Machado de Assis: Brás Cubas’ posthume erindringer

Højt begavet, litterært eksperimenterende, men samtidig legende let og vildt sjov. Der er mere spræl og liv i denne brasilianske stemme fra graven end i de fleste nutidige romaner.

Machado de Assis’ (1839-1908) roman Brás Cubas’ posthume erindringer udkom første gang som føljeton i tidsskriftet Revista Brasileira omkring 1880. Den har tidligere været udgivet på dansk, men er nu udkommet i en helt ny oversættelse ved Tine Lykke Prado på forlaget Multivers.

Brás Cubas har status af en absolut klassiker i brasiliansk og latinamerikansk litteraturhistorie, fremgår det af forlagets omtale. Det kan man godt forstå, også som læser i dag, selv om jeg må bekende, at jeg aldrig havde hørt om hverken roman eller forfatter før.

Brás Cubas er en vildtvoksende, sprælsk og levende roman, som eksperimenterer med sin form på i allerhøjeste grad moderne måder.

Det første udtryk herfor er, at historien er fortalt af den afdøde hovedperson selv. Fra sin grav er Brás Cubas fri til at fortælle sin livshistorie uden omsvøb, og det synes han at udnytte til fulde.

Jeg var solgt allerede efter det korte forord, hvori det blandt hedder:

Jeg håber dog stadig at kunne vinde publikums gunst, og mit første skridt er at afstå fra et langt forklarende forord. Det bedste forord er det, som holder sig til ganske få ting, eller som siger dem på en dunkel og kortfattet måde.

I forordet introduceres et andet af de Assis’ moderne, litterære greb – en bestandig dialog med læseren. Løbende igennem romanen henvender fortælleren sig direkte til læseren med metareflektioner over sin egen skrivestil og romanens komposition, f.eks. med opfordringer til at springe det følgende, kedelige kapitel over – eller forslag til, hvilke tidligere kapitler, læseren med fordel kan konsultere til sammenligning med det netop skrevne.

En sådan form kan hos nogle forfattere være en smule anstrengende, men de Assis bruger den med en legende lethed og stor humoristisk sans.

Eksempelvis i et kapitel omtrent midtvejs i romanen med titlen “Fejlen ved bogen,” hvor den fiktive fortæller bekender, at han begynder at fortryde bogen, hvorefter han dog straks skyder skylden over på læseren:

[…] den er kedsommelig, den lugter af grav og har noget rigor mortis over sig; en alvorlig brist, men i øvrigt ganske underordnet, da bogens største brist er dig, kære læser. Du har travlt med at blive gammel, og bogen skrider langsomt frem; du elsker en direkte og velnæret beretning, med en jævn og flydende stil, og bogen her og min stil minder mest om en fulderik, der slingrer afsted fra højre til venstre, standser op af og til, vrisser, råber, griner, truer mod himmelen, snubler og falder …

Jeg kan tilslutte mig de Assis’ (Brás Cubas’) egenkarakteristik af bogen, og netop den slingrende, snublende stil med de mange digressioner og selvironiske metakommentarer var for mig den store positive overraskelse og i høj grad dét, der gør bogen værd at læse i dag.

Der er dog også en mere traditionel handling, men den er knap så interessant i sig selv. Det handlingsmæssige omdrejningspunkt er fortællerens langvarige affære med og livslange kærlighed til den gifte kvinde, Virgília.

Omkring denne for så vidt banale historie spinder sig også en række mere løse tråde omkring det politiske klima i Brasilien i midten af 1800-tallet, herunder fortælleren Brás Cubas’ vage ambitioner om at gøre karriere som minister i regeringen (hvilket aldrig bliver til noget, måske fordi hans ambitioner, når det kommer til stykket, ikke er særlig stærke, og fordi han ret beset fremstår som noget af en dovenlars).

Gennem Brás Cubas gamle skolekammerat, Quintas Borgas, udfoldes også et ironisk filosofisk system, “Humanitismen,” der grundlæggende går ud på, at enhver menneskelig udfoldelse er at betragte som en dyd (herunder misundelse, løgn og grådighed og andre dødssynder). Det er satire af Voltairesk tilsnit.

Machado de Assis’ sprog fremstår – her i Tine Lykke Prados spændstige og veloplagte oversættelse – i nogle henseender så friskt og moderne, at man kunne tro, at bogen var skrevet i dag. I andre henseender mærker man, at romanen har 140 år på bagen, ikke mindst i det antikverede kvindesyn – men det må man tage med, når man læser en roman fra den tid.

Romanen er fyldt med eksplicitte og implicitte referencer til den klassiske litteratur- og filosofihistorie. Nogle af dem fangede jeg, samtidig med at jeg havde en tydelig fornemmelse af, at der var endnu flere, der gik hen over hovedet på mig (på trods oversætterens noteapparat). Men det behøver ikke at bekymre læseren. Machado de Assis’ tilgang til traditionen er drilsk, let og legende, og man kan sagtens bare læse derudad uden at hænge sig i de mange mere eller mindre subtile referencer.

Den samlede roman var mig ganske vist lidt lang. Det hænger nok især sammen med, at jeg ikke fandt den handlingsprægede del af bogen særligt ophidsende. En oplevelse, der forstærkedes af romanens episodiske præg.

I kraft af Machado de Assis’ ironiske humor, hans leg med det litterære format og de vilde digressioner får romanen dog alt i alt en varm anbefaling med herfra.

Romanen er venligt tilsendt fra forlaget som frieksemplar til anmeldelse.

K's vurdering: