Der er god energi og sjove ideer i tyrkiske Özgür Mumcus roman, og siderne vender sig selv hurtigt. Men jeg savnede et skarpere fokus og nogle mere troværdige persontegninger. Og i sidste ende sad jeg tilbage med et ubesvaret spørgsmål om, hvad det egentlig var, Mumcu gerne ville med sin historie.

Fredsmaskinen (opr. 2016) udkom i denne uge på dansk på forlaget Jensen & Dalgaard i oversættelse ved Sadi Tekelioglu.

Romanen udspiller sig historisk i 1903, og den bevæger sig geografisk rundt i Europa, fra Istanbul over Paris til Beograd. Det er tiden før Titanic og Første verdenskrig, og stemningen i Europa er stadig præget af optimistisk tro på fremskridtet og den nye teknologi. Samtidig med, at nye politiske ideer vinder frem, og social uro og revolutionsstemning lurer i baggrunden. Centralt i romanens handlingsforløb står det serbiske statskup i 1903, hvor den serbiske konge og dronning blev myrdet i en paladsrevolution.

Inden for denne historiske ramme følger vi den unge, forældreløse Celal. Han er ved historiens begyndelse bosat i Istanbul, hvor han skriver slibrige, erotiske historier, der udgives i Frankrig via hans kontakt, Jean, illustreret af den mystiske femme fatale Céline.

Visse omstændigheder, der involverer en duel i Istanbul, bringer Celal til Paris, hvor han imidlertid finder ud af, at hans kontakt, Jean, er blevet myrdet. Herfra hvirvles Celal ind i et kompliceret komplot i Serbien, hvor han forklædt som dels fransk-serbisk officer og dels stærk mand i et cirkus ender med at spille en rolle i den historiske paladsrevolution i 1903.

Forlaget citerer i pressemeddelelsen The Guardian for at have betegnet romanen som en “ottomansk steampunk-fabel,” og det er sådan set meget rammende, for så vidt Mumcu inden for den historiske ramme placerer et anakronistisk sci-fi-element i form af titlens fredsmaskine – et forsøg på at udvikle en maskine, som ved hjælp af elektromagnetiske bølger skal udradere menneskehedens impulser til aggression og krig.

Özgür Mumcu (f. 1977). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Romanen er i Sadi Tekelioglus fordanskning let at læse, og siderne vender sig selv hurtigt. Der en god energi i bogen, og en del sjove ideer. Hvis dog bare Özgür Mumcu havde gjort sig lidt større anstrengelser for at fokusere al sin litterære energi lidt mere. Og luge ud i nogle af ideerne … Kill your darlings, Mr. Mumcu.

Det største problem for romanen er for mig at se ikke så meget, at handlingen er lidt rodet og mere synes styret af forfatterens pludselige indfald og associationer end af en gennemtænkt komposition eller idé. En sådan vildt associerende fortællestruktur kan have sin egen charme, hvis ideerne er sjove nok.

Det egentlig problem er snarere, at personkarakteristikkerne mangler dybde og troværdighed. Jeg kunne på intet tidspunkt mærke hverken hovedpersonen Celal eller nogen af de centrale bipersoner. Som læser havde jeg grundlæggende ingen som helst fornemmelse af, hvad der var drivende for personernes handlinger i historien.

For mig gjorde det personerne aldeles uinteressante – hvorfor jeg også ret hurtigt helt mistede interessen for deres gøren og laden og dermed for handlingen i bogen som helhed. Det betød også, at de ellers ganske mange, ret vilde og på sin vis overraskende twists i historien lod mig helt indifferent.

Og i sidste ende sad jeg tilbage med et ubesvaret spørgsmål om, hvad der mon egentlig har været Mumcus egen intention med bogen? Han havde dog ikke formået at gøre mig interesseret nok til at tænke særlig længe over det.

Fredsmaskinen er Özgür Mumcus debutroman. Der er ingen tvivl om, at han har et talent, men han har brug for at øve sig på det grundlæggende håndværk, hvis jeg skal gøres interesseret i at læse mere af ham. Fredsmaskinen kan jeg ikke svinge mig op til at give mere end to stjerner.

Bogen er modtaget som frieksemplar til anmeldelse fra forlaget.

K's vurdering: