En på mange måder fin, interessant og sympatisk roman om forholdet mellem sprog, identitet og erindring. Men også lidt træg i fortællingen og på kanten til det fortænkte og overambitiøse.

Jeg har glædet mig til at læse italienske Diego Maranis roman, siden den udkom på dansk i 2013, alene på grund af titlen: Ny finsk grammatik – det lyder tilpas mærkeligt til i sig selv at appellere til sådan nogle som mig. Og yderligere tilskyndet af gode anmeldelser havde jeg måske dermed stemt forventningerne for højt. Ihvertfald blev jeg en smule skuffet, selv om romanen har flere kvaliteter – og også tilstrækkelige kvaliteter til at gøre den læseværdig.

Den ydre handling er for så vidt enkel: En mand findes under 2. verdenskrig svært forslået med svære hovedlæsioner på en havnekaj i Trieste. Han samles op af et tysk hospitalsskib, hvor han vågner op uden sprog, uden identitet og uden hukommelse. De eneste tegn på hans mulige identitet er navnet Sampo Karjaleinen syet ind i hans sømandsjakke og et lommetørklæde med de broderede initialer S.K.. >> Læs videre