K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Bloggen

Sidse Laugesen: Min hardcore høne

Af ,
Skriv en kommentar

Sidse Laugesen har en hardcore høne, og hun er selv en rimelig hardcore digter og oversætter. Det hele er i spil i denne lækre bogudgivelse, hvor hun oversætter sine egne digte fra kinesisk til dansk.

Sidse Laugesen kender vi er på bloggen som en fremragende oversætter fra kinesisk til dansk af forfattere som Can Xue, Sun Pin, Wang Xiaobo og Yu Hua.

Men Sidse Laugesen er også selv digter. Hun debuterede i 2020, og hvis det dengang gik de fleste danske læseres opmærksomhed forbi, så kan det have den gode grund, at Laugesen som digter har valgt at skrive på kinesisk og har udgivet sine digte i Kina under navnet 劳淑珍 (Lao Shuzhen). >> Læs videre

Han Kang: Lektioner i græsk

Af ,
3 kommentarer

Lektioner i græsk rummer øjeblikke af stor sproglig skønhed, der er vokset ud af den fineste sans for menneskelig skrøbelighed. Men jeg småkedede mig også lidt undervejs, og som helhed fremstod romanen for mig en lille smule kunstlet.

Den koreanske forfatter Han Kang (f. 1970) er både kvinde og fra det østlige Asien. Nogle har spekuleret i, om disse to forhold har været afgørende for, at hun i sidste uge blev tildelt nobelprisen i litteratur. Det Svenske Akademi er notorisk berygtet for at tage den slags politiske hensyn, og det ville nok være naivt at tro, at de ikke har spillet ind også i år. Til gengæld er det efter litterære kriterier uden for diskussion, at Han Kang er en værdig modtager af prisen. >> Læs videre

Anna Kavan: Is

Af ,
Skriv en kommentar

”Jeg var blevet usikker på virkelighedens natur, hvad angik både mine omgivelser og mit eget indre. Intet af det, jeg så, havde nogen substans, det hele var gjort af tåge og nylon, der var intet inde bagved.”

Således skriver jeg-fortælleren et sted i Anna Kavans hovedværk fra 1967, Ice, som udkom på dansk tidligere på året. Og sådan kan læseren også få det med romanen undervejs i læsningen. >> Læs videre

Ariane Koch: Siden gæstens ankomst

Af ,
3 kommentarer

”Siden gæstens ankomst har man været gammel og syg, og der har samlet sig alt muligt snavs på vinterfrakken, som man godt nok har i sinde at fjerne med en fnugrulle, men hvormed man begiver sig ud i et udsigtsløst forehavende.”

Siden gæstens ankomst er noget så vidunderligt og sjældent som en virkelig morsom roman – fyldt med sprogligt og idémæssigt sprudlende overskud og gakkede absurditeter, der hos Ariane Koch får bund af en filosofisk iagttagelsesevne med sans for det finurlige. >> Læs videre

Shinya Tanaka: Cannibals

Af ,
Skriv en kommentar

Et fattigt havnekvarter langs en stinkede flod, silende regn og mudder, der trænger ind alle vegne og bringer gigantiske ål og snegle med sig. Det udgør scenen for dette intense, japanske kammerspil af shakespearske dimensioner, involverende ubehagelig seksuel vold.

Man skal passe på med at lade sig lokke af et elegant coverdesign. Man risikerer, at der følger litterært ubehag med i købet. Kortromanen Cannibals (opr. 2012, eng. 2024) af japanske Shinya Tanaka (f. 1972) er et eksempel. Jun Kawanas design af omslag, inkl. for- og bagklapper er virkelig elegant og indbydende og var dét, der fangede mit blik i boghandlen og i sidste ende også det udslagsgivende for, at den lille bog kom med hjem i tasken. >> Læs videre

Sarah Kofman: Rue Ordener, Rue Labat

Af ,
Skriv en kommentar

Et meget personligt erindringsværk fra nogle afgørende år som jødisk pige i Frankrig i 1940’erne i skyggen af Holocaust og i splittelse mellem to mødre og to religioner. Og måske noget andet. Slet ikke et dårligt værk, bare lidt … for lidt.

Den franske filosof Sarah Kofman (1934-1994) nåede i sin tid at udgive et stort antal filosofiske værker, angiveligt især inspireret af Freud og Nietzsche. Rue Ordener, Rue Labat er en anden slags tekst, et ganske kort selvbiografisk værk om Kofmans opvækst under nazisternes besættelse af Frankrig i 1940’erne. Det blev også hendes sidste værk – Sarah Kofman begik selvmord kort efter udgivelsen i 1994. >> Læs videre

Jon Fosse: Det er Ales

Af ,
Skriv en kommentar

Jon Fosse skriver her – som altid – i et musikalt, messende sprog, du som læser kan læne dig ind i som i en tryg favn, der blidt vugger dig, ikke i søvn, men ind i en verden, hvor nutid og fortid går i ét forbundet af stemninger og erindringsbilleder, hvor alting på én gang foregår langsomt og roligt, men samtidig udløser hjertebanken og intens knugen i maven og halsen.

Med andre ord: Fosse har gjort det igen, var jeg lige ved at sige, men så rettede jeg mig selv til: Fosse gjorde det altså også allerede for 21 år siden og har så gjort det igen og igen lige siden. For den nyeste Fosse-udgivelse på dansk, som Batzer & Co. udsendte i sidste måned i oversættelse ved altid gode Karsten Sand Iversen, stammer nemlig oprindeligt fra 2003 og er således kun ny for danske læsere. >> Læs videre

Han Kang: Human Acts

Af ,
Skriv en kommentar

Human Acts er en sjældent stærk roman. Ubarmhjertigt hård og brutal og samtidig paradoksalt smuk. En roman om en konkret, traumatisk begivenhed i sydkoreansk historie, og samtidig et universelt monument over menneskeheden i dens på én gang mest forfærdende grusomhed og smukkeste storhed.

Jeg var umiddelbart lidt overrasket over valget af sydkoreanske Han Kang (f. 1970) til årets Nobelpris i litteratur, som blev uddelt i sidste uge. Hun har da skrevet nogle både fine, originale og ganske interessante bøger, tænkte jeg, men jeg havde ikke lige set nobelprisen for mig. Dertil kommer, at hendes samlede oevre trods alt er begrænset. Så læste jeg Human Acts (opr. 2014, eng. 2017), og nu er jeg ikke overrasket længere. >> Læs videre

Peter Flamm: Mig?

Af ,
2 kommentarer

“Det er ikke mig, ærede dommere, det er en død mand, der taler gennem min mund. Det er ikke mig, der står her, ikke min arm, der bliver løftet, ikke mit hår, der er blevet hvidt, ikke min handling, ikke min handling.”

Mig? (opr. 1926, da. 2024) er tæt på at have 100-års fødselsdag, men som et psykologisk portræt af et splintret sind, traumatiseret af krigens rædsler, er bogen i dén grad stadig vedkommende. Som læser suges man ind i romanens desperat-hektiske, smerteligt-skizofrene stemning, og man er under læsningen lige så forvirret og tvivlende som protagonisten selv. >> Læs videre

William Scott Wilson: A Beginner’s Guide to Japanese Haiku: Major Works by Japan’s Best-Loved Poets

Af ,
Skriv en kommentar

Lad dig ikke skræmme af den trælse, lufthavnslektureagtige titel. William Scott Wilson har begået en læseværdig og interessant antologi, som rummer både en overflod af haiku-digte, korte og fine biografier over 26 digtere og undervejs også en litteraturhistorisk introduktion til de forskellige former for haiku – til glæde for os begyndere ud i formen.

Jeg har taget mig selv i på disse sider at være muligvis lidt for omhyggelig med at deklarere, hver gang jeg anmelder et lyrikværk, at jeg jo normalt ikke læser lyrik. Det kommer rimeligvis nok af, at lyrikken ikke er min foretrukne form. Jeg kaster mig som læser ud i den ind i mellem, og jeg har ind i mellem også haft gode, endda store, læseoplevelser ud af det, men det er fortsat ikke min foretrukne form. Derfor bliver det nok ikke sidste gang, at du på disse sider oplever denne form for forbehold. >> Læs videre

Moacyr Scliar: Max og kattene

Af ,
Skriv en kommentar

Det er ikke Moacyr Scliars allerbedste bog. Men når man er Moacyr Scliar, så kan mindre end bedst stadig være fremragende. Og Max og kattene er en rigtig god bog. Den udkom på dansk i den forgangne uge. Jeg har læst den før, men nu har jeg genlæst den. Også denne gang med fornøjelse.

Jeg har for ikke så mange år siden læst Moacyr Scliars roman om Max og kattene i en engelsk oversættelse (anmeldt her) om den unge, tyske mand, der på flugt fra nazisterne i Tyskland forulykker med et skib på vej til Brasilien og pludselig befinder sig i en lille jolle midt på havet i selskab med en sulten jaguar. >> Læs videre

Robert Seethaler: Fælleden

Af ,
Skriv en kommentar

Ved hjælp at tredive stemmer fra graven tegner østrigsk fødte Robert Seethaler et flimrende portræt af en østrigsk landsby i det tyvende århundrede. Hvor bogen er bedst, formår Seethaler med få pennestrøg at give sine karakterer liv og blod og nærvær. Men formen gør også romanen lidt for flimrende samlet set.

Af Robert Seethaler (f. 1966) har jeg på disse sider tidligere været svært begejstret for hans internationale gennembrudsroman, Et helt liv (opr. 2014, da. 2016). Jeg havde på den baggrund også pæne forventninger til Fælleden (opr. 2018, da. 2019), som er den anden bog af Seethaler på dansk. De blev delvist indfriet. >> Læs videre

Annemarie Schwarzenbach: Død i Persien

Af ,
2 kommentarer

“Denne bog vil ikke være læseren til megen glæde,” skriver Annemarie Schwarzenbach selv som indledning til Død i Persien (1935/36). Det er selvfølgelig skrevet med et vist koketteri, og det er da heller ikke rigtigt. Der er meget for læseren at glæde sig over i den lille bog. Men den er også for ufokuseret, for uforklaret og for nonchalent i sin komposition til at gøre denne læser rigtig glad.

Annemarie Schwarzenbach (1908-1942) var en schweizisk forfatter, journalist og fotograf. Han var ud af en schweizisk rigmandsfamilie, og levede et bohemeagtigt liv i Berlin i begyndelsen af 1930’erne, hvor hun blandt andet blev nære venner med Klaus Mann (søn af Thomas Mann). Som journalist skrev hun talrige antifascistiske artikler, men til sidst tvang nazismen hende til at forlade Tyskland. I Berlin grundlagde hun også et morfinmisbrug, som i de følgende år skulle tage mere og mere om sig. >> Læs videre

Thomas de Quincey: Immanuel Kants sidste dage

Af ,
Skriv en kommentar

Thomas de Quinceys næsten 200 år gamle fiktivt-biografiske essay om filosoffen Immanuel Kants liv og sidste dage er ikke kun litteraturhistorisk interessant, men i høj grad værd at læse i egen ret, også i dag. Et sine steder særdeles vittigt og ironiserende, men alligevel respektfuldt og endda kærligt og medfølende portræt af filosoffen, hvis store ånd i sidste ende må bukke under for kroppens skrøbelighed.

Den engelske forfatter Thomas de Quincey (1785-1859) er især berømt og berygtet for gennembrudsværket, den selvbiografiske skildring Confessions of an English Opium-Eater (1821), som af nogle betragtes som en litteraturhistorisk spydspids for det, man kan kalde “misbrugslitteraturen.” >> Læs videre

Tarjei Vesaas: Tusten og andre noveller

Af ,
Skriv en kommentar

Tarjei Vesaas’ noveller er som at læse en lang kæde af nordiske haiku-digte: Der er en årstidsreference, der er en situation, der er øjeblikkets stemning, det hele er indfanget i få stavelser. Sproget strækker sig, mens det hviler i sig selv. Evigheden berøres. Magi opstår.

Vesaas’ prosa er ligetil og simpel. Den skærer blidt, men bestemt gennem alle livets kompleksiteter og direkte ind til det egentlige. Vesaas’ enkle sprog slår strenge an i læserens sjæl, der vibrerer nænsomt og kraftfuldt gennem tider og verdener og forbinder mennesket med naturen. Det er litteratur, når den er mest magisk og samtidig mest enkel. >> Læs videre

Natsume Sōseki: And Then

Af ,
Skriv en kommentar

Klassisk, japansk romanværk af én af Japans mest respekterede romanforfattere. Fint skrevet, fine refleksioner over skismaerne mellem tradition og modernitet og over individualisme uden sikkerhedsnet i en traditionel, hierarkisk, nationalistisk kultur under hastig modernisering (læs: vestliggørelse). Men også utrolig langsommelig på kedsommelig vis.

Natsume Sōseki (1867-1916) har i Japan status som landets klassiske romanforfatter nr. 1 – endda rangerende over navne som Yasunaru Kawabata, Yukio Mishima og Junichiro Tanizaki. I Danmark og Europa nyder han ikke helt samme status, og så vidt jeg ved, er ingen af hans værker oversat til dansk. Til gengæld er han i høj grad oversat til engelsk, herunder værket And Then (opr. 1909). >> Læs videre

László Krasznahorkai: Den sidste ulv

Af ,
3 kommentarer

En falleret forfatter sidder på et tarveligt udskænkningssted i en centraleuropæisk by og fortæller om et besøg i spanske Extremadura og historien om regionens sidste ulve. Og litterær magi opstår.

Ungarnske László Krasznahorkai er vi her på bloggen tidligere stødt på i form af hans mesterlige roman Modstandens melankoli (opr. 1989, da. 2015). I min reol står også den danske oversættelse af hans Satantango (opr. 1985, da. 2019), som jeg ser frem til at læse, når jeg tager mig sammen til at kaste mig ind i den. >> Læs videre

Hiromi Kawakami: Nakanos genbrugsbutik

Af ,
Skriv en kommentar

Hiromi Kawakami kan skrive, det ved vi fra hendes tidligere værker. Nakanos genbrugsbutik er også velskrevet, men den mangler den gnist, der kunne gøre den til andet end forglemmelig.

Hiromi Kawakami (f. 1958) er blandt Japans mest populære, nutidige forfattere. Hun har skrevet flere, virkelig fine bøger, hvoraf en del er oversat til dansk. Jeg var begejstret for den afdæmpet smukke Senseis mappe (opr. 2001, da. 2013) og også for novellerne At træde på en slange og Forsvindinger (opr. 1996, da. 2019). >> Læs videre

Junichiro Tanizaki: The Secret History of the Lord of Musashi & Arrowroot

Af ,
Skriv en kommentar

Afhuggede samuraihoveder uden næser som genstand for erotiske fantasier. Som romantema lyder det måske nok en kende både makabert og aparte. Det er det jo også. Men når det er Junichiro Tanizaki, der fører pennen, kan der ikke desto mindre komme en afdæmpet, æstetisk fintfølende og sanselig fortælling ud af det.

Junichiro Tanizaki (1886-1965) er én af de helt store i moderne japansk litteratur. Jeg stødte på ham første gang i form af hans måske mest berømte værk, Some Prefer Nettles (opr. 1955). Måske ramte jeg lige præcis dén bog på en dårlig dag dengang – i hvert fald var jeg ikke så begejstret, som traditionen tilsiger, at man skal være. >> Læs videre

Osamu Dazai: No Longer Human

Af ,
2 kommentarer

En klassiker i moderne japansk litteratur, som stadig er i høj grad læseværdig. Om ikke at føle sig hjemme i denne verden – og om de fatale konsekvenser af ikke at tage sit liv på sig.

Osamu Dazai (1909-1948) var kunstnernavnet for den japanske forfatter Shuji Tsushima, som hører til blandt de mest betydelige japanske romanforfattere i det 20. århundrede. Osamu Dazai forsøgte fem gange i sit liv at begå selvmord, herunder flere gange sammen med en kæreste eller elskerinde. Første gang som 29-årig, sidste gang som 38-årig. Den sidste gang havde han succes. >> Læs videre

Hiromi Itō: Prærieulv og andre digte

Af ,
3 kommentarer

Synes du, at lyrik i almindelighed er kedeligt? Så kan du få udfordret dine fordomme ved at læse japanske Hiromi Itō. Du kan ved samme lejlighed også få det dårligt. For hendes digte er brutale, ækle og aldeles nådesløse. Men de er samtidig paradoksalt smukke og også temmelig gode. Men de er ikke for enhver.

Ja, nu gør jeg det jo ikke normalt så meget i japansk, feministisk-shamanistisk, modernistisk lyrik. Men en gang i mellem skal man jo udfordre sine egne læsevaner lidt. Så efter et kig ned i noget af det allermest klassiske, den japanske litteraturkanon overhovedet byder på (Ise-fortællingerne), så spoler vi lige tiden tusind år frem. Vi bliver – på en måde – i lyrikken, men skifter i alle (og jeg mener: alle!) andre henseender stil og genre. >> Læs videre

Ise-fortællingerne. En japansk klassiker fra 900-tallet e.Kr.

Af ,
Skriv en kommentar

Ise-fortællingerne er noget virkelig gammelt japansk stads. De er helt sjove at læse, men ærligt talt: Mest for den, der er mere end almindeligt nørdet interesseret i japansk litteraturhistorie.

Angiveligt kender enhver japansk gymnasieelev Ise-fortællingerne. De er klassisk pligtlæsning i skolen i Japan. Forfatteren – eller forfatterne – er ukendt, om end en del af digtene/fortællingerne i samlingen tilskrives adelsmanden og digteren Ariwara no Narihira (825-880). >> Læs videre

Junichiro Tanizaki: Til skyggernes pris

Af ,
Skriv en kommentar

Sublimt, næsten ethundrede år gammelt essay om vigtigheden af skygger og mørke i japansk æstetik i alt fra toiletter til scenekunst over tøj og lakservice.

Det slår mig, at jeg er blevet forvænt: Jeg er blevet æstetisk forvænt af den høje standard, som forlaget Korridor har lagt for danske bogudgivelser igennem de seneste ti år.

Jeg har mere end én gang på disse sider bøjet mig i støvet for den måde, hvorpå Korridor igen og igen har kræset for de af os, der går bare en lille smule op i den fysiske bogs æstetik. Og nu gør jeg det igen, idet jeg husker mig selv på, at det ikke er en selvfølge. >> Læs videre

Annie Ernaux: Årene

Af ,
Skriv en kommentar

Mesterligt erindringsværk. Annie Ernaux favner sin generations erindringer fra den umiddelbare efterkrigstid frem til begyndelsen af det nye årtusinde – med særligt fokus på kvindernes erfaring. Med udblik til de store verdensbegivenheder, men med særlig optagethed af de små dagligdags detaljer.

Franske Annie Ernaux (f. 1940) modtog i 2022 Nobelprisen i litteratur for sit litterære værk, der i overvejende grad bygger på hendes egne, personlige erindringer. Årene (opr. 2008, da. 2021) betragtes gerne som hendes hovedværk og indtog da også en central placering i nobelpriskomiteens begrundelse. >> Læs videre

Bøger og boghandeler i Naha, Okinawa

Af ,
1 kommentar

Der er mange gode grunde til at tage til Okinawa. Boghandelturisme er nok ikke på top-ti. Det er ganske vist ikke svært at finde – endog store – boghandler i hovedbyen Naha, men jeg fandt ikke nogen egentligt charmerende. Dertil kommer, at okinawanske boghandler stort set kun er for læsere, der behersker japansk.

Jeg har netop haft det privilegium at tilbringe en uge i Naha, som er hovedbyen på Okinawa. Okinawa er den største af Ryukyu-øerne, der udgør den sydligste del af Japan, ca. 500 km syd for den sydligste spids af de japanske hovedøer. >> Læs videre

Emi Yagi: Dagbog fra et tomrum

Af ,
Skriv en kommentar

En letlæselig, humoristisk og samtidig begavet roman om graviditet som både subjektiv erfaring og social konstruktion i det moderne Japan.

Dagbog fra et tomrum er japanske Emi Yagis debutroman, som har høstet mange roser i Japan siden udgivelsen i 2022 – og nu også fortjent gør det i Danmark efter udgivelsen af den danske oversættelse ved Hanne Arnold tidligere i år. >> Læs videre

Katixa Agirre: Mens vi venter på opklaring

Af ,
2 kommentarer

Anbefalelsesværdig baskisk roman om personlige og nationale forsoningsprocesser i forlængelse af de endnu ikke helede sår, som den baskiske terrororganisation ETAs attentater gennem et halvt århundrede har efterladt det moderne Spanien med. Samtidig en roman om kærlighed, skyld og skam. Og om sol og regn i det baskiske sommerland.

Vi tager med andre lige en basker mere – i forlængelse af Bernardo Atxagas Huse og gravsteder. Katixa Agirre (f. 1981) er imidlertid mere min smag. Lidt sjovere, lidt vildere, lidt mere eksperimenterende end Atxaga. >> Læs videre

Bernardo Atxaga: Huse og gravsteder

Af ,
Skriv en kommentar

En baskisk mursten, som består af fem mere eller mindre sammenhængende fortællinger om venskaber og fjendskaber, knudrede familieforhold, politik og populærkultur over fire årtier. Ikke en dårlig bog, men heller ikke af den slags, der får denne læser til at kaste armene over hovedet i begejstring.

K og konen ferierer i Baskerlandet, og der er selvfølgelig lidt baskisk litteratur med i feriekufferten.

Bernardo Atxaga (f. 1951) er et nyt bekendtskab for mig, men Huse og gravsteder (opr. 2029, da. 2021) er faktisk kun én ud af seks udgivelser på dansk fra hans hånd. Til gengæld er Atxaga én af kun ganske få baskiske forfattere overhovedet, der er oversat til dansk. >> Læs videre

Núria Bendicho: Dead Lands

Af ,
Skriv en kommentar

Med Dead Lands har Núria Bendicho bragt William Faulkner til Catalonien. Faulkner havde en ting med dysfunktionelle familier, men den fattige landbofamilie i Bendichos bog er endnu mere degenereret og væmmelig end de familier, vi kender fra Faulkners litterære univers. Den litterære standard er til gengæld høj og mesteren værdig.

Catalanske Núria Bendicho (f. 1995) er åben om, at William Faulkner (1897-1967) er et af hendes store litterære forbilleder. Om sit eget forfatterskab og forholdet til klassikerne generelt siger Bendicho meget fint: >> Læs videre

Ottessa Moshfegh: Lapvona

Af ,
1 kommentar

Ottessa Moshfegh skriver fremragende. Det gør hun i alle sine bøger, og det er dét, der får mig til at vende tilbage til hende. Det var også dét, der fik mig til at læse hendes seneste roman, Lapvona, til ende. Såvel personkaraktererne som historien var mig imidlertid for karikerede og fjollede til, at jeg på noget tidspunkt kunne fatte egentlig interesse for romanen.

Romanen foregår i et fiktivt fyrstendømme kaldet Lapvona i en ikke nærmere bestemt historisk tid. Det kunne være et sted i det centrale Europa på et tidspunkt i middelalderen. Men det er på ingen måde en historisk roman, snarere søger Ottessa Moshfegh at etablere et fiktivt univers uden for historisk tid. >> Læs videre