Dostojevskij. Jeg anmeldte forleden den ene, Den sagtmodige (opr. 1876), og jeg har i den sammenhæng omtalt udgivelseshistorien. Den anden er Et latterligt menneskes drøm (opr. 1877). >> Læs videre
Den russiske nobelpristager Ivan Bunin byder på novellekunst af den fineste slags. I nogle stræk kan hans små melankolske fortællinger om døden og den flygtige, erotiske kærlighed måske nok forekomme en anelse bedagede, men han er en uovertruffen stilist og så absolut læseværdig også i dag.
Ivan Bunin (1870-1953) er formentlig ikke det navn, der først løber de fleste danske læsere i munden, hvis talen falder på store russiske forfattere. Men Bunin var ikke desto mindre den første russer, der fik Nobelprisen i litteratur (i 1933). På det tidspunkt var han emigreret fra Rusland, som han i forlængelse af Oktoberrevolutionen i 1917 forlod i 1920 for at slå sig ned i Frankrig. >> Læs videre
Poetiske, levende og stærke portrætter af alskens typer på landet i det 19. århundredes Rusland under livegenskabet. Medrivende naturbeskrivelser. Fortalt i et adstadigt, men smukt, musikalsk sprog. Jeg er til min egen delvise overraskelse blevet lidt fan af Turgenev.
Ja, jeg var så alligevel ikke helt færdig med læsningen af russiske klassikere fra det 19. århundrede i denne omgang (og jeg påtænker som tidligere lovet at komme tilbage til flere i løbet af året). Vi skal også lige have Ivan Turgenevs jægerdagbog med. >> Læs videre
Hvis de litterære stepper i det 19. århundredes Rusland havde været en afrikansk savanne, så kunne jeg her på K’s litterære januar-safari nu sætte flueben ud for alle i The Big Five: Lev Tolstoj, Fjodor Dostojevskij, Nikolaj Gogol, Ivan Turgenev og nu også Aleksandr Pusjkin.
Nu læser jeg så ganske vist ikke for at sætte flueben. Der er bare gået gamle russere i min læseliste. Ikke fordi de er klassikere i betydningen pligtlæsning. Men fordi de er virkelig godt litterært selskab. Og jeg er ikke færdig. Især Dostojevskij har fået fat i mig (igen), og jeg planlægger at genlæse nogle af de store romaner fra den sene del af forfatterskabet i løbet af 2022 (Idioten, Forbrydelse og straf, Onde ånder). Og så står der i øvrigt også nogle lidt yngre russere og venter i min reol. Og lidt mere Turgenev. >> Læs videre
Gogols Peterborg-fortællinger er ikke bare nødvendig læsning for elskere af klassisk russisk litteratur. De er en samling grotesker, der er fulde af liv, følelse, humor og fandenivoldske eksperimenter, så det er en fornøjelse.
Ukrainsk-russiske Nikolaj Gogol (1809-1852) har sin plads i den russiske kanon, om end han står lidt i skyggen af lyset af giganter som Pusjkin, Turgenev, Tolstoj og Dostojevskij. Det gør han nok også rimeligvis, men det er også en hård målestok (idet jeg dog endnu ikke selv har læst noget af Pusjkin og kun netop er i gang med Turgenev). Gogol er i allerhøjeste et bekendtskab værd. >> Læs videre
“Ingen opslag. Ingen tilmelding. Ingen aldersbegrænsning. Dødedans for begyndere, let øvede og viderekomne. Mandag fra kl. 20 til 22 i Afholdshotellets lille sal.”
Der er garanti for skøre, skægge, skæve og surreelle scener, når Oscar K. og illustrator Dorte Karrebæk byder op til en moderne Danse Macabre i provinsen. >> Læs videre
