H. Rider Haggard: Hun

H. Rider Haggards Hun er klassisk og genredefinerende eventyrramasjang. Værd at kende til for den bredt litteraturhistorisk interesserede. For denne læser også en nostalgisk tur ned ad Memory Lane. Men samtidig en noget støvet og i flere henseender forældet roman.

Den britiske forfatter Sir Henry Rider Haggard (1856-1925) var enormt produktiv. Han nåede at udgive mere end 50 romaner, primært eventyrromaner, en række faglitterære bøger om blandt andet landbrugsforhold samt en lang stribe avisartikler.

Haggard er først og fremmest kendt som forfatteren til Kong Salomons miner (opr. 1885), som introducerede eventyreren og storvildtjægeren Allan Quatermain, der har leveret ikke så lidt inspiration til Steven Spielbergs senere Indiana Jones-figur.

Næsten lige så populær var imidlertid også eventyrromanen She (da. Hun), som udkom et par år efter King Solomon’s Mines. Romanens udbredelse kan blandt andet aflæses af, at litteratursiden Goodreads har registreret omkring 1.500 udgaver af romanen, og der er givetvis mange flere. Romanen er ifølge Wikipedia oversat til mindst 44 sprog og filmatiseret elleve gange, første gang så tidligt som 1899.

Romanen foreligger også i adskillige udgaver på dansk. I 2015 valgte Rosenkilde & Bahnhof at udgive endnu én i Christina Rohdes oversættelse. Jeg husker at have læst Hun som dreng (i en meget gammel udgave, jeg i sin tid fandt i en gammel kasse med bøger, som jeg tror har været min farfars). Jeg faldt over den nye version, da jeg ledte efter noget ukompliceret at lytte til i bilen, og blev grebet af nostalgi.

Nostalgisk veneration og litteraturhistorisk interesse må så også siges at være de primære grunde til at læse Hun. Det har aldrig været stor litteratur, og årene er ikke gået upåagtet hen over den.

Hun er en eventyrroman fortalt af universitetsprofessoren Horace Holly fra Cambridge, som sammen med sin plejesøn, Leo Vincey, forfølger et spor på et gammelt potteskår, som leder dem på en ekspedition til “det mørke Afrika.” Her finder de frem til et skjult folk, Amahaggerne, som er kannibaler og ynder at tilberede deres fjender ved at proppe dem i “den sorte gryde” (jeg kan ikke lade være med at tænke, om den kolonialistiske forestilling om de sorte, der koger hvide mænd i den sorte gryde (som man f.eks. støder på i Tintin i Congo), har sit oprindelige udspring netop her hos H. Rider Haggard).

Amahaggerne lever i ruinerne af en glemt, forhistorisk civilisation, Kôr. Her hersker den mystiske Ayesha, omtalt af Amahaggerne som Hun-Der-Må-Adlydes eller bare Hun. Ayesha er en kvinde af så stor og overjordisk skønhed, at hun til daglig må gå tilhyllet, for at mænd ikke skal gå fra forstanden af kærlighed bare ved at se hende. Hun er samtidig umanerligt vis og behersker hemmelige naturkrafter, der gør hende til en slags troldkvinde. Dertil er hun ligeså grusom og herskesyg, som hun er smuk. Og så viser hun sig at være mere end 2.000 år gammel, selv om hun af skikkelse stadig er en fager ung kvinde.

Forskellige forviklinger udfolder sig. For de læsere, der ikke måtte kende historien, skal jeg ikke røbe mere. Der er en masse ramasjang. Men når det er sagt, så er der også en masse, meget langtrukken, meget kedelig og unødvendig udenomssnak og lommefilosofi. Det er blandt her, romanens høje alder mærkes.

Romanen er længe om at komme i gang. Først skal vi igennem en noget gammeldags og unødvendig rammehistorie. Dernæst går der meget lang tid med at få hovedpersonerne frem til de afrikanske kyster, før ramasjangen for alvor kan begynde. Og også herefter afbrydes underholdningen af adskillige tunge mellemspil.

Men man må anerkende, at hovedskikkelsen Hun er en fascinerende eventyrfigur og grundfortællingen et forførende eventyrdrama.

Hun er på flere måder en klassiker og foregangsroman i eventyrgenren, ikke mindst i den såkaldte Lost World-genre, som Haggard så at sige indstifter med denne roman. Ayesha har som figur givet inspiration til talrige kvindelige skurke- og heltekarakterer i litteratur- og filmhistorien. Som sådan er Hun værd at læse.

Den nutidige, politisk følsomme læser må dog ruste sig til at løbe spidsrod gennem et inferno af racistiske, kolonialistiske og patriarkalske fordomme. Som man må forvente af en underholdningsroman fra 1887.

Jeg har lyttet til Hun som lydbog, oplæst af Thomas Leth Rasmussen. Rasmussens diktion udmærker sig ved at være fri for skabagtige stemmer, men med en tendens til en smule staccato. Når jeg vil anbefale andre at læse bogen som papirbog skyldes det dog især, at det giver mulighed for at skrålæse hurtigt hen over de mest langtrukne passager.

Hun får én stjerne for at være en genredefinerende klassiker, én stjerne for den fascinerende karakter, Hun, og – fordi jeg er i det generøse hjørne – en halv stjerne mere oveni af ren og skær personlig nostalgifølelse.

K's vurdering: