Dino Buzzati: Giro d’Italia 1949

Storhed. Vanvid. Umådelig viljestyrke. Uendelig lidelse. Stridende urkræfter. En mytologisk kappedyst mellem helte og guder. Det er the Grand Tours. Det er landevejscykling. Og det er næppe nogensinde formidlet større og mere ikonisk end i Dino Buzzatis reportager fra det legendariske Giro d’Italia 1949.

Lige nu er det cykelsæson. Det gør det også til Dino Buzzati-sæson. Det vil nok være en overdrivelse at hævde, at man ikke behøver at være interesseret i cykelsport for at kunne nyde Buzzatis journalistiske reportager fra Giro d’Italia i 1949. Men kan man mobilisere bare en lille smule begejstring for de store landevejsløb, så er Buzzatis klassiske reportager helt vidunderlige.

Lige i dag er der nok ikke mange cykelentusiaster, der har tid til at læse bøger – nu her, mens den sidste og afgørende bjergetape køres i årets Giro d’Italia. Mads Petersen har allerede sikret sig den lilla pointtrøje, men har Richard Carapaz noget tibage i tanken, som han kan fyre af i et sidste angreb på la maglia rosa, som lige nu sidder på Isaac del Toro?

Men når dén spænding er udløst og i mellemrummet frem mod Tour de France til juli, så kan jeg stærkt anbefale en nostalgitur tilbage til det legendariske Giro d’Italia i 1949. Det var løbet, der kom til at markere et tronskifte i italiensk cykelsport. Løbet, hvor den store, italienske helt gennem flere år, slideren Gino Bartali, måtte se sig besejret – eftertrykkeligt – af den nye stjerne, elegantieren Fausto Coppi.

Fausto Coppi i Giro d’Italia 1949. Kilde: Wikipedia. Fotograf: Ukendt.

Det var også løbet, der blev bevidnet og rapporteret af forfatteren og journalisten Dino Buzzati, der var udsendt af avisen Corriere delle Sera for – for første gang i sit liv – at dække et cykelløb.

Dino Buzzati virkede som journalist det meste af sit liv, men her på bloggen kender vi ham primært som romanforfatter, og en mesterlig én af slagsen. Især hans Il deserto dei Tartari (1938) er fremragende.

Fremragende er også Buzzatis reportager fra etaperne i Giro d’italia, som her er samlet i bogform. De er legendariske i international cykeljournalistik og har dannet skole. Når man læser dem i dag – her i smuk oversættelse til dansk af Hanne Jansen – forstår man pludselig, hvorfra f.eks. en Jørgen Leths mangeårige dækning af Tour de France henter sin poetiske inspiration.

Hvad betyder alverdens katedraler i dag, eller havet, eller landskabet, selvom det er blandt de mest spektakulære i verden? Vejen eksisterer, og det er alt. Vejen går opad, stejl og barsk, den overgiver sig ikke.

Buzzatis reportager er fra en tid, hvor der ikke var tv-dækning af de store cykelløb. Hvor publikum langs vejene ikke vidste, hvem der var i udbrud, og hvem der var førende på dagens etape, før end de rent faktisk med egne øjne kunne se rytterne passere på vejen. Og hvor det sportsinteresserede publikum i resten af verden ene og alene var afhængige af den skrevne og trykte journalistik dagen efter.

Men også journalisterne havde begrænset viden. De var med i biler på ruten og havde i et vist omfang adgang til efterfølgende at interviewe rytterne, men typisk var deres billeder af, hvad der skete ude på ruten, relativt rudimentære.

Under de vilkår må den gode journalist selv fylde lidt ekstra på. Og når journalisten er en fremragende forfatter, så kan der komme noget virkelig godt ud af det.

Buzzatis artikler om de enkelte etaper er ikke bare afrapporteringer om løbsresultater og dysten mellem de store ryttere. Han skriver om hele kulturen omkring cykelløbet:

Dynamikken i fanskaren, når cykelheltene ankommer forud for løbet. Stemningen blandt journalisterne. Holddirektørernes rolle. Om publikummerne langs vejene. Stemningen i landsbyerne, mens man venter på et glimt af bysbarnet, den lokale helt i feltet. Buzzati skriver om vandbærerne. Om de ryttere, der ved, at de aldrig bliver store, men alligevel lider og kæmper sig gennem alle etaperne.

Faktisk er der nogle af artiklerne, som slet ikke omtaler, hvad der sker på dagens etape i selve cykelløbet. Det gælder nogle af de kedelige etaper, hvor vi får de nøgterne fakta om dagens etaperesultat til sidst, men hvor artiklen ellers primært portrætterer skuffelsen blandt de mange cykelfans langs vejene, som havde håbet at se deres helte i storladne præstationer, men som dén dag bare så et dovent felt trille i mål uden interesse for et ufarligt udbrud.

Og så er de største øjeblikke i bogen alligevel også dem, publikummerne higede efter dengang, og som vi stadig higer efter i dag: Giganternes kamp. De øjeblikke, hvor de stores storhed udmåles, hvor én falder, og en anden stiger.

Som her på 17. etape over blandt andet Col d’Izoard, hvor Bartali – den alvorlige, indædte slider, toscaneren, katolikken, den gamle rytter, fortidens helt – for anden gang i løbet må se sig distanceret på en afgørende etape af sin unge rival, den smilende, flamboyante, elegante Fausto Coppi. Det er selve tronskiftet, vi er vidne til her, og som i alle store dramaer er taberens tragedie større end vinderens triumf:

Var hans legendariske modstandskraft med ét forsvundet? Nej, Bartali var som han altid har været: stædig, hård, uforsonlig. Men hvordan skal man vinde over den der nyder gudernes gunst? Han var overdænget af mudder, ansigtet var gråt og stivnet i anstrengelserne. Han trådte forbitret i pedalerne som om noget forfærdeligt var efter ham, og han vidste at hvis han lod sig indhente, ville alt håb være ude. Tiden, intet andet end den ubønhørlige tid var i hælene på ham. Og sikke et drama at se den ensomme rytter køre gennem den uvejsomme kløft i en desperat kamp mod årene.

Buzzati giver liv og storhed til alle dele løbet, og det er en renlivet og ubetinget fornøjelse at læse. Teksterne har mere end 75 år på bagen, men de føles helt friske og nutidige – ihvertfald her i Hanne Jansens oversættelse til dansk fra sidste år.

Den danske udgave er i øvrigt forsynet med et fremragende forord af cykeljournalisten Brian Nygaard, som nogle blandt andet vil huske som pressechef for Bjarne Riis.

Kan du mobilisere bare en lille smule interesse for de store cykellandevejsløb, så er Giro d’Italia 1949 af Gino Buzzati i dén grad anbefalelsesværdig. Jeg er ikke normalt det mindste interesseret i sportsreportager, men jeg lappede denne bog i mig som italiensk is på en sommerdag i Rom.

K's vurdering: