Ecuadorianske Natalia García Freires debutroman, der nu foreligger på dansk, er en grum, mørk, men også meget sanselig roman om et faderopgør, der emmer af fugtig jord, kriblende insekter og død.

Vores døde hud, der for nylig er udkommet på dansk på forlaget Editorial Aurora Boreal i oversættelse ved altid gode Ane-Grethe Østergaard, fangede allerede min interesse ved at være en de ganske få bøger af en ecuadoriansk forfatter, jeg er stødt på i dansk eller engelsk oversættelse (måske endda den første roman fra Ecuador oversat til dansk?).

Historien er for så vidt simpel, men på grund af fortælleformen får man som læser kun gradvist hold om den. Den gradvise afdækning af begivenhederne udgør en væsentlig del af romanens spændingsmomentum, hvorfor jeg heller ikke skal røbe for meget.

I det følgende afsløres derfor heller ikke mere end det, der allerede fremgår af romanens første sider: Romanens fortæller, den unge mand Lucas, er vendt tilbage til sit barndomshjem, hvorfra han har været forvist i nogle af år, mere eller mindre solgt som arbejdsslave til en nærliggende ranch. Hans far er død, hans mor er sendt til en anstalt som sindssyg, og morens elskede blomsterhave ligger hen, overgroet af ukrudt.

Natalia Garcá Freire (f. 1991). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Huset regeres nu af to mystiske mænd, de grove og voldeligt skræmmende Felisberto og Eloy. De ankom for år tilbage en aften til huset, blev af ikke helt forståelige grunde taget ind af Lucas’ far, og gradvist overtog de styringen og indførte deres eget terrorregime i huset. Ved Lucas’ tilbagevenden finder han stadig husets tjenestefolk, hans gamle barnepiger, som nu tjener de to mænd.

Bogen er fortalt som Lucas’ “samtale” med hans afdøde far, og historien springer mellem den nutidige handling og glimt tilbage til begivenhederne år tilbage, frem mod morens sammenbrud, Lucas’ fars død og bortvisningen af Lucas selv.

Bogen mindede mig på flere måder om brasilianske Raduan Nassar (f. 1935), især Arkaisk jordbrug (opr. 1975, da. 2020).

Det har især at gøre med den centrale rolle, som naturen, jorden og hos Freire især insekterne har i historien. Fortælleren Lucas har efter sin mor arvet en veneration for at dyrke jorden, for planter og blomster, men han har selv udviklet en særlig fascination af insekter.

Da Lucas var dreng, skosede hans far ham for den uproduktive optagethed af ligegyldige ting som insekternes verden. Men da Lucas ved romanens begyndelse er vendt tilbage til huset og sidder i baghaven ved farens grav “omgivet af skovsnegle, edderkopper, orm, myrer, biller og bænkebidere” og taler til sin døde far, kan han med slet skjult skadefryd give insekterne en revanche:

Undskyld, hvis jeg indimellem bliver åndsfraværende og fortaber mig i de ting, De kaldte ligegyldige. Men nu, med alle de orm rundtomkring, tænker De nok, at de alligevel ikke var så betydningsløse. Ikke sandt? De kravler jo ind i munden og ørerne på Dem om natten og måske også op bagi, så det svider; de kryber op og ned gennem Deres krop for at se, om der stadig er noget tilbage af Dem, som de kan bruge; de lejrer sig på Deres hænder og fødder og vender og vrider sig. Synes De ikke også, at de er stærkere end os, når vi er døde, og alt er slut? Og at verden ved nærmere eftertanke ikke tilhører os, men disse mikroskopiske væsner, som tilsammen kunne dække os alle.

Insekterne og jorden, på én gang livgivende og de dødes hjem, spiller en gennemgående rolle i romanen og ikke mindst for dens finale, som jeg ikke skal afsløre. Romanen emmer af livet fra den fugtige jord, planterne og de kriblende og krablende insekter.

Jeg går ud og vandrer i haven, til jeg finder et stykke jord, hvor jeg graver et hul med hænderne, en vugge. Jeg vælter mig rundt, gnubber mig mod jorden og nyder det. Jorden beroliger min stumme krop, mit hjerte flerdobles. Orm har ti hjerter. Og de kravler afsted. Jeg gnubber mig, til mine albuer og knæ bløder, til denne hud, som ikke er min, går i stykker. Jeg spiser rødder og vissent græs, spiser, til jeg ikke kan mere, og får kvalme. Rødderne nærer mig, og bagefter udstøder de mig: Sådan er det at blive født. Jeg vil opløse mine indvolde, glemme mit sprog, filtre ordene sammen og forlade denne krop.

Der er også noget Raduan Nassar over den tunge symbolik af næsten bibelsk format, som præger fortællingen. Der er noget arkaisk, tæt på mytologisk over romanens form. Den døde far; den forviste og siden hjemvendte søn, der først efter farens død kan tage sit opgør med ham; den sindssyge mor; de udefrakommende, skræmmede fremmede, der som fremmedlegemer kommer ud af intet og med en skæbnetung uafvendelighed vender op og ned på familiens liv.

Referencen til Nassar er en stor ros, hvis nogen skulle være i tvivl, men Freire har trods alt ikke helt hans sproglige niveau. Mindre kan dog gøre det – og på den postive side er Freire mindre svulstig og væsentlig mere tilbageholdende med de gammeltestamentelige metaforer end Nassar.

Som læser bliver jeg fascineret af alt den jordbundne sanselighed, der præger romanen, og det er også dens største styrke. Kernehistorien om disse to mystiske, mørke, voldelige fremmede, der på uforklaret vis overtager hjemmet, havde jeg det lidt sværere med at kapere. Nøglen er nok i virkeligheden ikke at lægge for meget vægt på dem, men mere på sønnens posthume opgør med faren og barndomshjemmet.

Under alle omstændigheder er Natalia García Freire et særdeles spændende bekendtskab, og der skal lyde applaus til forlaget Editorial Aurora Boreal og oversætter Ane-Grethe Østergaard for at introducere hende på dansk.

K's vurdering: