Foruroligende, postmodernistisk, ironisk kritik anno 1979 af samfundets evne til at håndtere sin traumatiske fortid og nutid.

How German Is It – Wie Deutsch Ist Es (og ja, det er hele den originale amerikanske titel, og den er uden spørgsmålstegn – dem må man selv sætte) læses umiddelbart som en kritik af det moderne Vesttysklands manglende evne til at håndtere landets nazistiske fortid og en nutid præget af venstreorienteret terrorisme (anno 1979). Men den er ikke helt nem at få hold på.

Handlingsmæssigt er romanen centreret omkring de to brødre Ulrich og Helmuth Hargenau, sønner af en af efterkrigstidens Tysklands helte, som blev henrettet af naziregimet i 2. verdenskrigs sidste dage for medvirken i et komplot mod Hitler.

For sønnen Ulrich er den fædrende arv i romanens start (som udspiller sig i slutningen af 1970’erne samtidigt med romanens udgivelse) anledning til at stille sig selv spørgsmål om sin egen identiet, sin “tyskhed”, og sin moral i kraft af, at han – for at redde sig selv og sin kone – netop har vidnet mod en gruppe af venstreorienterede tyske terrorister, som giver mindelser om Rote Armee Fraktion (og som hans kone muligvis var leder af).

Hvad stiller man op med en kone, man er forelsket i, som spørger:

“You’re a pretty good lover, Paula admitted, but are you able to blow up a police station?” (s. 16)

Ulrich, som er en succesfuld forfatter, tåger på læserens vegne i romanen rundt i et forsøg på at komme overens med sin egen identitet (Hvor tysk er jeg? Hvad er tyskhed? Hvem er jeg?), primært gennem forhold til diverse kvinder, som har forskelligartede flydende forhold til tyskheden, til den nazistiske fortid og den terroristiske nutid.

Undervejs konfronteres vi med personer, der demonstrerer forskellige varianter af fortidsfortrængning, som f.eks. borgmesteren i den nye, moderne, succesrige by Brumholdstein, som foranlediget af et spørgsmål til et ægte tæppe kan fortælle:

“It’s an old one. My father acquired it before the war. Lots of things were quite reasonable before the war, I’m told. What with so many people suddenly deciding to leave the country… […]
I often wondered what happened to those people, mused the mayor. They were neighbors. Well, not exactly neighbors. My father was the caretaker… Imagine, suddenly, being able to acquire furniture, china… […]
We bought everything they had to sell. I mean, all the stuff they couldn’t fit into their suitcases. I guess what my father offered them was better than nothing. But I was too young to remember. Anyhow, my share was a toy train that had belonged to their son. He laughed.
Good cognac, said Glich.
Have another.” (s. 105)

How German Is It er fyldt med implicitte litterære og historiske referencer af forskellig karakter. I det hele taget forekommer alle personer og begivenheder tænkte som tegn på noget andet. Tegn, som imidlertid alle viser sig ustabile.

En kort reference til den østrigske forfatter Robert Musil et sted i romanen fik mig f.eks. til at tænke, at det næppe er et tilfælde, at protagonistens navn er netop Ulrich ligesom hovedpersonen i Musils store, ufuldendte romanværk Manden uden egenskaber – hvor titlen både refererer til hovedpersonen og til den østrigske nations historie.

En anden af de centrale metaforer i bogen er den fiktive, nye by Brumholdstein, opkaldt efter landets store filosof Brumhold. Filosoffen Brumhold er meget let genkendeligt modelleret over Martin Heidegger i kraft af referencerne til hans metafysiske spekulationer over Væren (“Dasein”), Tingenes Tinghed, og hans nazistiske fortid. Romanen indeholder en implicit kritik af Heideggers filosofi som et tankesæt, der i sig indeholder nazismen og heller ikke siden er undsluppet nazismen. Det var på den tid, romanen blev skrevet, er udbredt kritik af Heidegger, men er i dag ikke længere et udbredt synspunkt, og virker som sådan lidt bedaget.

Brumholdstein er i romanen et nyt samfund bygget åndeligt talt på fortidens (med nazismen associerede) filosofi og bygget bogstavelig talt oven på en koncentrationslejr fra krigen, som ingen imidlertid taler direkte om. Byens grundlag bringes imidlertid konkret til skue, da en eroderet kloakledning sprænger under et af byens fortove. Kloakstanken stiger op fra undergrunden til stor frustration for gadens handlende, som forlanger af borgmesteren, at hullet lukkes øjeblikkeligt. Men vejarbejdet afslører, at byen er bygget på en stor massegrav. Metaforikken er tung og ikke til at tage fejl af.

I How german is it er det imidlertid ikke kun samfundet som helhed, der fortrænger sin fortid for at kunne fremvise at poleret glansbillede af en succesfuld, moderne industrination. Også for de enkelte personer og familier i romanen viser der sig underneden det almindelige, det velkendte, “the familiar”, snart at gemme sig hemmeligheder, løgne og fortielser, hvad enten det handler om manglende vilje til at se egen fortid i øjnene, eller om seksuelle affærer bag den polerede idylliske ægteskabelige overflade, som ellers stilles falsk til skue i glittede magasiner om de nyrige og smukke. Mens familien von Hargenaus tidligere tjener derhjemme bygger på en tændstikmodel af den fortrængte koncentrationslejr i byen.

Walter Abish’s roman fra 1979 virker i en vis forstand her i 2013 noget tidsbundet og forældet: Der er trods alt sket en del i Tyskland i de mellemliggende 34 år, herunder i form af opgør med fortiden. Omend den debat, som nye udgivelser om nazitiden, stadig kan afføde i Tyskland, viser, at det langt fra er et færdigbearbejdet nationalt traume.

Når bogen alligevel stadig er værd at læse, er det blandt andet fordi, at Abish’s ironiske kritik rækker ud over tilfældet Tyskland i slutningen i 1970’erne. Allerede i selve titlen ligger således en invitation til at reflektere over, hvorvidt kritikken af det skildrede tyske samfunds måde at håndtere, dvs. fortrænge, fortiden på overhovedet er specielt tysk. Tysklands dramatiske og traumatiske historie gør det særlig velegnet til at illustrere pointen, men Walter Abish’s ærinde kan tolkes mere universelt: Alle samfund, alle mennesker, har en historie, som rummer elementer, vi helst ikke ønsker at tænke på, og som vi i større eller mindre grad fortrænger, skjuler eller bare tier væk, men som ikke desto mindre er en del af den fortid, vores nutid bygger på. Intet er, hvad det ser ud til.

Derudover kan bogen også være værd at læse alene for sin litterære, eksperimenterende stil. Jeg havde oplevelsen af nærmest at se en film fortalt i korte, løseligt sammenhængende klip, der konstant fades ind og ud af hinanden. Det er helt godt gjort.

Litteraturkritisk kan Abish formentlig kategoriseres som “postmodernistisk” i kraft af hans konstante leg med sproget, måden hvorpå alt i romanen kan læses som tegn på noget andet, som imidlertid ikke har nogen stabil identitet, selv ikke protagonisten Ulrich. Ligesom heller ikke de mange referencer i bogen til fortærskede  klicheer om tyskernes “Pünktlichkeit” og hang til orden og renlighed (som irriterede mig i starten af bogen) kan tages for pålydende. Abish leger med sin læser, med konventioner og fordomme, og virkningen er en konstant, underliggende utryghed, en ustabilitet i sproget – man er hele tiden i tvivl om, hvorvidt ordene betyder det, de umiddelbart udsiger.

Den eneste underliggende stabile sandhed ifølge Abish synes at være Holocaust – som er det, der af alle fortrænges bogen igennem.

Jeg var undervejs fascineret af Abish’ leg med sproget og de litterære konventioner. Men jeg kedede mig også lidt, og bogen virkede lang trods sine kun 252 sider. Nok fordi den er for meget postmodernistisk form og for lidt indhold for min smag. Ingen af personerne bliver rigtig levende undervejs, alt og alle er kun flydende, ustabile tegn på noget andet, og det bliver lidt langt i spyttet i romanform.

Ikke desto mindre en interessant og tankevækkende læseoplevelse.

Titel: How german is it - Wie Deutsch ist es
Forfatter: Walter Abish
Udgiver: New Directions Books
Udgivelsesdato: 1979
Sider: 252
Læst: Juli 2013

K's vurdering: