“Jeg tror lede ved staten og dødangst giver helt andre sætninger end ligegyldighed og almindeligheder.“ Den rumænsk-tyske nobelprismodtager, Herta Müller, i interview om at skrive og om, hvad det gør ved sproget at leve under et diktatur.

Livsangst og ordsult samlede jeg op i en boghandel for nogle år siden, lokket navnlig af titlen og af det fine, lille format – egentlig ikke af en særlig interesse for Herta Müller (f. 1953), som jeg på daværende tidspunkt ikke havde læst noget af endnu, så vidt jeg husker. Det har jeg siden rådet bod på med hendes Mennesket er en stor fasan i verden, som jeg læste tilbage i 2015 og husker som fremragende.

Forleden faldt jeg så Livsangst og ordsult igen, denne gang i min egen reol. Der er tale om en redigeret udskrift af et interview, Müller gav til den tyske forfatter og litteraturprofessor Michael Letz i Leipzig i 2009, på dansk ved Karsten Sand Iversen.

Herta Müller (f. 1953). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Interviewet handler om Müllers forfattergerning, om hvorfor hun skriver, om hendes skrivemetode, om det at være forfatter under et diktatur, og om hvad det gør ved skriften at være tosproget forfatter (Herta Müller er vokset op i Rumænien som del af det tysksprogede mindretal, men udvandrede i 1987 til det daværende Vesttyskland, og hun har skrevet bøger på både rumænsk og tysk).

En stor del af interviewet kredser om Müllers på daværende tidspunkt nylige bogudgivelse, Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig (opr. 2009, da. 2011) – en roman baseret på Müllers ven, digteren Oskar Pastiors erindringer om hans fangenskab i en af de sovjetiske Gulaglejre i 1945-1949, samt på samtaler, som Müller og Pastior i fællesskab har ført med tidligere deporterede.

En af iagttagelserne, som nævnte romantitel formentlig også hentyder til, angår menneskets forhold til genstande og hvordan vi definerer os selv ved hjælp af dem:

Genstande er vores egenskaber arrangeret i det ydre materiale. […] Og netop i lejren, i en arbejdslejr, viser det sig uudholdeligt stærkt hvor meget genstandene definerer mennesker. Slet ikke at eje nogen genstand: Dermed er man næsten fjernet fra sig selv. Hinsides lejreksercitsen og forfaldet i denne militariserede verden, i arbejdsuniformen der tilhører lejren, med redskaber der tilhører lejren, såsom blikskålen og skeen, hovedpuden. Uden private genstande og tilbagetrækningsmulighed er man ikke bare en Jeg-har-ingenting men en Jeg-er-ingenting.

Jeg har ikke læst romanen, men efter at have læst interviewet om den, har jeg skrevet den på listen.

Der er derudover bestemt en række andre interessante pointer rundt omkring i interviewet, især om diktaturets påvirkning af sproget. Som selvstændig bogudgivelse fremstår teksten dog lidt for løs og for uredigeret. Det er egentlig ikke så mærkeligt, fordi der netop er tale om et interview, men teksten havde som sådan nok gjort sig bedre som en lang interviewartikel i en avis eller et tidsskrift.

Som bogudgivelse kommer teksten i øvrigt til at stå i en lidt pudsig kontrast til noget af det, Herta Müller i interviewet selv fortæller om sin skrivemetode:

Jeg læser hver eneste sætning højt for mig selv mange gange, og jeg ser den i hovedet. Når der ikke er mere der generer mig ved den, hørligt og synligt, er den i orden i den forstand at jeg ikke kan forbedre den. Først da fører den til en anden sætning, ordlyden er dens tråd. Tråden fører videre.

En sådan bearbejdning har den foreliggende interviewtekst i sagens natur ikke været udsat for, og det mærkes (selv om jeg gætter på, at der sket en vis efterbearbejdning ud over den rene transskribering).

At interviewet er udgivet som en selvstændig, indbundet bog smager med andre ord af, at man her har søgt at malke “nobelpris-koen” lidt for hårdt. Og sådan nogle som jeg plumper lige i.

Det er ikke en uinteressant tekst, den er hurtigt læst, og den giver god appetit på at læse mere Herta Müller, men jeg vil ikke anbefale nogen ligefrem at investere i bogen – med mindre du som jeg har en fetich for det gode, materielle boghåndværk, for her høster den lille udgivelse en del point.

K's vurdering: