K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Bloggen

Natsume Sōseki: And Then

Af ,
Skriv en kommentar

Klassisk, japansk romanværk af én af Japans mest respekterede romanforfattere. Fint skrevet, fine refleksioner over skismaerne mellem tradition og modernitet og over individualisme uden sikkerhedsnet i en traditionel, hierarkisk, nationalistisk kultur under hastig modernisering (læs: vestliggørelse). Men også utrolig langsommelig på kedsommelig vis.

Natsume Sōseki (1867-1916) har i Japan status som landets klassiske romanforfatter nr. 1 – endda rangerende over navne som Yasunaru Kawabata, Yukio Mishima og Junichiro Tanizaki. I Danmark og Europa nyder han ikke helt samme status, og så vidt jeg ved, er ingen af hans værker oversat til dansk. Til gengæld er han i høj grad oversat til engelsk, herunder værket And Then (opr. 1909). >> Læs videre

László Krasznahorkai: Den sidste ulv

Af ,
3 kommentarer

En falleret forfatter sidder på et tarveligt udskænkningssted i en centraleuropæisk by og fortæller om et besøg i spanske Extremadura og historien om regionens sidste ulve. Og litterær magi opstår.

Ungarnske László Krasznahorkai er vi her på bloggen tidligere stødt på i form af hans mesterlige roman Modstandens melankoli (opr. 1989, da. 2015). I min reol står også den danske oversættelse af hans Satantango (opr. 1985, da. 2019), som jeg ser frem til at læse, når jeg tager mig sammen til at kaste mig ind i den. >> Læs videre

Hiromi Kawakami: Nakanos genbrugsbutik

Af ,
Skriv en kommentar

Hiromi Kawakami kan skrive, det ved vi fra hendes tidligere værker. Nakanos genbrugsbutik er også velskrevet, men den mangler den gnist, der kunne gøre den til andet end forglemmelig.

Hiromi Kawakami (f. 1958) er blandt Japans mest populære, nutidige forfattere. Hun har skrevet flere, virkelig fine bøger, hvoraf en del er oversat til dansk. Jeg var begejstret for den afdæmpet smukke Senseis mappe (opr. 2001, da. 2013) og også for novellerne At træde på en slange og Forsvindinger (opr. 1996, da. 2019). >> Læs videre

Junichiro Tanizaki: The Secret History of the Lord of Musashi & Arrowroot

Af ,
Skriv en kommentar

Afhuggede samuraihoveder uden næser som genstand for erotiske fantasier. Som romantema lyder det måske nok en kende både makabert og aparte. Det er det jo også. Men når det er Junichiro Tanizaki, der fører pennen, kan der ikke desto mindre komme en afdæmpet, æstetisk fintfølende og sanselig fortælling ud af det.

Junichiro Tanizaki (1886-1965) er én af de helt store i moderne japansk litteratur. Jeg stødte på ham første gang i form af hans måske mest berømte værk, Some Prefer Nettles (opr. 1955). Måske ramte jeg lige præcis dén bog på en dårlig dag dengang – i hvert fald var jeg ikke så begejstret, som traditionen tilsiger, at man skal være. >> Læs videre

Osamu Dazai: No Longer Human

Af ,
2 kommentarer

En klassiker i moderne japansk litteratur, som stadig er i høj grad læseværdig. Om ikke at føle sig hjemme i denne verden – og om de fatale konsekvenser af ikke at tage sit liv på sig.

Osamu Dazai (1909-1948) var kunstnernavnet for den japanske forfatter Shuji Tsushima, som hører til blandt de mest betydelige japanske romanforfattere i det 20. århundrede. Osamu Dazai forsøgte fem gange i sit liv at begå selvmord, herunder flere gange sammen med en kæreste eller elskerinde. Første gang som 29-årig, sidste gang som 38-årig. Den sidste gang havde han succes. >> Læs videre

Hiromi Itō: Prærieulv og andre digte

Af ,
3 kommentarer

Synes du, at lyrik i almindelighed er kedeligt? Så kan du få udfordret dine fordomme ved at læse japanske Hiromi Itō. Du kan ved samme lejlighed også få det dårligt. For hendes digte er brutale, ækle og aldeles nådesløse. Men de er samtidig paradoksalt smukke og også temmelig gode. Men de er ikke for enhver.

Ja, nu gør jeg det jo ikke normalt så meget i japansk, feministisk-shamanistisk, modernistisk lyrik. Men en gang i mellem skal man jo udfordre sine egne læsevaner lidt. Så efter et kig ned i noget af det allermest klassiske, den japanske litteraturkanon overhovedet byder på (Ise-fortællingerne), så spoler vi lige tiden tusind år frem. Vi bliver – på en måde – i lyrikken, men skifter i alle (og jeg mener: alle!) andre henseender stil og genre. >> Læs videre

Ise-fortællingerne. En japansk klassiker fra 900-tallet e.Kr.

Af ,
Skriv en kommentar

Ise-fortællingerne er noget virkelig gammelt japansk stads. De er helt sjove at læse, men ærligt talt: Mest for den, der er mere end almindeligt nørdet interesseret i japansk litteraturhistorie.

Angiveligt kender enhver japansk gymnasieelev Ise-fortællingerne. De er klassisk pligtlæsning i skolen i Japan. Forfatteren – eller forfatterne – er ukendt, om end en del af digtene/fortællingerne i samlingen tilskrives adelsmanden og digteren Ariwara no Narihira (825-880). >> Læs videre

Junichiro Tanizaki: Til skyggernes pris

Af ,
Skriv en kommentar

Sublimt, næsten ethundrede år gammelt essay om vigtigheden af skygger og mørke i japansk æstetik i alt fra toiletter til scenekunst over tøj og lakservice.

Det slår mig, at jeg er blevet forvænt: Jeg er blevet æstetisk forvænt af den høje standard, som forlaget Korridor har lagt for danske bogudgivelser igennem de seneste ti år.

Jeg har mere end én gang på disse sider bøjet mig i støvet for den måde, hvorpå Korridor igen og igen har kræset for de af os, der går bare en lille smule op i den fysiske bogs æstetik. Og nu gør jeg det igen, idet jeg husker mig selv på, at det ikke er en selvfølge. >> Læs videre

Annie Ernaux: Årene

Af ,
Skriv en kommentar

Mesterligt erindringsværk. Annie Ernaux favner sin generations erindringer fra den umiddelbare efterkrigstid frem til begyndelsen af det nye årtusinde – med særligt fokus på kvindernes erfaring. Med udblik til de store verdensbegivenheder, men med særlig optagethed af de små dagligdags detaljer.

Franske Annie Ernaux (f. 1940) modtog i 2022 Nobelprisen i litteratur for sit litterære værk, der i overvejende grad bygger på hendes egne, personlige erindringer. Årene (opr. 2008, da. 2021) betragtes gerne som hendes hovedværk og indtog da også en central placering i nobelpriskomiteens begrundelse. >> Læs videre

Bøger og boghandeler i Naha, Okinawa

Af ,
1 kommentar

Der er mange gode grunde til at tage til Okinawa. Boghandelturisme er nok ikke på top-ti. Det er ganske vist ikke svært at finde – endog store – boghandler i hovedbyen Naha, men jeg fandt ikke nogen egentligt charmerende. Dertil kommer, at okinawanske boghandler stort set kun er for læsere, der behersker japansk.

Jeg har netop haft det privilegium at tilbringe en uge i Naha, som er hovedbyen på Okinawa. Okinawa er den største af Ryukyu-øerne, der udgør den sydligste del af Japan, ca. 500 km syd for den sydligste spids af de japanske hovedøer. >> Læs videre

Emi Yagi: Dagbog fra et tomrum

Af ,
Skriv en kommentar

En letlæselig, humoristisk og samtidig begavet roman om graviditet som både subjektiv erfaring og social konstruktion i det moderne Japan.

Dagbog fra et tomrum er japanske Emi Yagis debutroman, som har høstet mange roser i Japan siden udgivelsen i 2022 – og nu også fortjent gør det i Danmark efter udgivelsen af den danske oversættelse ved Hanne Arnold tidligere i år. >> Læs videre

Katixa Agirre: Mens vi venter på opklaring

Af ,
2 kommentarer

Anbefalelsesværdig baskisk roman om personlige og nationale forsoningsprocesser i forlængelse af de endnu ikke helede sår, som den baskiske terrororganisation ETAs attentater gennem et halvt århundrede har efterladt det moderne Spanien med. Samtidig en roman om kærlighed, skyld og skam. Og om sol og regn i det baskiske sommerland.

Vi tager med andre lige en basker mere – i forlængelse af Bernardo Atxagas Huse og gravsteder. Katixa Agirre (f. 1981) er imidlertid mere min smag. Lidt sjovere, lidt vildere, lidt mere eksperimenterende end Atxaga. >> Læs videre

Bernardo Atxaga: Huse og gravsteder

Af ,
Skriv en kommentar

En baskisk mursten, som består af fem mere eller mindre sammenhængende fortællinger om venskaber og fjendskaber, knudrede familieforhold, politik og populærkultur over fire årtier. Ikke en dårlig bog, men heller ikke af den slags, der får denne læser til at kaste armene over hovedet i begejstring.

K og konen ferierer i Baskerlandet, og der er selvfølgelig lidt baskisk litteratur med i feriekufferten.

Bernardo Atxaga (f. 1951) er et nyt bekendtskab for mig, men Huse og gravsteder (opr. 2029, da. 2021) er faktisk kun én ud af seks udgivelser på dansk fra hans hånd. Til gengæld er Atxaga én af kun ganske få baskiske forfattere overhovedet, der er oversat til dansk. >> Læs videre

Núria Bendicho: Dead Lands

Af ,
Skriv en kommentar

Med Dead Lands har Núria Bendicho bragt William Faulkner til Catalonien. Faulkner havde en ting med dysfunktionelle familier, men den fattige landbofamilie i Bendichos bog er endnu mere degenereret og væmmelig end de familier, vi kender fra Faulkners litterære univers. Den litterære standard er til gengæld høj og mesteren værdig.

Catalanske Núria Bendicho (f. 1995) er åben om, at William Faulkner (1897-1967) er et af hendes store litterære forbilleder. Om sit eget forfatterskab og forholdet til klassikerne generelt siger Bendicho meget fint: >> Læs videre

Ottessa Moshfegh: Lapvona

Af ,
1 kommentar

Ottessa Moshfegh skriver fremragende. Det gør hun i alle sine bøger, og det er dét, der får mig til at vende tilbage til hende. Det var også dét, der fik mig til at læse hendes seneste roman, Lapvona, til ende. Såvel personkaraktererne som historien var mig imidlertid for karikerede og fjollede til, at jeg på noget tidspunkt kunne fatte egentlig interesse for romanen.

Romanen foregår i et fiktivt fyrstendømme kaldet Lapvona i en ikke nærmere bestemt historisk tid. Det kunne være et sted i det centrale Europa på et tidspunkt i middelalderen. Men det er på ingen måde en historisk roman, snarere søger Ottessa Moshfegh at etablere et fiktivt univers uden for historisk tid. >> Læs videre

Kurt Vonnegut, Ryan North & Albert Monteys: Slagtehal fem eller Børnekorstoget – en illustreret klassiker

Af ,
Skriv en kommentar

Ryan North & Albert Monteys’ grafiske udgave af Vonneguts klassiker imponerer med velvalgte nedslag i romanforlægget, flot tegnede tableauer og originale ideer.

Dette er ikke en anmeldelse af Vonneguts Slaughterhouse-Five (1969) om Anden verdenskrig og de allierede luftstyrkers bombardement af Dresden i februar 1945 og om optometristen Billy Pilgrim, som er blevet “unstuck in time” og bortført af rumvæsener til planeten til Tralfamadore. >> Læs videre

Brigid Brophy: Hackenfeller’s Ape

Af ,
Skriv en kommentar

Britiske Brigid Brophy (1929-1995) var blandt nogle af de første, markante aktivister for dyrevelfærd og dyrerettigheder tilbage i 1950’erne. Hendes kortroman, Hackenfeller’s Ape, fra 1953 kan i høj grad læses som et skønlitterært indlæg i dén politiske kamp.

Romanens handling har Londons zoologiske have som omdrejningspunkt. Her finder vi professor Darrelhyde, som studerer to eksemplarer af en (fiktiv) art af særligt intelligente aber, i romanen kaldet Hackenfeller’s Ape. >> Læs videre

Emma Holten: Underskud

Af ,
Skriv en kommentar

Emma Holten har fået både retfærdige og uretfærdige knubs med på vejen for sin debatbog om værdien af omsorg og dens fravær i økonomisk teori. Bogen er velskrevet, engageret og endda underholdende. Som sådan er den bestemt værd at læse, selv om den ikke bringer mange egentligt nye pointer til torvs.

Emma Holtens bog fik ved sin udgivelse for en måneds tid siden en seksstjernet anmeldelse i Politiken. Samtidig fik hun sønderlemmende kritik fra flere økonomer. Det lød interessant, tænkte jeg. >> Læs videre

Mathilde Walter Clark: Hvordan man laver dyr

Af ,
1 kommentar

”Alting ændrer sig, når man først har set en so bygge en rede.”

Hvis du gerne vil kunne se dig selv i spejlet og samtidig blive ved med at spise den billige kylling, svinekoteletterne, bacon og hakket oksekød fra supermarkedets køledisk, så skal du ikke læse dette essay. Og derfor skal du læse det. >> Læs videre

Moussa Ould Ebnou: Barzakh: The Land In-Between

Af ,
Skriv en kommentar

En filosofisk, spekulativ, dystopisk science fiction-roman fra Mauretanien om en tidsrejsende i Sahara. Det lød så tilpas mærkeligt, at det lige kunne være noget for mig. Men det var det ikke.

Moussa Ould Ebnous Barzakh (opr. 1994, eng. 2022) er vitterligt også mærkelig. Desværre mere mærkelig end egentlig god. Og i sidste ende derfor alligevel ikke rigtig noget for mig. Jeg ved faktisk ikke helt, hvilken slags læser, jeg kan anbefale den til. Men den er virkelig mærkelig. >> Læs videre

Zoyâ Pirzâd: Som alle andre eftermiddage

Af ,
Skriv en kommentar

Små stilfærdige, men ikke desto mindre intense noveller om almindelige menneskers hverdagserfaringer i det moderne Iran. Absolut værd at læse.

Iranske Zoyâ Pirzâd (f. 1952) har tre novellesamlinger og to romaner bag sig. Som alle andre eftermiddage (opr. 1991) er hendes første novellesamling og den hidtil eneste eneste af hendes bøger, der er udkommet på dansk. >> Læs videre

Miguel de Unamuno: Tåge

Af ,
Skriv en kommentar

En ironisk, filosofisk skælmeroman fra begyndelsen af det tyvende århundrede om kærlighed, liv og skæbne og om forholdet mellem fiktion og virkelighed. En postmodernistisk roman fra længe før, nogen havde opfundet begrebet postmodernisme.

Tåge (opr. 1914) regnes for den spanske forfatter Miguel de Unamunos (1864-1936) hovedværk. >> Læs videre

João Gilberto Noll: Quiet Creature on the Corner

Af ,
Skriv en kommentar

João Gilberto Noll kan skrive, men han vælger at skrive for mærkeligt for min smag. Mærkeligt for mærkelighedens skyld. Eller også er jeg bare ikke kvik nok til at fange subtiliteterne.

For nogle år siden havde jeg en blandet oplevelse ved at læse brasilianske João Gilberto Nolls Atlantic Hotel (opr. 1986, eng. 2017). Bolls senere kortroman Quiet Creature on the Corner (opr. 1991, eng. 2016) er måske lidt mindre sammensat, men den lider under samme mangel på dechifrerbar mening. >> Læs videre

Clarice Lispector: Stjernens time

Af ,
Skriv en kommentar

”Tilgiv mig, men jeg vil fortælle lidt mere om mig selv da jeg er ukendt for mig selv, og når jeg skriver, bliver jeg overrasket over at opdage at jeg har en skæbne.”

Jeg har endnu til gode at læse noget af Clarice Lispector, som ikke benover, berører og begejstrer – og samtidig mystificerer mig. Hendes sidste bog, Stjernens time, som hun færdiggjorde kort før sin død i 1977, er ingen undtagelse. >> Læs videre

Fernanda Trías: Tagterrassen

Af ,
Skriv en kommentar

Fernanda Trías skriver godt. Pia Sloth Poulsen oversætter fint. Terrassen er som roman udmærket komponeret. Historien er egentlig også fængende fortalt. Og man kan ikke anklage Fernando Trías for at gå udenom tabuer. Men historien er i sin kerne simpelthen for ubehagelig – og ja, jeg medgiver det: for mig måske simpelthen for tabu-overskridende – til, at jeg kan elske denne roman.

Spoiler-alert: Jeg kommer i det følgende til at afsløre handlingsmæssige pointer i romanen, som læseren ellers først bliver bekendt med efter de første ti sider i romanen. Så hvis du vil læse romanen og holde spændingen intakt de første ti sider, skal du ikke læse videre her. Men jeg kan ikke skrive noget meningsfuldt om romanen ud over ovenstående, hvis jeg ikke må røbe mere. >> Læs videre

Sara Mesa: Kærlighed af en slags

Af ,
Skriv en kommentar

Kærlighed af en slags er den anden udgivelse på dansk af spanske Sara Mesa. Den første var Måneansigt (opr. 2018, da. 2020). Efter læsningen af den skrev jeg, at jeg gerne ville læse mere Sara Mesa. Det vil jeg stadig gerne og nu endnu mere. Hun har en særlig stemme.

I referat forekommer historien i romanen ganske vist så banal og så ofte tidligere gennemspillet, at den nærmer sig en kliché:

Ung kvinde forlader sit job i større by på grund af traumatisk oplevelse og lejer sig ind i et faldefærdigt hus i en gudsforladt flække af en landsby, hvor alle kender alle, og alle lurer på hinanden og især på nytilkomne, og hvor det hele viser sig at være langt fra så idyllisk og afstressende, som protagonisten forestillede sig, og langt fra giver hende roen til at fuldføre den litterære oversættelse, hun har sat sig for at arbejde med. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Netotjka Nezvanova

Af ,
2 kommentarer

Dostojevskijs ufuldendte roman, Netotjka Nezvanova (opr. 1849), er fint nyoversat af Trine Søndergaard. Og er man til Dostojevskij (og hvem er ikke det?), så skal man selvfølgelig have værket med, selv om det mest er litteraturhistorisk interessant for de spor, det lægger ud i retning af hans fremtidige, helt anderledes store romaner.

Netotjka Nezvanova betragtes gerne som det sidste af Dostojevskijs ungdomsværker. Dostojevskij havde nået at skrive og få udgivet de første dele af romanen i tidsskriftsform, da han i 1849 blev arresteret for at deltage i konspirationer mod zarregimet og senere – efter at have været udsat for en fingeret henrettelse – blev sendt til en sibirsk fangelejr. Her mistede han interessen for at færdiggøre romanen. De i tidsskriftform allerede publicerede dele blev efterDostojevskijs frigivelse i 1860 udgivet i en lettere redigeret form som en samlet roman, men han skrev den aldrig færdig. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Spilleren

Af ,
1 kommentar

Engang imellem kan jeg godt få det sådan, at nu trænger jeg bare til at læse noget, jeg på forhånd ved, vil være godt. Til sådanne situationer bør man altid have noget af Dostojevskij stående i reolen.

Dostojevskijs korte roman, Spilleren (opr. 1866), havde jeg tilmed ikke læst tidligere, så det var jo rent kræs. Også selv om romanen ikke hører til det bedste, han har præsteret. >> Læs videre

Italo Svevo: Zenos bekendelser

Af ,
Skriv en kommentar

“Med sin kriser og daglige svingninger kan livet minde lidt om en sygdom. Men til forskel fra andre sygdomme er livet altid dødeligt. Det tåler ingen helbredelsesforsøg.”

Zenos bekendelser (opr. 1926) er en modernistisk klassiker i den tunge ende. Desværre ikke kun tung i betydningen litterært vægtig, men også i betydningen kedelig og svær at komme igennem. Dette på trods af, at den har ry for at være morsom. >> Læs videre

Cesare Pavese: The House on the Hill

Af ,
Skriv en kommentar

En afdæmpet, moralsk og eksistentialistisk kortroman om (ikke) at tage stilling og engagere sig aktivt, også når der er noget på spil, og man risikerer noget. I dette tilfælde under krigen i 1940’erne i Italien.

Jeg har tidligere omtalt Cesare Pavese (1908-1950) i forbindelse med Natalia Ginzburg. Pavese omgikkes i 1930’erne den samme intellektuelle, antifascistiske kreds som Ginzburg omkring forlæggeren Giulio Einaudi. Pavese selv var aldrig specielt politisk aktiv, men blev ikke desto mindre fængslet et par måneder i 1935 og sendt i “internt eksil” i det sydlige Italien i et års tid (det var for fascisterne åbenbart en styg straf at dømme nogen til at opholde sig i Sydtalien). Pavese modtog den anerkendte italienske litteraturpris Strega i 1950. Kort efter tog han sit eget liv. >> Læs videre