Lars Emil Foders Fabelagtigheder er sådan en lille bog, der bare er lige til at blive glad af. 44 sjove, charmerende, pudsige og poetiske kortprosatekster båret af sprudlende kærlighed til ordet og fascination af sproget.
Fabelagtigheder er undseelig af størrelse: Formatet er i lommestørrelse, og sideantallet er blot 74, hvoraf en del tilmed er blanke sider holdt i smuk dybgrøn farve, der fungerer som inddeling af teksterne i mere eller mindre tematisk sammenhængende grupper. >> Læs videre
Fernando Pessoas satiriske, filosofiske traktat, Den anarkistiske bankier, er netop blevet genudgivet. En sjov og skæv, litteraturhistorisk pudsighed for fans af Pessoa.
Fernando Pessoa (1888-1935) anses vidt og bredt for at være Portugals måske vigtigste modernistiske digter. Selv har jeg endnu ikke stiftet bekendtskab med hans digte, men prosafragmenterne Rastløshedens bog hører til på listen over mine absolutte favoritbøger. >> Læs videre
Satirisk, postmoderne kortroman om Libyens moderne historie, om livet under et repressivt militærdiktatur, om politiske ideologier, verdensfjerne filosoffer, kvindeundertrykkelse, prostitution, kærlighed og erotisk besættelse og … ja, tyggegummi, masser af tyggegummi.
Chewing Gum (opr. 2008, eng. 2014) var den libyske forfatter og intellektuelle, Mansour Bushnafs (f. 1954) debutroman. Bushnaf havde før udgivelsen en fortid som intellektuel modstander af Muammar Gaddafis regime og har blandt andet tilbragt 12 år i fængsel for sine avisskriverier i 1970’erne. Chewing Gum blev da også forbudt af regimet kort efter sin udgivelse. >> Læs videre
Utraditionel historisk roman om Margaret Cavendish – en fascinerende historisk skikkelse i en spændende opbrudstid. Smukt, smukt skrevet og et godt stykke hen ad vejen vellykket.
Den amerikanske forfatter Danielle Dutton (f. 1975) har begået et interessant og smukt, litterært portræt af grevinden af Newcastle-upon-Tyne, Margaret Lucas Cavendish (1623-1673). >> Læs videre
En særegen krimi fra den polske nobelpristager. Værd at læse for sit flotte sprog og skæve personportrætter. Men ikke helt vellykket som krimi.
Polske Olga Tokarczuk (f. 1962) modtog Nobelprisen i litteratur for året 2018 (først tildelt i 2019 på grund af kaoset omkring nobelpriskomiteen i 2018). Her på bloggen kender vi hende fra den fremragende Rejsende (opr. 2007, da. 2016), som hun angiveligt selv betragter som sit hovedværk. >> Læs videre
En tragisk historie om en på forhånd umulig kærlighed, der i øvrigt fra begyndelsen kun var for alvor for den ene parts vedkommende. En hjerteskærende afromantisering af billedet af den japanske geisha. Smuk og tyst som et snelandskab.
Snow Country regnes af mange som et af den japanske forfatter Yasunari Kawabatas hovedværker – og er da også ét af dem, der blev nævnt i motivationen, da han modtog Nobelprisen i litteratur i 1968. Kawabata skrev og udgav romanen i flere versioner, før den fandt sin endelige form i 1948. >> Læs videre
“All my life I pursued knowledge, but I pursued it outside time, and time took its revenge by outfolding elsewhere.”
I dag runder bogbloggeren halvtreds år, og hvad kunne være en mere passende markering her på bloggen end en omtale af en bog, hvori en forfatter komtemplerer over netop dette – eller snarere med afsæt i dette – at fylde halvtreds? >> Læs videre
Det er igen den tid på året, hvor vi gør status. Også her på K’s bognoter, hvor du i det følgende præsenteres for en maggi-terning af de bedste bøger fra mit læseår 2019. Som altid ene og alene udvalgt efter mine egne idiosynkratiske kriterier i henhold til dagsformen.
Også som altid har jeg begået et udvalg inden for tre kategorier: Klassikere, nyudgivelser i 2019 og … the rest of the best. Yderligere som altid er det ikke nødvendigvis de titler, der fik fem stjerner, da jeg anmeldte dem, der også her ved årets afslutning står tilbage i erindringen som de bedste. Nogle bøger vokser, når de lagrer sig, mens indtrykkene af andre fortager sig, og jeg er under alle omstændigheder ikke slaver af mine egne stjerner. >> Læs videre
Thailandske Prabda Yoons novellesamling, The Sad Part Was (opr. 2000), er et frisk og vittigt pust, som afmonterer de fordomme, den vesteuropæiske læser måtte have om thailandsk litteratur som lidt tung og traditionsbunden.
K og konen ferierer igen i Thailand her henover jul og nytår, og derfor er der selvfølgelig også en smule thailandsk ferielitteratur med i kufferten. >> Læs videre
En grå embedsmand i Panama vikles på kafkask vis ind i en intrige, der involverer et attentat på ministeren, golfkøllesmugleri, en truende invasion og balsameringen af små dyr. En argentinsk forfatter påtager sig rollen som Den Gale Videnskabmand, der stræber efter at erobre verdensherredømmet ved hjælp af en hær af Carlos Fuentes-kloner … Det hele rabler, som det plejer, hos den argentinske, litterære spilopmager César Aira.
Den seneste udgivelse på dansk af César Aira er en dobbeltudgivelse af to kortromaner, Varano (opr. 2002) og Litteraturkonferencen (opr. 1999). Begge fordansket af Airas faste oversætter, Rigmor Kappel Schmidt, og udkommet på det hedengange forlag Tiderne Skifter i 2017. >> Læs videre
Jordbæris bliver aldrig det samme, når man først har læst César Airas Hvordan jeg blev nonne. Er du glad for jordbæris, skal du måske overveje lade den ligge. Er du til gengæld samtidig glad for litteratur, der udfordrer sine egne præmisser, så synes jeg alligevel, at du skal tage chancen. Det her er Aira i topform og ret forrygende.
Efter et par ikke uinteressante, men også lidt skuffende oplevelser med at læse César Aira, begynder jeg med Hvordan jeg blev nonne at se noget af det, der har begejstret så mange andre. >> Læs videre
En sjov lille tekst, en pudseløjerlighed, men lige så tankevækkende, som den er kort. Og ikke uden aktuelle og relevante budskaber for vor tids optagethed af klima og økologisk balance.
Forlaget Virkelig udgav i 2016-2017 tre korte tekster i udgivelsesserien Bestiarium af den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guin, alle oversat af Karsten Sand Iversen. Den ene, Bæreposeteorien om fiktion, omtalte jeg i går. Den anden, Sur, er endnu ikke i mit bibliotek, men det er “Akaciefrøenes forfatter og andre uddrag af Tidsskrift for Therolingvistisk Forening.” >> Læs videre
Argentinske César Airas kortroman, Spøgelserne, er en sær blanding af socialrealisme om forholdene for chilenske immigrantarbejdere i Argentina, semifilosofiske og antropologiske reflektioner over forholdet mellem tid, rum og arkitektur og så, ja, en spøgelseshistorie. Ikke 100 procent vellykket efter min mening, men heller ikke uinteressant.
Spøgelserne (opr. 1990, oversat til dansk i 2011 af Rigmor Kappel Schmidt) adskiller sig en del i stilen fra de to foregående bøger af Aira, jeg læste, The Little Buddhist Monk og The Seamstress and the Wind. De sidstnævnte var fortalt i et højt og rablende tempo (også for rablende efter min smag), mens Aira i Spøgelserne fortæller sin historie i et roligt, næsten adstadigt tempo. >> Læs videre
Hvis du kun skal læse ét feministisk essay i din juleferie, og hvis du ikke orker at læse mere end 14 sider, så lad det blive disse 14 sider.
Forlaget Virkelig har efterhånden en lang serie af små udgivelser i forlagets fine Bestiarium-serie bag sig. De af dem, jeg har læst, demonstrerer til overflod, at en kort chapbook snildt kan rumme hele verdener. Ursula K. Le Guins Bæreposeteorien om fiktion er endnu et eksempel i serien. >> Læs videre
Chilenske Alejandro Zambras novellesamling, Dokumenter, er her i december endelig udkommet på dansk. Hvis du mangler den sidste julegave til en kræsen læser, så er den et godt bud.
Jeg havde egentlig allerede læst chilenske Alejandro Zambras Mis documentos (opr. 2013), blot i den engelske oversættelse, der udkom for godt fire siden under titlen My documents (2015). Jeg havde derfor ikke nogen plan om at genlæse den i sin helhed i den danske version, der udkom for en uges tid siden på Skjødt Forlag. >> Læs videre
Can Xues kortroman Aldrende skyer i drift er fyldt med svedende, skidende, stinkende kroppe, kriblende og krablende insekter og gnavende rotter. Der gnides og kradses, knases og smaskes, ræbes og fises, spyttes og harkes, svedes og pisses, så det er en sand – omend samtidig frastødende – fornøjelse.
Can Xue (f. 1953) beskrives af forlaget som en avantgardeforfatter, der med sin surrealistiske stil skiller sig ud fra den mere udbredte socialrealistiske stil i kinesisk litteratur (som f.eks. eksponeret ved Yu Hua og Sun Pin, der også indgår med titler i Korridors novellaserie). >> Læs videre
To særdeles velfortalte, finurligt fine, magisk-realistiske fortællinger om komplicerede familierelationer fra en markant stemme i moderne japansk litteratur.
Hiromi Kawakami (f. 1958) kender vi her på bloggen fra hendes smukke kærlighedsroman, Senseis mappe (opr. 2001). >> Læs videre
Ualmindelig hård og brutal – men ikke desto mindre fremragende – kinesisk kortroman om manglende social empati og indbygget vold i det kinesiske samfund. Stærkt anbefalet – til alle, der kan klare kosten.
Yu Hua (f. 1960) er et af de velkendte, kinesiske forfatternavne i Danmark, for så vidt adskillige af hans bøger er oversat til dansk. Selv har jeg med begejstring tidligere læst (lyttet til) At leve. Jeg er mindst lige så begejstret for den nyoversatte En virkelighed. >> Læs videre
Skulle nogen lide af den vrangforestilling, at kinesisk litteratur er for mærkelig eller for langt væk fra vores verden til at kunne forstås, så kig lige med her en gang. Forlaget Korridor viser med sine seneste udgivelser, at kinesisk samtidslitteratur i dén grad har noget at byde på.
Forlaget Korridor er et af de små, danske forlag, der igennem flere år har demonstreret, at lidenhed ikke er nogen hindring for at realisere store, litterære, udgivelsesambitioner. Tværtimod, må man konkludere, når man studerer udgivelseslisterne fra de små og mindre forlag. >> Læs videre
John Williams’ skønlitterære portræt af den romerske kejser Augustus gør ligesom Williams’ øvrige romaner ikke et stort nummer ud af sig selv, men den er overordentlig velskrevet og særdeles læseværdig.
John Williams kender vi her på bloggen fra hans to første romaner, universitetsromanen Stoner (der fik et posthumt gennembrud verden over for fem-seks år siden efter at have været stort set overset siden den første udgivelse i 1965) og den utraditionelle westernroman, Willams’ debut, Butcher’s Crossing (1960). >> Læs videre
En smukt illustreret og fin lille samling lyriske kortprosatekster om dyr og demente bedstemødre.
Norsk-danske Frøydis Sollid Simonsen debuterede i 2013 med kortprosasamlingen Hver morgen kryber jeg op fra havet (da. 2015), som jeg var ret begejstret for. Dyr, sorteret efter alder (opr. 2014) er opfølgeren, som udkom første gang på norsk tilbage i 2014 (dog uden illustrationer), men først er udgivet på dansk i 2018, oversat af Mai Odgaard Petersen og Mads Heinesen. >> Læs videre
Højt begavet, litterært eksperimenterende, men samtidig legende let og vildt sjov. Der er mere spræl og liv i denne brasilianske stemme fra graven end i de fleste nutidige romaner.
Machado de Assis’ (1839-1908) roman Brás Cubas’ posthume erindringer udkom første gang som føljeton i tidsskriftet Revista Brasileira omkring 1880. Den har tidligere været udgivet på dansk, men er nu udkommet i en helt ny oversættelse ved Tine Lykke Prado på forlaget Multivers. >> Læs videre
En moderne genfortælling af H. C. Andersens eventyr om Snedronningen – som en slet skjult anledning til en filosofisk undersøgelse af begrebet om den fuldkomne skønhed og menneskenes håndtering af det absolutte. Samtidig en metalitterær reflektion over forholdet mellem tekst, forfatter, læser og selve skriveprocessen.
I de hollandske alper (opr. 1984) er min tredje bog af hollandske Ceet Nooteboom (f. 1933) i træk. Efter min smag ikke helt på niveau med hverken Den følgende historie (opr. 1991) eller Ritualer (opr. 1980), men værd at læse for Nootebooms vid, humor og sprogbeherskelse – her flot fordansket af Hans Christian Fink, der også oversatte Den følgende historie. >> Læs videre
“Jeg er, vi er alle sammen kolleger til universet. […] Vi er begyndt, vi skal ende, og derimellem eksisterer vi, universet lige så vel som en geranium. Universet vil eksistere lidt længere end Dem, men den smule forskel adskiller jer ikke rigtig fra hinanden.”
Ceet Nootebooms Ritualer begynder med et såkaldt intermezzo i 1963, hvor hovedpersonen, Inni Wintrop, i første sætning begår selvmord ved at hænge sig ude på toilettet, fordi hans kone har forladt ham for en anden. Det lykkes dog ikke for ham, og han lever videre. >> Læs videre
“Jeg var vågnet med en latterlig fornemmelse af, at jeg måske var død. Men om jeg nu virkelig var død, eller havde været død, eller ingen af delene, det var jeg ikke i stand til at fastslå lige i øjeblikket.”
Min første Cees Nooteboom. Indtil for godt to år siden var jeg slet ikke bevidst om forfatterskabets eksistens. Hvilket jeg efter at have læst Den følgende historie (opr. 1991, da. 1998) nu slet ikke kan forstå. Så jeg siger tak for anbefalingen til romanfiguren Aaliaya i Rabih Alameddines Den overflødige kvinde. >> Læs videre
Hollandske Nescio er en ren fornøjelse af læse. Små titaner er hyldest til de unyttige drømmerier. En samling velskrevne, charmerende fortællinger fyldt med nærvær og melankolsk humor.
Nescio har angiveligt status som en af Hollands største prosaister. Alligevel har han ikke være udgivet i dansk oversættelse, før denne samling udkom sidste år takket været forlaget Jensen & Dalgaard og oversætter Miriam Boolsen. >> Læs videre
Flamsk-belgiske Dimitri Verhulsts plejehjemsroman, The Latecomer, er en mildt underholdende, men også ret letbenet komedie om en mand, der beslutter sig for at simulere dement for at slippe ud af sit ægteskab.
Med The Latecomer af flamsk-belgiske Dimitri Verhulst (f. 1972) er vi ovre i en genre, jeg ikke gør det så meget i normalt: den lette komedie. Men efter en stribe eksperimenterende latinamerikanere trængte jeg lige til at læse noget helt andet. >> Læs videre
Costaricansk-puertoricanske Carlso Fonsecas (f. 1987) eksperimenterende debutroman, Colonel Lágrimas, er sprogligt velskrevet, har verdenshistorisk vingesus og store både formmæssige og indholdsmæssige ambitioner, som dog desværre ikke indløses. Resultatet er for mig i sidste ende lidt småkedeligt.
Romanens hovedperson, “obersten” optræder uden navn i fortællingen (Lágrimas fra titlen er ikke hans navn, men betyder “tårer” på spansk), og han er i øvrigt heller ikke egentlig oberst i militær forstand. Det fremgår derimod, at figuren bygger løseligt på matematikeren Alexander Grothendiecks (1928-2014) livshistorie. >> Læs videre
“… jeg vågnede klokken syv med et jag af angst i maven på grund af min søn Jacobos død, som vi havde planlagt til klokken syv om aftenen, Portland-tid, ti om aftenen i New York.”
Tomás González (f. 1950) kender vi her på bloggen fra hans debutroman, Primero estabo el mar (1983), som jeg læste for tre år siden i den engelske oversættelse, In the Beginning Was the Sea (2016,) som det colombianske indslag på min litterære rundrejse gennem alle verdens lande. Dén var jeg ret begejstret for. Dengang skrev jeg blandt andet, at jeg var overrasket over, at det var González’ debutroman i betragtning af, hvor helstøbt romanen fremstod for mig. >> Læs videre
På en café i Paris sidder en forfatter og søger efter en idé til sin næste roman. Han begynder med en barndomserindring og ender i et grotesk gakket, men også ret humoristisk, sine steder endda poetisk, og under alle omstændigheder aldeles udsyret, fantasy-lignende roadtrip gennem Patagonien – dér, hvor ørkenvinden kan blive forelsket i en syerske, og mytologiske monstre fødes.
Argentinske César Aira har som nævnt i gårsdagens anmeldelse af hans The Little Buddhist Monk en enorm produktion af udgivne bøger bag sig. På baggrund af min beskedne erfaring med hans bøger kan jeg få den tanke, at antallet af udgivelser måske også er for stort. Aira har åbenlyst et gigantisk talent, men tilsyneladende ikke selv noget filter for, hvad der kan udgives – og det kan være farligt for forfatter, hvis store succes måske også har gjort hans udgivers hullet. >> Læs videre
