Ursula K. Le Guin: Akaciefrøenes forfatter

En sjov lille tekst, en pudseløjerlighed, men lige så tankevækkende, som den er kort. Og ikke uden aktuelle og relevante budskaber for vor tids optagethed af klima og økologisk balance.

Forlaget Virkelig udgav i 2016-2017 tre korte tekster i udgivelsesserien Bestiarium af den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guin, alle oversat af Karsten Sand Iversen. Den ene, Bæreposeteorien om fiktion, omtalte jeg i går. Den anden, Sur, er endnu ikke i mit bibliotek, men det er “Akaciefrøenes forfatter og andre uddrag af Tidsskrift for Therolingvistisk Forening.”

Ursula K. Le Guin kender de fleste af os nok som forfatter af science fiction-romaner og børnebøger. Forud for disse små tekster, havde jeg selv kun læst bøger i hendes fantasyserie, Jordhavet, om troldmanden Gæt. Og det var som dreng for mange, mange år siden. Men Le Guin har også begået en række noveller og samfundskritiske essays, hvortil hører de nævnte.

Akaciefrøenes forfatter er en slags novelle forklædt som fiktive videnskabelige artikler. Men dens ærinde er så åbenlyst filosofisk-samfundskritisk, at jeg fristes til at betragte teksten som et essay. Nuvel, det behøver vi ikke at hænge os i, det er mest af interesse for bogbloggeren med hang til klassifikationer.

Som undertitlen antyder, præsenterer novellen sig som tre artikler fra det fiktive Tidsskrift for Therolingvistisk Forening. “Thero-“ er noget med vilde dyr, så therolingvistikken er at forstå som læren om dyrenes sprog.

I den første artikel, “Ms. FUNDET I MYRETURE,” søger forskeren G. d’Arbay T. R. Bardol at oversætte og analysere nogle fundne meddelelser skrevet af en afdød arbejdermyre med røre-kirtelsekret på en arrangeret række af afkimede akaciefrø. En opgave, der blandt andet er vanskelig på grund af de kendte myredialekters begrænsede brug af verbalformer. Afhængigt af tolkningen og forskerens evne til at frigøre sig fra sin etnocentrisme, kan skriften på akaciefrøene således læses som enten systembekræftende eller som en opfordring til oprør mod Dronningen …

Den anden tekst, “BEKENDTGØRELSE AF EN EKSPEDITION,” er indholdsmæssigt den mest poetiske, og består i en forskers annoncering af en ekspedition til Antarktis for at studere den pingvinske skrift, et forskningsfelt, der stadig er relativt uopdyrket, må man forstå, siden professor Duby, “med sin påpegning af skriftens fjerne slægtskab med lavgrågåsisk, muliggjorde opstillingen af det første tentative glossar over pingvinsk.”

Pingvinsk har siden da været betragtet som en skrift skrevet i vand – svarende til grågæssenes, der er “skrevet med vinger, hals og luft.” Men den dristige forsker og forfatter til ekspeditionsannonceringen foreslår nu en ny tilgang til kejserpingvinens særegne poesi – en litteratur helt “forskellig fra havskriftens rumligt omfattende, hastige, multikomplekse kor!”

Kejserpingvinens poesi er tavs, det er en kunst, der skabes af hanpingvinerne, der står stille hele vinteren og beskytter hvert deres æg mod “isens dødelige berøring.”

Til de kolleger, i hvem den videnskabelige nysgerrigheds og den æstetiske risikos ånd er levende og stærk, siger jeg: Forestil jer det: isen, den skurrende sne, mørket, vinterens endelyse hvinen og skrigen. i dette sorte øde sidder en lille flok sammenkrøbne digtere. De sulter, de får ikke noget at spise i ugevis […]. Digterne kan ikke høre hinanden, de kan ikke se hinanden, de kan kun føle den andens varme. Det er deres poesi, det er deres kunst. Som alle kinetiske litteraturer er den tavs.

I den sidste artikel, som angiveligt er en leder i Tidsskrift for Therolingvistisk Forskning tager formanden for foreningen skridtet endnu længere ud, idet han slår til lyd for, at forskerne i en fjern fremtid vil gøre nye landvindinger og måske blive i stand til at afdække, at der også blandt planter findes en særlig, “ikkekommunikativ, vegetativ kunst.”

Jeg har lyst til at citere endnu flere passager fra den korte, ret beset kun tolv sider lange tekst. Men jeg stopper mig selv her med opfordringen til bare at læse den selv.

Alt dette med forskning i myrernes skriftsprog og pingvinsk poesi er naturligvis ret langt ude. Men det er også meget smukt tænkt og skrevet.

Hovedbudskabet i teksten kan læses som en hyldest til skønheden i den levende natur, som den kan vise sig, når naturen betragtes som netop liv og ikke blot en ressource, der skal udnyttes.

Det kan i disse år ganske vist lyde næsten ulideligt frelst og politisk korrekt. Men Le Guins tekst er så fyldt med finurlig humor og sproglig veloplagthed, at den ikke desto mindre er en fornøjelse at læse. Og budskabet fejler trods alt heller ikke noget. Således anbefalet.

K's vurdering: