Chico Buarque: Fortabt i Budapest

Fermt komponeret brasiliansk roman om at miste sig selv i sproget og skriften – i en slags lingvistisk variant over Fausttemaet.

Chico Buarque (f. 1944) er i hjemlandet Brasilien især kendt som sanger og musiker, men han har også en hel del skuespil og bøger på samvittigheden. En af dem er romanen Budapeste, der udkom på dansk i 2015 under titlen Fortabt i Budapest i Tine Lykke Prados glimrende oversættelse (Jensen & Dalgaard).

Protagonisten og jegfortælleren i romanen er den midaldrende José Costa. Med base i Rio de Janeiro ernærer han sig som succesfuld ghostwriter, dvs. en anonym forfatter, der lever af at skrive i andres navn.

Vi møder ham i begyndelsen af romanen, hvor han er på vej hjem fra de anonyme forfatteres verdenskongres, som udgør et rum for disse usynlige ghostwriters, hvor de for en enkelt gangs skyld over for ligesindede og for lukkede døre kan bekende sig som de virkelige forfattere til de succesfulde romaner, biografier, avisartikler og taler, som andre modtager al æren for fra resten af verden.

Flyet hjem må uforudset mellemlande i Budapest, hvor sprogtalentet Costa for første gang konfronteres med det særegne ungarnske sprog. Han fascineres dybt og drages siden tilbage til byen for at lære sproget. Først i en måneds tid, siden i flere år.

Romanen er i passager fortalt i en rablende stil, hvor man som læser bliver i tvivl om, hvorvidt vi befinder os i den virkelige verden eller i Costas forestillinger eller drømme. Og det er en pointe, for romanens centrale plot består i at skildre, hvordan Costa gradvist mister grebet om, hvem han selv er.

Forholdet mellem sprog og identitet udgør ét spor i Costas eksistentielle fortabelsesproces. I Brasilien taler og skriver han selvfølgelig portugisisk, i Budapest kun ungarnsk i bestræbelsen på at lære at mestre sproget som en indfødt.

I begyndelsen af bogen hedder det om ungarnsk, at det er “det eneste sprog, som Djævlen, ifølge onde tunger, respekterer.” Og da Costa til sidst virkelig når den eftertragtede perfektion i ungarnsk, kan det da også synes som resultatet af en slags faustisk pagt med Djævlen, han ikke selv er klar over, at han har indgået, for i processen mister han sig selv.

Nok så afgørende i forfaldsprocessen er imidlertid Costas virke som anonym forfatter. Hans forfængelighed og ambitioner gør det i stigende grad vanskeligt for ham at forliges med, at andre løber med æren for hans værk. Han investerer sin identitet i at fabrikere andres identiteter som forfattere i en grad, så han til sidst ikke kan skelne mellem sig selv og sine værker, som han imidlertid – per professionens raison d’être – har afskrevet sig retten til at blive identificeret med.

Costa fortabes, ikke så meget i Budapest som i det ungarnske sprog, men også i sin egen profession.

Endelig indgår også en kærlighedshistorie: I Rio elsker José Costa sin kone og deres søn på portugisisk, i Budapest er han Zsoze Kósta og forelsker sig i sin sproglærer på ungarnsk. Et egentligt trekantsdrama kan man ikke kalde det, der er snarere tale om, at vores jegfortæller er to forskellige personer i henholdsvis Brasilien og Ungarn.

Det hele er spundet ret fermt sammen, og form og indhold går smukt op i en udmærket underholdende enhed frem mod den logiske, men ikke desto mindre overraskende afslutning.

Min eneste anke er, at romanen alligevel forekommer lidt vel konstrueret. Jeg var ikke helt overbevist af hovedpersonens pludselige forelskelse i det ungarnske sprog og den måde, hvorpå han fra den ene øjeblik til det andet tilsyneladende kaster først det ene og så det andet liv overbord. Derfor ryger den samlede vurdering ikke helt til tops.

Til sidst en lille undren over den danske titel, Fortabt i Budapest. Den er sådan set rammende nok, men man undrer sig alligevel over, at forlaget har ment det nødvendigt at tilføre det melodramatiske “Fortabt i” i betragtning af, at originaltitlen blot er Budapeste. Bortset fra det er der ikke noget at udsætte på Tine Lykke Prados fordanskning fra det oprindelige portugisiske.

K's vurdering: